Du har ingen artikler på din læseliste

Hvis du ser en artikel, du gerne vil læse lidt senere, kan du klikke på dette ikon

Så bliver artiklen føjet til din læseliste, som du altid kan finde her, så du kan læse videre hvor du vil og når du vil.

Læs nu
Du har ingen artikler på din læseliste
Artiklen er føjet til din læseliste Du har ulæste artikler på din læseliste
WALTERDRENGEN. »Enhver lidenskab grænser op mod kaos, samlerlidenskaben grænser op mod erindringens«. - Foto: Pattypix

WALTERDRENGEN. »Enhver lidenskab grænser op mod kaos, samlerlidenskaben grænser op mod erindringens«. - Foto: Pattypix

Bøger
Læs artiklen senere Gemt (klik for at fjerne) Læst

Værdikamp i biblioteket

Gode gamle Walter Benjamin kommer Bibliopaten til undsætning i kampen med konen om at fastholde sin samlermani.

Bøger
Læs artiklen senere Gemt (klik for at fjerne) Læst

Husets frue kom gående ind i husets bibliotek med et skælmsk triumferende smil om læberne.

Hun ville godt lige have lov at læse op af en bog, sagde hun.

Hendes gemal, undertegnede, løftede blikket fra øjeblikkets hotteste bog i det grønne segment, Richard Floridas 'Den kreative klasse'.

Bøger til genbrug
»Læse op, hvor hyggeligt, af hvilken bog?«.

»En af dine egne«, svarede kvindemennesket, idet hun satte sig i læderlænestolen, lagde benene over kors og begyndte at deklamere:

»Jeg har meget stramme regler over for paperbacks«, begyndte hun. »Når de først er læst, beholder jeg kun de allerbedste: alle andre ryger til genbrug«.

»Røde Kors butikker og lignende modtager gerne brugte bøger i en rimelig stand, eller du kan give dem til dine venner. Når jeg tager på ferie, efterlader jeg altid mine paperbacks på hotellet til glæde for andre gæster«.

Manifest for en klinisk verden
Den sidste sætning fik lov at hænge i luften. Den lysblåøjede kiggede op. »Ja, man skulle jo ikke tro, du nogensinde havde læst den«, fortsatte hun så, mens hun holdt en firkantet bog frem.

'Ryd Op' hed den, og Bibliopaten kunne godt huske den. Den var udgivet af Danmarks Radio og udsendt i kølvandet på et af disse hjemme- og boligprogrammer, som seerne dåsefodres med.

Han huskede den som et ubarmhjertigt manifest for en klinisk verden. En af disse bøger, der først opdeler livet og dets genstande i små overskuelige bidder og derefter udsætter dem for forfatterens tilværelseskirurgiske smagsdommeri.

»Sandheden er, at de fleste bøger får lov at stå og samle støv«, fortsatte den rødstøvlede. Bibliopaten sænkede skuldrene og tog imod skuddene: »Ved at se på, hvad der interesserer dig netop nu, forbinder du dig til nuet frem for at leve i fortiden. Ved at tynde ud blandt dine bøger og kun beholde de bøger, der betyder noget for dig, vil du frigøre plads i dit hjem«.

Firkantede venner
Det var ikke, fordi Bibliopaten normalt immuniserer sig over for højtlæsning, men han begyndte langsomt at falde ind i sig selv, hans frues stemme blev fjern.

»Det her er værdikamp, jeg må have hjælp fra højeste sted«, tænkte han og lod tankerne gå til gode gamle Walter Benjamin, den uforlignelige bogsamler - og beskriver af modernitetens clash med verden af i går. Bibliopaten så ham for sig, Benjamin blandt sine bogkasser, han er ved at pakke ud, der er støv i luften.

Han har det overskudsagtigt godt, der er lang tid, til han skal dø for egen hånd i en togvogn på flugt fra nazisterne. Han er samler, og han er omgivet af sine bedste venner, bøgerne, og han taler både til dem, sig selv og til alle os andre, for han skriver sine ord ned og udgiver senere essayet 'Jeg pakker mit bibliotek ud'.

Samlerens taktiske instinkt
Benjamin rækker ud efter et par album med glansbilleder i. Han har arvet dem efter sin mor, der klæbede dem ind, da hun var barn. Benjamin er nu selv en ældre herre, han falder i staver. Det barnlige, trangen til fornyelse, smelter sammen med det oldingeagtige, erindringen.

»Hvad trænger der sig dog ikke på af erindringer, når man først har begivet sig ind i kassebjerget for at hente bøger ud af det i dag- eller snarere nattebrydningen«.

»Intet kan tydeliggøre fascinationen ved denne udpakning bedre end hvor vanskeligt det er at holde op igen. Jeg var begyndt ved middagstid, og det var midnat, før jeg havde arbejdet mig frem til de sidste to kasser«.

Benjamin husker de byer, han som samler har indtaget. Riga, Neapel, München, Danzig, Moskva, Firenze, Basel, Paris. Han mindes sit drengeværelse, sine studerekamre. »Samlere er mennesker med et taktisk instinkt. Når de erobrer en fremmed by, kan den mindste antikvitetsforretning efter deres erfaring være et fort, den mest afsidesliggende papirhandel kan indtage en nøglestilling«, filosoferer han.

Tankerne går til hans ungdoms beskedne bibliotek. To, tre rækker på en reol, som ikke voksede med mere end et par centimeter om året. »Det var dets krigeriske tid, hvor ingen bog fik lov at trænge ind i det, som jeg ikke havde afæsket løsenet, som jeg ikke havde læst«.

Bøgernes aura og skæbne
Siden skulle han få et andet forhold til bøger. Samleren får, tænker Benjamin, et forhold til tingene, der ikke sætter deres funktionsværdi, altså deres nytte, deres brugsværdi, i forgrunden. Der er helt andre ting på spil.

Bøgerne findes som objekter i verden. De har en fortid, de har en skikkelse, en aura, en skæbne. Benjamin taler om, at den totale viden, han har om en bog og dens proveniens, samles i en magisk encyklopædi, som kun han kender til.

Så der står han. Manden, der skrev så utroligt om sin barndom i Berlin, som travede gennem les passages i sit elskede Paris og på sin egen unikke måde skildrede affortryllelsens tempi i det nyes møde med det gamle.

»Hvad er disse besiddelser andet end en uorden, hvor vanen har indrettet sig så hjemligt, at den kan tage sig ud som orden?«, siger Benjamin og kigger rundt i lokalet.

Orden og kaos
»Enhver lidenskab grænser jo op mod kaos, og samlerlidenskaben grænser op mod erindringens«. Han kigger sig omkring i det, der for ethvert andet menneske må fremstå som kaos.

»Samlerens tilværelse er dialektisk udspændt mellem ordenens og uordenens poler«, slår han fast. Det er lige, hvad den er, tænker Bibliopaten, mens lyden af hans frues højtlæsning langsomt når ham igen:

»Du skal bruge solide papkasser. De skal ikke være for store og overfyld dem ikke, for så kan du ikke løfte dem. Beslut dig for, at for hver bog, du køber, vil du give en væk. Ved at holde dig til disse regler får mængden af bøger aldrig mere lov til at fylde for meget i dit hjem«.

»O.k., skat«, siger Bibliopaten. »O.k.«.

Quiz:
»Dette er Babsis bog. Hun er syv år og går i anden klasse«. Norsk forfatter, hvem?

Grundtvig og Houellebeq
Kære Bibliopat.
Citatet, du efterlyser, stammer fra et skrift af Grundtvig, hvori han kritiserer Oehlenschläger for at have svigtet sine idealer. Det kan læses i sin helhed i 'Udvalgte skrifter' bind 5 side 162.
Det andet citat stammer fra Michelle Houellebecqs 'Elementarpartikler' - noget af et spring! Jeg kan bedst lide Grundtvig.
MVH Frode Sørensen, 2300 S

Anonyma og anonymiteten
Jeg er totalt uenig med BP i hans pietet over for anonymiteten i 'Anonyma: En kvinde i Berlin'. For afsløringen af forfatteren har gjort bogen endnu mere vedkommende for en nutidig læser. Marta, som hun hed, virker nemlig i helt utrolig grad som 'en af vore egne'. Hør bare: Efter gymnasiet rejste hun fra 1931-33 rundt i Middelhavslandene og minsandten i Kaukasus og Sovjetrusland. Herefter nappede hun et par års kunsthistoriestudier på Sorbonne, inden hun sidst i 1934 kom til verdensbyen Berlin. Her levede man stadig på ekkoet fra tyverne; Goebbels lå helt til 1937 på sine grædende knæ for at få Marlene Dietrich til at beære fødebyen med filmindspilninger; der boede stadig 175.000 jøder i kommunen, nazismen, som vi kender den, var slet ikke slået igennem. Tværtimod: den optimisme, det nye styre udløste, rev næsten alle med sig. Hvad Marta havde søgt af 'progressivt' i Sovjet først i 1930'erne, fandt hun nu hjemme. Hun kastede sig ud i en reportagerejse med langturschauffører, der endda affødte et radiospil 'Landevejens vikinger'... 'Den friske livsfølelse' on the road gjorde hende høj. Senere hen landede hun i mere prosaiske omgivelser, som den velkendte blanding af reklamebureau- og ugebladsjournalist, siden for lærerforeningens blad, som nu var ren nazipropaganda. For til sidst, i 1945's sønderbombede Berlin, at hutle sig igennem på sin frontkæmpende kærestes kvistværelse.
Så kom 'Ivan'. Og hendes livs øjeblik. Marta beviste, at Marlene Dietrich ikke kom ud af den blå luft. Målrettet scorer hun et par velopdragne russiske officerer, der holder hende fri fra de spritdunstende, brunstige tyre, der pruster rundt på trapperne. Og alt gemmes altså i notatform og skrives ud, ultracool, distanceret - ja rent postmoderne i sit totale fravær af føleri, patos, ynk, heroisme - kitschfrit.
Aldrig før har man kunnet føle sig nærmere på, hvordan det må have været at være der selv. Ja det i en grad, så en del har følt, at denne 'dagbog' var for god til at være sand. Er den nu ikke hist og her lovlig 'litterær'? Den slags fornemmelser fik 'Süddeutsche Zeitungs' litteraturredaktør til at stå på hovedet i arkiverne. Han fandt Marta og hendes forhistorie: siden fik en historiker lov til at granske de ellers klausulerede, gulnede originalnotater. Og han sagde nok god for autenticiteten forrige år, men frustrerede samtidig med et orakelcitat af Ernst Jünger: »Teen må først trække, før den kan drikkes«.
Det, vi læser nu, er da stensikkert tilskåret og sprogligt udfoldet 'under en tevarmer' senere, og ikke færdiggjort midt i granatregnen og brunst-sveden. Men man vil ikke ønske at tvivle på, at det er supercoole Marta, der har formuleret det allermeste, og ikke hendes 'kurator' Ceram, manden bag den angiveligt mest solgte tyske fagbog nogensinde 'Fund, forskere og fortidsgåder'. Helt simpelt må man spørge sig mange gange under læsningen: Hvordan skulle en mand dog have fundet på dét? At hun klappede i som en østers, til sin død i 2001, er jo set tilsvarende hos mange. Gudskelov: Ingen talkshow!
Med venlig hilsen Bjarne Jacobsen, Viby/Århus

Annonce

For abonnenter

Annonce

Podcasts

Forsiden