Dan Brown ligger i sin seng og venter på sin kone. »Hvor bliver du af, Laura Brown?«. Hun sidder foran spejlet ude på badeværelset og græder, men hendes stemme lyder glad. »Om et øjeblik, skat«, svarer hun, mens tårerne løber ned ad kinderne. Dan kalder igen, han har fødselsdag, og han lever i en tid, hvor ægtemænd plejer at få det, som de vil. Se, dette kunne godt være en quiz. Hvem er denne Dan Brown? Da vel ikke forfatteren til 'Da Vinci-mysteriet'?! Hvor er det nu, De har set eller læst denne scene? En menneskefilm Først et spring tilbage i tiden. Tilbage til London, hvor vi for nylig hvilede ud ved en sushibod på Victoria Station efter en udmattende lingvistisk detektivopgave i St. Pauls Cathedral. Pludselig fik vi en ubændig lyst til at købe en gave til vor frue. Ikke en bog, men en film, en menneskefilm, en engelsk menneskefilm, og det skulle naturligvis være Stephen Daldrys fremragende 'The Hours'. På hylden i en lille, men velassorteret dvd-biks med op til flere charmerende medarbejdere fandt vi den. 18 pund var prisen, men da vi nåede frem til kassen, fremdrog den charmante medarbejder med det knaldsorte hår, den piercede tunge, den markante makeup og de højhælede støvler resolut et eksemplar fra en papkasse, som kun kostede 8.99! Forbløffende, herligt, flink fyr. I toget mod Paris, hvor vi havde en aftale med en vis museumsinspektør i Louvre, satte vi os til rette med vor bærbare computer, og vi havde næppe nået at sætte fingrene til tastaturet, før dagens første mail trådløst anduvede i vor elektroniske postkasse. På den personlige Top Ti Man skulle tro, det var løgn, men det var det ikke: Mailen handlede både om 'The Hours' og Dan Brown. Ansporet af vor nylige pavelige reportage fra krypten under Det Sixtinske Kapel (som vi netop relaterede til 'Da Vinci-mysteriet' og 'Engle og dæmoner' af mr. Brown) gør vor læser Jørgen Schouboe os opmærksom på, at Dan Brown ikke bare er navnet på den verdenskendte succesforfatter, men at der skam også findes en nyere roman, hvori en af personerne hedder Dan Brown! Det er lige, hvad der gør, og romanens navn er: The Hours - og det er derfra, at ovenstående scene stammer. Det er Michael Cunningham, der har skrevet romanen, der på dansk hedder 'Timerne', og hvis vi skal være helt ærlige, er det en af de (ti) bedste bøger, vi har læst i det sidste årti. Kollage over tre kvindeliv Cunningham har valgt en enkel, men effektiv kollageteknik. Han beskriver tre kvinder, der lever i hver sin tidsalder. Fælles for dem er deres optagethed af det kønsmæssige. Kvinde nummer et er forfatteren Virginia Woolf. Man følger hendes hverdag, som den udspiller sig i 1920'erne i en forstad til London. Kvinde nummer to, Laura Brown, bor i Los Angeles, året er 1949. Hun kan mærke, at samlivet med en mand ikke er lykken for nu at sige det mildt, men har ikke et sprog til at formulere alternativet. Det får hun først, da hun læser 'Mrs. Dalloway' af Virginia Woolf. Den tredje kvinde er Clarissa med tilnavnet Mrs. Dalloway. Hun lever i et lesbisk forhold med Sally i vor tid. Titusinder af danskere har for længst set den Oscarbelønnede filmatisering, men der var engang, da man kunne læse Cunninghams bog uden at se Nicole Kidman, Julianne Moore og Meryl Streep for sig. Selvstændig præstation Cunninghams præstation er sjælden. Ligesom instruktør Daldrys og manuskriptforfatter David Hares er det. Den litterære inspirationskæde går fra Virginia Woolfs eget vanskelige liv, som hun afslutter ved at gå ud i en flod med sten i lommerne og fra hendes mesterværk 'Mrs. Dalloway' fra 1925. Her henter Cunningham kernen. Han 'filmatiserer' ikke Woolfs bog, han skriver videre på indsigten og energien. Opdaterer den til vor tid med et stop midtvejs. Tre tidsaldre, tre bevidstheder, tre måder at tackle seksualitet og kønsroller på. En selvstændig ikke spor rutinepræget præstation - og minsandten om ikke David Hare har held til at transformere Cunninghams bog til det store lærred. Den sentimentale åre Der er to scener i filmen, som vi nu har set fem gange, der bliver hængende: Den ene af dem er ægteparret Woolfs diskussion på togstationen. Han er ulykkelig, angst for, hvad hans suicidale hustru kan finde på, han giver udtryk for sine følelser, man forstår ham, sympatiserer, giver ham ret - lige indtil Virginia (i form af en fuldstændig uigenkendelig Nicole Kidman) fortæller ham, hvem det er, der mest vedholdende og ubærligt må leve med angsten og smerten i det daglige. Punktum. Den anden scene er den, hvor Clarissa (Meryl Strep) ligger på sengen med sin datter og forklarer hende, hvad lykke er. Hun mindes en morgen, da hun var ung og pludselig følte sig helt lykkelig. »Nu starter lykken«, tænkte hun. Men den startede ikke, det var lykken - i et glimt, der kom og gik. Ak ja, vor sentimentale åre kan være som en rivende flod. Philip Glass, vor moderne yndlingskomponist, har skrevet musikken til filmen, det er til at få gåsehud af. Med dvd'en følger interview med både Cunningham, Daldry, Hare, Glass og diverse Virginiaeksperter - mums! Quiz 1: »Han - for der kunne ikke være tvivl om hans køn, skønt tidens mode gjorde et og andet for at skjule det - stod og huggede ud efter et maurerhoved ...«. 1928, første sætning i hvilken roman? Quiz 2: »I de sidste dage har jeg tænkt på Nordlandssommerens evige dag«, 1894? I sidste uge efterlyste vi en gammel romer, som står bag følgende: »De mennesker, der måler alt efter profit og personlig fordel og ikke vil tillade moralske hensyn at veje tungere end disse ting, er vant til i deres beregninger at sammenligne hensynet til moralen med det, de finder nyttigt; det gør gode mennesker ikke. [...] Thi ikke alene det at sætte en tilsyneladende fordel højere end det moralsk rette, men overhovedet det at sammenligne disse to ting og være i tvivl om, hvad man skal vælge, er i bund og grund forkasteligt«.

I quiz 2 gjaldt det om at finde den franske forfatter, der skrev følgende: »Den forhenværende borgmester havde taget Rosa på skødet; ansigt til ansigt med ham sad hun og rev i den skikkelige mands hvide bakkenbarter. En stump ben stak frem under det gule silkeskørt og tegnede sig med sin røde strømpe, der holdtes oppe af det blå strømpebånd, gaven fra den handelsrejsende, skarpt mod hans benklæders sorte klæde«.Cicero er manden Kære Bibliopat, I Quiz 1 er det i sandhed en gammel romer, vi skal have fat i. Det er naturligvis Cicero, der er ophavsmanden. Citatet stammer fra 'De Officiis', som han skrev til sønnen, Marcus. 'De Officiis' var en slags politiske testamente. Han skrev dem sent i livet og ikke ret lang tid, før han selv blev myrdet. Ak ja, men ordene lever videre. Et smukt citat med et eviggyldigt indhold. M.v.h. Erik Mikkelsen, Skanderborg Knaldrøde strømper Kære Bibliopat, I min udgave (oversat af Ole Vinding, Forlaget Danmark, Kbh., 1945) af Guy de Maupassants novelle 'Hos Tellier' lyder det: »Hr. Poulin, den forhenværende Borgmester, havde Rosa overskrævs paa Skødet, og hun rodede med sine korte Hænder i hans agtværdige, hvide Whiskers, en Stump bart Laar kom til syne under hendes gule Silkekimono og standsede ved hans sorte Bukser. Hendes knaldrøde Strømper var prydet med et blaat Strømpebånd, Gaven fra den Handelsrejsende i Toget«. En måske lidt mere kødfuld version end den citerede. Vi er til fest. Efter en længere Odyssé er skrappe Rosa og de andre piger klar til en ny tørn i huset bag kirken i en havneby i Normandiet. Mon ikke de har været savnet i samfundet, i hvert fald har pigerne savnet samfundet så meget, at Knaldvand! og Champagne går under dagsprisen, prisen på pigerne kender vi ikke, men alle synes at være fornøjede. Der er mange pointer at hente i Guy de Maupassants historier fra Normandiet (og de mere urbane fra Paris), dette citat synes at være faldet Bibliopaten ind efter en ophedet ægteskabelig konversation om udestuen. Med venlig hilsen Jørgen Rungby Også som puslespil Kære bibliopat. Jeg læste med stor fornøjelse din fødselsdagsberetning om Hallanders billede af H.C. Andersen foran diverse eventyrfigurer. Desværre kan jeg ikke bidrage med oplysninger om billedet, men jeg kan fortælle, at det også fandtes som puslespil. Jeg havde som barn (f. 1955) nøjagtigt samme motiv, dog i en malet indramning som puslespil med fine tykke træbrikker. Puslespillet findes endnu i familiens sommerhus og har, så vidt jeg husker, kun mistet en enkelt brik i årenes løb. Med venlig hilsen Henrik Lerdam Reolproblematikken! Kære bibliopat! Uhyre interessante betragtninger omkring reolproblematikken, hvor kønnene for alvor tørner sammen på grund af kvinders bizarre syn på sagen. Hvad i alverden skal man med hvide vægge, diverse litografier og andet nips, når der kan knaldes hyldemeter på hyldemeter op ad skidtet? Skridt nummer et i reolkampen må være at sikre sig et bibliotek/herreværelse. Dette er et absolut mindstekrav - ja, nærmest en menneskeret - og når det først er opfyldt, kan rummet aldrig fratages herren igen. Når biblioteket er fyldt op - og hvis man ud over bøger også samler på film og musik, sker det overraskende hurtigt - begynder problemerne for alvor. Og her må den vanlige praktiske sans hos herren tages i anvendelse. Men hvor er det dog sørgeligt at læse, at det skulle være nødvendigt at rykke udendørs. Det smager for meget af mandens endegyldige kapitulation i hjemmet. Hvad er denne verden kommet til? Man kan i øvrigt opnå 50 procent flere hyldemeter ved at lave forhøjninger på eksempelvis 10 centimeter på den inderste halvdel af hylderne. Derved slipper de bagerste bøger for ydmygelsen ved at stå helt gemt. Det ser heller ikke totalt uncool ud ... Derudover kan der jo ofte stilles reoler oven på reolerne, for der er gerne en god, halv meter til loftet. Der kan også installeres en hjemmebygget reol på indersiden af døren til biblioteket, hvilket kun bidrager til hulestemningen - men dog kan føre til problemer med at finde ud, hvis man også har whiskybar (hvilket man naturligvis har). Personligt har jeg ligeledes stillet reoler i vindueskarmen - så slipper man også for dagslyset ... (NB: Tjek vor klumme om herreværelsets nødvendighed i Bibliopaten fra 16.11 2002 på www.pol.dk, gå ind via oversigten, BP). Fra en lidelsesfælle (uden have), Henrik Øster-Jørgensen, Herning