Vilhelm Bergstrøm havde for længst skabt sig et ry som både proletardigter og kriminalreporter, da han i september 1939 tog hul på et helt nyt kapitel. Ved siden af jobbet ville han skrive dagbog om danskernes hverdag under den krig, som nu kom. »I Dag udbrød den ny Verdenskrig, den anden jeg altsaa skal opleve«, lyder de første sætninger i den dagbog, han indledte tredje september 1939. Formidabelt netværk Han var 52 år og havde arbejdet som journalist siden slutningen af Første Verdenskrig. Fra 1928 havde han været på Politiken, hvor han var blevet leder af kriminalredaktionen. Gennem sit formidable net af kilder ikke mindst i politiet og hos brand- og redningsvæsen havde han føling med alt, hvad der foregik i København. Men han forstod også at lægge øret til stenbroen og lytte til stemningen blandt folk. Skiftende stemninger Allerede på dagbogens første dag stillede han spørgsmålet, om Danmark ville blive indlemmet i Tyskland. Og han berettede om hamstringer, mørkelægning og chokket, da den første luftværnssirene pludselig tudede på Rådhuspladsen. Det er dagbogens styrke, at Bergstrøm satte sig ned og skrev hver dag uden at vide, hvad den næste dag ville bringe, påpeger Det Kongelige Biblioteks forskningschef, John T. Lauridsen. Han sammenligner Bergstrøm med et barometer. Det registrerer omslag i vejret ved at måle lufttrykket. På tilsvarende måde kan de skiftende stemninger følges i dagbogen. Tæt på borgerkrig Læserne kan følge, hvordan Bergstrøm og en stor del af befolkningen i begyndelsen indrettede sig på de nye tider under den tyske besættelse, og hvordan stemningen senere ændrede sig til mere eller mindre åben modstand. »Den store omvæltning i holdningerne kan du følge hos Bergstrøm step for step og dag for dag. Det er ikke muligt ret mange andre steder«, siger forskningschefen. Tilsvarende giver dagbogen et levende indtryk af, hvordan håb og frygt vekslede i april 1945. Alle vidste, at besættelsen gik mod enden. Men alligevel blev de sidste måneder frem til befrielsen de farligste. »Det var det nærmeste, vi kom en borgerkrig. Det var slutopgøret mellem modstandsbevægelsen og tyskernes håndlangere. Tyskerne selv stod mere eller mindre på sidelinjen«, siger John T. Lauridsen. Modstandsfolkene likviderede et stort antal personer, og tyskerhåndlangerne gengældte med drab, bomber og terror mod helt tilfældige folk. »I april 1945 var der ingen tvivl om, at tyskerne ville tabe krigen. Bergstrøm var heller ikke i tvivl, men det var, som han skrev i dagbogen, lige spørgsmålet om at overleve så længe«, påpeger forskningschefen. Reporter og digter Vilhelm Bergstrøm var født i 1886. Faderen var grosserer, og sønnen blev sat i lære hos en manufakturhandler, men droppede lærepladsen efter et år. I stedet tog han præliminæreksamen og arbejdede nogle år på lager og kontor, inden han tog ud at sejle. Men det var forfatter, han ville være. Allerede som 18-årig fik han trykt sin første novelle i månedsbladet 'Hjemmets Noveller'. Det kneb med at komme videre. Han gik i land og opsøgte forfatteren Johannes V. Jensen, der opmuntrede ham til at fortsætte med at skrive. I 1911 fik han udgivet digtsamlingen 'Stempler og Hjul' hos Gyldendal, og i de næste 16 år fulgte en række københavnerromaner med besk samfundssatire. Det var fortællinger om underklassen. Flere solgte så godt, at de blev trykt i et nyt oplag. Forfatterskabet bragte i 1930 Bergstrøm på finansloven med en fast, årlig ydelse. Men forinden var han blevet journalist for at supplere de usikre forfatterindtægter. I 1917 begyndte han på Nationaltidende. Siden kom han på BT et par år, inden han i 1928 landede på Politiken. Poetisk journalistik Kollegerne beundrede hans reportager om folk, der kom i klemme i retsmaskineriet. Det røbede, at den barske reporter under facaden gemte på en følsom digter. »Hans reportager var som romaner med malende, psykologiske beskrivelser, skarpe replikskift og atmosfæremættede enkeltheder«, skrev journalisten og teatermanden Knud Poulsen i sine erindringer. »Jeg tror, han gerne ville have levet af at være forfatter, men at han indså, at det var han for langsom til. For han var længe om at skrive. Han skrev det om så mange gange og uddybede det. Han var så grundig, så mor sagde: Du bliver aldrig færdig med den roman«, fortæller datteren Ritta Christiansen. Hun var barn under besættelsen og optræder ofte i dagbogen under kælenavnet 'Tusse'. Hun husker barndommen som en tid, da faderen enten var på arbejde eller også sad bøjet over rejseskrivemaskinen i hjemmet på Amagerbrogade. Levemanden Bergstrøm Faderen havde to skilsmisser bag sig, da han giftede sig med Elsa Nilsson. De fik datteren 'Tusse' og holdt sammen resten af deres dage. Fra sit første ægteskab havde han sønnen Rauer, der i dagbogen går under kælenavnet 'Tips'. Han var politireporter på Berlingske Tidende. Efter krigen udgav Bergstrøm to bøger. Under titlen 'Gode Danskere - og mindre gode' samlede han en række fortællinger fra besættelsestiden. Størst succes fik han med bogen 'Istedgade overgiver sig aldrig', der skildrede Vesterbro under folkestrejken i 1944. Den kom i 1961 i tredje oplag. Bergstrøm fortsatte på Politiken efter besættelsen, indtil han i 1952 gik på pension. Han var 79 år, da han døde i 1966. I sine velmagtsår var han lidt af en levemand. I 1920'erne førte han sig frem i åben sportsvogn. Dagbogen vidner om, at han lagde vægt på bordets glæder. Han var stamgæst på restauranten 'Stadil', der lå på Vesterbrogade ved siden af biografen Palladium. »Mor sagde altid, at vi kunne have købt en hel villa for de penge, han havde spist op på 'Stadil'«, husker Ritta Christiansen. Skjult i klaveret Hjemme i lejligheden svulmede dagbogen - eller Krigsbogen, som han selv kaldte den. I 1944 fyldte den en lang reol i gangen. De mange bogbind rummede også en omfattende samling af udklip og illegale blade. Intet af det var egnet for tyskernes øjne. Og som tiden gik, blev Bergstrøm mere og mere bekymret. Han flyttede flere gange på hotel af frygt for at blive hentet. I august 1944 fik han Falcks Redningskorps til at hente bøgerne i solide kasser med påskriften 'gasmasker'. De blev kørt til Det Kongelige Bibliotek, hvor rigsbibliotekar Svend Dahl fik dem stuvet af vejen i kælderen. De efterfølgende dagbøger blev også kørt til biblioteket, når de var færdige. Men faderen havde altid gang i et manuskript. »Det gemte min mor i klaveret. Bagefter har jeg tænkt på, at det var dumt, for det var vel det første sted, nogen ville kigge«, siger datteren. Indlæg i aktuel diskussion Efter befrielsen fik Bergstrøm Falck til at bringe kasserne med dagbogen tilbage til hjemmet, hvor han udformede to registerbind, inden de 209 bind med i alt 80.000 sider blev returneret til Det Kongelige Bibliotek i 1948. Her stod dagbogen næsten urørt, indtil forskningschefen tog fat på den i begyndelsen af 2004. Resultatet kommer 4. maj, når han udgiver en del af de 8.000 maskinskrevne dagbogssider i bogform. John T. Lauridsen ser dagbogen som et indlæg i den aktuelle diskussion om, hvordan samarbejdspolitikken skal vurderes. »Det er lettere at være dommer, når man ved, hvordan resultatet bliver. Jeg ønsker at markere, at man skal gennemtænke historien forfra, for det er sådan den foregår. Det giver mere kvalificerede øjne at se tingene med. Og det giver Bergstrøm den, der giver sig tid til at læse ham forfra«, siger forskningschefen.