0
Læs nu

Du har ingen artikler på din læseliste

Hvis du ser en artikel, du gerne vil læse lidt senere, kan du klikke på dette ikon
Så bliver artiklen føjet til din læseliste, som du altid kan finde her, så du kan læse videre hvor du vil og når du vil.

Næste:
Næste:
Artiklen er føjet til din læseliste Du har ulæste artikler på din læseliste

Manden der fik alt hvad han tegnede

Robert Crumb, der gav verden tegneserierne om frække Fritz the Cat, Mr. alt for Natural og den yppige, lodne Snekvinde, lever og har det godt. Stof- og alkoholfri fører den 62-årige tegner en behageligt tilbagetrukken tilværelse i Sydfrankrig med sin kone, sin banjo og sin enorme samling af jazz på 78-plader. Til sin egen undren fejres han sågar på kunstmuseerne - for tiden i London - men hans menneskesyn er kun blevet sortere, hævder han i en ny bog om sig selv.

Der er ikke oplæsning af denne artikel, så den oplæses derfor med maskinstemme. Kontakt os gerne på automatiskoplaesning@pol.dk, hvis du hører ord, hvis udtale kan forbedres. Du kan også hjælpe ved at udfylde spørgeskemaet herunder, hvor vi spørger, hvordan du har oplevet den automatiske oplæsning.

Spørgeskema om automatisk oplæsning

SELVPORTRÆT. »At være menneske er for mig ... at hade det, jeg er«. Illustration: Robert Crumb

Bøger
Læs artiklen senere Gemt (klik for at fjerne) Læst
FOR ABONNENTER
Bøger
Læs artiklen senere Gemt (klik for at fjerne) Læst
FOR ABONNENTER

»Vi troede, vi kunne bo i Europa, og jeg så kunne arbejde for postkortfirmaet American Greetings per korrespon-dance, men vi var bare for unge, for frygtsomme og for ufokuserede«.

»Og derfor vendte vi hjem til Cleveland efter at have sultet i København i adskillige måneder«.

Hilsen til Hamsun
»København« - ja, det står der! I den nyeste udgivelse fra et af de største ikoner i alternativ amerikansk efterkrigskultur.

Manden har gået rundt i gaderne og sultet, ikke i Kristiania som Hamsun i 1880'erne (men mon ikke formuleringen sender en hilsen til indledningslinjerne i romanen 'Sult', som blev skrevet ved Sankt Hans Torv, Kbh. N?). Næ, i fucking Copenhagen!

Nærmere bestemt i vinteren 1964-65, da han var 21 år og på rejse i Europa med sin første, endnu mere hjælpeløst unge kone Dana og uden en krone på lommen.

Troldspejlende tuschstreger
Jeg kunne have truffet ham - her! Den vinter var jeg selv lige fyldt 20, året efter blev også jeg gift første gang - men først et par år senere så jeg de første stumper af hans værk.

Tuschstreger, som et slægtled af unge (nu aldrende) fra hele den vestlige verden siden kom til at spejle os selv og vores erfaringer i.

Selv om det var noget af et troldspejl, med frække Fritz the Cat og Mr. alt for Natural, den gamle gris, for ikke at tale om hele hans hær af frodige kæmpe-kvinder i alle hudfarver, med solide understel og bagperroner så brede som dækket på et hangarskib, klar til landing for den hvide mands højtflyvende afmagtsdrømme om utæmmet kvindelig livsappetit.

'Det andet Amerika'
Han opfandt stort set dem alle sammen og hundredvis af andre syrede skikkelser i løbet af ét år, 1966, i kølvandet på et dårligt trip med lsd (lovligt dengang) i november året før.

»Et tilfælde af 'alt for meget alt for hurtigt'«, siger han selv, for alle elskede det så meget, at han var ved at ende som »postkorttegner for modkulturen«. Som modgift gav han for alvor »los for alle mine perverse sexfantasier«, og blade som 'Snatch' og 'Big Ass Comics' fik »de fleste til at trække sig tilbage i en vis ruf«.

»Jeg opfatter lsd som en positiv, betydningsfuld erfaring i mit eget liv, men jeg ville bestemt ikke anbefale det til nogen andre«, siger han selv i dag. Men hans syner var andre altså vilde med, og verden blev aldrig den samme efter det.

Selv blev han en af de mest sejlivede repræsentanter for 'det andet Amerika', der i en pærevælling af pot og politisk retorik, folkesange, rock, tegneserier, hårlængder, trompetbukser, træperler, selvoptaget kønsliv og antiautoritær politik eksploderede under betegnelsen 'ungdomsoprør'.

Fra oprør til eksil
»Vi kunne bo i Europa«, troede han i 1964, og mange unge Vietnamkrigs-indkaldte amerikanere gennemførte det i de år. Men for ham blev det nu ikke til mere end en reportagerejse med tuschpennen til Bulgarien, en tudetur i Schweiz og så nogle måneders sulten kredsen om københavnske pølsevogne, ligesom de dumme duer. Både pølsevognen, duerne og en vaskeægte dansk sporvogn kom med i tegneserien om 'The Silly Pigeons', tegnet her i Danmark.

Nu bor han faktisk i Europa. I et kæmpehus et sted i Sydfrankrig, flygtet fra den støjende, vulgære amerikanske hverdag, han hader. Når han da ikke åbner udstillinger på europæiske kunstmuseer - for han er virkelig en fantastisk tegner!

Ung er han ikke længere. Frygtsom er han stadig, men knap så galt, fordi han nu er knap så ufokuseret ('untogether' er hans eget ord for det). Den nu 62-årige har ikke rørt stoffer i tredive år og været alkoholfri næsten lige så længe. Han mediterer regelmæssigt, rapporterer hans anden kone, tegnerkollegaen Aline Kominsky, og dét hjælper. Og dog?

»Jeg væmmes konstant ved virkeligheden, angst og skrækslagen ... Selv om jeg godt kan være vældig glad for bestemte individer, fylder menneskeheden i almindelighed mig med foragt og fortvivlelse. Jeg hader det meste af det, man plejer at forstå ved civilisation«.

»Jeg hader den moderne verden ... Jeg foragter moderne populærmusik. Der findes ikke ord for, hvor meget den går mig på nerverne - dens falske, oppustede, blærede selvsikkerhed ... Naturen er rædselsfuld. Den er ikke nuttet og elskelig. Næ, dræb eller bliv dræbt!«.

Omflakkende liv
'Hadets litani' kalder han dén smøre, og den er meget længere. Den står i hans nyeste udgivelse, 'The R. Crumb Handbook', hvorfra også de andre citater ovenfor er hentet.

Bogen er - ligesom den store 'R. Crumb Coffee Table Art Book' for otte år siden - samlet og redigeret på plads af Peter Poplaski, der selv er billedkunstner, kitschhistoriker og Crumbs ven gennem mange år. Håndbogen er det nærmeste, Crumb endnu er kommet på en selvbiografi i tekst og tegninger, ny såvel som gamle.

Også rigtig gamle, for nogle af striberne fik han ideen til allerede i barndommens Iowa, Californien og Delaware, hvor hans ældre bror Charles »tvang« ham til at tegne serier.

I Terry Zwigoffs forbløffende dokumentariske portrætfilm 'Crumb' har efterhånden også en del danske tilskuere mødt Charles: en sedativ-afhængig neurotiker med et vemodigt, svedent grin - som få måneder efter filmoptagelserne »slugte al sin medicin på én gang« og efter ni døgn i koma planmæssigt døde af det.

Det omflakkende liv var forældrenes forsøg på at holde hinanden ud ved at skifte rammer - faderen var soldat og vendte hjem fra Anden Verdenskrig som »en hård mand«.

Den frastødende kønsdrift
Familien Crumb glemmer man ikke lige med det samme. Filmen viste os også - foruden en skræppende mor i sofaen i underetagen - Roberts yngre bror Maxon, en kontemplativ fakir og surrealistisk kunstmaler, der slugte ti meter bændel og sked det ud igen for ligesom at få renset kadaveret ordentligt!

På sine senere år er Maxon nu ikke længere korporligt aggressiv over for ubekendte kvinder i supermarkeder, og derfor ikke længere indespærret. Roberts to søstre nægtede at medvirke i filmen - og han selv? »Jeg overvejede alvorligt selvmord, da jeg var 19, men jeg havde ikke modet til at gennemføre det«, forklarer han i den ny bog, som man måske godt kan kalde hudløst ærlig.

»Jeg har altid følt mig frastødt af min egen kønsdrift, som aldrig lod mig i fred i de unge år. Konstant blev jeg af uopfyldt begær drevet til at foretage mig bizarre og uacceptable ting over for og med kvinder ...«.

»Jeg hader den måde, menneskets psyke virker på - den måde, hvorpå vi i den tidlige barndom traumatiseres og præges helt bøvet og så må bruge resten af vores liv på at forsøge at overvinde disse infantile mentale fikseringer. Det er forgæves«, tilføjer han, nærmest for en ordens skyld.

Håndtegnet kønsliv
Hvad Crumb mener med »bizar og uacceptabel« fremfærd over for kvinder, behøver ingen være i tvivl om. Dét blev et af hans varemærker som bannerfører for de undergrundstegneserier, der fra midten af 1960'erne videreførte og overgik MAD-magasinets allerede effektivt vrængende punktering af den kvælende skinhellige dobbeltmoral i koldkrigsperiodens amerikanske underholdningsindustri.

MAD-grundlæggeren Harvey Kurtzman (som sammen med Will Elder tegnede Playboyserien om 'Little Annie Fanny') blev redaktør af satirebladet 'Help!', der i 1964 betalte Crumb 300 dollar til den tur til Bulgarien, der endte i København.

Navne som Gloria Steinem og Monty Python-medlemmet John Cleese blev blandt bidragyderne til 'Help!', hvor også undergrundstegnere som Gilbert Shelton ('Fabulous Furry Freak Brothers') og Jay Lynch slog deres skæve streger.

Samme Jay Lynch - der tegnede den humoristiske katteserie 'Nard'n Pat' og grundlagde Chicago-tegneseriebladet 'Bijou Funnies' - udmøntede følgende dybe visdom: »You get what you draw«. Crumb citerer ham i hvert fald for det nu, en menneskealder senere, og tilføjer: »Det stemmer. Jeg har opnået alt, hvad jeg nogensinde har tegnet«.

Stærke ord i sidste kapitel af en selvbiografisk 'håndbog', der ellers har præsenteret os for stort set alle optænkelige solistiske eller heteroseksuelle former for kønslivsudfoldelse i håndtegnet udgave. Crumb har aldrig brugt andre idémænd, farvelæggere, rentegnere eller tekstere end sig selv - og hans produktion er frygtindgydende af omfang.

Griset gamling
Men ved siden af familiens og egne psykiske programmeringer kaster Crumb i den ny bog også lys over hele den hule underholdningsindustri, der prægede ham i 1950'erne, mens han tændte på sine første kraftige collegepigeben i kort lægget nederdel, sportsstrømper og pumps!

Han fortæller igen om sin afsky for den tegnefilm, Ralph Bakshi og produceren Steve Krantz, »en hård, glat, kynisk type«, lavede ud af hans serie om 'Fritz the Cat': »De tromlede hen over mig som et godstog«. Om sin utrættelige jagt på gamle 78-plader med amerikansk jazz fra 1920'erne og 30'erne, før swing og bebop.

Om sin glæde ved selv at spille banjo - i håndbogen er indlagt en cd med egne indspilninger - fra hans 'Keep-On-Truckin' Orchestra' i 1970'erne over danselysten fransk musettejazz med bandet Les Primitifs du Futur omkring årtusindskiftet og frem til 2003-optagelser med The Crumb Family: Robert, Aline og Sophie - far, mor og barn.

En familieidyl i tilsyneladende kontrast til dét der had til menneskeheden. For ganske vist gled alene navnet 'Mr. Natural' dengang trøsterigt sammen med Hegeler-barnetroen på, at 'lykken er at vide hvad der er normalt'.

Og skrupnaturlig virkede da også den energi, Crumb udfoldede i fantasierne om den grisede gamlings skyldfri udskejelser med Devil Woman, eller i de lalleglade striber om negerkvinden Angelfood McSpades ukræsne livsappetit, Bigfoot-megadonnaen fra de californiske skove og hendes Yeti-kusine, der på dansk blev til den store, rigtig lodne Snekvinde.

For ikke at tale om de nære bånd mellem forældre og børn i 'Joe Blow's 50'er-parcelhus efter devisen 'Familien, der boller sammen, holder sammen!'.

Liderlighedens bagside
Men alt, hvad der lignede skamløs liderlighed (og udløste alle anklagerne for sexisme, racisme osv.), har selvfølgelig haft sin bagside - i tegnerens eget sind: »Jeg hader hele naturens måde at fungere på.

Især sex er hadsk og skræmmende, hannens indtrængen i hunnen, hans pik trænger ind i hendes hul, hun bliver besvangret, et andet væsen vokser inden i hende, og så må hun gennemgå en smertefuld prøvelse, når det ny væsen presser sig ud af hende, kun for selv til sin tid at gentage hele processen. Forplantningen - hvad kunne overhovedet være mere eksistentielt viderværdigt?«.

Sådan skriver den engang så fornøjede pik- og banjospiller i 'Hadets litani', og det fortsætter: »Jeg hader organiserede religioner. Jeg hader regeringer ... Jeg hader den måde, mennesker tilbeder magt på - et af de mest modbydelige menneskelige træk af alle. ... At være menneske er, for mig, for størstedelen at hade det, jeg er. Når det pludselig går op for mig, at jeg er én af dem, føler jeg trang til at skrige af rædsel«.

»Helvede er de andre«, citerer Crumb den franske filosof og dramatiker Jean-Paul Sartre. Og tilføjer så, med en sidste klagende tone fra jammerkommoden i det sydfranske tilflugtssted: »Helvede er også én selv«. Man tror ham.

Få det store overblik for 1 kr.

Prøv den fulde adgang til Politiken.dk, apps, podcast og meget mere for kun 1 kr. De hurtigste er i gang på under 34 sekunder.

Læs mere

Annonce