I betragtning af den 84-årige paves alvorligt svækkede helbredstilstand er det næppe sandsynligt, at der vil komme flere bøger fra hans hånd. 'Memory & Identity' vil blive stående som en opsummering af Johannes Paul II's personlige erfaringer og ikke mindst af hans konsekvent religiøse fortolkning af Europas historie, af ondskabens mysterium, af begrebet fædrelandskærlighed i almindelighed og af polakkernes kærlighed til Polen i særdeleshed, og af forholdet mellem kristendommens evige sandhed og det modernes menneskes forsøg på at reducere Gud til et tankefænomen. Manifest og refleksion Bogens udgangspunkt er en række redigerede samtaler mellem paven og to polske katolske filosoffer, Józef Tischner og Krzysztof Michalski, som blev optaget på bånd i 1993. Efter at have ladet materialet 'modne' i nogle år tog paven det op igen og skrev det sammen, så de enkelte kapitler nu fremstår som tætte små essays, nogle nærmest med manifest-karakter, andre mere reflekterende. Ondskabens mysterium I bogens første halvdel diskuterer paven ondskabens mysterium - hvorfor Gud tillader det onde at eksistere i verden - og 'ondskabens ideologier', nazismen og kommunismen, som skulle lære menneskene, at »ondskaben kun kan besejres med godhed«. Det onde skyldes ikke Gud, skriver Johannes Paul II, men menneskene, som Gud har givet en fri vilje. Gud har dog samtidig sat en grænse for, hvor længe det onde kan herske. I sidste ende vil Guds kærlighed, som Kristus har ført ind i verdenshistorien, nemlig gøre en ende på ondskaben - sådan som det skete med nazismen i 1945 og med de kommunistiske regimer omkring 1990. De to systemers sammenbrud åbnede vejen for en positiv samfundsudvikling i de tidligere undertrykte lande og for et mellemfolkeligt samarbejde, som udtrykker Guds plan i historien. Abort og homoseksualitet Paven taler med varme og bekymring om landene bag det gamle jerntæppe, som netop i kraft af den eksistenskamp, som deres befolkninger måtte udkæmpe under kommunismen, har bevaret en nationalidentitet og menneskelig værdighed, som kan blive et væsentligt bidrag til det europæiske 'fælles hus'. Paven frygter på den anden side, at disse lande, der nu så hurtigt nærmer sig deres nye vestlige partnere, alt for kritikløst vil tilegne sig den materialistiske forbrugerkultur, der har ødelagt så meget i Vesten. Selv om både nazismen og kommunismen er bukket under, og selv om paven hylder de stadige videnskabelige og sociale fremskridt og demokratiets og menneskerettighedernes udbredelse, vil han dog »ikke tie om et tragisk anliggende, der er mere påtrængende end nogensinde før«. Paven tænker her på den »ondskabens ideologi«, der kommer til udtryk ved, at folkevalgte parlamenter tillader abort - »en lovlig udryddelse af undfangne, men endnu ufødte mennesker« - og ved, at Europaparlamentet presser så stærkt på for at få homoseksuelle forhold anerkendt som alternative familietyper. Det er, siger paven, anslag mod familien og mod selve mennesket, forklædt som en kamp for oplysning og menneskerettigheder. Absolut sandhed Mange - både katolikker og ikke-katolikker, og ikke mindst blandt de amerikanske neokonservative - vil være enige med paven i denne fordømmelse, men mange andre - også katolikker - er voldsomt, eller i hvert fald i deres stille sind, uenige med ham. Det samme gælder hans fordømmelse af prævention, inklusive brugen af kondomer som beskyttelse mod aids, og hans urokkelige afvisning af at ophæve præsternes cølibat. Men paven har aldrig bekymret sig om at være nogen tilpas eller frygtet at støde nogen. Han har altid udtalt sig med den konsekvens, der kommer af troen på, at der eksisterer en absolut sandhed, som det til hver en tid er hans og kirkens pligt at hævde. Paven anerkender, at demokratiet er det politiske system, som »bedst svarer til menneskets rationelle og sociale natur og (...) til de krav, som den sociale retfærdighed stiller«. Det betyder imidlertid ikke, at der ikke er grænser for demokratiets legitimitet. Der eksisterer nemlig en højere lov, naturretten, Guds lov, som gælder for alle mennesker under alle forhold, uanset om de er kristne eller ej, og som ingen nok så demokratisk lovgivning kan gå imod uden at miste sin legitimitet. Det er denne højere lov, der gør det illegitimt for et demokratisk valgt parlament at tillade abort, og det er også den, som hæver menneskerettighederne over almindelig lovgivning. Den farlige rationalisme I en berømt brevveksling, offentliggjort i avis- og bogform, diskuterede Umberto Eco med den daværende ærkebiskop af Milano, kardinal Carlo Maria Martini, om det er muligt at fundere et sæt etiske grundregler på naturlige træk, der er fælles for alle mennesker, uanset alder, køn, race, religion, kultur og andre forskelle, eller om enhver etik nødvendigvis må bygge på et guddommeligt påbud. Undervejs i debatten bad Eco ærkebiskoppen om, »bare et øjeblik, for diskussionens skyld, at lade, som om Gud ikke findes«. Hvis nogen bad Johannes Paul II om det samme, ville han muligvis svare, at det har menneskene gjort alt for længe. En af de væsentligste pointer i hans bog er nemlig, at det netop er den individualistiske, rationalistiske tænkning, hvis slogan er Rene Descartes' 'Cogito ergo sum' ('Jeg tænker, altså er jeg'), der banede vejen for nazismen og kommunismen. Ved at lade den menneskelige tanke gå forud for den gudgivne eksistens og dermed reducere Gud, der indtil da havde været altings yderste årsag og målestok, til et produkt af det menneskelige intellekt, gav menneskene sig selv lov til frit at bestemme, hvad der er rigtigt, og hvad der er forkert. Når menneskene kan vælge helt frit, uden Gud til at sætte grænser, kan de også vælge at lovliggøre tilintetgørelsen af bestemte befolkningsgrupper eller hele folkeslag. Attentatet I bogens sidste kapitel fortæller Johannes Paul II sammen med sin sekretær, ærkebiskop Stanisùaw Dziwisz, om begivenhederne 13. maj 1981, da han nær var blevet dræbt af den tyrkiske attentatmand Ali Agca. Agcas kugle ramte pavens højre albue og venstre pegefinger og ramte ham derefter i maven og gik tværs gennem kroppen for til sidst at lande mellem paven og Dziwisz, der sad ved siden af ham i hans åbne bil. Inden paven mistede bevidstheden, hørte Dziwisz ham sige, at han tilgav den, der havde skudt ham. Paven var døden nær - Dziwisz gav ham den sidste olie efter lægernes råd - men han overlevede og kunne fortsætte sit virke. Paven siger i denne forbindelse, at det ville være »latterligt« at påstå, at han »ene mand« bragte kommunismen til fald, men han giver på den anden side også udtryk for, at han godt er klar over, at hans besøg i Polen efter sit valg til pave i 1978, hans støtte til Solidaritet og hans pres på den polske og sovjetiske ledelse bidrog væsentligt til sovjetimperiets sammenbrud. Derfor ser han også sin egen redning 13. maj 1981 som endnu et eksempel på det guddommelige forsyns indgriben for at begrænse det ondes magt på Jorden. I julen 1983 besøgte paven Agca i fængslet. Agca, der ifølge paven ikke var ideologisk motiveret, men en professionel morder, som 'nogen' havde givet i opdrag at myrde ham, undrede sig stadig over, hvordan det omhyggeligt forberedte attentat havde kunnet slå fejl. Agca var muligvis, siger paven, selv nået frem til den erkendelse, at »nogen må have styret den kugle«, at »der var en højere magt, der var stærkere end hans egen magt, stærkere end magten til at skyde og dræbe. Han begyndte at søge efter den. Jeg håber og beder til, at han fandt den«.