Den vilde, levende debat indfinder sig aldrig. Den, hvor publikum slås om mikrofonen, ordstyreren puster af stress for at nå rundt til alle, og paneldeltagerne kæmper for retten til at svare. Det er modernismekonstruktionen, som står til debat en stilfærdig onsdag eftermiddag i Huset, Magstræde, hvor knap tres mennesker er samlet. Begrebskasse Anledningen til debatten er bogen 'Modernismen til debat', hvor Anne Borup og Jon Helt Haarder fra Syddansk Universitet i samspil med Morten Lassen fra kulturtidsskriftet Kritik har samlet tekster om modernismekonstruktionen fra de sidste 50 år. Hvad betyder det, når kritikerne putter litteraturen og kunsten ned i en kasse med stemplet 'modernisme' på låget? Og kan man overhovedet det? Kammeratlig stemning Allerede når man træder ind ad døren til Salon K, ramler man ind i en kammeratlig stemning. »Nej, dav Lars. Jamen, hej Bo«. Der bliver trykket hænder mellem henholdsvis Weekendavisens litteraturkritiker og filmanmelder, som står ved siden af en stor stak af 'Modernismen til debat'-bøger, som sælges for 248 kroner. Bo Green Jensen henter en kop kaffe i baren og bevæger sig ind i lokalet ved siden af, hvor eftermiddagens debatarrangement skal foregå. Ud over ham består panelet af forfatterne Arthur Krasilnikoff og Claus Beck-Nielsen, og fra Syddansk Universitet er litteraterne Anne-Marie Mai og Jon Helt Haarder med. Claus - en konstruktion »Modernismen er traditionelt blevet defineret som et brud med det traditionelle og det religiøse. Det er et stærkt begreb, der også har skabt blinde vinkler, som har betydet, at enkelte forfatterskaber ikke er blevet lukket ind i modernismens varmestue. Vi vil gerne endevende begrebet og bane vej for nogle spændende, nye historier om dansk litteratur«, lyder det fra Anne-Marie Mai til publikum, som er en blandet forsamling af unge litteraturstuderende, forfattere og kritikere placeret ved små borde. Jon Helt Haarder uddyber den nye bogs hensigt, som er at fastholde diskussion om modernismen, men også at føre den et skridt videre. Så vender han sig om mod Claus Beck-Nielsen og spørger: »Er du en del af modernismekonstruktionen, Claus?«. Claus Beck-Nielsen virrer lidt med hovedet: »Jeg er selv en konstruktion, som kan dekonstrueres og genopfindes«. »Jeg tror, det er rart for livet at lave konstruktioner, hvis man skal forstå, hvad tingene er. Men knap så rart for ånden«, svarer han og forklarer, at han i kunsten forsøger at bringe ting sammen, som normalt ikke er forbundet med hinanden, »fordi jeg må ville noget med det«, siger han og remser en række endemål op. Et bedre samfund, en bedre regering og et godt venskab med alle landets muslimer. Ung Hitler Gennem en spredt latter spørger Anne-Marie Mai forfatteren Arthur Krasilnikoff, om det var svært at dukke op i de modernismehærgede 60'ere som ung prosaist. »Det var en lammende oplevelse at debutere i 1966. Jeg var medicinstuderende og anede ikke noget om den modernismekamp, som foregik på universiteterne«. »Senere lærte jeg om leverpostejsmodernisme«, fortæller Arthur Krasilnikoff, som i sin ungdom blev beskyldt for at være den unge Hitler af en af Berlingske Tidendes anmeldere. Bare fordi han opfordrede til et ungdomsoprør, som alligevel senere skulle komme. Han smiler tørt, læner sig lidt tilbage og danner med sin blå, afslappede sweater en kontrast til resten af panelet, som alle har valgt en gennemført sort stil - dog brudt af Anne-Marie Mai, som har taget postkasserøde støvler og jakke på. Hun fortsætter med næste spørgsmål. Bøgerne er til læserne »Man kalder jo prosaen fra 80'erne for guldalderen. Men er den ved at forsvinde ud af litteraturhistorien, fordi den ikke har passet ind i modernismebegrebet?«. »Det tror jeg, du har ret i. Problemet ligger i, at bøgerne er til læserne - ikke til universiteterne. Men det har universiteterne slet ikke fattet«, svarer Arthur Krasilnikoff, som får en kommentar fra Jon Helt Haarder. »Det er problemet, som vores bog handler om - hvis litteraturen ikke dur og får dårlig kritik, så er det, fordi den ikke er modernistisk«. Så spørger Anne-Marie Mai den hidtil tavse Bo Green Jensen, om han kan følge det signalement, da han jo var en del af 80'ernes digterscene. »Kritikkens væsen er jo at putte klistermærker og kategorier på tingene. Når man kigger tilbage på en periode, er man tit mere unuanceret og bagklog, end når man står midt i den. Og kritikken er blevet mere interesseret i at kigge ind i kritikken selv end i de tekster, den burde handle om«. »Standpunktet er, at det er teksten, ikke analyseredskabet, der er noget galt med«, svarer Bo Green Jensen og kigger ned på Lars Bukdahl, der sidder op ad væggen tæt på panelet, hvorefter han fremhæver hans bog 'Generationsmaskinen' som et kritisk værk, der gør det modsatte. Så bliver publikum opfordret til at deltage i debatten. En enkelt kvinde bagerst i salonen stiller et længere spørgsmål. Ellers er spørgsmålene erstattet med publikums tavshed. Et mand har opdaget, at Niels Frank, som har bidraget med en tekst til bogen, er til stede. Men han ryster på hovedet og vil ikke sige noget. Og så må eftermiddagens gæster jo vende sig mod bar, snak og kolde fadøl.