Så skal den store, brede amerikanske underholdningsløber rulles ind i vores hjerner igen: Jane Fonda er tilbage! Og det kommer ikke til at gå stille af. Hun er 67, men hun vil komme gående ned ad løberen med et udseende som en slank, barmfager, 20 år yngre kvinde, mens blitzene lyner, og deres kolde lys bliver rikochetteret af det smil, der kan få visse mænd til at bæve i deres kastrationsangste maskulinitet. Fra sexvamp til feminist Der venter en iscenesættelse af de overdådige, og hun vil fylde den ud til yderste ramme. Hun kommer i en ny forklædning, men hun kommer som sædvanlig til tiden. Og når hun kommer, vil der inde i hovedet på de millioner, der ser hende, begynde at rulle en film, som udvisker de Hollywood-film, hun er blevet oscarbelønnet for. Det er den utrolige film om hendes eget utrolige liv. I den har hun spillet så mange roller, at man mister pusten: Fotomodel, Roger Vadim-lillepige, bulimiker, sexvamp, Barbarella, Hanoi-Jane, Work Out Jane, Ted Turner-frue, nyfeminist, genfødt kristen og nu - ja, hvad nu? Spøgelse fra fortiden »Jane fucking Fun da hvad?«, udbrød min 13-årige datter, da jeg forleden spurgte, om hun vidste, hvem Jane Fonda er. Jeg sad med et print af en artikel i New York Times, der hed: 'Hvor er Jane Fonda? På endnu en rejse', og det var ikke sådan én, jeg lige var kommet hjem fra. Jeg havde været i Cuba i tre uger, hvor jeg var begyndt at få det, som Reimer Bo må have haft det i den grønlandske isvinter. Jeg vil ikke sige, jeg frøs, men jeg ville gerne hjem. Det var jeg kommet, og nu havde jeg stukket gaflen i en historie, der vakte min nysgerrighed, og fik mig til at tænke: »Det var lige godt satans!«. Sidst Jane Fonda var i nyhedsbilledet, var for et års tid siden, da hun blev manipuleret ind i et fotografi ved siden af John Kerry. Fotografiet viste Fonda og Kerry ved en demonstration mod krigen i Vietnam, der var bare det ved det, at Fonda ikke havde været der. Der var noget spøgelsesagtigt ved at se hende igen. I flere år havde hun levet med tv-tycoonen Ted Turner, to skridt bag ham ligesom en præsidentfrue. De var blevet skilt i 2001, men hvad lavede hun nu, ud over at tælle de mange millioner, han havde givet hende med på den videre rejse? Selvbiografisk moppedreng Det spørgsmål bliver besvaret med store bogstaver om et par uger, når hun begynder at vandre gennem mediet, som var hun USA's første kvindelige præsident. Det bliver hun aldrig med den venstreorienterede fortid, hun har, men relanceringen af hende bliver i det store præsidentielle format. 3. april træder hun ind i CBS' '60 Minutes', og så går det videre over 'Good Morning America' og 'The Early Show' til David Letterman og Larry King, og derfra ind i Time Magazine og videre ud i the whole goddamned fucking media over hele kloden. Spektaklet skyldes først og fremmest, at Fonda har skrevet sin selvbiografi, en moppedreng på over 600 sider. Den udkommer på forlaget Random House, der vogter over den, som er den en bombe, og ikke sender den ud til hverken journalister eller anmeldere, før den er på gaden. Den revolutionære vamp Titlen, 'My Life So Far', giver et godt indtryk af Fondas perspektiv. Nok er hun fyldt 67, mens hendes liv er langtfra levet færdigt. Der er noget ærkeamerikansk - man er lige ved at sige Henry Fondask - over hendes sejhed. Den selvstændighed hun så ud til at tilkæmpe sig efter skilsmissen fra den franske filminstruktør Roger Vadim, der i 1968 lancerede hende som affarvet sexvamp i 'Barbarella', har været hendes adelsmærke lige siden. Hendes navn var et brand, længe før begrebet opstod. 1968 var også året, hvor hun med ét slag blev politisk bevidst og stillede sig et sted, der var utåleligt for alle de mænd, der opfattede hende som sexsymbol. Hun blev stærkt politisk bevidst, og den eneste måde, det maskuline medie kunne forlige sig med forvandlingen på, var gennem den hånlige distance. Hadet af Vietnam-veteraner Snart var hun Hanoi Jane, landsforræderen, der ikke alene tordnede mod USA's krigsengagement, men oven i købet havde den uhørte frækhed at tage på pr-rejse til Nordvietnam i juli 1972 med sin kæreste, aktivisten Tom Hayden. I Nordvietnams radio opfordrede hun de amerikanske soldater til at desertere. Den dag i dag er hun hadet af Vietnam-veteranerne. »Det piner mig, at jeg sårede disse mænd. Det var aldrig min mening«, sagde hun i et åbenhjertigt tv-interview med Barbara Walters i 2001. »Men Vietnamkrigen vendte op og ned på vores bevidsthed, vi følte os forrådt af vores eget land«. Fordømmelsen af Fonda havde ingen ende. Mediet kortsluttede simpelthen. Det hun gjorde, var ikke kun politisk følsomt, det var også et totalangreb på de mandlige journalisters drømme. Her havde de ligget i deres senge om natten og drømt om at flå tøjet af hende, nu stod hun dér, hård som flint, politisk radikal og spyttede ordene aggressivt ind i de mikrofoner, der blev holdt op foran hendes revolutionære mund. Før havde læberne været bløde og sensuelle, nu lå de som striber af metal i hendes rasende ansigt. Den mund, de havde drømt om at kysse, forvandlede sig til helvedes port. Ude af varmen Fonda var i gang med en billedstorm, og mens den stod på, gjorde hun forvirringen komplet ved at fortsætte sin skuespilkarriere. I 1971 modtog hun en oscar for sit spil som prostitueret i 'Klute', hvad foregik der? Da hun så i 1973 giftede sig med Tom Hayden, var bægeret fuldt. Ude af det etableredes gode selskab blev hun hurtigt solidt funderet i et, der dengang var mindst lige så godt. Det had, der mødte hende, tjente kun til at styrke hende i hendes overbevisning. Jane Fonda, datter af Henry og søster til Peter, var trådt i en karakter, der gav genlyd verden over. »Jeg er en stærk kvinde. Det kan ikke bekymre mig, hvad folk mener om mig«, sagde hun til mig, da jeg interviewede hende i 1972, det er godt nok længe siden. Voyeuristisk herre Jeg var taget op til den lille norske flække Rørås, hvor den engelske filminstruktør Joseph Losey var ved at indspille 'Et dukkehjem' med Fonda i rollen som Nora. Jeg havde ikke lavet nogen aftale og ventede i fire dage på at få én. Det var december og pissehamrende mørkt og koldt. Egnen omkring Rørås har et særligt klima, det var 30 graders benhård og knastør frost. Hver aften efter middagsmaden gik jeg ud til byens udkant, hvor Jane Fonda boede alene i en villa på en bakkeskråning. Der stod jeg og frøs til is, mens jeg så op på det store panoramavindue. Hun havde trukket gardinerne for, og det var på dem, jeg så hendes skygge danse, mens musikken fra lydanlægget tordnede ud i natten. Jeg kan stadig se den skygge bevæge sig, det var et fascinerende og livsbekræftende syn. En stærk kvinde? Så kom interviewet, hun var stadig iført den kjole, hun var Nora i. Det eneste, jeg kan huske, er, at jeg tændte båndoptageren, og mens hun spyede sine politiske holdninger ud af munden som en maskingeværsalve, så jeg betaget på hendes hænder. Det var de smukkeste hænder, jeg havde set, jeg glemmer dem aldrig. Havde jeg haft en filmfotograf med, skulle han bare have holdt kameraet på dem, mens man på lydsiden hørte hendes metalliske stemme tæppebombe USA's politik i Vietnam. Det var Hanoi Jane i Noras kostume, jeg sad over for. Det var dér, Nora - eller var det Barbarella? - gik hen. »Jeg er en stærk kvinde«, sagde hun, men er man nu det, når man har brug for at sige det? Hun gjorde, hvad hun kunne, for at fremstå som én, alligevel sad jeg med et indtryk af dyb splittelse, af et menneske, der havde spændt sig selv hårdt op af grunde, jeg intet kunne vide om. Der var et tydeligt spor: Hendes eget liv syntes styret af stærke mænd, der formede hende i deres billede. Med Roger Vadim var hun den fortabte sexkilling, med Tom Hayden den radikale venstreorienterede. Hun gentog mønstret mange år senere, da hun i 1991 giftede sig med Ted Turner og opgav både filmkarrieren og feminismen for at hellige sig rollen som fru Ted Turner. De blev skilt efter ti års ægteskab, fordi Fonda, der var i begyndelsen af 60'erne, endelig havde fundet sig selv, hun var blevet »voksen og helet«. Bulimiker Hun fortalte historien til Barbara Walters i et tv-interview i 2001. Det var historien om pigen og kvinden, der led af bulimi, fra hun var 13, til hun var 37, og hvis mor, Frances Seymour Brokaw, begik selvmord, da hun var 12. Og bag den var det historien om hendes far, Henry Fonda, på lærredet den ædleste af de ædle, men som far kold og fraværende: »Hvis du er en pige, som tilbeder din far, og han ikke ser dig, så begynder du at optræde, sådan som han vil have, du skal være«. Det blev hendes skæbne. Kvinden, der var beundret af andre kvinder for sin selvstændighed, gik fra den ene dominerende mand til den anden: »Skal jeg være sådan eller sådan? Det er fint. Jeg kan være, lige hvad du vil have, jeg skal være«. Den evindelige projektion Så hvem var hun egentlig, kvinden under indflydelse? Skinger og hårdt spændt i en grad, der viste, at hun ikke hvilede i sig selv. Parallelt med sit politiske engagement fortsatte hun sin filmkarriere og blev i 1978 kronet med endnu en oscar for sit spil i 'Coming Home'. For hende syntes der ikke at være noget coming home. Hendes ti år lange rolle op gennem 80'erne som guru for de fedthysteriske, hjemmegående amerikanske husmødre syntes kun at være endnu en projektion af hendes utilstrækkelighedsfølelse. Hendes højt gearede Kaptajn Jespersen gange 10-workout-videoer lignede mest af alt en kropsliggørelse af den højspændte måde, hun sendte sine anti-Vietnam-bandbuller ud gennem metallæberne på, men hvor projektionen før blev ført over på den ydre verden, vendte den sig nu mod den indre. Og den havde stadig utilfredsheden og frustrationen som omdrejningspunkt. Nu var det ikke længere krigen, men kroppen, der var fjenden. Og mens sveddråberne trillede af de overvægtige, genfødte husmødre, trillede kuglerne ind på hendes konto. Det begyndte i 1979, da hun åbnede Jane Fonda Workout Studio i Los Angeles, og omkring to dusin Jane Fonda Workout-videoer senere ejede hun et fitness-imperium til en værdi af 600 millioner dollar. Det var noget af en befrielse, da hun nogle år senere udtalte, at hendes korstog mod kalorierne havde været en misforståelse: Man kunne lige så godt spadsere en tur og tabe det samme, i øvrigt var det sundere. Det vidste vi godt, men de millioner af kvinder, der havde presset mega-lårene ned i de stramme elastikbusker, må have følt sig svigtet. Livslangt selvudviklingskursus Fonda var i tiden på samme måde, som hun var i sine ægteskaber. Hun underkastede sig den. Og selv om forbløffelsen var stor, da hun giftede sig ind i tv-alderen med Ted Turner, var logikken klar: Den dominerende mand lignede hendes far. »Mediets maniske og ultrakrævende alfahan«, som Rupert Cornwell kaldte ham i Independent for et år siden. Det var Fonda, der ville skilles fra Turner. Havde hun endelig drevet dæmonerne ud? Det siger hun, at hun har. Det vil hjælpe på troværdigheden, hvis hun som Demi Moore en dag dukker op med en mand, der er halvt så gammel som hende. You never know with women like that. Men ét ved vi: Jane Fonda er ikke færdig med sit livslange selvudviklingskursus. I 2001 så hun Eva Ensler optræde på Broadway med sine 'Vaginamonologer' og sagde senere til en interviewer: »Da jeg så 'Vaginamonologerne', flyttede min feminisme sig fra mit hoved til min krop og forandrede mig for altid. Jeg sagde til mig selv, at jeg ville være en del af det, og det blev jeg«. Vending mod verden Ensler havde startet V-Day, en bevægelse, der bekæmper vold mod kvinder og piger. Fonda blev hendes sister-in-arms, og sammen har de rejst rundt i verden for at fremme sagen. Sidste år var de i den mexicanske grænseby Ciudad Juarez, hvor 258 kvinder er blevet myrdet inden for de sidste ti år, mange af dem efter at være blevet voldtaget. Endnu en gang har hun vendt blikket mod verden, måske omsider som en kvinde, der ikke er under indflydelse. Og for at det ikke skal være løgn, genoptager hun sin filmkarriere og gør om ikke så længe comeback i filmen 'Monster-in-Law', hvor hun spiller sammen med Jennifer Lopez. Som 67-årig ligner Jane Fonda endnu en af de kvinder, der har vendt ryggen til mændene for at kunne være sig selv. Det er o.k. for mig, selv om det kan være et problem for menneskeheden i det lange løb. Men jeg er her alligevel kun i det korte, så: Go ahead, piger, man lever kun ni gange. Jane viser vejen!