Forestil Dem en råkold decemberaften i London anno 1904. Og forestil Dem et strålende oplyst teater besat til sidste taburet med forventningsfulde dignitarer - smokingklædte herrer med pomadiserede overskæg, pudderduftende damer i boa og pels. Forestil Dem derpå forbløffelsen, da tæppet går for første akt: På scenen ses en anerkendt skuespiller iført hundekostume, og inden længe befolkes de skrå brædder af et kriblende mylder af feer, havfruer, ønskefugle, ulve og indianere - for da slet ikke at tale om en cigarrygende sørøverkaptajn, en tikkende krokodille og - man hører et sug gå gennem stolerækkerne - børn, der svæver rundt under snoreloftet, kyndigt koreograferet af Kirby's Flying Ballet Company. Ubegrundet ængstelse Jo, man forstår godt, at der har været lampefeber hos forfatter og producent - at tiden fra åbningsscene til sidste tæppefalds forløsende applaus har forekommet d'herrer uendelig lang. Kan tilskuerne goutere det farverige nonsens? Vil 'Peter Pan' gå i dramahistoriens bugnende glemmebog allerede på premiereaftenen? Ængstelsen skal vise sig ganske ubegrundet: De kulørte absurditeter falder i publikums kræsne smag, anmelderne finder stykket forfriskende grotesk, og snart står pæne mennesker i kø foran billetlugerne på St. Martin's Lane. Dramatisk klassiker En veritabel Pan-feber breder sig blandt hovedstadens børn og barnlige sjæle - J.M. Barries eventyrspil er på alles læber, og efter indtrængende anmodning fra byens ambulancevæsen tvinges forfatteren til at betone en lille, men livsvigtig detalje: At flyve kræver fe-støv - man bør ikke forsøge kunststykket fra køjesenge og kommoder derhjemme! En dramatisk klassiker har set dagens lys, og i 1954 er stykket blevet opført mere end titusind gange alene i England! Peterpanisme Fortællingen om den evige dreng er blevet folkeeje på begge sider af Atlanten, og hver generation bidrager med sine versioner: fra Paramounts stumfilmsudgave anno 1924 til Steven Spielbergs 'Hook' - fra Leonard Bernsteins musical til Walt Disneys sukkersøde animation. Hertil kommer hyldemeter på hyldemeter af teksttung psykologisk analyse - ligesom Askepot har Peter Pan fået sit eget kompleks, og med termen 'peterpanisme' refereres der til angsten for at blive voksen, den patologiske flugt fra alvor, forpligtelser og ansvar. Historien bag historien Peter Pan er blevet et kulturelt ikon på lige fod med mytologiske kolleger som Alice, Sherlock, Tintin, Plys og Anders, og både som myte og som industri har den flyvende vovehals for længst overlevet omstændighederne omkring sin egen sære tilblivelse. Men historien bag historien er faktisk mindst lige så dramatisk som nok så mange sørøverslag i Havfruernes Lagune. Den handler om victorianismens idealer og sociale etikette, om forholdet mellem leg og virkelighed, og om, hvilke følelsesmæssige bånd der i en given tidsalder kan knyttes mellem voksne og børn. Det er kort sagt en historie, som rummer talløse indgange, og selv om Barries biografi er fuld af kuriøse detaljer, er den dog først og fremmest interessant som et prisme for en modsætningsfyldt tidsånd. Verdensfjerne drømmerier James Matthew Barrie (1860-1937) blev født i Skotland som yngste søn i en stolt håndværkerfamilie. I sine tidligste barndomsår stod han i skyggen af en charmerende og talentfuld bror, som omkom ved en skøjteulykke på sin fjortenårs fødselsdag. Katastrofen var total: I et helt år stod fru Barrie ikke ud af sengen, og syvårige James forsøgte desperat at spille rollen som dublet for det tabte unikum. Maskeraden var naturligvis forgæves: Skønt han livet igennem idealiserede sin mor, vandt han aldrig for alvor hendes gunst, og i stedet frøs han på underfundig vis fast i sin udvikling: Han foretrak børns selskab, var ofte opslugt af verdensfjerne drømmerier og forblev væver af statur med en tynd, ungdommelig stemme. Det er nærliggende at se James som sin afdøde brors mislykkede dobbeltgænger, et fikserbillede af vidunderknægten, der aldrig skulle blive voksen. Kendt ansigt Det veludviklede fantasiliv viste sig dog at være et aktiv for den unge skotte: James var en effen og finurlig satiriker, og uden at vække nævneværdig opsigt romandebuterede han i 1888. Han boede nu i dronning Victorias London og forsøgte sig med en tilværelse som freelancejournalist og litterat. I 1890'erne blev han bjergtaget af teaterrummets magiske atmosfære, og han opnåede en moderat kritikersucces med den parodiske enakter, 'Ibsen's Ghost'. Langsomt og sikkert blev den produktive skribent en del af det litterære establishment, og særlig hans hjemstavnsskildringer (herunder et biografisk portræt af moderen) høstede anerkendelse hos kritikere og kolleger. Barrie var blevet et kendt ansigt på Londons kulturelle scene, og til manges forbløffelse giftede den sky og kejtede forfatter sig i sommeren 1894 med skuespilleren Mary Ansell. Ægteskabet blev barnløst, og onde tunger ville vide, at den flittige skrivekugle vægrede sig ved at pleje kønslig omgang med sin smukke hustru. Familien Davies J.M. Barrie foretrak fantasiens verden frem for virkelighedens trivialiteter. Sammen med sanktbernhardshunden Porthos tilbragte han de fleste dage i Kensington Gardens, hvor han passiarede med legende børn og charmerede deres bryske guvernanter. Og det var præcis sådan han i 1897 stiftede bekendtskab med Davies-familien, som kom til at vende op og ned på hans tilværelse: Han faldt i snak med fireårige Jack og femårige George, og inden længe havde den kreative treenighed omdannet parken til en myldrende og farefuld eventyrverden fyldt med pirater og menneskeædere, feer, drager og glubske tigre (med umiskendelige sanktbernhardstræk). Barrie var i den syvende himmel - endelig havde han fundet et kvalificeret barnligt modspil - og da han senere introduceredes for drengenes forældre, ville begejstringen ingen ende tage: Sylvia var yndefuld og blid som hans egen mor, mens Arthur var indbegrebet af den elskelige, men fjerne patriark. Kreativ sekstet I løbet af de kommende år bliver James Barrie bogstaveligt talt adopteret af den gæstfri familie - søskendeflokken forøges til fem, og især Michael og George kaster deres ubetingede kærlighed på legesyge 'onkel Jim'. Til stor undren for den skeptiske nanny kommer Davies-drengene efterhånden til at udgøre forfatterens væsentligste sociale netværk, og i stadig dialog med sine unge venner udvikler han en sofistikeret parallelvirkelighed med udgangspunkt i Kensington Gardens. Det er her, Peter Pan-figuren for første gang kommer til verden: Få dage gammel er han stukket af fra sit barnekammer, og den flyvende baby holder nu til på en ø midt i havens aflange bassin, i en sammenfoldet fempundsseddel tabt af digteren P.S. Shelley. Peter nægter at blive ældre. Han foragter voksenverdenens kedsommelighed og forpligtende realiteter. De fem Davies-drenge bliver J.M. Barries legekammerater, sparringspartnere og kunstneriske råstof, og årtier senere beskriver han, hvordan Peter Pan opstod »ved at gnide jer fem energisk mod hinanden som vilde, der med to pinde frembringer en flamme«. I romanen 'The Little White Bird' (1902) optræder Pan-forløberen på tryk, og fra nu af bliver Barrie hyppigt passet op af nysgerrige, som vil vide mere om den obsternasige drengs færden blandt feer og fugle i siv og trækroner. I julen 1904 kan den kreative sekstet fejre sin første og største triumf, da dramaet om deres fælles helt har urpremiere. Barrie betragter sig i ramme alvor som del af et kreativt team. Drengene og han er partnere. Tragedie på tragedie James Barrie og hans små kammerater er uadskillelige, og da drengenes far i 1907 dør af kæbekræft, påtager den nu feterede succesforfatter sig gladelig at underholde mor og sønner økonomisk. Fru Barrie, derimod, er tilsyneladende ved at få nok af den bizarre familiekonstellation, og i 1909 forlader hun sin mand til fordel for en advokat. Skandalen truer, men skilsmissen (inklusive rygter om ægtemandens impotens og homoseksuelle interesser) tysses ned i pressen ved loyale forfatterkollegers aktive mellemkomst. Barrie selv synes relativt upåvirket af den turbulente affære og tilbringer mere tid end nogensinde hos Sylvia og hendes inspirerende poder. Samme år indtræder der imidlertid en langt større tragedie: Også Sylvia får konstateret kræft, og hun dør i sensommeren 1910. Den 50-årige Barrie er nu alene i verden med fem 7-17-årige knægte, og skønt både guvernante og mormor spøger faretruende i kulissen, er det i realiteten ham, som moralsk og økonomisk sætter drengenes opvækst i scene: De ældste i flokken bliver sendt på prestigefyldte kostskoler, mens de yngste bliver forkælet med tøj, rejser og kostbare restaurantbesøg. Barrie sætter en ære i at holde sammen på 'sine fem', skønt han sørgmodigt må indse, at de én efter én mister interessen for tidligere tiders storslåede fantasilege. Nedbrudt og desillusioneret Med Første Verdenskrigs udbrud i 1914 banker den virkelige virkelighed på, selv hos en stædig fantast som J.M. Barrie: George og Peter sendes til Vestfronten, 'familien' er for første gang splittet. Barrie forsøger at holde modet i skyttegravene oppe med skæmtebreve og ugentlige forsyninger fra Fortnum & Mason på Piccadilly. Men angsten nager - og med god grund. I marts 1915 falder George for fjendens kugler, mens lillebror vender hjem til England med alvorligt granatchok. Barries verden er rystet i sin grundvold, og det er vanskeligt for ham at finde mening i tilværelsen uden George ved sin side. Men ulykkerne er langtfra til ende: I 1921 omkommer Michael og en kammerat ved en badeulykke i Themsen. Der er forlydender om selvmord. Flere mener at vide, at de to unge mænd var ulykkeligt forelskede. I hinanden. James Barrie lever endnu 16 år, og skønt han opretholder skriveriet, ser man på fotografier en tydeligt nedbrudt og desillusioneret mand. Jack og Peter dør med seks måneders mellemrum i 1959 og 1960. Sidstnævnte kaster sig ud foran et undergrundstog. Den yngste af Davies-drengene - Nicholas - dør i 1980. De erotiske børn Man kan undre sig over, at Barries forhold til de fem brødre ikke i højere grad faldt hans samtid for brystet - at ingen syntes at finde kunstnerens glødende passion for præpubertære drengebørn det mindste suspekt eller upassende. Spurgt rent ud fortæller Nicholas Davies endda før sin død, at venskabet med George og Michael havde karakter af en regelret forelskelse. Kan man forestille sig et lignende forhold passeret upåtalt i dag? Næppe. Tænk blot på den verserende sag mod popsangeren Michael Jackson, hvis sirligt konstruerede eventyrunivers som bekendt står i betydelig gæld til - J.M. Barrie. De victorianske samfund var præget af en ganske stram moralsk etikette, og som modbillede til de farlige drifter dyrkede man idealet om det uskyldige, renfærdige og aseksuelle barn. Barnet var symbolet på sublim kyskhed, og paradoksalt nok opstod der derfor et erotisk farvet spændingsfelt på tværs af generationerne: Jo mere barnet afseksualiseres, jo mere erotisk ladet bliver det - jo mere dets uskyld idylliseres, jo mere bliver det et objekt for voksnes længsler og begær. Indbygget kulturel ambivalens Victoriatidens barn besidder kort sagt en enorm fascinationskraft, og kulturhistorikeren James R. Kincaid betegner ligefrem epoken som 'pædofil'. Ikke fordi dets borgere (nødvendigvis) ønskede konkret kropslig omgang med børn, men fordi barnet fik tildelt rollen som 'det uopnåelige andet', som til stadighed pirrede og æggede den voksne. Historien om James Barrie er med andre ord en påmindelse om, at forholdet mellem børn og voksne i høj grad er historisk defineret, et produkt af sagte og usagte sociale koder: Ved sit sanselige kærlighedsforhold til de fem Davies-drenge tog Barrie blot konsekvensen af sin tidsalders omsiggribende heroisering af børn og barndom. Han kom samtidig til at anskueliggøre en indbygget kulturel ambivalens, som også Peter Pan - hans flyvende alter ego - var skabt af: Peter er på samme tid aseksuel og dragende, og hans kække uopnåelighed pirrer lysten til at fange, tæmme, berøre og besidde. Spørg blot fru Darling, Wendy, Klokkeblomst og Kaptajn Klo. Og spørg J.M. Barrie. Alle længtes de forgæves. Vejen til Aldrigland Men hvad enten Barrie nu var rørstrømsk nostalgiker eller depraveret pædofil, forærede han os alle tiders modsætningsfyldte drengefantom, og Peter Pan vil givetvis leve videre, fordi hans figur er så befrugtende sammensat: Han er en svidende satire over et autoritært og humorforladt familieliv, en krigserklæring til alle omsorgskvælende forældre, en hyldest til sorgløse drengefællesskaber, et fantasiens manifest skrevet op imod enhver tids naive rationalisme. Forestil Dem en dreng, der ikke vil være voksen, og en voksen, der desperat prøver at blive dreng på ny. Så har De de omtrentlige koordinater til Aldrigland: »Anden til højre, og så lige ud, til det bliver morgen«. God rejse!