'Skurk'... hedder bogen. Titlen betegner det rollefag, som blev Torben Jensens: altid skurk, altid psykopat. Noget i øjnene, i stemmen, i holdningen indgyder frygt og uro. Kan De huske ham som advokaten Roy Cohn i Det Kongelige Teaters opførelse af 'Engle i Amerika'? Utvivlsomt, hvis De har set forestillingen. Han var ikke mindre end Al Pacino i den Emmy-belønnede tv-serie. Manglende stilk Men han ofrede måske mere. En replik af Ghita Nørby vækker eftertanke: Man skal være en blomst - men man skal have en stilk at bære blomsten på, og den stilk mangler Torben Jensen måske. Hysterisk og selvisk Bogen består delvis af hans egne erindringer om en ludfattig barndom i det nedlagte Laksekvarter og en endnu mere belastende tidlig ungdom på børnehjemmet Emdrupgård, hvor han blev udsat for tæv og tortur. Senere kom han til Nærumgård, stadig skæv, aggressiv, men bedre behandlet. Han kom i militæret og skred, han blev indsat til afsoning, han var en skidt knægt med ét positivt særkende: han ville værre skuespiller. Og det blev han, selv om skildringen af hans skuespillerliv virker så inderligt udansk: en ilde lidt skuespiller - demonstrativ, hysterisk, brændende, selvisk, sky, sceneangst, respekteret - og intet andet. I skuespillerkredse går manden vel for at være psykopat, og man skal have et vist format og et vist lag af luft under stråhatten for at forstå ham - og måske ligefrem holde af ham. Klaus Hoffmeyer er en af dem, en anden er Kirsten Lehfeldt, som han spillede sammen med i filmen 'Flamberede hjerter' - igen som skurk. Den bedste rolle havde han i tv-serien af Anders Bodelsen,'Guldregn'. Illusionen smuldrede Det sære ved bogen er den afstand, forfatteren også holder til manden. Selv forsideportrættet er koldt og klinisk: Man ser lige ind i et par øjne, som ikke vil sig selv det godt. Er der nogen forskel på mand og rolle, på menneske og skuespiller? Jeg tror at forfatteren har indledt bogen med den forestilling, som ofte holder stik: Jo, skuespilleren har haft visse skurkeroller, men personligt er han en flink fyr. Men illusionen har ikke kunnet fastholdes. Torben Jensen er ikke en flink fyr - for han vil ikke være det. Han havde en énægget tvillingebror, som døde som 38-årig. Men tilsyneladende ikke noget godt forhold til ham. Torben Jensen har ydet - ikke modtaget noget. Det kribler og krabler under overfladen. Jonas Langvad Nilsson kunne have givet et mere prægnant og eftertænksomt signal om dette dilemma, sat det ind i en diskussion af skuespilleriets normer, som ikke må overtrædes, og som Torben Jensen for tit har overtrådt med sved på overlæben og hidsigt temperament. Det kunne have været en glimrende bog - nu er den kun blevet god, men det er også noget.