Dengang jeg havde en fremtid, boede jeg på Sofiegården på Christianshavn. Kollegiet ejede værtshuset Sofies Kælder, der forpagtedes af den Orson Welles-lignende tjener Harvey fra det gamle Montmartre i Store Regnegade - hvor Ben Webster endnu i min gymnasietid tit kunne ses sove rusen ud på et bord. Harvey var ingen afholdsmand, men hans helbred trodsede medicinstuderende alumners kyndige prognoser om forventet holdbarhed. Han overlevede mange af dem. Begge ben på jorden Men nytårsaften barrikaderede Harvey sig altid pinligt ædru på sit værtshus, hvor han ud over at vurdere omfanget af det forløbne års ubogførte svind af naturalier uforstyrrelig som en yogi kunne ses sorterende årets avisudklip efter sit eget botaniske system. Dette med at være ædru, når de andre tosser rundt, er ingen dårlig idé - for intet er så lægende for selvtilliden som bevidstheden om, at ens næste er ude på et skråplan. Desuden er det psykologisk klogt at lande i det nye år med begge ben på jorden - især hvis man som jeg til daglig har dem solidt plantet i den blå luft. Ureglementerede associationer Så det gjorde jeg i år, idet jeg efter at have smidt et eksklusivt selskab behørigt ud undte mig selv den sjældne oplevelse at vaske op, som om jeg ventede gæster - hvilket kræver fingerkræfter. Sortering er derimod ikke mig, for det kan også blive for morsomt; men til gengæld fik jeg lyst til at afprøve det klassiske råd at smide de bøger ud, som man aldrig får læst, endsige genlæst. Thi dels er jeg ikke hurtiglæser, dels er jeg utålmodig og distraheres undervejs af ureglementerede associationer. Øer til salg Det blev nu kun til en enkelt bog med titlen 'Post-Danmark' af Hans Hauge, der (altså bogen) et års tid har ligget trofast samme sted på gulvet og signaleret uforanderlighed i mit lille hjørne af Mælkevejen. Faktisk havde jeg aldrig tænkt at læse den, men på vej til containeren kiggede jeg for første gang i den og fandt den både provokerende og rig på oplysninger af den art, jeg desværre glemmer, hvorfor jeg gav den amnesti og læste videre et sted fra midten. Nu er jeg kommet til forordet, men hvad rager det Dem? Hauge er postmodernist, noget jeg ellers ikke befatter mig med og da slet ikke internationale koryfæer: Tvangslæsning overlader jeg til folk med den klassiske kombination af naivitet og spidse albuer. Men Hauge skriver morsomt og frækt, og han viser en i de kredse ualmindelig menneskeiagttagelse. Han giver mange eksempler på vor koloniale fortid, som ikke mærkes i litteraturen, men som han alligevel synes burde inddrages i læsningen. Vidste De, at Grundtvig havde to brødre, der døde i Afrika? Eller at ved det første valg, hvor kvinderne havde stemmeret, stemte vi for salget af De Vestindiske Øer til USA med negre og hele molevitten? Edvard Brandes udtalte i den anledning, at »de der haleniggere« naturligvis ikke skulle spørges til råds. Og ikke blot har vi således altid været 'multikulturelle' - selve den nationale identitet er angiveligt først opstået som idé hos hvide kreolere i Latinamerika; det samme gælder ordet 'modernisme' - fanden tro det. Syndefri Jesus Den statskontrollerede litteraturundervisning var egentlig englændernes opfindelse for at domesticere den indiske elite uden at krænke deres religion samt styrke egen identitet. Men nu behøver staten ikke længere korset og overlader alt til markedet - og selv når vi for et syns skyld vil lave en kanon, følger vi markedets vulgære top-10-kriterier. Vidste De i øvrigt, at teologen Løgstrup ret beset var arianer og opfattede Jesus som blot et syndefrit eksempel til efterfølgelse, og at han derfor er langt mere provokerende end vore aggressive lutheranere ved at imødekomme den fæle islam, der jo har samme Jesusopfattelse. Til gengæld var Løgstrups guru, fænomenologen Hans Lipps, SS-mand og døde på østfronten - uden at det smittede spor af på Løgstrup. Prætentiøst ævl Hvad Hauge egentlig vil sige, er svært at sige og måske lige meget. Men vittig er han, når han håner David Favrholdts 'objektive' kunstkriterier. For alle Favrholdts eksempler på god kunst bekræfter institutionsteorien: at den 'gode' kunst er den vedtagne kunst. Psykologisk godt set - thi den, som verden anerkender, vil sjældent betvivle verdens dømmekraft. Men det modbeviser ikke Favrholdt. Og selv hvis Hauge har ret i, at Eliots 'The Waste Land' (som jeg aldrig får læst) ville dumpe med et brag på Favrholdts skala - så er det her Hauge, der bedsteborgerligt slutter, at det er værst for Favrholdt. For sæt nu 'The Waste Land' er noget prætentiøst ævl - så har De en god undskyldning for ikke at have læst den. Omvendt er Olsen-banden måske større kunst end meget af det på Louisiana - så også det kan De måske droppe i år. Pøj, pøj!