Mindre mormor' lyder et båtnakket, aldersracistisk slogan for et af de familieugeblade, hvis opskrift altid har været - og uforandret er - en småborgerlig tryghedsnarkomani, kun nødtørftigt kamufleret bag en flirt med det ny. Røsten fra fortiden fordrejet til denne uges Sidste Skrig. Pessimisme Men forandringsforskrækkelsen trives som bekendt ikke kun blandt ugebladsredaktører, hos medlemmer af Dansk Morten Korch-parti eller i de mere koldkrigsnostalgiske kolonihavefraktioner af den traditionelle venstrefløj. Selv sociologiske analyser af samtidens dagligliv kan ligge under for den pessimisme, der 'gør strenge tider til gode gamle dage' - som noget af undertitlen lyder på en ganske anden slags sociologisk bog. Morsom 'Mindernes land' er den egentlige titel på bogen, skrevet af Henrik Dahl, »Danmarks (eneste?) morsomme sociolog« ifølge Berlingske Tidendes anmeldelse. Altså den i år 45-årige herre, der selv hver tirsdag i sit P1-program gennemdrøfter et af tidens emner med en meningsdanner eller beslutningstager - og som for resten sidst i 1990'erne skrev hyppigt i Politiken, bl.a. den faste klumme Liv & Stil i sektionen KulturLiv. Mormor og minderne Bogens titel anlægger den vinkel, at »vi alle i en kollektiv nostalgi forskønner de gamle dage« og f.eks. bilder »hinanden ind, at alt i dag forandrer sig i et forfærdeligt tempo«, selv om Dahl »ved at modstille sit eget liv med mormors« kan vise, at første halvdel af 1900-tallet tværtimod var »meget mere turbulent, speedet og omstyrtende end efterkrigstiden«. Alt sammen ifølge den berlingske litteraturredaktør Nils Gunder Hansens gengivelse; han går i diskussion med bogen, men priser dels Dahl for at »holde igen på de komiske effekter og polemiske karikaturer«, dels for at bryde »den traditionelle alliance mellem faget sociologi og politisk 'progressivisme'. Han er ikke bange for at argumentere for positioner, der er konservative, ja, endog populistiske for at tale kulturkampsjargon«. Det gælder Dahls efterlysning af kundskabsindlæring og en strammere retspolitik, hans kritik af »nye sociale bevægelser (typen Attac)« og hans forståelse for populærkulturen og for menigmands afmægtige irritation »over eksperter og lovgivning«. Tre strategier »Ekspertvolapyk« afholder Dahl sig næsten selv fra, konstaterer Jyllands-Postens kritiker Jon Helt Haarder og anbefaler bogen »som en festlig kilde til provokationer, indsigter og modsigelse«. Og lad os citere hans opregning af Dahls tre »strategier« for at få hold på sit eget liv i en verden af »hyperkompleksitet«, nogenlunde enslydende i alle anmeldelserne: »Den første er erindringen, hvilket han viser helt konkret i brugen af sin mormor«, der levede 1903-2004 og hvis liv derfor omfattede den »store historie om Danmarks udvikling fra landbrugsland til moderne velfærdsstat«. Den anden strategi er »forbruget af mærkevarer, design med mere. Interessen for boligindretning, tøj etc. er også identitetsarbejde«. Men også dén er »den tredje strategi underlegen: dannelse gennem uddannelse«, dvs. én uddannelse som vej til at forstå andre fagområder, »forbinde ekspertindsigterne med sit eget liv«. Ingen åndshovmod I sin anprisning af bogens række af »originale iagttagelser og øjenåbnende analyser« fremhæver debatredaktør Per Michael Jespersen også her i Politiken, at Dahl af de tre foretrækker »dannelsesstrategien, som handler om, at man håndterer valgmulighedskaos ved at uddanne sig og søge indsigt«. Men tilføjer, at Dahl »fordømmer ikke dem, der vælger erindringen« som guide gennem det moderne kaos, »eller populærkulturen«, ja, i det hele »holder Dahl sig på pæn afstand af alt, hvad der smager af åndshovmod«, konstaterer Jespersen. Og tillader sig vist at tvivle på, om sociologen har ret i, at »hans fremskridtstro er i overensstemmelse med en sund folkelig tradition for at tænke positivt om fremtiden, mens de intellektuelle til alle tider har foretrukket dommedagsprofetierne«. ... og en fjerde strategi Apropos dommedag noterer Anne Knudsen i Weekendavisen, som den eneste af anmelderne, at Dahl også anskueliggør en fjerde »strategi« over for tilværelsens omskiftelighed, nemlig »flugten«: Mormors mand »tabte tidligt fornemmelsen af at høre hjemme i verden; han blev Jehovas Vidne, trak sig så at sige ud på sidelinjen og kiggede sammen med sin sure Gud fordømmende på resten af verden og menneskene«. Men blandt teoretikere repræsenteres »den ultimative misantropi« nu i Anne Knudsens erfaring af samfundsforskeren Niklas Luhmann. »Men hos Dahl har Luhmann først været en tur gennem Lars Qvortrups hoved og er dernæst blevet konfronteret med Dahls eget, sangvinske temperament«. Derfor kan hun kun anbefale »det originale og dybt optimistiske« i Dahls tilgang: »Hans tillid til, at man faktisk selv kan gøre noget, der får betydning for verden og én selv, bærer bogen langt op over de teorier, der stiller Dahls problematik«. Dahls tidligere »lidt flabede hurtig-hurtige« blevet »afløst af eftertænksom omhu. Det er ikke gået ud over formuleringsevnen, som stadig er blandt landets allerrappeste og mest præcise«, skriver hun også. Den 56-årige antropolog, der er Weekendavisens chefredaktør, kan derfor glæde den snart 45-årige sociolog og forfatter med at anbefale hans bog som én, »man har lyst til at beskrive som 'et manddomsværk'. Dahl er blevet voksen«. Gåseøjnene i midten er hendes egne.