ENSPÆNDEREN. Forfatteren Haruki Murakami er en grubler   lige som hovedpersonerne i sine bøger.   PR-foto

ENSPÆNDEREN. Forfatteren Haruki Murakami er en grubler lige som hovedpersonerne i sine bøger. PR-foto

Bøger

Hypnotiske historier

Hans ambition er at skrive som en blanding mellem Chandler og Dostojevskij. Hans navn er Haruki Murakami, og den japanske forfatter får stadig flere læsere verden over. For få dage siden udkom hans seneste roman på engelsk. Da den udkom i Japan, solgte den på kort tid over 400.000 eksemplarer.

Bøger

Forfatteren Haruki Murakami kan lade himlen regne med makreller, eller han kan lade en mand sidde og filosofere over sit liv og gåden om sin forsvundne hustru, mens han sidder på bunden af en udtørret brønd.

Han kan også sende en af sine kvindelige personer op i et pariserhjul, hvor vagten glemmer hende i en af de øverste gondoler, da han lukker for natten.

Det er derfor, hun fra sin høje udkigspost kan se direkte ind i en lejlighed, hvor en mand er i færd med at elske med en kvinde. En kvinde, som viser sig at være hende selv.

Bestseller
Det kan lyde mystisk, når det refereres i uddrag, men når episoderne spindes ind i Murakamis hypnotiske fortælleunivers, er læserne med hele vejen.

Også i dén grad. Uanset om han skriver sine surrealistiske, hårdkogte romaner eller sine sørgmodige kærlighedshistorier.

Da han i 2003 fik udgivet romanen 'Kafka on the Shore' i Japan, solgte han i løbet af meget kort tid 460.000 eksemplarer af bogen, og skal man dømme efter de første anmeldelser af den engelske udgave, der udkom forleden, vil hans skare af tilhængere i vesten kun øges fremover.

Melankoli og længsel
Det er ellers ikke, fordi det er de rene jubeloptimistiske historier, den knapt 56-årige forfatter serverer for sine læsere.

Der går et langt, melankolsk sug af længsel gennem hans romaner. Det er romaner, som er fyldt med historier om mænd, der længes efter en gammel kærlighed.

Mænd, der tiltrækkes af kvinder med helt særlige ører. Mænd, der leder efter en forsvundet kvinde. En kvinde, som er stille, klog og indadvendt.

Og ind fra højre kommer en anden kvinde, som er sjov, handlekraftig og seksuelt pågående. En kvinde, der er parat til at hjælpe ham i hans søgen eller er parat til at hjælpe ham til at glemme.

Ødipus-spådom
I romanen, 'Kafka on the Shore', sidder længslen i den 15-årige Kafka Tamura, der forlader sin far for at tage ud for at lede efter sin mor og søster, der forsvandt, da han var fire.

Kafka drager også ud i verden for at undslippe den Ødipus-spådom, hans far har overbragt ham - at han skal ende med at slå sin far ihjel og gå i seng med sin mor og sin søster.

I romanen spinder Haruki Murakami Kafkas historie sammen med den ældre mand, Nakata, der dels har en særlig evne til at tale med katte, dels kan få det til at regne med både makreller og igler.

Hukommelsestab
Og så har Nakata en uhelbredt skavank, der stammer fra en episode under en skoleudflugt engang i 1944. Sammen med sin lærerinde og 15 andre elever var Nakata på vej op ad et lokalt bjerg. Undervejs så de et amerikansk B-29 bombefly højt, højt oppe. De mente i hvert fald, det var en B-29'er. Solen havde det med at glimte på en særlig måde i metallet, når det var en B-29'er, mente lærerinden efterfølgende.

Gruppen holdt hvil i en lysning, hvor de ledte efter svampe, men før der var gået ti minutter, lå alle børn bevidstløse på græsset. Med åbne øjne. De vågnede efter nogle timer. Uden mén og uden at erindre noget om episoden.

Et af børnene, Nakata, kunne imidlertid hverken huske episoden eller noget som helst andet. Hans hukommelse var blank som en nyrenset harddisk.

Med krydsningen af de to skæbner er banen ryddet for en ny, uforudsigelig historie fra Haruki Murakami, og selv om det kan lyde usandsynligt, så har den japanske forfatter formentlig ikke engang selv vidst, hvor de to forbundne historier skulle bevæge sig hen, da han startede sin fortælling.

»Hvad rager det mig«
Det er i det mindste sådan, han plejer at arbejde. I nogle af sin ret få interview har han sagt, at han starter i det ene hjørne af en historie, og så skriver han simpelthen hele handlingsforløbet frem uden at kende hverken slutmål eller mellemstationer.

I hans internationale gennembrudsroman 'Trækopfuglens krønike' var udgangspunktet kun, at en mand står hjemme i køkkenet og koger spaghetti, da telefonen ringer med en mystisk kvinde i røret. Men inden historien er færdig, er mandens kone forsvundet, en ny kvinde er dukket op, og undervejs får Murakami også fortalt en bloddryppende og brutal historie om de japanske soldaters overgreb i Manchuriet i 1930'erne.

Men alt det vidste han ikke noget om, før han gik i gang. »I løbet af de fire år jeg skrev på 'Trækopfuglens krønike', boede jeg i USA. Jeg var en fremmed. Den fremmedhed fulgte mig altid som en skygge, og det samme skete for hovedpersonen i romanen. Når jeg tænker over det, ville det måske være blevet en anden bog, hvis jeg havde skrevet den i Japan«, fortalte Murakami i sommer i et interview i The Paris Review.

Her blev han blandt andet spurgt, hvorvidt det kan have påvirket ham som forfatter, at han som ung læste eksempelvis 'Slottet' og 'Processen' af Kafka, begge uafsluttede værker. At det måske havde haft betydning for hans eget forfatterskab, hvor Murakami ofte kan vægre sig ved at give læserne en slutning, de forventer.

I Paris Review så Murakami ikke selv læsningen af Kafka som nogen entydig grund, og han pegede på Chandlers hårdkogte krimier som en mindst lige så vigtig påvirkning.

»Der var en interessant episode, da Howard Hawks filmatiserede 'The Big Sleep'. Hawks kunne ikke finde ud af, hvem der myrdede chaufføren, så han ringede til Chandler og spurgte, og Chandler svarede: »Hvad rager det mig!«. Sådan har jeg det også. Slutningen betyder overhovedet ikke noget. Jeg er ligeglad med, hvem der er morderen i Brødrene Karamazov«.

Oprør mod forældrene
At slutninger ikke interesserer ham, fremgår også af anmeldelsen af 'Kafka on the Shore' i det toneangivende blad 'Publishers Weekly', der bringer foranmeldelser af sæsonens bøger. Romanen bliver fremhævet i en såkaldt stjerneanmeldelse, men slutningen er anmelderen mindre begejstret for.

»Men på dette tidspunkt er hans læsere, ligesom hans personer, parat til at gøre præcis, hvad Murakami ønsker«, skriver anmelderen.

At Murakami siger, han er ligeglad med, hvem morderen er i Brødrene Karamazov, er bestemt ingen tilfældighed, for det er bøger af den type, han slugte, da han var ung. Og bøger af Kurt Vonnegut, Ed McBain, Chandler eller Mickey Spillane.

Han gik i en kæmpestor bue uden om japansk litteratur. Måske - mener han selv - som et oprør mod sine forældre, der begge underviste i japansk litteratur. Men ikke kun derfor.

Jagten på et hæderligt liv
Den unge Murakami var i langt højere grad tiltrukket af vestlig kultur. Som ung så han op til Raymond Chandlers ensomme helte. Han læste 'The Long Goodbye' igen og igen, og han var imponeret over, hvordan Chandlers hovedpersoner var sig selv og meget, meget uafhængige. De var ensomme, javist, men de var i det mindste på jagt efter et hæderligt liv. Han så amerikanske shows på tv, sad med øret ind i transistorradioen og hørte jazz eller rock.

Der var imidlertid intet, der tydede på, at han selv skulle blive forfatter. Han gik ganske vist på universitetet, men den altopslugende interesse var jazz. En interesse, han fik som 14-årig, da han hørte en koncert med Art Blakey and the Jazz Messengers.

Det var jazz-interessen, der på en måde reddede ham fra den traditionelle skæbne i Japan - at man efter endt studium lader sig ansætte i et firma, hvor man arbejder, til man skal bæres ud.

Murakami nægtede at tage det spring. Han nægtede at lade sig opsluge af gruppen, af kollektivet. I stedet arbejdede han og hans kæreste om dagen i en pladeforretning og om aftenen i en cafe for at spare penge sammen, så de som 22-årige kunne åbne en jazzklub i en af Tokyos forstæder.

De drev klubben Peter Cat - opkaldt efter Murakamis kat - i syv år, indtil Murakami i 1978 begyndte at skrive. Det skete ikke efter lange og dybe overvejelser. Det skete bare. Sådan.

Ingen succes i hjemlandet
Selv siger Murakami, at han sad og så en baseball-kamp, da han fik en ide om, at han måtte skrive. Det var 1. april 1978. På vej hjem fra kampen købte han en fyldepen og noget papir og gik i gang. 10 måneder senere lå 'Hear The Wind Sing' klar.

Den blev sendt til et litterært magasin, fik en pris - og da han fik sin næste roman udgivet, solgte Murakami-parret jazzklubben. De over 7.000 jazzplader der står hjemme hos ham, vidner dog om, at interessen for musikken er intakt.

Hans interesse for vestlig kultur er også intakt, og han dyrker den blandt andet ved at oversætte især amerikanske bøger til japansk. Han har blandt andet oversat alt af Raymond Carver foruden bøger af F. Scott Fitzgerald, John Irving, J.D. Salinger, Truman Capote og Paul Theroux.

Ofte er det sagt, at han er en forfatter, der i virkeligheden lige så godt kunne skrive om personer, der opholder sig i Vesten, i USA eller Europa. Men sådan ser han det ikke selv.

Han insisterer på, at han kun er interesseret i at skrive om Japan og japanere, og så lever han med, at han har svært ved at få plads på det litterære parnas i hjemlandet, hvor han ikke er bleg for at sammenligne en del japanske kritikere med kommissærer fra det gamle Østeuropa.

Ødelagt ry
Årsagen til hans manglende popularitet hos smagsdommerne skal ifølge ham selv findes i romanen 'Norwegian Wood'. Det er en roman, han skrev fuldstændig kalkuleret. Han ville ikke kun være en kultforfatter. Ved at skrive en bred roman ville han lokke læsere ind til sine øvrige bøger.

'Norwegian Wood' var en slags generationsroman, der for en sjælden gangs skyld var en fuldstændig realistisk fortælling. En mand i 30'erne sidder i et fly, og da han hører en muzakversion af Beatles-sangen 'Norwegian Wood' bringes han i ét langt tilbageblik retur til studietiden. Læserne - især de unge - elskede bogen, som rundede to millioner i oplag.

»De fleste kritikere kan ikke lide bestsellerforfattere. Uden den roman ville jeg have det meget nemmere med kritikerne her i landet. Men - heldigt eller uheldigt - så solgte romanen som varmt brød. Men - heldigt eller uheldigt - så sælger mine bøger ret moderat i vesten«.

»Derfor tænker læserne på mig som en kultforfatter. Før 'Norwegian Wood' var jeg også en kultforfatter i Japan. Den bog ødelagde mit ry, men det er kun et ry i medierne her. Mine læsere har været meget loyale«, sagde Murakami for et par år siden til Japan Times.

Romanen blev så populær, at Beatles-albummet 'Rubber Soul' fik en renæssance i Japan, og filmselskaber bød ind på at sætte billeder på den populære roman. Men Murakami sagde nej tak, ligesom han sagde nej tak til alle tilbud om at blive frontfigur i diverse reklamekampagner.

Læste - og elskede
Romanens succes havde også sine opløftende momenter. Han blev eksempelvis stærkt smigret, da han fik et brev fra en ung, kvindelige studerende, der fortalte, hvordan hun havde ligget vågen til klokken fire om morgenen for at læse 'Norwegian Wood'.

Da hun var færdig, havde hun fået en brændende lyst til at elske med sin kæreste. Han lå ganske vist på en sovesal to kilometer væk, men det tog pigen sig ikke af og begav sig ud i natten.

»Han var oppe på anden sal, og hun klatrede simpelthen op ad muren, hvorefter de elskede. Det skrev hun til mig. Jeg blev glad - jeg mener, det er da fantastisk«, har Murakami fortalt til International Herald Tribune.

Generelt brød han sig dog ikke om den nye rolle som litterær popstjerne, og han følte sig efterhånden nødsaget til at rejse til udlandet for at arbejde, for han er ikke en forfatter, der bruger sin tid på medierne. Når han arbejder, sker det med jernhård disciplin.

Enspænder
I skriveperioderne arbejder han sig ind i et næsten hypnotisk gentagende mønster. Han står op klokken fire om morgenen, arbejder fem-seks timer, løber måske ti kilometer (han har løbet 20 maratonløb) eller svømmer, inden han arbejder et par timer på en af sine litterære oversættelser, før han går tidligt i seng.

Sådan lyder programmet syv dage om ugen i halve eller hele år. Han skriver sine romaner igennem fire eller fem gange. Det første udkast tager et halvt år, og derefter bruger han seks-otte måneder på at skrive om.

Ja, Murakami er en enspænder, og han ved det. Han tilhører ingen litterære cirkler i Japan, og han mener ikke selv, han har venner blandt japanske forfattere. Han er ikke en mand, der normalt taler meget, men som af alle betegnes som yderst sympatisk. En grubler i stil med sine hovedpersoner, så det ligger lige for at læse forfatteren ind i bøgerne.

»Se sådan her på det. Jeg har en tvillingebror. Og da jeg var to, blev den anden kidnappet. Han blev ført til et fjerntliggende sted, og vi har ikke set hinanden siden. Jeg forestiller mig, at han er min hovedperson. En del af mig, men ikke mig. Det er en slags alternativ til mig«, har han forklaret.

Den japanske bobleøkonomi
I dag bor Haruki Murakami igen i Japan med sin hustru Yoko. De har boet der siden 1995, da to tragiske begivenheder sendte dem retur til hjemlandet. Den ene var Aum-sektens gasangreb på uskyldige i Tokyos undergrund. Den anden var jordskælvet i Kobe. Begge begivenheder førte til, at Haruki Murakami opsøgte ofrene og beskrev deres liv i bøgerne 'Underground' og 'After the Quake'.

Han mener ikke selv, han skriver politiske bøger, men han erkender, at det politiske ligger der et sted under overfladen.

»Det er indiskutabelt, at politik og økonomi har skabt de omstændigheder, mine personer befinder sig i, men det har aldrig interesseret mig at skrive om den slags direkte«, sagde Murakami i et interview i Boston i 1990'erne.

Han har dog aldrig lagt skjul på, at han ikke brød sig om at være i Japan, da det han kalder bobleøkonomien var på sit højeste, og hvor alle kun talte om penge.

Det mystiske tab
Dem mangler han ikke selv i dag, pengene. Til gengæld er der måske noget andet, han mangler, for følelsen af tab går igennem hans bøger. Og han ved det.

»Det er et mysterium. Jeg ved ikke, hvad det er med den følelse af tab, helt ærligt. Du kan sige, at jeg har mistet mange ting i løbet af mit liv. F.eks. bliver jeg ældre, og der er mindre og mindre af mit liv tilbage«, har Murakami sagt til The Guardian.

»Engang imellem spekulerer jeg over, hvad jeg leder efter. Jeg har mit eget mystiske rum inden i mig. Det er et mørkt rum. Det er en kælder, og jeg går derned, når jeg skriver. Det er en særlig dør for mig. Tingene i det rum er måske de ting, jeg mistede undervejs. Jeg ved det ikke. Det må være en slags sorg.«

Annonce

For abonnenter

Annonce

Forsiden

Annonce