Forerindring De af mine læsere som måtte have ventet på fortsættelsen af min rejsebeskrivelse, må jeg bede om undskyldning for at udgivelsen af dette andet bind har trukket så længe ud. (...) Eftersom jeg allerede i begyndelsen af 1764 mistede alle mine rejsefæller, måtte jeg foretage hjemrejsen fra Indien over Basra til Aleppo helt alene. Fra disse egne vil den naturkyndige altså ikke kunne forvente iagttagelser fra den rejse som var foranstaltet af Kongen af Danmark. Jeg er dog overbevist om at jordbeskrivelsen har vundet meget derved; og de her foretagne geografiske observationer er så meget desto vigtigere som det land gennem hvilket jeg rejste, er det ældste vi kender. Overalt har jeg søgt at lave grundrids over de byer som i dag befinder sig her, grundrids som vil sætte de europæiske lærde i stand til at bedømme deres størrelse og befolkning; og da der til de fleste er anvendt den samme målestok, så vil man også med ét blik kunne sammenligne størrelsen af de morgenlandske byer i forhold til hinanden. (...) Notater om Basra Byen Basra ligger under polhøjden 30 grader,30' og på vestsiden af Schat el árrab. Dens omkreds er ifølge det grundrids jeg har udfærdiget af byen på tavle xxxix omtrent halvanden tyske mil. Byen er dog i forhold til sin størrelse ikke tæt bebygget, men fuld af daddelhaver og kornmarker og har altså i denne henseende megen lighed med den oprindelige by Babylon. (...) Indbyggerne i landsbyerne langs Eufrat er lige så behændige svømmere som dem ved Nilen, og lige så behændige tyve. Skipperne er også her, ligesom dem i Egypten, så skødesløse ikke at holde vagt om natten. De små røvere kommer derfor af og til om bord: og når de finder alle rejsende sovende, så rager de gesvindt alt det de kan finde på dækket hvor de rejsende som regel ligger, til sig og springer i vandet med det. Engang da de ville gøre et sådant forsøg på vores skib, blev de forstyrret i deres forehavende af den syge janitsharofficer som ikke kunne sove. En anden gang kom de i små og ganske lette både op bag skibet og tog gennem hullet ved roret et vaskefad og andre småting fra mit kammer. Men da jeg vågnede ved det, fik de dog ikke meget, og et pistolskud jog dem en sådan skræk i livet at de sprang i vandet fra deres små både. Mellem Ardsje og Semaue fandt vi så lidt vand at skibet ofte gik på grund; og da såvel vind som strøm var os imod, måtte vi i øvrigt lade skibet trække. Under disse omstændigheder blev vi nogle gange holdt an af arabere. Jeg satte mig så på dækket, velbevæbnet og med en stor turban på som tilhørte den syge officer, og nogle købmænd fra Bagdad som var med på vores skib, stod lidt derfra som om de ventede på mine ordrer. Da nu araberne spurgte hvem der var om bord, så svarede skipperen altid: en ag fra Bagdad med 6 tschokadarer. Jeg ved ikke om araberne virkelig har holdt mig for en sådan. De blev imidlertid meget høflige og forlangte gemenligen nogle dadler som jeg som ag også villigt lod dem række. Tre uger forinden blev i denne egn et lille skib lastet med dadler helt plyndret, og nogle af de rejsende som ikke godvilligt ville udlevere deres ting, blev dræbt. Snart efter sejlede et andet skib på grund, og araberne gjorde sig klar til også at losse dette. Men da skibet derved blev lettere, så sejlede skipperen derfra, og et par arabere som stadig var om bord og ville beordre skipperen til at blive, blev hugget ned. Ingen europæer vil fortænke de rejsende i dette. Men araberne tænker anderledes. De vidste at der på skibet havde været folk fra Al-Qurnah og fra Semaue; de krævede altså betaling for blodet fra disse to byer, og man mente at de ville blive tilfredsstillet i dette krav. Hvis jeg på denne rejse havde skudt en araber eller bare såret ham, så ville hans brødre have holdt sig til skipperen og denne til mig; og jeg der som en kristen havde udgydt muhamedansk blod, ville være blevet tvunget til at betale endnu dyrere end en muhamedaner. Man ser altså at gode geværer er en europæer der rejser i disse lande, mere til nytte til at jage araberne en skræk i livet end til virkelig at bruge. (...) Det vigtigste en rejsende, og især shiitterne, skal tage sig i agt for her, er et selskab af liderlige janitsharer som til dels er blevet fordrevet fra Bagdad på grund af deres dårlige opførsel. De søger gerne bekendtskab med rige persere. De giver dem et frygteligt begreb om den tyrkiske regering og om sunnierne overhovedet, som shiitterne jo ikke tænker meget godt om i forvejen. Indlader den fremmede sig med dem, ypper de straks kiv. De beskylder ham for at han har udtalt dette eller hint mod regeringen eller ligefrem mod religionen. De har straks vidner: og hvis nu perseren, som ofte hverken forstår tyrkisk eller arabisk, vil undgå at falde i hænderne på øvrigheden, så kommer han rigtig til at betale. En af disse renomister som var meget velklædt, ville også stifte bekendtskab med mig i et kaffehus. Han holdt mig for en armensk købmand. Da han ligefrem havde en europæer foran sig, blev han endnu mere glad. Han berømmede de mange tjenester han havde nydt af europæerne i Aleppo og Konstantinopel; han nævnte sågar nogle europæere ved navn og forsikrede at det ville være ham yderst angenemt hvis han her hvor jeg var ganske fremmed, og hvor man agtede europæerne lige så ringe som de morgenlandske kristne, kunne gøre mig en tjeneste til gengæld. I Persien havde jeg ofte hørt den slags betydningsløse komplimenter. Fra retskafne tyrker og arabere var jeg derimod ikke vant til sådanne overilede tilbud. Jeg tog mig derfor straks i agt: og da jeg senere hørte hvad det var for en mand jeg havde talt med, så undgik jeg her overhovedet alt selskab. Notater om Bagdad Alle pashaer, især ham i Bagdad, har mange ytz ágasier. Disse udgør en slags livvagt, og det er også dem der personligt opvarter pashaen. Når pashaen rider ud, følger de ham prægtigt klædt på smukke heste, og hver især har de en staldknægt som skal passe deres hest. De står alle under chasnadaren eller pashaens kassemester og selikdaren eller sværddrageren; i felten er det dog sidstnævnte og i byen førstnævnte der har mest at sige over dem. Den tredje officer er tschokadâr agen. Fireogtyve af disse ytz ágasier, hvoraf hver har sin særlige funktion, er bestandig omkring pashaen. Af disse har jeg optegnet følgende: Kastandsjien som har opsynet med garderoben. Ibrikdâren som bringer det vand pashaen vasker sig i. Sudsji bâschien som rækker ham det vand han drikker. Káhwesji bâschien der sørger for kaffen. Ytz kilerdsjien der har konfituren i forvaring. Rachterwânen der har opsynet med seletøjet. Ytz mächter bâschien der har opsynet med tæpperne og så fremdeles. (...) Når pashaen har brug for flere tropper mod araberne og kurderne end han kan undvære af de førnævnte, akkorderer han med nogle officerer som hver især må hverve et vist antal under sin fane. Dette korps kalder man serdingésti. Alle der melder sig, bliver optaget deri, og disse folk bliver straks ført mod fjenden uden på forhånd at blive særlig meget undervist i hvordan de skal bruge de våben man giver dem i hænderne. Men efter et par måneder, for længere varer den slags felttog ikke, bliver alle der ikke allerede har permitteret sig selv, jaget fra hinanden igen. På min tid blev der hvervet 10 beiraker, hver på 40 mand, for at blive sendt til Basra og kæmpe mod Káab-stammen. Kompagnierne blev hurtigt fuldtallige. Min tjener, som jeg her skiftede ud mod en maronit fra Aleppo, blev også serdingésti for at spare de penge jeg havde givet ham til hjemrejsen. Da han nogle gange var blevet kaldt til sin beirakdâr, spurgte jeg ham om rekrutterne var blevet ekserceret? Han svarede: officeren havde bedt en fatha (vi ville sige et fadervor) med dem, derefter talt om de nødvendige anstalter til rejsen og givet dem de nødvendige penge dertil, formanet dem til at være retskafne og brave folk, og derpå var de gået hver til sit igen. Rejse fra Bagdad til Mosul Under mit ophold i Bagdad var der ikke noget stort selskab hvormed jeg kunne gå direkte gennem ørkenen til Aleppo, og det er for farligt at vove sig denne vej når man rejser alene. Imidlertid gik der en karavane til Damaskus. Mange købmænd som ville til Aleppo, benyttede denne mulighed, og jeg var ligeledes indstillet på at rejse sammen med dem. Kort før afrejsen fik jeg imidlertid efterretning om at de arabiske stammer i Syrien var utilfredse med de tyrkiske pashaer, og at en fornem herre som ellers havde i sinde at tage med denne karavane, ville blive tilbage. Jeg blev derfor også tilbage og havde årsag til at være tilfreds med min beslutning; for hele karavanen blev plyndret ikke langt fra Damaskus og dermed også en kasse som jeg havde sendt til Aleppo. Vejen over Kirkuk og Arbil til Mosul er så sikker at man slet ikke behøver at afvente en stor karavanes afrejse. En rejsende der ikke skal skynde sig, vælger også hellere denne omvej fordi han på samme møder nogle anselige byer, hvorimod man på den lige vej fra Bagdad til Aleppo næppe ser mere end to-tre landsbyer. Jeg erkyndigede mig altså om hvorvidt der snart skulle afgå en qâfla (lille karavane) til Mosul, og hørte at et selskab på 25-30 jøder allerede var rejseklar. Alle disse mennesker red på æsler og havde heller ikke andre lastdyr til deres varer. De var alle meget dårligt klædt og dertil uden våben. Jøderne er lige så foragtede i Morgenlandene som i Europa. Jeg kunne altså ikke vælge noget dårligere selskab. Men den fornemste i denne jødiske qâfla var en gammel købmand fra Mosul, en artig mand som havde rejst meget omkring i disse egne, især i Kurdistan, og fra hvem jeg altså kunne forvente efterretninger. Denne ønskede meget at jeg rejste sammen med ham. Han og andre af mine bekendte forsikrede at der ikke var noget at frygte på denne vej: og da jeg ikke søgte nogen anseelse i disse lande og måske havde måttet vente længe på et andet selskab, så besluttede jeg mig for at fortsætte min rejse med dette. Jeg havde stadig sultanens firmân som vi havde taget med ved vores udrejse fra Konstantinopel. Hos pashaen i Bagdad tog jeg ligeledes et bujorüldi (rejsepas); for selv om ingen øvrighedsperson i disse lande erkyndiger sig om den slags hos en rejsende, så er det dog altid godt at have sådanne pas fordi de giver respekt hos almindelige folk såvel i karavanen som i landsbyerne. Jeg lejede en hest til mig selv og to mulæsler til min tjener og min lille bagage og tog så afsked med Bagdad den 3. marts. Vi rejste den lige vej fra Bagdad til Jänkscha (tavle 41 og 45) hvortil vi ankom den 7. om aftenen. Her fandt jeg de første 5 dage næsten slet intet bemærkelsesværdigt, ja, i de tre sidste dage ikke en eneste landsby. Dog møder man også i denne ørken mange steder stadig høje af jord og brændte mursten: og under polhøjden 33 o, 57', et sted hvor der engang skal have ligget en by ved navn Korfa, ser man stadig de fire mure af en høj bygning som skal være bygget af en kalif der residerede i Sâmarrâ. Havde vi fra landsbyen Dochale taget vejen til højre, havde jeg måske mødt mere bemærkelsesværdige oldtidsminder. Man havde nemlig for nylig i Khan M'sábbach opdaget en stor hvælving og heri fundet store stenkasser med døde legemer, og man mente at have set indskrifter på disse kasser. Måske stammede de fra assyrerne eller fra de gamle persere. Straks de første dage så jeg et bevis på mine rejsefællers ængstelighed. Nogle æseldrivere, som alle var muhamedanere, gerådede i strid og råbte meget op, som disse mennesker har for vane. Jøderne som vel var fire gange så stærke, kom derover i stor forlegenhed og frygtede at samme efter at have tæsket løs på hinanden ville hævne sig på dem og plyndre dem. Én bad mig låne sig en pistol. Jeg spurgte om han virkelig ville vove at skyde løs med et våben? Den er vel ikke ladt? spurgte han: jeg vil bare stikke den i bæltet og gøre dem bange som vil plyndre mig. Jeg skød altså pistolen af i luften for at give ham den tom. Nu stimlede alle jøderne sammen om mig og bad mig for Guds skyld om dog at lade være med at tirre æseldriverne endnu mere, ellers ville de bestemt plyndre os; skuddet kunne lokke røvere til osv. Så ængstelige er jøderne under muhamedanernes åg. De kunne aldrig drømme om at gribe til våben mod tyrkerne for atter at erobre Det forjættede Land, hvor talrige de end måtte være. Her troede de endog at være i den største fare uden at have den ringeste årsag dertil. Efter at æseldriverne havde givet hinanden en forsvarlig dragt prygl, fortrak de igen, og vi rejste videre.