Som Kristen Bjørnkjær siger i 'Kærestesorg': »Kærlighed er en hård branche / hold dig væk / eller tag hvad der kommer«. Sådan er det også at være i forfatterbranchen, tit i forhold til både forfatteriet og kærligheden, og få kom til at opleve den farlige cocktail så brutalt som Christian Kampmann. Han døde af den som 49-årig, den 12. september 1988 i familiens sommerhus på Læsø, da han under et jalousidrama blev myrdet af sin mangeårige samlever, forfatterkollega - og konkurrent. Død blandt læserne Længe så det ud, som om Kampmanns bøger døde med ham, ligesom da en anden elsket skildrer af det moderne Danmark, Leif Panduro, en vinterdag i 1977 fik en blodprop på sin motionscyklel og snart var lige så død blandt læserne. Det litterære efterliv er et barsk udskillelsesløb, tilfældigt, tit uretfærdigt, men også uforudsigeligt. Genoplivning I 1999 faldt filmproducenten Regner Grasten nemlig over Kampmanns dengang halvglemte Gregersen-saga fra 1973-75 og blev straks tændt på at omsætte den til film. Planerne fik i 2000 Gyldendal til at genoplive den i to telefonbogstykke paperbacks, og nu har vi så 'Familien Gregersen' i levende bilder. Stilsikkert resultat Da Regner Grasten ved forpremieren i Imperial i søndags - rævestolt - præsenterede sit filmepos for en udvalgt kreds på 1.100 sjæle, var det også en dobbelt genkomst for Kampmann selv. Hans verden lever op på ny i Charlotte Sachs Bostrups film - i mine øjne en flot og stilsikker løsning på en hundesvær opgave. Men inden familien Gregersen brasede frem på lærredet, spillede Regner Grasten et tv-interview fra 1973, hvor Kampmann fortalte om sit arbejde med romanen. Bevægende gensyn At gense Kampmann spillevende, blæst op i Imperials fulde bredformat - 34 år, sortskægget, intens - var dybt bevægende. Ikke mindst for en gammel ven. Vi var venner gennem 24 år, fra året efter han havde udsendt sine første bøger, til han kom så vanvittigt ud af verden, og at gense og genhøre ham deroppe på lærredet var som at genoptage den diskussion, der blev klippet over i 1988. Da han forklarede om forholdet til sine fiktive figurer, mindedes jeg et citat fra Balzac, som vi begge to elskede: »Lad os tale om noget virkeligt. Lad os tale om mine personer«. Balzac var en af de store realister, Kampmann tidligt tog ind - ligesom de andre geniale franskmænd, fra Mme de la Fayette til Flaubert og Proust. Navnlig Proust. Han udgik jo selv fra et Strandvejsmiljø, hvor penge var noget man havde, ikke noget man talte om, så der var også råd til, at han som ung distancerede sig fra det hjemlige tabernakel ved at flytte til Paris, lære fransk og tyre både klassikerne og 'den ny roman'. Det var hans forfatterskole. Belæst reporter Det fortsatte, da han som nyuddannet journalist og nygift med pianisten Therese Koppel kom på Columbia University i New York, slugte amerikansk litteratur og begyndte at mure sit eget forfatterskab op. Han skrev de første bøger sideløbende med job som kulturreporter på TV-avisen og Dagbladet Information, indtil han fra 1971 kunne leve af at skrive. Samtidig læste han videre på sit hjemmeuniversitet ved at æde både klassikere og moderne romanteori. Jeg har aldrig kendt en forfatter, der i al diskretion var så lærd og så uanstrengt kunne switche fra Henry James' synsvinkelteori til Camus' romaner til sædeskildringen hos Ivy Compton-Burnett og Nancy Mitford. Og det bedste var jo, at han kunne integrere det hele og omsætte det til høj kunst. Kampmanns første bøger foregik i de såkaldt 'bedre kredse,' der i hans aftapning smagte værre end det værste. Han udleverede spydigt denne verden af golf, Dry Martini'er og nervepiller med dens egoisme, hykleri og bralrende overfladiskhed. 'Al den snak om lykke' hed hans første roman, og opgøret med miljøets forlorne lykkesnak - for penge taler man som sagt ikke om - kunne blive ungdommeligt melodramatisk. Men dialogen var fra starten perfekt og tit hylende morsom. Blodig satire I de næste bøger skete der både en miljøudvidelse til middelklassens mere ydmyge steder og et psykologisk skift til en analyse, der ikke ville udlevere, men forstå personerne indefra. Temaet her var menneskers tomhed og ensomhed, indespærring i småborgerlige normer, nedgroede konflikter og afdøde kønsroller. De er alene sammen, for i den fase så Kampmann familien og parforholdet - det forbandede parforhold, der skal bære på alting og løse alle konflikter - som arnested også for tyranni, klaustrofobi og angst. 'Omsorg', der bliver til syg omklamring. Bøgerne er båret af en dybt solidarisk empati, men de er også i stand til at formidle, hvad personerne ikke selv kan gennem- og overskue. Med inspiration fra den franske Nathalie Sarraute og hendes begreb 'tropismer' udviklede Kampmann en suveræn synsvinkel- og dialogteknik, der kunne registrere personer både ude- og indefra, både bevidsthedens fimrebevægelser og de overordnede samfundsmekanismer. Det var smukt - og mestendels ret dystert. Men Kampmann kunne også gøre det til grotesk tragikomik og absurd drama, og han havde en satiriker i maven. Novellerne 'Vi elsker mere' (1970) om kvindernes modverden til mandssamfundet er stadig den bedste rødstrømpebog, der er skrevet af en mand - og den morsomste. Og i 1971 blev det til to satiriske romaner. 'Nok til hele ugen' om den hjemmegående husmor som ugebladsnarkoman er 70'ernes indoktrineringsanalyse omsat til blodig satire over hyggeindustrien, illustreret med autentiske klip fra bladene, alle daterede og absurde. 'Pinde til en skønskrivers ligkiste' tager gas på det selvsmagende litterære miljø. De anbefales alle varmt - undtagen til læsning i DSB's stillekupéer. Gregersen-sagaen Og så fra 1973 kom sagaen om Strandvejsfamilien Gregersen. Med den adresse gik Kampmann ubekymret ind på overklassens græsplæner, som ingen forfatter med sans for sit image dengang turde betræde, og ved at bevæge sig i spring op gennem 20 år fik han familiebilledet til at vokse til samfundsbillede. 'Visse hensyn' foregår 1954-57, 'Faste forhold' 1967-68, 'Rene linjer' 1968-69 og 'Andre måder' 1973-74. Det er tiden fra 50'ernes koldkrigssamfund til Glistrups og energikrisens Danmark. Det er sagaen om den driftige, dominerende familiefar Mogens, moderen Tilde med den 'nervøse' perlekæde, de fem børn: Karen, Erik, Bo, Rune og Maj, svigerbørn, børnebørn og husveninden Tjumse. Det er historien, til dels komedien, om deres følelsesforviklinger og jagt på seksuel frigørelse - og om lykkekravet, der afsløres som ambition og grådighed. Og efterhånden som børn og voksne bryder ud af cirklen, bliver familiekrøniken til en antikrønike om den borgerlige kernefamilies opløsning - på ondt, men også på godt, for kernehuset er jo hult. Patriarkatet detroniseres af ungdomsoprør, nye samlivsformer og kvindernes selvstændiggørelse - et andet ledemotiv. Men oprøret opsuges også i pop, nostalgi og repressiv tolerance. Alt i ét-roman Kampmann har et særligt talent for - nærmest legende - at forbinde det personlige mikroplan med samfundets makroplan. Mens Gregersen-familiens villa bliver til A/S Inter-Invest og familiefester bliver til pr-iscenesatte mediebegivenheder, borer han ned i fundamentet, hvor erotikkens grå forbindelser og coasterfidusernes grå økonomi flyder sammen. Privatliv, arbejdsliv og offentligt liv fusioneres i 70'ernes nye hellige alliancer mellem erhvervsliv og medier, penge, pop og politik, og den patriarkalske mandsrolles krise forbindes med oliekrise og vækstfilosofiens sammenbrud. Det er en alt i ét-roman. Kampmann tumler den store komposition, så det på én gang er dansk 'Buddenbrooks' og 'Forsyte-saga', satirisk sædeskildring à la Anthony Powells romanserie 'A Dance to the Music of Time' og samtidshistorisk krønike, samtidig med at det er musical og lystspil à la Ernst Lubitsch. Det er suverænt komponeret og fortalt, og uanset alle filmatiseringens kvaliteter, så kan den kun blive en-dimensional i forhold til alle de præcise og vittige nuancer, de fire romaner - i alt 1.115 sider - får med på både psykologiens og tidskritikkens niveau. Det blev Kampmanns hovedværk og læsergennembrud, solgt i 120.000 eksemplarer i bogklub, smuglæst selv af 70'ernes marxister og andre puritanere. Bøssernes Befrielsesfront Kampmanns projekt - i livet og i kunsten - var at nå igennem til kærligheden, nærheden og virkeligheden. At bryde igennem hinden, som det hedder i den selvbiografiske roman 'Fornemmelser' fra 1977. Det er en af hans smukkeste bøger, bygget på den finpsykologi han lærte af franskmændene - og nok dansk litteraturs mest uforblommede og sanselige bøsseskildring. Bogen blev til i forlængelse af Det Store Gennembrud i oktober 1975, da Kampmann ved udgivelsen af Gregersen-sagaens 4. bind sang frit ud om sin egen biseksualitet - det ville i praksis sige hans nyfraskilte liv som bekendende bøsse. Det skete i konsekvens af kvindebevægelsens parole om at offentliggøre det private, og det lod pressen sig ikke sige to gange. Det blev et mediestunt. Kampmann gik ind i redaktionen af tidsskriftet Seksualpolitik, interviewede pædofile mænd og fik igen ørerne i mediemaskinen. Kunstnerisk blev problemet, at da han trådte ud af skabet, gik han ind i en niche og murede sig op i en krog som nyomvendt. Især 3. del af hans udviklingsroman, 'I glimt' fra 1980, ligner hjemstavnslitteratur fra Bøssernes Befrielsesfront. Han lagde bort ironien - og blev klistret! Han havde ondt ved at finde de positive 'andre måder', og de senere bøger flakser mellem glansbilleder og provokationer. Den efterladte 'Skilles og mødes' (1992) om aids i et bøssemiljø rokker ikke stort ved det image. Men til sidst syntes Kampmann på vej ind i et nyt liv som tv-dramatiker. Det tror pokker med den replikkunst. Sit eget løb Christian Kampmann er en af de stædigste og mest selvbevidste kunstnere, jeg har kendt. Den obsternasige realist skrev med total koncentration og blæste på, at det meste af 60'ernes dagbladskritik - og et par forlæggere - ikke fattede, hvor han ville hen. Han var selvbevidst, og han kunne være engleagtigt arrogant. I 1972 var han omsider slået igennem og fik kritikerprisen og boghandlernes gyldne laurbær for den smukke roman 'En tid alene', og i sin takketale sagde han - lige op i synet på kritikerformanden, Politikens Ole Storm - med en kælderkold sarkasme, der viste, at direktør Gregersen ikke havde det fra fremmede: »Kritikken kan redde én fra at blive frelst. Anmeldernes fejltagelser er et memento om, at træerne ikke vokser ind i himlen, og det eneste, en forfatter kan gøre, er at køre sit eget løb«. Han kørte det, både skribentløbet og privatlivet, med sjælden konsekvens og mod. Og som sagt: han betalte prisen. Som illusionsløs psykolog og tidskritiker, som satiriker og fortæller var han på niveau med det bedste af tidens europæiske og amerikanske litteratur. At han ikke blev opdaget derude skyldes de store landes provinsialisme. Det er værst for dem, men nu får de så en chance til ved at se 'Familien Gregersen'.