0
Læs nu

Du har ingen artikler på din læseliste

Hvis du ser en artikel, du gerne vil læse lidt senere, kan du klikke på dette ikon
Så bliver artiklen føjet til din læseliste, som du altid kan finde her, så du kan læse videre hvor du vil og når du vil.

Næste:
Næste:
Artiklen er føjet til din læseliste Du har ulæste artikler på din læseliste

Al den snak om lykke...

- penge taler man jo ikke om. Historien om Christian Kampmann, 70'ernes obsternasige realist og satiriker, forfatteren bag ugens film om Strandvejsfamilien Gregersen.

Der er ikke oplæsning af denne artikel, så den oplæses derfor med maskinstemme. Kontakt os gerne på automatiskoplaesning@pol.dk, hvis du hører ord, hvis udtale kan forbedres. Du kan også hjælpe ved at udfylde spørgeskemaet herunder, hvor vi spørger, hvordan du har oplevet den automatiske oplæsning.

Spørgeskema om automatisk oplæsning

PÅ EGEN HÅND. »Det eneste, en forfatter kan gøre, er at køre sit eget løb«, sagde Christian Kampmann og det gjorde han både som forfatter og privatperson med stor konsekvens. Foto: Erik Gleie

Bøger
Læs artiklen senere Gemt (klik for at fjerne) Læst
FOR ABONNENTER
Bøger
Læs artiklen senere Gemt (klik for at fjerne) Læst
FOR ABONNENTER

Som Kristen Bjørnkjær siger i 'Kærestesorg': »Kærlighed er en hård branche / hold dig væk / eller tag hvad der kommer«.

Sådan er det også at være i forfatterbranchen, tit i forhold til både forfatteriet og kærligheden, og få kom til at opleve den farlige cocktail så brutalt som Christian Kampmann.

Han døde af den som 49-årig, den 12. september 1988 i familiens sommerhus på Læsø, da han under et jalousidrama blev myrdet af sin mangeårige samlever, forfatterkollega - og konkurrent.

Død blandt læserne
Længe så det ud, som om Kampmanns bøger døde med ham, ligesom da en anden elsket skildrer af det moderne Danmark, Leif Panduro, en vinterdag i 1977 fik en blodprop på sin motionscyklel og snart var lige så død blandt læserne.

Det litterære efterliv er et barsk udskillelsesløb, tilfældigt, tit uretfærdigt, men også uforudsigeligt.

Genoplivning
I 1999 faldt filmproducenten Regner Grasten nemlig over Kampmanns dengang halvglemte Gregersen-saga fra 1973-75 og blev straks tændt på at omsætte den til film.

Planerne fik i 2000 Gyldendal til at genoplive den i to telefonbogstykke paperbacks, og nu har vi så 'Familien Gregersen' i levende bilder.

Stilsikkert resultat
Da Regner Grasten ved forpremieren i Imperial i søndags - rævestolt - præsenterede sit filmepos for en udvalgt kreds på 1.100 sjæle, var det også en dobbelt genkomst for Kampmann selv.

Hans verden lever op på ny i Charlotte Sachs Bostrups film - i mine øjne en flot og stilsikker løsning på en hundesvær opgave.

Men inden familien Gregersen brasede frem på lærredet, spillede Regner Grasten et tv-interview fra 1973, hvor Kampmann fortalte om sit arbejde med romanen.

Bevægende gensyn
At gense Kampmann spillevende, blæst op i Imperials fulde bredformat - 34 år, sortskægget, intens - var dybt bevægende.

Ikke mindst for en gammel ven. Vi var venner gennem 24 år, fra året efter han havde udsendt sine første bøger, til han kom så vanvittigt ud af verden, og at gense og genhøre ham deroppe på lærredet var som at genoptage den diskussion, der blev klippet over i 1988.

Da han forklarede om forholdet til sine fiktive figurer, mindedes jeg et citat fra Balzac, som vi begge to elskede: »Lad os tale om noget virkeligt. Lad os tale om mine personer«. Balzac var en af de store realister, Kampmann tidligt tog ind - ligesom de andre geniale franskmænd, fra Mme de la Fayette til Flaubert og Proust.

Navnlig Proust. Han udgik jo selv fra et Strandvejsmiljø, hvor penge var noget man havde, ikke noget man talte om, så der var også råd til, at han som ung distancerede sig fra det hjemlige tabernakel ved at flytte til Paris, lære fransk og tyre både klassikerne og 'den ny roman'. Det var hans forfatterskole.

Belæst reporter
Det fortsatte, da han som nyuddannet journalist og nygift med pianisten Therese Koppel kom på Columbia University i New York, slugte amerikansk litteratur og begyndte at mure sit eget forfatterskab op. Han skrev de første bøger sideløbende med job som kulturreporter på TV-avisen og Dagbladet Information, indtil han fra 1971 kunne leve af at skrive.

Samtidig læste han videre på sit hjemmeuniversitet ved at æde både klassikere og moderne romanteori. Jeg har aldrig kendt en forfatter, der i al diskretion var så lærd og så uanstrengt kunne switche fra Henry James' synsvinkelteori til Camus' romaner til sædeskildringen hos Ivy Compton-Burnett og Nancy Mitford. Og det bedste var jo, at han kunne integrere det hele og omsætte det til høj kunst.

Kampmanns første bøger foregik i de såkaldt 'bedre kredse,' der i hans aftapning smagte værre end det værste. Han udleverede spydigt denne verden af golf, Dry Martini'er og nervepiller med dens egoisme, hykleri og bralrende overfladiskhed.

'Al den snak om lykke' hed hans første roman, og opgøret med miljøets