Lige siden Arilds tid, nej drop klicheen, i hvert fald lige siden Alexandre Dumas' tid, har det læsende publikum elsket den historiske kriminalroman. Franskmandens berømte 'De tre musketerer' fra 1844 er reelt en hæsblæsende thriller om 1600-tallets 'kongekabale', magtkampen mellem adel og monarki på tærsklen til enevælde. Postmodernistisk kurophold Gamle Dumas er klart genrens oldermand. Men ret beset har vor tids historiske krimi været på kurophold i postmodernismen, er blevet stylet og har fået rynkerne glattet ud til en mere moderigtig facade. Og det var den italienske middelalderekspert Umberto Eco, som med sin bestseller 'Rosens navn' i 1980 påbegyndte foryngelseskuren. Stort set alt, der er kommet efter i de sidste 25 år med mord, munke og møer, er hurtigt blevet sammenlignet med professor Ecos bedste roman. Sprængfarlige bøger I år må man sige, at den historiske krimis renæssance har sin højsommer, i hvert fald i lyset af danske bogudgivelser. Dan Browns noget overvurderede 'Da Vinci-mysteriet' fra sidste sæson har trukket utallige andre forsøg fra den historiske boldgade ud på det danske bogmarked. Meget tæt på Brown og Eco er Ian Caldwells og Dustin Thomasons 'Belladonna-dokumenter', just udgivet af Cicero - en thriller om det 1400-tal, hvor gammel middelalder bliver til moderne humanisme, og som igen fører os frem til vor egen tid med hermetisk og hemmelig viden, som er den rene dynamit her og nu. Som om de gamle biblioteker i virkeligheden var rene lagre for masseødelæggelsesvåben og reoler fulde af indbundne, guldtrykte atombomber! Fornuft og følelse Cicero udgiver også nogle mere rolige i genren. Vi er med englænderen David Liss' to romaner, 'Kaffehandleren' og 'Et papirkomplot', i det engelske 1700-tals tidlige oplysning, hvor en jødisk bokser er inkassator for den fordomsfulde britiske adel. Lidt før, men i samme epoke, finder vi på Samlerens Forlag og i Fidelis Morgans 'Trolddomsild' den katolske konges tidligere elskerinde, grevinde de la Zouche, som i 1699 i nye protestantiske tider nærmest må overleve som en rapkæftet privatdetektiv med et celebert sidespring som sag. I det hele taget er den historiske krimi i de angelsaksiske lande gerne lagt mellem de frivole og frisindede sekler fra slutningen af barokken til det nok mere romantiske, men også mere puritanske 1800-tal. Englænderen Andrew Taylors fremragende 'Den amerikanske dreng' på Klim er et fint eksempel på denne sensationelt beskrevne overgang med fornuftens og følelsernes falske adskillelse. Romanen har ingen ringere end Edgar Allen Poe som dreng i titelrollen, den geniale gyserforfatter med et ben i hver lejr, rationalismen og romantikken. Spor efter 11. september Debutanten Matthew Pearl på forlaget hr. Ferdinand med 'Dante-klubben' fortsætter i dette spor. Lige efter den amerikanske borgerkrig ønsker en række virkelige personer at få Dante oversat til engelsk i et bornert Boston i et bigot USA med et udstrakt bibelbælte uden følelse for den europæiske højkirke og kultur. Den kloge læser mærker snart den allegoriske hensigt. Thi kendere af genren mener, at 11. september med sit apokalyptiske nedslag af islamisk terror har sat sine tematiske helleristninger i den aktuelle historiske krimi. Den er blevet mere paranoid og konspiratorisk i sin accentuering af et globalt og gammelt, muligvis arabisk eller fritænkerisk frimureri, som truer den vestlige selvforståelse. Rigtigt eller forkert, russeren Boris Akunin har sin egen udgave af konflikten. På Gyldendal finder vi hans elegante og intelligente krimiserie fra zartidens sidste årtier, til kammerat Lenin starter revolutionen i 1917. Fundamentalistisk kristendom Akunins sidste 'Tyrkisk gambit' handler direkte om dengang, Tyrkiet var en islamisk stormagt og lå i reel krig med stormagten Rusland. Derimod har spanieren Carlos Ruiz Zafon med sin thriller på samme forlag, 'Vindens skygge', skrevet spændende om en nyere historisk fortid, Spanien stedt i Francos tyranniske tusmørke dengang i 1950'erne. Zafon, som kommer fra en nation, som i århundreder havde en højt kultiveret muslimsk kultur i sin store baghave, advarer langt mere eklatant om den fundamentalistiske kristendom, som stadigvæk messer i og uden for kirker på Den Iberiske Halvø. Hans colombianske kollega på Samleren, Santiago Gamboa, tager os tværtimod med sin hæsblæsende 'Bedragerne' til Kina i en Indiana Jones-agtig jagt - igen, igen - på et manuskript, som kan ændre verden! Tidsånd og tematik Ønsker læseren imidlertid lidt mere hjemlig historie i genrens stillekupe, kan man sætte sig ind i svenskeren Eva-Marie Liffners roman på PP Forlag, 'Imago', og køre tilbage til selveste 'The Herman Bang Country', det dansk-tyske grænseområde, hvor 1864 og Dybbøl-natten stadigvæk er en del af dagens ar i sjælen. Eller med Perra Oelkers 'Døden ved toldboden' på Hovedland drage lidt længere sydpå til Hamburg i 1700-tallet. Så alt i alt er der historiske miljøer for enhver smag. Og her har vi kun været en sviptur ind over de oversatte. I fugleperspektiv kan genren deles op i to kategorier: Krimier forklædt som historiske romaner og, omvendt, historiske romaner forklædt som krimier. Og hvordan skal så dette sproglige spilfægteri, denne klassiske kiasme så forstås? Jo, de første foregår direkte i en historisk periode, men med et 'moderne' kriminelt plot som skelet og stillads for handlingen. De andre drejer sig om historikere eller det, som ligner, som via spektakulære kilder, manuskriptet, dokumentet, indskriften med gådefulde symboler, intrigant sender os på udflugt tilbage til en historisk periode med alt dens inventar af tidsånd og tematik. Fælles for begge er det enkle, at vi bliver underholdt og får noget at vide om forholdet mellem den gang og nu. Simpelthen sensationelle historier med et historisk øje for både at gavne og fornøje.