Man er netop kommet hjem fra nogle dage under en begsort svensk stjernehimmel, og nu står man og tisser godnat i sin have under en dansk himmel, der er betydeligt mindre mørk på grund lyset fra byerne. På loftet har man sin fars stjernekikkert. Man stiller skarpt på Månen, inden man går til køjs med en bog om det overnaturlige. Næste formiddag banker naboen på. Han har noget med, man lige bør se på. En tynd lille bog i rødt læder. På ryggen står med guldbogstaver: 'S. Paludan. Astronomiske Observationer'. S. Paludan viser sig at stå for Stig Paludan og - fantastisk - denne viser sig at være ingen ringere end legendariske Jacob Paludan, der, som enhver gymnasiast ved, skrev den berømte udviklingsroman 'Jørgen Stein' om generationen, der »måtte snuble i starten«. Grønligt lys »Min far hed også Stig«, forklarer genboen, den nu 56-årige (donaldist og) søn af den berømte forfatter, som døde i 1975. I 1911 var Stig (Jacob) Paludan kun 16 år, men allerede da i besiddelse af en overordentlig veludviklet viden om himmellegemer af enhver art - og af en håndskrift og ordenssans så sirlig, at en nutidig barnefader må korse sig over sædernes forfald! Bogen, der på 47 tætskrevne sider, starter med forfatterens observationer af planeterne. Herefter kommer et kapitel om 'Formørkelser og Bedækninger', et om 'Dobbeltstjærner', et om 'Stjærnegrupper og Stjærnetaager'. Efter 25. april 1912 gås der mere detaljeret til værks. Paludan stiller skarpt på 42 forskellige fænomener. Fra iagttagelse af solpletter og ildkugler og diverse stjærnehobe i diverse stjærnebilleder til Titans bevægelse. Et notat fra 13. maj 1912 lyder således: »Ved et tilfælde opdagede Observator - efter et mislykket forsøg paa at oplede Neptun, som Dagen før var traadt i Konjunktion med Mars i Tvillingernes Stjærnebillede - at den smukke Fixstjærne Castor eller Geminorum med Lethed kunde adskilles i sine to komposanter, hvis størrelser er 2,1 og 3,1. Begge Stjærners Lys er grønligt«. Ildkugle I juni går der en lille uge med at iagttage en solplets bevægelser. 19. august sker der virkelig noget: »Om Aftenen viste der sig en pragtfuld Ildkugle. Følgende Meddelelse om Fænomenet afsendtes strax den næste Morgen til Observator C.F. Pechüle: ... som man vel på Observatoriet har erfaret, viste der sig i Gaar Aftes en Ildkugle«. »Jeg saa den ca. kl. 9.44 Aften. Den havde synlig Diameter og lyste med blændende blaa Glans. Den bevægede sig paa Himlen i en ret Linie, ca. 10 grader lang. Den tændtes Nord for Ras Alhague (Ophiuchi), passerede nedad Vest for samme og slukkedes Syd for samme (...)«. »Dens Bane vistes, selv efter at den efter 1 Sekunds Forløb var forsvunden, af en smal hvid Stribe, som udstraalede fra Meteoret og efterhaanden dunstede bort. Muligvis blev Fænomenet ledsaget af en svag buldrende Lyd«. Paludan har i 1915 tilføjet: (Hr. Pechüle har ikke givet Livstegn fra sig i Anl. af min Skrivelse, og nu er han død). Russisk raket På side 39 befinder Paludan sig i 1913, men så lægger han tilsyneladende stjernekiggeriet fra sig. I 1914 er der tre-fire observationer, en i 1917, en i 1924, fire i 1937, en i 1938, herefter ti-tolv stykker frem til 12. april 1958, hvor den nu 62-årige forfatter for første gang er i stand til at se noget menneskeskabt på himlen: »Ser Sputnik II passere gennem Orion, hvorefter den 'sluktes' - gik ud af Sollyset«. Året efter 13. september skriver han: »Holdt øje med Maanen i Kikkerten, da russisk Raket bebudedes at lande kl. 22.05. Den synes at være landet 22.02, jeg var der vist 03, men selvfølgelig var der intet at bemærke - bare Tanken. Alle Stedets Børn var samlede. Sagen er af almene grunde kedelig, da det menneskelige Hovmod ikke trænger til Stimulans og af specielle - den russiske Regering gør det navnlig ikke«. Det menneskelig hovmod stod som bekendt ikke for fald. I 1969 satte det første menneske fødderne på Månen, og der er noget fantastisk rørende over at læse i Jacob Paludans fine lille unikum af en bog, der starter et par år før Første Verdenskrig og slutter et par år efter oliekrisen. Jacob Paludan opgav ikke drengeårenes lidenskab for 'stjærnerne', selv om det er tydeligt, at han havde travlt med noget andet i lange perioder, sin forfattergerning ikke mindst. Hjerneskylning I bogen ligger et gammelt avisudklip fra Politiken om 'Urania', et nyt astronomisk tidsskrift'. Det er fra 18. oktober 1912. »Det er vel næppe mere end en Snes Aar siden, at 'Privatastronom' herhjemme betød en særling, der af Naboer Genboer betragtedes med en vis nysgerrig Medlidenhed«, hedder det i artiklen. Et af Privatastronom Paludans allersidste notater, skrevet med rystende håndskrift, i januar 1974 handler om en »fin Maaneformørkelse, sjælden«, som han ser fra sit køkkenvindue ud over Birkerød Sø. Næste dag læser han om den »i en lille sludrenotits i Politiken«. Om bøger og bogvækst har Paludan engang sagt: »Man kan gribes af rædsel ved den mængde trykt og indbundet åndsliv, der belaster jordskorpen! Det er dog kun ved den bestandige cirkulation, de retfærdiggør deres eksistens. Deres indhold skal bestandig skylle gennem nye hjerner og afsætte sig spor i livet«. Bibliopaten siger tak til sin genbo for hjerneskylning, og mon ikke jordskorpen holder til alle de bøger? Selvfølgelig gør den det! Quiz: En professor, verdens undergang, noget ukendt metal, en storstilet ekspedition? I sidste uge efterlyste vi ophavsmanden til følgende citat fra et avisinterview i 1921: »Dyrkelsen af personer er efter min mening altid uberettiget. Det forekommer mig ubilligt og endda smagløst at udvælge nogle få til uhæmmet beundring ved at tilskrive dem overmenneskelige intelligens- og karakteregenskaber. Dette er blevet min skæbne, og kontrasten mellem den populære opfattelse af mine evner og resultater og virkeligheden er simpelthen grotesk«. Og så spurgte vi, hvis far der »monstro har fløjet over Grønlands østkyst sammen med Lauge Koch!?«.

Ikke en eneste læser gættede manden bag udtalelsen om persondyrkelse. Det var såmænd Albert Einstein i interviewet 'Mine første indtryk af USA', trykt i Nieuwe Rotterdamsche Courant og i Berliner Tageblatt i juni og juli 1921, på dansk tilgængeligt i bogen 'Perspektiver og udsyn' (Hasselbalch 1967). Kun én læser gættede, noget nølende, vort drilske og unfair spørgsmål om, hvis far der har fløjet med Lauge Koch over Grønland. Det var såmænd bibliopatens fader! Og altså ikke Tøger Seidenfadens (som ikke hed Gunnar, men Erik, Gunnar er Tøgers onkel - og han fløj med Lauge Koch!), se hosstående læserbrev ...Nansen? Din far? Kære Bibliopat, Quiz 1: Her er jeg, om jeg så må sige, på tynd is. Citatet kunne vel være af så mange, men hvorfor ikke af omtalte Nansen selv? Så meget desto mere som han i 1921 fyldte 60, hvilket kunne være en udmærket anledning til at interviewe ham. Hvis far? I hvert fald ikke min. Måske din? Ellers må jeg give fortabt. Med venlig hilsen Daniel Radtleff, Hørve Den kendte orkideekspert, måske Kære bibliopat, Ad quiz 1. Det kunne lyde som Lauge Koch i anledning af hans store tur nord om Grønland 1921. Stilen ligner ham godt nok. (Mit eksemplar af bogen bærer i øvrigt hans signatur). Ad quiz 2. Jamen, det er jo din allerhøjeste chef. Søn af den kendte orkideekspert, blandt meget andet. Med venlig hilsen Jens Erik Schultz, barnebarn af lægen på Danmark-ekspeditionen 1906-08 Østgrønlandsk luftfotografering Kære Bibliopat, Det var Tøger Seidenfadens far, Gunnar Seidenfaden, som deltog i flyvninger på Lauge Kochs 3-års ekspedition til Østgrønland 1931-34. Som noget relativt nyt benyttedes luftfotografering til kortlægning af østkystens topografi. Med venlig hilsen Kirsten Hamburger, Kongens Lyngby Kulturdjævlen Frisch Kære bibliopat, Pragtfuldt indslag, den gamle maler så og afslørede kulturdjævlen, som slagtede 'De store Bogstaver' og således fattiggjorde vor typografiske billede og gjorde læsningen vanskeligere for mange ordblinde. I øvrigt omtaler du ham som Socialdemokratiets sidste store kulturpersonlighed. Jeg er helt uenig ... skal det være en fra kulturrækken, må det blive Julius Bomholt, der fortjener denne ros. God hilsen Palle Espersen , Greve