Bedst som man troede, at Anders Fogh Rasmussen (V) regerer landet som en anden robot og helt knirkefrit udlever sin barndomsdrøm som statsminister, så viser der sig nu en helt anden side af manden. Statsministeren har i en periode befundet sig i både en politisk og personlig krise og har sågar leget med tanken om helt at forlade Statsministeriet. Faldende vælgeropbakning Det kan man læse i en ny biografi, 'Fogh - historien om en statsminister', der udkommer på torsdag. Bogen er skrevet af journalist og forfatter Anne Sofie Kragh, og hun tegner først og fremmest et billede af personen Anders Fogh Rasmussen og i mindre grad af politikeren. Chancen for at komme væk fra statsministerembedet opstod for Fogh i foråret, da EU ledte efter en ny kommissionsformand. Det var posten, som kunne sætte punktum for et halvt år med faldende vælgeropbakning, som blandt andet var et resultatet af filmen 'Fogh bag facaden'. Grå hverdag I december sidste år gav en måling venstrefløjen et flertal på hele 14 mandater. »Det var den værste meningsmåling for regeringen nogensinde, og den slog Anders Fogh Rasmussen helt ud ... og den dårlige meningsmåling blev begyndelsen på en krise hos statsministeren«, fortæller bogen. Hans karriere var gået efter en snor. Først formand for VU, folketingsmedlem, minister, formand for Venstre og nu statsminister. Han var kommet usædvanlig godt fra start med den historiske samling af Øst- og Vesteuropa i EU, men efter formandskabet for EU begyndte en mavelanding i en grå hverdag, hvor han blev beskyldt for at mobbe sin udenrigsminister, og samme år kørte finansloven helt skævt. Regeringen måtte kluntet trække sit forslag om at spare 800 millioner kroner på dagpengene tilbage. Europæisk networking »Der var opstået et tomrum, ikke bare i regeringens politik, men også i Anders Fogh Rasmussen. Det var alligevel ikke så sjovt at være statsminister, som han havde forestillet sig«. Han begyndte at pleje sit netværk i Europa og besøgte i marts Frankrigs præsident, Jacques Chirac, i april Storbritanniens premierminister, Tony Blair, og i juni den tyske kansler, Gerhard Schröder. I maj anbefalede Tony Blair ifølge avisen The Independent Anders Fogh Rasmussen som formand for EU-kommissionen. »Det var en kombination af hans personlige og politiske krise og den ledige og meget attraktive stilling som formand for EU-kommissionen, der fik Anders Fogh Rasmussen til endnu en gang at lege med tanken om at forlade dansk politik«, fortæller bogen. Autoritær far Formuleringen 'personlig krise' har Anders Fogh Rasmussen bestemt ikke lært hjemme ved køkkenbordet i barndomshjemmet mellem Viborg og Randers. Og da slet ikke af sin far, Knud Rasmussen. »Når familien spiste, foregik det altid med ranke rygge i fuldkommen tavshed. Hvis børnene sad og hang, prikkede Knud Rasmussen dem i ryggen med sin stive pegefinger, så de kunne lære at rette sig op«. Knud var familiens autoritet, og hvis drengene fra landsbyen en sjælden gang kom forbi for at lege - Anders Fogh Rasmussen og hans to brødre skulle altid hjælpe til på gården - så kunne de finde på at vende om, hvis Knud Rasmussen stod i døråbningen. Anderledes blød var moderen. Hun indførte ti minutters tepause, når drengene kom hjem fra skole, så de kunne fortælle lidt om deres dag, inden de skulle videre ud i stalden eller marken. Da Anders Fogh Rasmussen begyndte i 1. klasse, kunne han allerede følge med i Randers Dagblad. De andre kaldte ham for fessor, og kløgten brugte han blandt andet til at udvikle det, som rockerne i dag kalder for dummebøder, og som regeringen gør alt for at bekæmpe. Kontrolleret hygge De andre børn kunne låne 10 øre til købmandens 1-øres-karameller. »Hvis de betalte pengene tilbage dagen efter, var det uden renter. Havde klassekammeraterne derimod snoldet alle pengene op, var de selv ude om det, og så skyldte de 20 øre til dagen efter. Sådan voksede gælden med 10 øre om dagen, indtil den var nået op på en hel krone, og så blev hidsige Peder Degn Pedersen sendt i byen for at inddrive pengene«. Drengen havde dog også en mere blød side, som igen var inspireret af moderen. Hun lavede flere gange om ugen mad til landsbytossen. På samme måde tog Fogh sig af de svageste elever i skolen. Han hjalp dem med lektier, og til festerne i forsamlingshuset gik han altid hen og bød skolens mest upopulære pige op - hende de andre ikke gad danse med. Lillebroderen - Peter Fogh Rasmussen, der overtog gården - kigger i bogen tilbage på den strenge opdragelse og på, hvordan den har påvirket drengene som voksne. Han fortæller om en streng opdragelse, der har gjort det svært for drengene at åbne sig op for andre og skabe sociale kontakter. »Anders er jo heller ikke den, der sidder og drikker en øl med nogen, hvis ikke det har et formål ... Jeg tror heller ikke, at der er nogen, der kommer helt ind på ham, helt nær ... Jeg er ikke tæt på ham, jeg kender ham bare«, fortæller lillebror og slutter med, at når de er sammen, så er det aldrig løssluppen hygge. »Det er en kontrolleret form for hygge«. Det kan næppe heller komme som en overraskelse for nogen, at Fogh var 22 år, før han første gang kyssede en pige. En disciplineret dreng Ved Anders Fogh Rasmussens konfirmation sang gæsterne, til konfirmandens store irritation, »På det jævne, på det jævne - ikke i det himmelblå. Dér har livet sat dig stævne, dér skal din prøve stå«. Han forstod ikke, hvorfor man ikke skulle stræbe efter det allerbedste. Skal man tale om et oprør mod forældrene, så fandt man det her. Faderen talte om ydmyghed - drengen opfandt sit eget motto: Aldrig færdig, altid på vej. Til det formål havde han udviklet en selvdisciplin uden sidestykke. I gymnasiet drak han sig aldrig fuld. I forbindelse med en studietur i 3. g til Holland besluttede kammeraterne derfor at forsøge det umulige: at drikke Fogh under bordet. Det lykkedes. Fogh brød ud i sopranstemme og sang højlydt. Og opfordrede pigerne til at fortælle sjofle vittigheder. Hele optrinnet var så usædvanligt, at drengene fra klassen optog det på bånd. Det skulle Ekstra Bladet have den dag, Fogh blev landbrugsminister. I nogle år cirkulerede båndet mellem klassekammeraterne, indtil det havnede hos en af klassens pæne piger. Da Fogh blev statsminister i 2001, låste hun det inde i en midtjysk bankboks. Dér ligger det endnu. Fogh blev sproglig student fra Viborg Katedralskole i 1972 og gik straks i gang med økonomistudiet på Aarhus Universitet. Her lavede han et ugeskema, der delte dagens timer op mellem VU, undervisning, læsning, artikelskrivning og søvn. Hvis den nærmeste ven dengang - Flemming Damgaard Larsen, som i dag sidder i Folketinget for Venstre - ringede, mens skemaet dikterede læsning, så blev samtalen ultrakort. Øvede sig i ikke at blinke Foghs selvdisciplin viste sig fra nye sære sider, da han kom i Folketinget og blev en offentlig person. I 1980'erne var han kendt for at have et meget stirrende blik - lidt ligesom Bertel Haarder. Men det var, fordi han havde truffet en beslutning om, at han ville være fast i blikket. Han øvede sig simpelt hen i ikke at blinke. »Folk skulle kunne se på ham, at han mente og stod ved det, han sagde. Der skulle ikke være noget med at stå og flakke eller kigge ned i gulvet, og derfor øvede han sig i at blinke mindre. Han havde ikke tænkt over, at det kom til at se unaturligt ud, og at hans blik nok var stålsat, men ikke behageligt at se på«. Da han blev Venstres formand, var strategien, at han skulle se mere blid ud. Så nu begyndte han at øve sig på at blinke igen, og i dag er det naturlige udtryk tilbage i øjnene. Vandkampe og kageruller Også sønnen, Henrik Fogh Rasmussen, fortæller i bogen om selvdisciplinen. »Jeg kan også huske engang, vi havde været til nytårsaften hos nogle af vores naboer i Skals, hvor en del af dem blev ret tågede i løbet af aftenen«. »Da klokken blev to, sagde min far, at han ville hjem, og jeg tog med ham. På vejen hjem sagde han: Prøv at tænke på, hvor mange hjerneceller de andre mister nu, mens de drikker. Og tænk på, hvor længe de skal sove i morgen, mens vi kan stå op tidligt og være friske og få noget ud af dagen«. Henrik Fogh Rasmussen fortæller varmt om sin far og forsøger at åbne øjnene for en anden side. Fogh kan sagtens finde på at indlede en vandkamp ved at hælde en spand vand ned over konen, Anne-Mette Rasmussen, som så jagter ham rundt i haven med en kagerulle. Måske har Fogh også selv haft kagerullen i hånden for at jage en del af selvkontrollen på flugt. I hvert fald fortæller sønnen - som i dag bor i USA - hvordan de begge kan sidde med tårer i øjnene, når de taler om dengang, Henrik var barn. Rædselsregime i Skatteministeriet Allerede i en alder af 34 år blev Fogh skatteminister, og det var måske for tidligt. I hvert fald fortæller fire tidligere ansatte anonymt om forholdene i ministeriet. Alle fire bruger ordet rædselsregime. Han er hidsig og tolererer ikke fejl, og ingen tør sige ministeren imod eller fortælle, at de har begået fejl. Fogh kunne finde på at skrive følgende kommentar til et oplæg fra embedsmændene: »Er der virkelig kun idioter ansat i dette ministerium??????!!!!!!!!!!«. Han måtte trække sig i 1992 efter rod i ministeriets budgetter. Straks Fogh havde offentliggjort sin afgang, gik de ansatte i Netto efter øl og fejrede det som en festdag. Ideologens slingrekurs I 1998 blev Anders Fogh Rasmussen valgt til ny formand i Venstre efter Uffe Ellemann-Jensen, og det blev indledningen til endnu et politisk hamskifte. Som VU-formand i 1970'erne fik Fogh tilnavnet Røde-Anders, og blandt andet kunne man i VU's blad Standpunkt læse, at borgerne skulle stoppe med at beklage sig over den høje skat. Det var egoisme. I stedet skulle borgerne tænke på samfundet, der havde brug for skattekronerne. Da stemningen i 1980'erne vendte, ændrede også Fogh sin opfattelse. Nu var det ned med skatten. Borgerne måtte i højere grad klare sig selv - slut med slavementaliteten. Neurotisk hygiejne Som ny formand i 1998 forsøgte Fogh at dreje på kursen endnu en gang, så Venstre kunne blive et folkeparti og vinde magten. Bogen er kommet i besiddelse af et højst interessant brev fra Foghs nuværende spindoktor, Michael Kristiansen, som dengang i 1998 havde sit eget firma, CoBrus. Brevet er stilet til daværende statsminister Poul Nyrup Rasmussen (S), hvor Kristiansen tilbyder sin hjælp til at udstille Fogh og dennes hamskifte: »Vi har at gøre med en politiker, der engang foreslog fordobling af lejeværdien, som så ville indføre minimalstaten og nu vil forloves med LO. Der er så meget guf at komme efter«. I 2001 lykkedes det som bekendt Fogh at vinde folketingsvalget og blive statsminister. Ifølge bogen er det i dag en statsminister, som endelig formår at slappe af og slække lidt på kontrollen. Ganske vist polerer Fogh stadig kniv og gaffel, når han spiser ude, men han er stoppet med at puste i koppen for at fjerne støv, inden han drikker af den. Han er endda i stand til at komme for sent til møder og deltage i pressemøder i sommerskjorte uden slips.