Der er langt imellem, at Billed-Bladet og Information dækker den samme litterære begivenhed, men i den forgangne uge skete det. »Gittes far er død« stod der på Billed-Bladets nyhedsopslag ved siden af et billede af Per Højholt. Sigende nok valgte både BT og Ekstra Bladet præcis samme overskrift til nyheden om, at digteren Højholt var død efter flere års sygdom. For det var sådan, han var kendt i den brede befolkning. Som Gittes far. Avantgardens forfatter I Information udløste dødsfaldet såvel en fyldig nekrolog og udtalelser fra Højholts kolleger som planer om at lade forskellige personer give et signalement af digteren og ledsage det med et yndlingsdigt. Her har Gitte næppe mange chancer for at blive valgt, for Højholt var ikke kun folkekær. Han var også avantgardens forfatter, og forfattere og litterater sørger om kap med dem, der kan huske Højholt fra forsamlingshuset. Suveræn sprogmester Men de »to sider af Højholt var ikke modsætninger«, skriver Anders Raahauge i Jyllands-Posten. »Den forfinede avantgardistiske modernist og den forslagne filur var den samme«. I Gitte-monologerne »kunne enhver mærke, at her spillede en suveræn sprogmester diskret med musklerne« - også selv om »onde tunger« ifølge Bo Hakon Jørgensen i Kristeligt Dagblad i 1980'erne sagde, at »der ikke var det dyrskue, han ikke stillede op til med sine Gitte-monologer«. Herligt fandenivoldsk Pressens dækning af Per Højholts død fredag 15. oktober spænder over alt fra lærde gennemgange af forfatterskabet (i Berlingske endda med litteraturliste) til personlige udtryk for tab. I Weekendavisen glemmer Lars Bukdahl en Højholt-digtsamling på en indisk restaurant af bar sorg, mens redaktør Arne Mariager ligefrem bruger lederen i Fredericia Dagblad til at mindes, hvordan han som journalistelev i 1969 blev sendt ud for at dække et arrangement, hvor Højholt viste lysbilleder og læste digte og i øvrigt var herligt fandenivoldsk og provokerende. Alene på heden Berlingske Tidendes Nils Gunder Hansen hører til litteraterne. Han skriver, at hvis man skal have fat på Højholts betydning og særegenhed, kan man med fordel sammenligne ham med digterkolleger som Klaus Rifbjerg og Poul Borum: »Hvor Rifbjerg har været den højtråbende, multimediale, tidligt kanoniserede, der har blandet sig i alt, var Højholt mere indadvendt og eksklusiv; han voksede sig langsomt stor gennem årene«. Og om forskellen til Poul Borum hedder det: »Hvor Borum lavede en rigtig forfatterskole og regerede i København og på Ekstrabladet over flere kuld af digtere i dansk litteratur, sad Højholt bogstaveligt talt alene ude på heden i Jylland og lod folk komme til sig«. Men som de dog kom, 'folk'. Mesteren fra Hørbylunde var på sin egen måde en enmandsforfatterskole. Lars Bukdahl remser i Weekendavisen op af forskellige talentfulde hoveder, som Højholt har »opildnet og ædrueliggjort« og når fra Dan Turèll og Jens Smærup Sørensen over Søren Ulrik Thomsen og Pia Tafdrup til Niels Lyngsø og Peter Adolphsen. Sød patossabotør Flere af de digtere, Højholt har inspireret, kvitterer med pæne ord i dødens stund. Søren Ulrik Thomsen udtaler til Information: »Per Højholt var en autoritet, som ikke var autoritær. Han var en utroligt god lærer for mig, fordi han på trods af sin egen skarphed og idiosynkrasier, og netop fordi han vidste, hvor han selv stod, aldrig ville påprakke mig sin poetik«. Og så holdt Thomsen i øvrigt umådeligt meget af Højholt som menneske: »selv om hans intellektuelle coolness og hans esbjergensiske blufærdighed ville få ham til at stejle, så er jeg nødt til at sige, at han ud over alt det andet, han var, altså også var rigtigt sød og omsorgsfuld«, siger Thomsen. Flere nekrologskribenter er inde på, at Per Højholt selv ville have været den første til at punktere den patos, der ligger i nekrologen som genre. Han var »pathos-sabotøren par excellence«, som Anders Raahauge skriver i Jyllands-Posten. Til samme avis fortæller digteren Klaus Høeck, at meddelelsen om Højholts død omgående mindede ham om en masse klichéer. »Men i dette tilfælde passer klicheerne. For Per Højholt var en meget, meget stor digter«. Kollegaen Peter Laugesen er enig og udtaler til Information, at han var rasende over ikke at se Højholt i den nye danske kanon. »Man kan ikke kalde nogen nulevende for en stor digter. Det eneste positive ved Højholts død er, at det kan man kalde ham nu«, siger Laugesen. Teksten som ren form I Politiken fremhæver Thomas Bredsdorff, at Højholt altid strittede imod forestillingen om, at der skulle være en mening med hans tekster: »Bedst er han, når han klynger sig til denne drøm om teksten som ren form, og drømmen så brister mellem hænderne på ham, og en mening presser sig frem. Når han skrev om solsorten, der har forladt naturen for at optræde i digtet, og den så, idet han lader den flyve ud af digtet og 'tilbage til naturen', pludselig bliver helt tydelig som solsort«. Til gengæld mener Bredsdorff ikke, at Højholts sidste roman 'Auricula' (om nogle ører der vandrer rundt i Europa) kom til at sætte samme kunstneriske dagsorden som hans første roman '6512'. Kvindelig helikopter Heri er Lars Bukdahl lodret uenig: »jeg fatter simpelthen ikke de fremtrædende, nekrologskrivende litterater, der disser det ultimative prosashow, den utrolige roman Auricula, konciperet 1978 og udgivet 2001, som et forvokset forlis«, sprutter han i Weekendavisen. »Hvad den bog dog kan betyde - og ikke! - har vi endnu ikke den fjerneste anelse om (jeg mistænker, at den vil vokse og vokse, som ører har for vane), men foreløbig er den da bare så fed at læse, sikke sindssyge sætninger, mand«. Bukdahl synes i øvrigt ligesom Peter Laugesen, at det er for galt, at Højholt ikke indgår i den nye kanon og foreslår at tvinge »det bundsjofle 'Supermule møder en kvindelig helikopter'« fra 1977 ind i skolebøgerne: »Hvem Søren i luften kan undgå at tabe højde/ med sådan en dreng på? End ikke United States/ Air Force kan manøvrere med en stiverik af/ den kaliber, den trækker nedad, og hvordan/ klarer man under sådanne omstændigheder en/ ma-avelanding, Arendse? BRRRREEEEEEEMS!/ - - - - - - - - - - - - - - - - - - - - - -/ JA-HUUUUUU! Jeg kommer i aften i din hangar!«. Sic Per Højholt (1928-2004).