0
Læs nu

Du har ingen artikler på din læseliste

Hvis du ser en artikel, du gerne vil læse lidt senere, kan du klikke på dette ikon
Så bliver artiklen føjet til din læseliste, som du altid kan finde her, så du kan læse videre hvor du vil og når du vil.

Næste:
Næste:
Artiklen er føjet til din læseliste Du har ulæste artikler på din læseliste

Hartvig Frisch med og uden hoved (1)

En morgenstund på gårdspladsen foran Vallekilde Højskole blev Bibliopaten pludselig tiltalt af ingen ringere end Hartvig Frischs svigersøn.

Der er ikke oplæsning af denne artikel, så den oplæses derfor med maskinstemme. Kontakt os gerne på automatiskoplaesning@pol.dk, hvis du hører ord, hvis udtale kan forbedres. Du kan også hjælpe ved at udfylde spørgeskemaet herunder, hvor vi spørger, hvordan du har oplevet den automatiske oplæsning.

Spørgeskema om automatisk oplæsning

LYKKETRÆF. Da Bibliopaten tilfældigt løb på Herluf Baggesen, anede han ikke, hvilket skatkammer der skulle åbne sig for ham i Herlufs bolig. En livsmaske af Hartvig Frisch! Foto: Pelle Rink

Bøger
Læs artiklen senere Gemt (klik for at fjerne) Læst
FOR ABONNENTER
Bøger
Læs artiklen senere Gemt (klik for at fjerne) Læst
FOR ABONNENTER

På en af hylderne i Bibliopatens bibliotek står en håndfuld titler af Hartvig Frisch. 'Pest over Europa' og 'Europas Kulturhistorie' i tre bind er et par af dem.

Frisch, der blev født i 1893 og døde i 1950, var professor i klassisk filologi og døde, mens han var undervisningsminister i regeringen Hedtoft.

Og det var en morgenstund på gårdspladsen foran Vallekilde Højskole i Odsherred, at Bibliopaten pludselig blev tiltalt af ingen ringere end Hartvig Frischs svigersøn!

På fornavn på 15 sekunder
Den slags sker ikke hver dag. Faktisk var det ikke tidligere sket for undertegnede (bog)huleboer, og da vi holder meget af de ekstraordinære forbindelser gennem tid og rum, som pludseligt kan udstyre et forfatterskab med en ny dimension, får begivenheden naturligvis ikke lov at passere ukommenteret her på siden. Hartvig Frisch! Vi siger det lige igen: Hartvig Frisch!

Svigersønnen hedder Herluf Baggesen, og da Herluf, som vi kom på fornavn med i løbet af 15 sekunder, sagde 'hej', anede Deres Bibliopat endnu intet om, hvad der ventede ham.

Det blev til flere gode aftensnakke - og i denne uge lagde vi så vejen forbi Herlufs hyggelige hybel på Christianshavn for at få en kop kaffe og besigtige nogle af hans skatte. Bøger, postkort, breve og diverse fantastiske genstande. En livsmaske af Frisch, som sidder ude på altanen med udsigt til Christmas Møllers Plads, og et maleri, hvor Frisch sidder i lampens skær og tænker.

Amors pil ramte plet
Hvordan fik Herluf tag i Hartvig Frischs datter?, spørger vor læser nu, og den korte version er, at Herluf i 1944 var med til sagfører Thorvald Mikkelsens sølvbryllup på Klarskovgård ved Korsør. Thorvald var født i Vendsyssel og bror til Grønlandsfareren og forfatteren Ejnar Mikkelsen og barndomskammerat med Herlufs forældre.

Og så var han ikke at forglemme ven med Johannes V. Jensen!, som vi vender tilbage til. Til sølvbrylluppet sad Herluf til bords med en ung kvinde, Helga Petersen, der senere blev justitsminister, men det var faktisk Hartvig Frischs kone, Herluf i første omgang blev lun på, beretter han. »Men hun sagde, min dreng, jeg er godt gift, men jeg har en datter, som er meget sød«.

Kort efter bragte Frischs kone de to sammen, amors pil ramte plet med det samme. Edith og Herluf blev gift året efter. »Edith havde Frisch adopteret, da hun var ti år, og engang hun gik i haven med sin mor, sagde hun: Mor, hvor var det godt, vi giftede os med Hartvig!«, fortæller Herluf.

Hovedpine
Han husker Hartvig Frisch som en enestående stor personlighed: »Der går næsten ikke en dag, uden at jeg tænker på ham. Han var en utrolig flittig mand. Jeg nåede kun at kende ham fem år. I den periode havde han lige lavet sin doktordisputats, så blev han professor og i 1948 undervisningsminister«.

»To år efter døde han af cancer. Inden han blev syg, skrev han hele tiden Og man tog hensyn til det i huset, der skulle være fred om Hartvig, han måtte ikke forstyrres, når han skrev, men så kunne han pludselig komme ind til os andre frisk og veloplagt og sidde og snakke med os i et kvarters tid, inden han igen gik tilbage og skrev. Det var helt vidunderligt«.