På en af hylderne i Bibliopatens bibliotek står en håndfuld titler af Hartvig Frisch. 'Pest over Europa' og 'Europas Kulturhistorie' i tre bind er et par af dem. Frisch, der blev født i 1893 og døde i 1950, var professor i klassisk filologi og døde, mens han var undervisningsminister i regeringen Hedtoft. Og det var en morgenstund på gårdspladsen foran Vallekilde Højskole i Odsherred, at Bibliopaten pludselig blev tiltalt af ingen ringere end Hartvig Frischs svigersøn! På fornavn på 15 sekunder Den slags sker ikke hver dag. Faktisk var det ikke tidligere sket for undertegnede (bog)huleboer, og da vi holder meget af de ekstraordinære forbindelser gennem tid og rum, som pludseligt kan udstyre et forfatterskab med en ny dimension, får begivenheden naturligvis ikke lov at passere ukommenteret her på siden. Hartvig Frisch! Vi siger det lige igen: Hartvig Frisch! Svigersønnen hedder Herluf Baggesen, og da Herluf, som vi kom på fornavn med i løbet af 15 sekunder, sagde 'hej', anede Deres Bibliopat endnu intet om, hvad der ventede ham. Det blev til flere gode aftensnakke - og i denne uge lagde vi så vejen forbi Herlufs hyggelige hybel på Christianshavn for at få en kop kaffe og besigtige nogle af hans skatte. Bøger, postkort, breve og diverse fantastiske genstande. En livsmaske af Frisch, som sidder ude på altanen med udsigt til Christmas Møllers Plads, og et maleri, hvor Frisch sidder i lampens skær og tænker. Amors pil ramte plet Hvordan fik Herluf tag i Hartvig Frischs datter?, spørger vor læser nu, og den korte version er, at Herluf i 1944 var med til sagfører Thorvald Mikkelsens sølvbryllup på Klarskovgård ved Korsør. Thorvald var født i Vendsyssel og bror til Grønlandsfareren og forfatteren Ejnar Mikkelsen og barndomskammerat med Herlufs forældre. Og så var han ikke at forglemme ven med Johannes V. Jensen!, som vi vender tilbage til. Til sølvbrylluppet sad Herluf til bords med en ung kvinde, Helga Petersen, der senere blev justitsminister, men det var faktisk Hartvig Frischs kone, Herluf i første omgang blev lun på, beretter han. »Men hun sagde, min dreng, jeg er godt gift, men jeg har en datter, som er meget sød«. Kort efter bragte Frischs kone de to sammen, amors pil ramte plet med det samme. Edith og Herluf blev gift året efter. »Edith havde Frisch adopteret, da hun var ti år, og engang hun gik i haven med sin mor, sagde hun: Mor, hvor var det godt, vi giftede os med Hartvig!«, fortæller Herluf. Hovedpine Han husker Hartvig Frisch som en enestående stor personlighed: »Der går næsten ikke en dag, uden at jeg tænker på ham. Han var en utrolig flittig mand. Jeg nåede kun at kende ham fem år. I den periode havde han lige lavet sin doktordisputats, så blev han professor og i 1948 undervisningsminister«. »To år efter døde han af cancer. Inden han blev syg, skrev han hele tiden Og man tog hensyn til det i huset, der skulle være fred om Hartvig, han måtte ikke forstyrres, når han skrev, men så kunne han pludselig komme ind til os andre frisk og veloplagt og sidde og snakke med os i et kvarters tid, inden han igen gik tilbage og skrev. Det var helt vidunderligt«. »Da han skrev sin store kulturhistorie, havde han en forfærdelig hovedpine. Min kone måtte lægge koldt på panden af ham, og de talte fuglesprog med hænderne og hviskede for ikke at forstyrre ham«. Hartvig Frischs hovedpine havde at gøre med den operation, han som ung gennemgik for at få bugt med en pandehulebetændelse. Han fik fjernet noget af pandebenet og havde siden en meget karakteristisk fordybning i panden. Han forblev generet af det siden og blev opereret igen. Kranium i testamente »Han var jo videnskabsmand«, fortæller Herluf, der i en menneskealder selv praktiserede som kæbekirurg på Frederiksberg, »og han syntes, det var interessant, at man kunne se kirurgiens udvikling på hans kranium. De gik både gennem hans pande og senere gennem hans næse. Han testamenterede derfor sit kranium til Anatomisk Museum. Da han så døde og skulle have en statsbegravelse, så syntes man, det var forkert at begrave ministeren uden hans hoved. Erik Husfeldt, der var professor på Rigshospitalet, sagde »glem det, vi har så mange kranier i forvejen«. Herluf har talt sig varm. Bibliopaten og fotografen nipper til kaffen og bider lidt af chokoladebollerne fra Lagkagehusets bager. Legendarisk nytårsaften »Det var jo Husfeldt og Hartvig Frisch og ambassadør von Kauffmann, der i juni efter krigen var i San Francisco og underskrev Danmarks optagelse i FN. Frisch repræsenterede regeringen, Kauffmann havde varetaget Danmarks interesser, mens tyskerne var i landet, og Husfeldt var repræsentant for modstandsbevægelsen«. »Frisch og Husfeldt var meget forskellige, men Hartvig fortalte mig, at de fik talt ud om alle uenigheder allerede den første nat, da de sejlede fra Esbjerg til England på rejsen mod Amerika, og fra da af var nære venner«. Se, her stopper første kapitel af Herluf Baggesens beretning om Hartvig Frisch, og det betyder, at vi ikke, som lovet i sidste uge, når at komme ind på den nytårsaften, som Herluf tilbragte sammen med Hartvig Frisch, Karen Blixen og Johannes V. Jensen, men rolig nu: Det gør vi i næste uge, hvor vi også lige retter en fejl i den tale, som Thorkild Hansen holdt efter at have modtaget Nordisk Råds Litteraturpris i 1971! Quiz 1: Han er lærer og han får følgende skudsmål i en berømt dansk roman: »En yngre mand, som har en anden optræden end man er vant til på den traditionsrige skole. Et menneske fra den store verden, hvor love og omgangsformer er anderledes end i skolens lille samfund. Han siger De til gymnasiasterne. Og han slår ikke disciplene i ansigtet. Han er et under og en sensation«. Hvilken roman, hvad hed lærerens forgænger, hvem var læreren? Quiz 2 (helt fantastisk svær): Hvilket øgenavn havde Karen Blixen i Frisch-familien? I sidste uge efterlyste vi navnet på en mand, der sidder på bunden af en brønd i en japansk roman:Japan på Frederiksberg Kære Bibliopat, Denne gang har du ramt mig. Jeg har ved en tilfældighed haft en næsten surrealistisk oplevelse af japansk kultur - på Frederiksberg. Og det var måske det, at det skete på Frederiksberg, der gjorde, at hvad der er normalt japansk, virkede så anderledes. Historien må du få en anden gang, men bl.a. denne oplevelse satte mig i gang med at læse bøger af japanske forfattere og også historien om Toru Okada af Haruki Murakami. Toru Okada, der så skammeligt og uforståeligt forlades af sin kone - og hvad der så følger af begivenheder, tænksomhed og ensomhed ikke mindst i brønden - gør denne bog til en dejlig bog, men jeg synes, at en endnu dejligere bog er Murakamis 'En vild fårejagt' - en bog du gerne må slå et slag for - det har jeg hermed forsøgt. Med venlig og glad hilsen over at kunne være med, Bjarne Webb Sørensen, Hareskoven Åndeløs Kære Bibliopat, Han er en mand i trediverne, som går hjemme efter at have sagt sit job på et advokatkontor op. Hans veninde, Maj Kasahara, kalder ham hr. Trækopfugl, men han hedder Toru Okada og er skabt af forfatteren Haruki Murakami. Bogen hedder 'Trækopfuglens krønike', og du har engang skrevet om den med stor begejstring. Inspireret af din anmeldelse har jeg købt den til min kone i fødselsdagsgave, og jeg må sige, at du havde fuldstændig ret! Det er en fantastisk fortælling, hvor dagligdagen i Tokyo blandes sammen med mystiske personer og hændelser samt med grusomheder, der skete i Mongoliet, Manchuriet og Sibirien omkring Anden Verdenskrig. Bogen er på godt 600 sider, men man sluger den næsten åndeløs. Tak for din anbefaling! Med venlig hilsen Karel Müller Unge har fået for lidt Rosa Kære Bibliopat, 'Rosa Luxemburg in Memoriam' tror jeg, digtet hedder. Min kopi fra Det Kgl. Bibliotek er desværre bortkommet under flytning. I hvert fald er forfatteren Emil Bønnelycke, beskriveren af den moderne storbys puls set i en æstetisk vinkel, men digtets scene er Berlin i kaos efter Første Verdenskrig, og klimaks er det skud, der gjorde det af med en af socialismens fremmeste teoretikere og humanister. Når Bønnelycke læste dette digt op i forsamlinger, øgede han effekten ved at fyre et par revolverskud af. Bibliopatens beskrivelse af 70'ernes universitet kan da være rigtig nok. I hvert fald er den morsom. Men jeg ville nødigt have været foruden. Der var engagerede lærere. Der var gang i den, og min opgave om ekspressionisme blev til i dette inspirerende klima. Ja, undskyld mig!! Godt nok var det Karl Marx og Rosa, og hvordan man skabte en bedre verden. Men hvad taler de unge om i dag? Friværdi, rentefrie lån og 'optimale' køkkener, boligindretning ... Jeg keder mig i unge menneskers selskab. Og de midaldrende? Skaderne fra 70'ernes uni-indoktrinering er vist til at overse. Med venlige hilsener Birthe Holch Søvnløs Kære Bibliopat, Som storforbruger af litteratur fra biblioteket er jeg ofte beskæmmet over ikke at kunne besvare det aktuelle quizspørgsmål. Desto gladere bliver jeg de gange, jeg kan. Indtil nu har jeg dog ikke taget mig sammen til at maile, men denne gang måtte jeg. I 'Trækopfuglens krønike' holdt Toru Okada mig vågen et par nætter eller tre med sine genvordigheder med den forsvundne kat og den ikke mindre forsvundne kone plus hvad der ellers hænder. Den var ikke til at lægge fra sig før den lykkelige (?) ende. Lige nu er jeg ved at læse samme forfatter 'Sønden for Grænsen og Vesten for Solen'. God fornøjelse til dem, der har hans forfatterskab til gode. Med venlig hilsen (også til mine kompetente og meget hjælpsomme bibliotekarer i Allerød) Nanna Bisp Büchert