Det er »en mærkedag for dansk boghistorie«, jubler Erik Svendsen i Jyllands-Posten. »Jeg har aldrig set noget lignende. Det er et imponerende arbejde, respektindgydende«. Intertekstuelle hilsener Anledningen er Niels Lyngsøs kvadratiske digt- og poetiksamling 'Morfeus', der hverken har begyndelse eller ende, men derimod 210 løsblade samlet med fem ringe og anbragt i en kassette, der er designet af forfatteren selv. På løsbladene findes en stor variation af figurdigte, drømmetekster, sonetter og poetologiske reflektioner, der er placeret sådan på siderne, at læseren konstant må vende og dreje værket for at have adgang til teksten. En lang række intertekstuelle hilsener til kolleger udi lyrik- og poetikfaget viser endvidere, at Lyngsø sigter målrettet efter en plads i litteraturhistoriens gode selskab. Righoldig sproggenstand Skal man tro Svendsen, fortjener han den: »Jeg vil frejdigt påstå, at den (bogen, red.) skriver sig ind i litteraturhistorien, fordi den er så radikalt eksperimenterende, både formelt, æstetisk, genremæssigt, layoutmæssigt og som designet objekt. Forfatteren har selv stået for hele herligheden. Han må kunne få job i hvilket som helst avanceret computerfirma«. Også i nærværende avis rasles der med litteraturhistorien, idet Bo Jørgensen noterer, at værket »føjer sit kvadrat til det net af forbindelser og spor, som krydser gennem en (litterær) bevidsthed«. Mens Erik Skyum-Nielsen i Information beskriver 'Morfeus' som »en umådelig righoldig sproggenstand, som vi næppe foreløbig bliver færdige med, som lang tid fremover vil sætte dagsordenen for mange kvalificerede diskussioner om kunst og litteratur, og som indimellem kan virke som en meddelelse, der kommer rejsende til os fra et lyspunkt i det ydre rum«. Problematiske nøglebegreber Så vildt som til rumrejser går det bestemt ikke for sig i Kristeligt Dagblad, hvor Peter Stein Larsen ikke er så let at imponere. Han mener, at figurdigtene er set »et utal af gange før i litteraturhistorien«, og at der »kun i svag grad er tale om æstetisk nytænkning«. Længere end til »der er mange interessante tekststykker rundt omkring i værket« kan han ikke strække roserne. Et af Stein Larsens ankepunkter er, at »de nøglebegreber, som Lyngsø anvender om sin egen poesi, nemlig 'flerstemmighed' og 'verdensvendthed' (er) problematiske. Flerstemmighed er således ikke kun et spørgsmål om at konstruere forskellige 'spor' igennem teksterne (...) men også i høj grad om at skabe et poetisk sprog, hvor flere sociale kontekster har en afsmitning på det digteriske sprog. Og i Lyngsøs værker møder man (...) i voldsom grad kun én poetisk stemme, der taler monologisk, sagligt videnskabeligt og kontrolleret ud i det tomme rum«. Tyvstjålne tricks Men hvad siger mon Lyngsøs gamle antagonist på Weekendavisen, Lars Bukdahl. Leverer han en slammer i klasse A? Bestemt ikke. Ganske vist kan Bukdahl sætte navn og adresse på det utal af steder, Lyngsø har været på hugst i litteraturhistorien (det må være det, Peter Stein Larsen også kan, uden at han dog nævner navne); men i Weekendavisen skal det ikke ligge Lyngsø til last: »Selvfølgelig er flertallet af trickene tyvstjålet fra folk som Højholt (intet i Morfeus slår magien i den skyggeløse, udbulende tekst i Volumen), Klaus Høeck, Svend Åge Madsen (der sidste år medvirkede i en ikke ueffen spiralryggesløs bog, nemlig Biennale-kataloget), Dan Turèll/Peter Laugesen (Dobbeltskrift!) og Hans-Jørgen Nielsen/Johannes L. Madsen/Vagn Steen (med samt udenlandske mentorer), for slet ikke at tale om de tudsegamle barokdigtere, men det er da for fanden på tide, at disse trapezhelte bliver berøvet for alvor og tricksene pudset af«. »Og overfladen, den enkelte sides stilleben såvel som formernes flugt gennem værket, glitrer absolut fornemt, basta«, fastslår Bukdahl og slutter såmænd sin anmeldelse af med et »hurra på stylter« for »hele den viltre visualitet og gymnastiske bladrevrinklen«. For lidt sanset barndom Hvad Bukdahl bryder sig mindre om, er poetikkens »vidtløftige snusfornuft« og ikke mindst Lyngsøs interesse for skriveprocessen: »Hvad rager det egentlig nogen, at Lyngsø føler, at han skriver »med hele kroppen«? Hvis han kun skrev med venstre hånds lillefinger og skrev et godt digt med den, var det vel helt i orden?« spørger gonzoanmelderen, der vist ikke synes, at digtere skal gøre sig til. Midt i al beundringen for 'Morfeus'' virtuositet kan hverken Jyllands-Posten, Politiken eller Information dog sige sig helt fri for indvendinger. »Jeg er imponeret, og dog bliver min læsning distræt. Måske fordi der er for megen teori bag digtene«, sukker Erik Svendsen i den jyske avis, mens Bo Jørgensen i Politiken mener, at for meget bliver trukket gennem netværkstankens filter: »Når jeg læser, hvordan den seksårige Lyngsø oplever en biltur som et kakofonisk værk, så er der for meget efterrationalisering og for lidt sanset barndom«, skriver Jørgensen. Digte uden adgangsbillet I Information konstaterer Erik Skyum-Nielsen, at et »faretruende højt antal digte (falder) igennem, som en slags uskyldige gidsler samlet for princippets skyld«. De er, om man så må sige, ikke »mødt frivilligt op med gyldig kunstnerisk adgangsbillet«. Ingen af indvendingerne rokker dog ved det samlede indtryk af, at Niels Lyngsø har været meget, meget dygtig, og at værket er værd at tage alvorligt. Som Bo Jørgensen formulerer det i vor egen avis: »Om 'Morfeus' er et mesterværk, må tiden dømme - men det er et uomgængeligt hovedværk«.