Jeg begærer dig så meget, at jeg tror, jeg vil rive dig i småstykker, når jeg første gang holder dig i mine arme, jeg vil flå tøjet af dig, rulle rundt oven på dig, gøre alt for at få afløb for denne grænseløse længsel efter at kysse dig, holde om dig, eje dig«. Ordene flyder som en flod af lidenskab, en brusende strøm, som ingen kraft i verden kan standse, og selv om manden, der skrev dem, døde for 19 år siden, er de - ordene - blevet centrum for sommerens mest ophedede debat i Italien. Dagbladet Corriere della Sera offentliggjorde 4. og 5. august en lang række uddrag af de hidtil hemmeligholdte kærlighedsbreve, som den verdensberømte italienske forfatter Italo Calvino skrev til sin gifte elskerinde, skuespillerinden Elsa de' Giorgi, mens de var kærester fra februar 1955 til efteråret 1958. En af sekvenserne lyder sådan her: »Du er en lille vidunderlig pige, jeg sætter dig på mine knæ, jeg bider dig i skulderen, jeg begraver mit hoved mellem dine små søde bryster, jeg kærtegner din rosa og bløde hud«. Overtrædelse af ophavsretten Men helvede er fulgt i kølvandet på den litterære sensation, hvis kvaliteter svinger noget mere end det officielle, stærkt stringente forfatterskab. Calvinos enke, som heldigvis først blev gift med forfatteren, da lidenskaben mellem ham og de' Giorgi var ebbet ud, har sat en advokat på sagen og vil have Corriere della Sera dømt for overtrædelse af ophavsretten. Brevene var nemlig opbevaret i et manuskriptarkiv med den klausul, at de ikke måtte offentliggøres før 25 år efter forfatterens død. Corriere della Sera har ikke afsløret, hvordan avisen er kommet i besiddelse af brevene, men har lovet, at der kommer flere uddrag i nærmeste fremtid. Offentlig interesse I mellemtiden har landets intellektuelle elite kastet sig ud i en voldsom debat, der dels cirkler omkring det timelige i overhovedet at sende Calvinos private breve ud i offentligheden, og dels diskuterer, hvor meget Calvinos person og litterære værker blev påvirket af kærligheden til en af den tids mest populære skuespillerinder. De eksisterende biografier om Calvino overser fuldstændig affæren, hvorved en alt for vigtig brik til forståelse af forfatterskabet og manden går tabt, lyder kritikken. I mellemtiden er den bredere offentlighed mere interesseret i at kigge gennem nøglehullet til Calvinos amourøse udskejelser og dykke helt derned under dynen, hvor intellektet satte ud, og biografierne stod af. »I vildskab, i lidenskab« Forfatteren til 'Hvis en vinternat en rejsende' og 'De usynlige Byer' er nemlig kendt som en kølig, velovervejet, afbalanceret og reserveret mand, der levede et arbejdsomt og - troede man - blodfattigt liv. Netop derfor vækker det opstandelse, når man pludselig kan læse sætninger som: »Vi lever i en rus. Jeg kan ikke forestille mig at eksistere uden for vores magiske kærligheds cirkel«. Calvino selv forbavses over sin egen forvandling, mens den stod på. »I årevis har jeg konsolideret mig selv i en anti-vitalitets-polemik. Jeg har forsvaret mig mod enhver tilskyndelse, som ikke var kontrolleret og rationel. Men siden jeg oplever denne nye kærlighed, der som en naturkraft frigør os fra alle lænker, tager jeg del i enhver foreteelse, der tillader mig at smage på livet i største ophidselse, i de højeste toner, i vildskab, i lidenskab«. Pedantisk nøjagtighedskultur Calvino blev født 15. oktober 1923 på Cuba, hvor faderen var udsendt som agronom. Moderen var botaniker, og da lille Italo var to år gammel, flyttede familien tilbage til San Remo i Ligurien på den italienske riviera. Her voksede drengen og hans lillebror op i byens botaniske have, som forældrene forvaltede, og hvis eksotiske planter harmonerede med Italos efter italiensk målestok eksotiske opdragelse. Hjemme hos Calvino-familien var der hverken løsslupne søndagsfrokoster, melodramatiske hyletoner eller religiøs magi. Moral var lig med arbejdsmoral, naturvidenskaben stod højere end de højere magter, og Italos barnetro blev præget af kærlighed for detaljen, en afmålt og kølig præcision i alle livets forhold, han fik i sit hjem en næsten pedantisk nøjagtighedskultur, som kom til at præge både ham og hans værker. »At livet også kunne være en bortødslen, altså at det også kunne være lidenskab, det medgav min mor ikke«, har han selv sagt. »Min egen stråle« Men Elsa de' Giorgi skulle give ham, hvad han ikke fik af mor og far. Hun var hans diametrale modsætning, en livsglad kvinde med en forkærlighed for det mondæne og det levede liv. Hun var otte år ældre end ham og fik sin filmdebut som 18-årig. Hun var en populær skuespillerinde i det fascistiske Italien, men havde også en forfatter i maven. Det var med et manuskript i hånden, at hun gik lige ind i hovedet og hjertet på Calvino, der var redaktør på Einaudi-forlaget. Herefter fulgte knap fire hede år. Calvino har selv kaldt mødet med Elsa for en åbenbaring, deres kærlighed blev en skillelinje, hvorefter han opdelte sit liv i før og efter, og brevene flød i en lind strøm, i alt omkring 300. Nogle af dem er kærlige, andre lettere patetiske - »Hold fast i solen, min egen stråle, lad ikke efteråret komme, jeg ønsker, at vores sommer skal vare evigt« - atter andre lidenskabelige og nogle erotiske. »I mine bukser er eksploderet en uro, som bevæger sig fra toppen mod bunden, en tilstand af utilfredsstillelse og forvirring, som kommer til udtryk med en brutalitet, som kan medføre såvel store resultater som alvorlig fare«. Kærligheden kom til at lide under det ikke uvæsentlige forhold, at Elsa var gift med en adelsmand fra Firenze. Blot fem måneder efter starten på deres forbudte romantik forsvandt Elsas mands, muligvis for at løbe fra en finansskandale. Men ifølge Corriere della Sera sendte han et brev til sin kone fra sit tilflugtssted i USA og forklarede hende, at han rejste, »fordi jeg ikke kunne holde vores liv ud længere«. Året efter dukkede han op og krævede skilsmisse. Han blev fundet hængt på et hotel i Washington i oktober 1975, og der var formentlig tale om selvmord. ... men til sidst hed hun bare Elsa I mellemtiden var kærligheden mellem Italo og Elsa ebbet ud. De to forsøgte undervejs at tilbringe mere end skjulte øjeblikke sammen, men forsøget mislykkedes. De skændtes over detaljer, deres forhold var dømt til lidenskab, ikke samliv, og i de sidste breve, der ikke længere er stilet til »solstrålen« eller »paradisfuglen«, men slet og ret til »Elsa«, forsøger Calvino at generobre sit kontrollerede, cerebrale jeg. »Fortiden er en skat, som vi må bære med os. Vi må prøve at kaste det bedste lys på den, så den altid vil komme os til undsætning. Vi vil være meget dygtige og leve op til det bedste i os, hvis det med tiden skal lykkes os at forvandle vores følelser til et venskab baseret på respekt og dybt kendskab til hinanden. Det vil også være den eneste måde, hvorpå vi kan undgå igen at gøre hinanden ondt og (imod enhver fornuft) hade hinanden. Jeg ved, at der for dette vil være en smertelig pris at betale«. Kort efter bruddet med Elsa flyttede Calvino til New York - en by, han tog til sig som sin idealby. Siden blev han gift med argentinske 'Chichita', hvis egentlige navn er Esther Judith Singer, og parret fik en datter i 1965. Familien boede først i Paris, senere i Rom, og Calvino fortsatte med at være en ivrig, skønt stadig mere forbitret og desillusioneret deltager i samfundsdebatten ud fra sit ståsted på venstrefløjen. I 1985 døde han pludselig af en hjerneblødning, mens Elsa de' Giorgi levede til 1997. Han blev 62, hun 81.