Prinsesse Klare Rask som fuglen frisk sprang jeg så ud på Boulevarden den eftermiddag, da jeg gjorde alting for sidste gang, hvad der i sig selv er vidunderligt, når man nu er så forfærdelig træt. Skyerne havde lagt sig til at sove på fliserne, fordi jeg ikke havde brug for dem. Jeg kunne ikke have al deres flyden sammen og evige foranderlighed, færdig med dem. Det regnede fra en stærkt blå himmel, og alle mennesker opløstes og forsvandt, idet jeg gik forbi dem. De fik den blideste død uden at mærke det mindste, akkurat som de to hundrede uoverkommelige ulykker i min vindueskarm, jeg lige havde revet i stykker. Og som den sidste jeg talte med, mens jeg endnu befandt mig inde i mig selv, et opholdssted jeg aldrig har brudt mig om. Det var en dame fra Journalistforbundets avisudklipsbureau. Hun gjorde mig opmærksom på, at jeg skyldte dem 700 kr., hvad jeg naturligvis var ligeglad med, men jeg var fornuftig nok til at opsige mit abonnement. Så tog det hele fart som til lyde af pauker og trommer, og alt mens jeg for at lede forfølgerne på vildspor styrtede fra den ene taxa til den anden med min sammenrullede sovepose og de nødvendige remedier i en gammel grim taske, slog jeg alle mennesker i hele verden ihjel. Lige fra Kejseren i Kina, så sorrigfuld, til den onde og ulykkelige Ulrike Meinhof for slet ikke at tale om Bent Bertramsen og dem oppe i regeringen og manden på gulvet og akademikerne og arbejderne og rødstrømperne, og dem jeg kunne lide og dem jeg ikke kunne lide, de onde og de gode, og dem, der ikke skulle græde for min skyld. Jeg blev ganske forpustet og kom hele tiden til at le, fordi jeg blev mere og mere lykkelig og måtte se helt fjollet ud med det enorme hoved, der dinglede på sin stilk af en krop, og så kom turen til alle ordene, der fløj utålmodigt ud af munden, ørerne og næseborene, og som jeg nu også bare skulle af med een gang for alle, men så længe nogen hørte dem, måtte de naturligvis sorteres, så kun små og almindelige kunne siges højt og tydeligt, resten måtte slippes løs på een gang når jeg nåede mit bestemmelsessted. Alle de stive opretstående tanker, der så længe havde været overanstrengte af planlægning og tilrettelæggelsen, brød sammen af sig selv, det behøvede jeg ikke at tage mig af. Vinden tog dem med sig, idet den med en sjov lille fløjten susede ind gennem det ene øre og ud ad det andet, der var ordentlig gennemtræk, og færdig med sådan et hvirvelvindsliv, når det nu er blevet sådan, at man overhovedet ikke kan finde ud af noget som helst mere og kun kender folk, der er ulykkelige eller folk, der drikker, hvad der jo kommer ud på et. Og heldigvis var den sidste taxa-Frederik stum som en dør og så ud som en, der er bange for spøgelser mens jeg fik fumlet sedlerne frem. Jeg gav mig selv et kvarters hvile, før jeg tog fat på det sidste stykke arbejde jeg skulle udføre. Hvilken umådelig fred og stilhed på denne våde plet i skovbunden! Den uendelige lykke ved aldrig mere at skulle se noget menneske i verden. Det regnede stærkere og den strålende københavnske himmel var fulgt med mig, og lige før intet nogen sinde mere ville forandre sig - nu lå jeg oven på soveposen - rev de allersidste ord sig løs fra min bevidsthed til noget der lignede de trætte og sprukne toner fra en lirekasse: Højt på kransekagens top står prinsesse Klare, Røde støvler har hun på. Himlen hende bevare. Røde støvler, en hat med fjer. de sødeste pusselanker. men i det skønne sukkerbryst en bitter mandel banker. Oh, en grusom konditorsvend forbitret hendes lykke. Dog må hun holde sig stiv og strunk, for hun har ståltråd i ryggen. Himlen bevare prinsessens liv og skærme hendes vandel. Den kan sagtens der har i sit bryst en ganske almindelig mandel. Svar på et åbent brev om selvmord og frihedKære Johannes Møllehave. Tak for Deres åbne brev (kronikken torsdag). Den søndagsartikel om min 'sidste dag' var kun ment som en lyrisk fantasi over et selvmordsforsøg der mislykkedes. Jeg skrev den dels fordi jeg havde lyst til det og dels fordi jeg ikke syntes jeg sådan kunne genoptage min muntre tone i bladets spalter, som om der ingen afbrydelse havde været. Da jeg var seksten år, kom jeg en aften senere hjem end det foreskrevne tidspunkt. Jeg havde været til bal i Folkets Hus. Min far så tungsindigt på mig, rystede på hovedet og sagde: »Du er snart ved at blive et offentligt fruentimmer«. Jeg havde ellers kun hørt ham bruge det udryk om Agnes Henningsen, hvis bøger det af den grund var mig forbudt at læse. Dengang drømte hverken min far eller jeg om, at jeg skulle blive et offentligt anliggende på linje med toppolitikere og kongelige personer. Det har jeg aldrig ønsket, aldrig stræbt imod, og aldrig følt som noget, jeg skulle leve op til. Jeg har ingen eksaminer, ingen uddannelse, og jeg er den dag i dag tynget af min uvidenhed om mangt og meget i denne verden. Jeg har skrevet nogle bøger og kan ikke indse, at det giver mig 'autoritet'. For det ønsker jeg mindst af alt at eje. Jeg kan heller ikke være forpligtet til at tage stilling til alle mulige fænomener, lige fra opskriften på Oldemors Pandekager til Fællesmarkedet. Og med ingen af mine personlige handlinger har jeg drømt om at være et eksempel til efterfølgelse, og da allermindst med den sidste. De synes mest rystet over sætningen: Den uendelige lykke ved aldrig mere at skulle se noget menneske i verden. Men lige i den situation var et hvilket som helst menneske farligt for mig, som jeg sad der og havde det så godt, omgivet af pilleglas, mælkekartoner og et par seven ups, for ikke at løbe tør for væske. For skønt det ikke mere er strafbart at begå selvmord, er det strafbart at overvære processen uden at gøre noget for at forhindre den. Ellers kan jeg godt lide mennesker, selv om der naturligvis er nogle eksemplarer, jeg ikke bryder mig om at være i stue med. Ingen beklager mere end jeg, at der kom til at stå sensation også om denne handling. Eller rettere: det forudså jeg, men mente ikke jeg ville komme til at opleve den. Jeg har aldrig rådet noget menneske til at tage sit eget liv, men i de få tilfælde, hvor jeg har skønnet, at beslutningen var resultatet af fornuftige overvejelser, har jeg heller ikke frarådet det. I psykiatrien hersker det dogme, at selvmordet altid er en sygelig handling, men bortset fra at det selvfølgelig aldrig finder sted i et anfald af lallende livsglæde, er jeg ikke enig i dette. Jeg bilder mig heller ikke ind, at et menneske vil tage livet af sig eller prøve på det ene og alene fordi jeg har gjort det. Det ville jo svare til, at man blev forbryder af at læse Genet, eller homoseksuel ved at fordybe sig i Prousts og Herman Bangs værker. Selv de mest fanatiske beundrere af van Gogh finder vel heller ikke på at skære deres ene øre af. Og nu? 'Den menneskelige ånd trættes og nedbrydes af bestandig at nære én og samme tanke', siger Pascal. Og deri har han ret. Alt for længe har jeg beskæftiget mig med tanken om selvmord. Om retten til at vælge sin egen død i stedet for at blive fanget i den grusomme fælde, hvorfra der kun er een udgang. Jeg har det godt nu, som havde både min sjæl og krop gennemgået et renselsens bad. Metoden er dog ikke anbefalelsesværdig. Den opnåede (sikkert kun midlertidige) sjælelige balance indfinder sig i hvert fald aldrig i de ikke så få tilfælde, hvor forestillingen arrangeres med henblik på redning. Jeg ved det, for også det har jeg prøvet. De mener eet, jeg noget andet om denne 'sag', som jeg ikke ser nogen grund til at koge mere suppe på. Den fredag er allerede fjern og uvirkelig for mig som en smuk drøm. Det der skete var ikke tænkt som noget diskussionsoplæg, og jeg vil så gerne at der igen bliver lidt stille om min person. Med venlig hilsen Tove Ditlevsen. P.S. Prinsesse Klare er skrevet af Louis Levy.