Morten Nielsen fik kun udgivet én digtsamling i levende live. Den kom på Athenæum i 1943 - så beskedent, som den slags bøger nu blev udgivet dengang - altså en grå bog med rød overskrift: 'Krigere uden Vaaben'. Intet om digteren, intet om debutanten. Men det er digte, man ikke kan glemme. Først og fremmest taler de direkte til hjertet - et ord, Morten Nielsen sjældent selv anvendte. Det er 'ansigt', 'hænder', 'ord', 'jord' - helt konkrete begreber, han bruger i sine digte, og hvis 'hjertet' endelig optræder, har det noget med sig, det er løsrevet fra den banale hjerte-smerte-lyrik, som hans samtid var rig på. »Mit Hjerte er tomt«, kunne han skrive, men måtte fortsætte: »som det drivende Hvælv«. Han måtte bebrejde nogen, at lykken var forbi, men den person, han stærkest bebrejder, er sig selv. Prosaisk poesi Overraskende og varig er også hans fornyelse af besættelsestidsanklagerne: Han var selv medskyldig, fordi han var et medmenneske. Hvem kunne skrive: »Der er fattigt i mine Øjne«, mens modstanderne var i riget? Hvem ville beskæftige sig med Tykke, som blev nazist, fordi han engang blev forsvarsløst til grin i skolen? Det, som Tykke ville dræbe, var »alle de onde Aar«. Fortiden spiller en rolle, sammenfattet i det afgørende sekund, da noget vigtigt bliver tilendebragt. Dengang det var før - det er hans anstødssten, hans egentlige smerte. Trods den unge forfatters stædige arbejde med form og metrik er Morten Nielsens digte ganske prosaiske i deres udtryk. Man må ikke glemme, at datidens digtergeneration troede på formen og næppe kunne skrive urimede digte. Når Morten Nielsen i sine mange kladder og forberedelser til digtene bearbejdede rytmen og skanderede i marginen, var det ikke et udtryk for en excentrisk vilje til metrik i sig selv - men fordi han mente, at et digt ikke kunne skrives uden rim og rytme. Metrikkens gåder Sådan havde mange digtere det før modernismens indtog, og dét, vi i dag anser for interessant - så interessant, at Thomas Bredsdorff i 2001 har gjort metrikken til genstand for analyse i 'Læsninger i dansk litteratur' - var selve digtets væsen, dets egentlige poesi, hvor form og indhold træder sammen i karakter - aldrig digte uden rytme, næppe digte uden rim. Det vil vise sig, at de digte, man husker udenad, er dem, som har en rytme og nogle rim. Salmevers fra skoletiden? Hør her. Det er digtet om et gensyn med en veninde, som nu er blevet en andens: Du er ny som dit eget Foraar
Men som det har du hemmeligt med:
Ting der altid vil aande i det Skjulte
som overstået Ømhed og Fortræd.Poesi frem for prosa Dengang det var før - det var Morten Nielsens særlige tidsperspektiv, som han var alene om i besættelsestidens lyrik. Dengang det var før - og nuet, som kan forandre sig. Dagligdagens talesprog er prosaisk - ment bogstaveligt - og dagligdagens talesprog er det også. Morten Nielsen benytter selvfølgelig prosaen i sine posthumt udgivne 'Breve til en ven' (1962) og 'Breve fra Morten Nielsen' (1966). Men kunstens forudsætninger var anderledes. Skrive prosa kunne vel enhver. Konflikten mellem prosa og poesi var for Morten Nielsen næsten ikkeeksisterende, for han troede på sproget og dermed på digtet som den kunstform, han kunne mestre. Ligesom den norske digter Olaf Bull hersede han med tanken om at skrive prosa, men han kunne - ligesom Olaf Bull! - ikke. Det rakte hans sprog ikke til. Kampen mod døden Og det er vel spørgsmålet, om god prosa ikke altid har et element af digt i sig. God prosa har rytme og få metaforer, god prosa er optaget af at beskrive en stemning og et indtil nu hemmeligt livsindhold så præcist som muligt. Knækprosaen blev en kortfattet og fattig fornyelse - i modsætning til modernismen, som havde lært sig at mistro sproget og gøre det helt subjektivt. Ofte skal man nærlæse modernismens digte for at forstå dem. Morten Nielsens lyrik forstås umiddelbart, i det sekund man læser den: Du skal vokse og blomstre og sætte dine Frø.
Du er endnu for ringe til at dø. Det er ikke moralisme, det er moral. Moralen er altid med som en indeholdt pointe, læseren kan leve videre på. Døden var naturligt nær under besættelsen, men kampen mod den, ikke tilfredsstillelsen ved den, er Morten Nielsens centrale udsagn. Det evige øjeblik Hans kærlighedsdigte er sjældent lykkelige i nuet - et af dem (gengivet i Paul la Cours udgave af 'Efterladte Digte', som udkom i 1945) skiller sig ud, fordi det er nu, uden fortid og fremtid: Alt er saa let, befriet som en Barndom -
den blege Rude, Skæret over dig - -
Vi taler næsten ikke med hinanden,
men vore Hænder hviler aldrig ene. Andre gange var han ærligere end de fleste: Tak for dét - at du ingenting var
uden et Træ og grønt Græs ved dets Fod.Besættelsestiden i farver Besættelsestidens metaforer er der næsten ingen af i Morten Nielsens lyrik - noget konkret minder ham slående om noget andet konkret, som i indledningsdigtet i 'Krigere uden Vaaben', hvor maskinernes jerngrå lyde har gjort en ung kammerat rådvild og angst: Det stod som en Tordnen i Luften.
Støvlerne lød som Regn,
stridt og usaligt og graat
henover Vejen. 'Vejen' skal udtales 'Vejn' - men det er selvfølgelig ikke det smukkeste ved digtet. Det er de marcherende støvler, der lyder som piskende regn. At kunne finde ord, som er skjulte og oplagte, ord, hvis mening går op for én, i samme øjeblik man læser digtet, er hele kunsten. Besættelsestiden er i farver i hans lyrik, ikke i sort-hvid som på filmene. 'Dengang det var før' kunne være hele overskriften på hans digte - vel et modent statement af én, som var fuldt til stede, da det var nu. Jeg er ked af, at jeg ikke kan høre hans stemme - det understreger vigtigheden af båndoptagelser med tidens digtere. Men han kan citeres, og han vil blive citeret også i næste århundrede.