Statelige, trinde Buck Mulligan trådte op fra det øverste af trappen; han bar en skål med sæbeskum, på hvilken et spejl og en barberkniv lå over kors. Uomgjordet bares en gul slåbrok bag ham af den milde morgenluft«. Sådan begynder den. Og sådan slutter den: »... og så spurgte han mig om jeg ville ja sig ja min bjergblomst og først slog jeg armene om ham ja og trak ham ned til mig så han kunne mærke mine bryster og fornemme deres stærke duft ja og hans hjerte bankede så vildt og ja sagde jeg ja jeg vil Ja«. Ind i mellem de to passager ligger små 800 siders vild, urolig, rystende, blid, hviskende, stille, satirisk og alt for ofte næsten fornærmende smuk prosa, der kredser om ganske almindelige menneskers ganske ualmindelige hverdagsliv engang på tærsklen til det moderne byliv. I starten har vi den medicinstuderende Buck Mulligan, der bor til leje i et tårn, Martello Tower, lidt uden for Dublin sammen med et par kammesjukker; til slut overhører vi den frodige, yppige og modne Molly Bloom, hjemmegående husmor, ligge i sengen og tænke tilbage på dengang, hun blev friet til af den mand, hun lidt tidligere samme dag bedrog med den virile Blazes Boylan. Hvem, hvad, hvor, hvorfor? Værket er skrevet af irske James Aloysius Joyce (1882-1941), det hedder såmænd 'Ulysses'. Det udkom i 1922, men foregår en dejlig junidag i Dublin, helt præcist 16. juni 1904, altså for nøjagtig 100 år siden i dag - og hvad handler det hele om? Det sidste er lige så let og svært at svare på som spørgsmålet om, hvad livet går ud på? Alt og intet, og ind i mellem lidt af hvert. Men egentlig er det hele meget enkelt. Joyce beskriver gennem en midaldrende annoncesælger, Leopold Bloom, og en ung digterspire, Stephen Dedalus, scener, mennesker, sprog og stemninger i Irlands hovedstad igennem blot én dag, dengang i 1904. Den svære svære bog Det er ikke så meget det, han gør, Joyce; det er mere måden, han gør det på, der skaber - udfordringer, for nu at sige det pænt. 'Ulysses' er nemlig en vaskeægte klassiker, det vil sige en bog, alle kender, men ingen har læst. Joyce skrev selv om den: »Jeg har indlagt så mange gåder og hjernedrillere, at det vil holde professorerne beskæftiget i århundreder med at diskutere, hvad jeg mente, og det er den eneste måde, på hvilken man kan sikre sig udødelighed«. Som det fremgår, var Joyce en drillepind af rang, og ikke en af de mest beskedne af slagsen - han mente også, han med 'Ulysses' havde brændt det engelske sprogs marker af, så hårdt og flammende, at hans efterfølgere lige så godt kunne opgive på forhånd; og så var der kun de Store Drenge tilbage, som Joyce kunne brydes med, og stå på skuldrene af: Bibelen, Shakespeare, Milton, Dante, Goethe. Og professorerne har med stor begærlighed kastet sig over opgaven; talrige er de universitetskarrierer, der indirekte er skabt i kraft af Joyce, og store er de finske skove, der har måttet lægge ved til den kolossale produktion af bøger og artikler, som Joyce-industrien årligt spytter ud. Men det er netop en del af hele problemet eller rettere: udfordringen. For alt i mens Joyces (langt hen ad vejen berettigede) storhedsvanvid, og professorernes nærsynede myreflid, har skabt og cementeret hans eget og 'Ulysses'' ry som det forrige århundredes henholdsvis største forfattergeni og største romanværk - en litterær pendant til Einstein og relativitetsteorien - så har det også frembragt en fuldkommen åndssvag barriere. En opfattelse af, at bogen er afsindig svær, forfatteren afsindigt klog og dermed et krav om, at også læseren skal have mindst otte ph.d.-grader, en IQ på linje med skurken Kissinger og tre afhandlinger bag sig, før hun kan begynde at forstå en bønne. Intet kunne være mere forkert. Råd til læseren Første råd til læseren: Gør som Klods-Hans og trask lige ind i værket med dybt uimponerede halmtotter stikkende op af træskoene. Andet råd til læseren: Er der noget, du ikke forstår i første ombæring, så ignorer det og tramp lystigt videre. Det gælder om at mobilisere al den frejdighed og selvtillid, man gemmer på. Man skal ikke lade sig dupere af bogens ry, men bare klø på - ligesom man ville angribe Bibelen, uden dikkedarer, og for at se, hvad der står. Men uden nødvendigvis at forstå alt. Som læsere er vi jo vant til, at en bog hænger sammen fra begyndelse til slutning; at der er et plot, vi kan følge; at der er en række personer, vi kan lære at holde af eller afsky; at alt i værket hænger sammen og bidrager til dets betydningsunivers. Sådan er det ikke kun i 'Ulysses'. Hvis det at læse en mere almindelig roman svarer til at køre en tur ned ad Østerbrogade i enten en beskeden Skoda eller en mere opulent Bentley, ja så modsvarer 'Ulysses' nærmest Dæmonen inde i Tivoli: Det går i vilde spring og cirkler, et øjeblik sidder man med hovedet nedad, det næste suser man ned ad sporet, mens håret klistrer sig fast i nakken, og et forsigtigt brøl klemmer sig ud af struben. Men skal man nyde turen, kræver det såmænd ikke andet, end at man hengiver sig, at man slipper kontrollen og giver los. Og de råd er der trods alt forbavsende mange læsere, der har taget til sig, især i den anglo-amerikanske verden. Var der bare tale om en forfængelig professor-fetich eller om en monstrøst kompliceret krydsordsleg (som Joyces bror Stanislaus anklagede det sidste værk, 'Finnegans Wake', for at være), ville det jo for længst være gledet ud i ukendthedens nådige mørke. Men værket lever og læses på bedste beskub, tusindvis af læsegrupper mødes og snakker om det eller diskuterer det på et af internettets utallige diskussionsfora, mange valfarter hvert år til Dublin på Bloomsday, og det er alle slags mennesker, høj som lav, lærd som læg. 'Ulysses' er sprængfyldt af liv, og det ligger bare og venter på, at også De, kære læser, gør Dem selv den tjeneste at traske ind i dets myldrende, kriblende, snakkende, grædende, stønnende og leende Dublinunivers. Romanens opbygning Hvordan er den her litterære dæmon så bygget op? Joyce var en kontrolfreak og mestermanipulator og orkestrerede da også selv modtagelsen af værket i store træk. Romanen er meget løst baseret på Homers 'Odysseen'. I selve romanen har hvert kapitel blot et tal, men på et skema, som Joyce fremsendte til en ven (og som findes i lidt forskellige versioner), er alle atten kapitler forsynet med en betegnelse hentet fra steder, personer eller begivenheder hos Homer: Telemakus, Nestor, Proteus, Kalypso, Lotusspiserne, Hades, Æolus, Lestrygonerne, Skylla og Karybdis, De vandrende klipper, Sirenerne, Kykloperne, Nausicaa, Solens okser, Kirke, Eumæus, Ithaka og Penelope. Hvert kapitel har et afgrænset tidspunkt og sted, og det er udrustet med en hel, jesuitisk tolkningsnøgle, en kunstart eller disciplin, et symbol, et kropsorgan, en teknik - et skema, der skifter i alle kapitler, for eksempel er det historiefaget, hesten og katekismen i andet kapitel, mens vi får hjernen, litteraturen, Stratford og London (for Shakespeare) og dialektik i niende kapitel, og fjortende kapitel kan byde på skødet, medicin, mødre (som symbol), og embryologi. Joyce veksler mellem disse tolkningsnøgler, men han parodierer, gentager og overskriver samtidig majoriteten af kendte stemmer og stilarter i engelsk litteratur og verdenslitteraturen generelt - det er som en mester, der godt lige vil demonstrere, hvad han kan, og så yde det ekstra, der giver konkurrenterne baghjul. Piplende hverdagsstrøm Joyce opfandt for resten i forbifarten to nye litterære teknikker, den indre monolog og den såkaldte stream of consciousness, altså bevidsthedsstrøm. Eller rettere, han podede de to teknikker på hinanden. Resultatet er en tekst, hvor bevidsthedens døre står pivåbne: indfald, tanker, ufærdige sætninger, udbrud, ting man skal huske at gøre - alt flyder i en piblende hverdagsstrøm ned over siderne. Men alle de svimlende underfundigheder, Joyce indlagde, bør man som sagt se som bittesmå mønstre i en stor katedral eller som flimrende detaljer, mens man suser forbi. Handlingen er der nemlig forbavsende få ben i. I de første tre kapitler møder vi unge Stephen Dedalus. Han er let melankolsk. Han blev kaldt hjem fra udlandet til sin moders dødsleje, nægtede at udføre hendes sidste ønske (at han skulle knæle og bede og dermed overgive sig til den katolske tro), og plages nu af skyld. Stephen bor ude i Martello Tower, underviser lidt og går i tredje kapitel en tur på stranden. I de næste tre kapitler følger vi Leopold Bloom, den jødisk-irske reklamemand, der nok er bogens mest centrale, bedrøvelige antihelt. Om morgenen forlader han sit hjem, vel vidende at hans Molly senere på dagen planlægger at være ham utro, han er til begravelse, forsøger at sælge en del annoncer, køber lidt ind, spekulerer i forbifarten på sin vivs utroskab, på sit døde barn (det andet er i live), men glæder sig trods alt over livet. Så skifter vi rapt til en avisredaktion, en pub og et bibliotekskontor: Her kæfter mænd op, snakker og bralrer og diskuterer, nogle er tåbelige og aggressive, andre er vittige og defensive, helt som i virkeligheden. I tiende kapitel bevæger vi os via nitten små vignetter ud og ser stumper og fragmenter af livet i Dublins gader. Så glider vi ind i en bar, iagttager nogle barpiger flirte og snakke, Bloom udsættes for et halv-nationalistisk angreb på Barney Kiernans pub, men slipper uskadt, mens han i næste og trettende kapitel bag en klippe masturberer til synet af den syttenårige, flirtende Gerty MacDowell, synkront med et lokalt fyrværkeri: Raketterne og Bloom går af helt samtidig. Derefter smutter vi ind på Holles Street Maternity Hospital og overhører de unge studerende og læger sidde kynisk og debattere - her begynder Bloom og Stephen at kobles forsigtigt sammen, Bloom tager sig halvfaderligt af Stephen, der studentikost og brillant roder sig ud i blindgyder. Nu er klokken blevet mange, og lysterne stiger. Stephen går på bordel, fulgt af Bloom, og scenen veksler mellem hallucination og realitet, fantasme og virkelighed. I det sidste par kapitler trasker Stephen med Bloom hjem til Eccles Street nr.7 og får sig en kop kakao og endnu en diskussion, og til allersidst går Bloom op til sin viv, noterer sig sporene efter hendes affære, kysser hende på bagdelen og lægger sig med hovedet ved hendes fødder. Nu er scenen åben for, at vi kan følge Mollys herostratisk berømte indre monolog, fragmenter af tanker og erindringer, drømme og håb, begær og vrede, der driver af sted stort set uden punktummer og ophold. Kvinden får det sidste, strømmende, nydende, obskøne og glubsk livsbekræftende Ja! Med hovedpersonen på lokum Det er det hele, hverken mere eller mindre. Strukturen snerper ganske vist hen ad Homers 'Odysseen': Både den unge og den ældre antihelt beskriver næsten en cirkelbue hjemme-ude-hjemme, men Joyces pointe er, at cirklen er brudt. Det kan godt være, Bloom forsoner sig med sin skæbne, men Stephen er skudt ud af kurs og kan ikke trygt vende hjem til noget Ithaka; moderen er død, Irland er lukket land, og han må gå i geografisk og mentalt eksil ovre på kontinentet, nøjagtig ligesom Joyce selv, der skrev på 'Ulysses' fra 1907 til 1922 og skrev den på farten, i Trieste, Zürich og Paris. Og til yderligere forskel fra Homer, eskorterer vi Bloom ud på lokummet og kan meget detaljeret og duftende følge med i hans tarmbevægelser. Mig bekendt er 'Ulysses' et af de første og eneste verdenslitterære hovedværker, hvor vi på den måde får direkte indblik i det, der trods alt også er en af livets grundlæggende realiteter, nemlig toiletbesøget. Det, vi får i og med 'Ulysses', er da så uendelig meget. Det er historien om kærlighed og utroskab, om byen og hverdagen, det er al verdens viden pakket encyklopædisk ind og atter smurt ud over siderne, det er satire og humor på højeste turbo, det er sentimentalitet og patos, så tårerne ublu triller, det er fortællingen om eksil og hjemløshed, om sorg og død - og så er det en bragende, fuldtonende kærlighedserklæring til livets ufatteligt brogede og ubegribeligt banale karruseltur. Det, det nu drejer sig om, er at omgøre 'Ulysses'' status som klassiker. 'Ulysses' skal være en bog, alle har læst, men ingen kender. Hvem har måske 'hørt om' Bibelen? Ideelt set, og det tror jeg også ville fryde gamle Joyces vindtørre sjæl mest, indgår 'Ulysses' som en del af vores sprog og kulturarv, som en næsten usynlig, men allestedsnærværende grundtekst, milevidt fra at være 'klassiker', milevidt fra at have ry som 'svær'. 'Ulysses' er nøjagtig lige så enkel og lige så frydefuld som det at hengive sig til en rivende og stille, en virtuos og en rørende tur i rutsjebanen. Grib chancen, tag turen allerede på Bloomsdag.