Hidtil har intet vidne i bogtyverisagen siddet så afslappet på den røde stol i vidneskranken. Men der skal mere end et retslokale til at ryste kriminalassistent Torben Hansen. Mageligt tilbagelænet og med spredte ben afgiver sagens efterforskningsleder sin forklaring. Politimanden med det obligate overskæg har styr på økonomidelen. Han fortæller nøgternt om, hvordan bogtyvens kassekredit i slutningen af 1997 stod i minus 164.000 kroner. Fire måneder senere var underskuddet vokset til 207.000 kroner. Men så gik det ellers fremad for den lille, nordsjællandske familie. Pengene begyndte at rulle ind, blandt andet blev der 23 gange indsat beløb à 56.000 kroner. Femtedagen i den historiske retssag om millionhæleriet af Det Kongelige Biblioteks værker er i fuld gang. Og anklager Helle Just vil vide mere om familiens privatøkonomi. Hvordan var forbruget? Det var stort - faktisk alt for stort i forhold til deres officielle indkomst, fortæller Torben Hansen: Fra 1998 og indtil anholdelserne havde familien et årligt overforbrug på omkring en halv million. Som blev finansieret af bogsalget. Ansatte blev afhørt i 1975 Da det bliver forsvarer Merethe Stagetorns tur til at afhøre vidnet, må kriminalassistenten rette sig lidt op. Forsvarsadvokaten vil nemlig gerne vide, om Københavns Politi fandt de gamle sagsakter frem, da den nye efterforskning begyndte i september 2003. Næh, det gjorde man sådan set ikke. Nok vidste Torben Hansen, at Det Kongelige Bibliotek havde indgivet politianmeldelse i 1975, hvor man opdagede bogtyveriet. Dengang efterforskede politiet sagen ved blandt andet at afhøre en række ansatte på biblioteket. »Erland Kolding Nielsen (direktør for Det Kongelige Bibliotek, red.) fortalte mig i efteråret, at politidirektøren i 1975 ikke fandt grundlag for tiltale, så derfor fandt jeg ikke sagens akter frem fra dengang«, siger kriminalassistenten. Merethe Stagetorns øjenbryn rejser sig i to smalle, overraskede buer over brillerne. Hun skribler på sin blok, mens hun stiller næste spørgsmål: »Aha. Ved du så noget om de sikkerhedsforanstaltninger, der blev indført på Det Kongelige Bibliotek, efter at man havde opdaget tyverierne i 1975?«. »Jeg har hørt om dem, men ikke selv set dem«, lyder svaret. »Nej, nej, du er også så ung«, konstaterer Merethe Stagetorn tørt. Hun mister efter et par tillægsspørgsmål helt interessen for kriminalbetjenten og læner sig tilbage i sin stol, på hvis ryg der hænger et Louis Vuitton-tørklæde, som giver et kærkomment modspil til retslokalets giftiggrønne vægge. Akademikere stjæler da ikke Næste mand i vidneskranken er iført fodformede sko, grå tweedjakke og en lille sort bomuldssnor, der fæstnet til buksernes bæltestrop sikrer, at hans nøglebundt ikke kan falde ud af lommen. Man er vel chefsikringsrådgiver på Det Kongelige Bibliotek. Jesper Düring Jørgensen fortæller, at bogtyven ikke var blandt de ansatte, der blev afhørt af politiet tilbage i 1975. »Der var meget få akademikere blandt dem, der blev afhørt«, erklærer chefsikringsrådgiveren, og en fnisen bølger gennem tilhørerrækkerne over datidens snobberi. »Ja, det ligner jo en tanke«, erkender Jesper Düring Jørgensen og tilføjer, at man altså dengang troede, at tyven skulle findes blandt de mennesker, der arbejdede i bibliotekets magasiner. »Det kræver megen kyndighed at færdes i magasinerne, og selv om akademikerne somme tider gik gennem magasinerne, havde de ikke deres daglige gang der. Man mente, at det var kræfter udenfor, der styrede folk indenfor. At det var bestilt arbejde«. Tog, hvad der var interessant Anklager Helle Just beder chefsikringsrådgiveren om at fortælle, hvad man kan gøre for at sløre en stjålet bogs herkomst. »Nu er jeg ikke bogtyv, så jeg ved det ikke. Men man kan blandt andet ved hjælp af viskelæder og finslibning slette en signatur eller et stempel«, siger Jesper Düring Jørgensen. Og tilføjer, at man inde i en af de bøger, der var blevet stjålet af den nu afdøde forskningsbibliotekar, fandt en huskeseddel, hvor bogtyven havde noteret sig, at værket skulle finslibes. Anklager Helle Just, der er flankeret af metalkasser, trækasser og papkasser med stjålne bøger, vil gerne vide noget mere om de værker, den nu afdøde forskningsbibliotekar luskede til sig - hev han en håndfuld ned i tasken, eller blev bøgerne plukket ud? »De store værker er taget ud af hylderne efter formodet sjældenhed eller værdi. Nogle gange blev værkerne stjålet, efter at de havde været udstillet, han tog dem altså, alt efter hvad der var interessant«. Langs den ene væg i retslokalet sidder de fire anklagede og stirrer roligt frem for sig. De ser alle trætte ud. Svigerdatteren tager sig en slurk cola en gang imellem, familiens ven strækker sine ben. Efter fem dage med afhøringer af dem selv og en lang række vidner gør det ikke længere så stort indtryk på de fire at høre om deres mands, fars, svigerfars og vens meritter. Hvem skrev hvad? I pausen bliver der røget igennem ude i den ellers røgfri forhal. Anklager Helle Just får sig en smøg sammen med forsvarer Hanne Reumert, et par betjente og journalister får sig et par smøger med hinanden, og ved vinduet står den anklagede svigerdatter og ryger en cigaret, mens hun tomt stirrer ud over byens tage. Retur i det giftiggrønne retslokale er det forsvarernes tur til at afhøre Jesper Düring Jørgensen. Igen er det Merethe Stagetorn, der er i størst hopla: »Det Kongelige Bibliotek indgiver en politianmeldelse 18. september 2003. Hvem har skrevet den?«. »Den har direktøren og jeg skrevet i samarbejde«. »Og den er så sendt i kopi til Kulturværdiudvalget ... hvem er det nu, der er formand for dét?«. »Det er Erland Kolding Nielsen«. Jesper Düring Jørgensens studse tone afslører, at han aner uråd. »Så han skrev altså en anmeldelse og sendte den i kopi til sig selv?«. Forsvarerens spørgsmål lyder mest af alt som en konstatering. »Nej, jeg skrev den«, fastslår chefsikringsrådgiveren. »Javel. Jeg synes, at du lige sagde, at I skrev den sammen, men du skrev den altså bare på direktørens brevpapir?«. »Nej, vi skrev den sammen, men jeg var pennefører«. Og så videre og så videre. Det bliver ikke helt klart, hvor Merethe Stagetorn vil hen, men hvis hun er ude på at gøre chefsikringsrådgiveren i dårligt humør, er det for længst lykkedes. Hans venstre fod dirrer hidsigt inde under vidneskrankens bord, og hans stemme bliver mere og mere skarp. Rod i lånesedlerne? Merethe Stagetorn ser sådan set ud, som om hun morer sig strålende. Og nu vil hun gerne vide, hvorfor Det Kongelige Bibliotek havde så svært ved at finde ud af, hvilke bøger der var stjålet, og hvilke der bare var i udlån. Var der rod i lånesedlerne, og er det da svært at stille bøgerne rigtigt på plads? »Fru Stagetorn, disse bøger er vanskelige at læse, for titelbladet er meget kompliceret ... betydelig mere kompliceret end hos de biblioteker, folk ellers kender«, begynder Jesper Düring Jørgensen. Stagetorn afbryder ham. Kunne det ske, at en bog blev registreret som manglende, mens den i virkeligheden bare kunne være sat forkert på plads, vil hun vide? »Ja«, svarer chefsikringsrådgiveren. Tydeligt irriteret. Forsvarsadvokaten runder af. Hun vil gemme sit clou til fredagens procedure, erklærer hun. Der bliver smilet ude på rækken, hvor de anklagede sidder. De har da også mindst én grund til at smile. Efter mere end et halvt års varetægtsfængsling er der nu mindre end en uge, til dommen falder, og de får et begreb om, hvordan deres fremtid kommer til at se ud.