Bilag 26, IV, punkt A«. »Bilag 44-1-28 fra 82-1 til 87-2«. »Bilag 55«. »Bilag 67-8«. Tilhørerne kæmper en brav kamp for at holde sig vågne, mens anklager Helle Just læser op, roligt og præcist - og i timevis. Hun er i færd med at gennemgå nogle af de papirbunker, der skal danne grundlag for de kommende to dages procedure i sagen om millionhæleriet af stjålne nationalklenodier fra Det Kongelige Bibliotek. Luften i retslokalet bliver tungere og tungere - ligesom øjenlågene på de mange bogentusiaster, journalister og andre nyfigne eksistenser, der igen i dag har fundet vej til Københavns Byret. Men pludselig spærrer alle øjnene op - Helle Just er nemlig gået i gang med nogle bilag, der er bogtyvens egne huskesedler, og det er artige sager, han har griflet ned om sine fremtidsplaner for bogmillionerne: »Købe investeringer i Schweiz. Platin i barer a 10, 20, 50, 100 gram. Diamanter Amsterdam!!! Også i München. Eventuelt meget kostbare mønter«. Retslokalet måber, og Helle Just tager fat på endnu et bilag, der viser, hvor nøje planlagt salget og sløringen af de stjålne bøger har været. Anklageren læser op fra bogtyvens papirlap: »NB: Konto i Liechtenstein. 1) Fremkaldelse af fingeraftryk på papir ved behandling af ninhydrin. 2) Eller ved joddampe eller ved hjælp af sølvnitratopløsning + ultraviolet lys. Udviskninger, blegede stempler. Synlige ved fluorlys, ultraviolet eller infrarødt lys«. En vantro mumlen spreder sig på tilhørerrækkerne og forvandler sig til lystig snak i pausen, da anklager Helle Just endelig er færdig med sin lange bilagsgennemgang. »Vi får det aldrig at vide« Nu er det forsvarets tur til at gennemgå referaterne af de personundersøgelser, der er blevet lavet af deres klienter, mens de har siddet i varetægtsfængsling. Forsvareren for bogtyvens enke, Merethe Stagetorn, lægger ud: Enken har haft et godt og stabilt liv. Flyttede hjemmefra, da hun skulle giftes. Har arbejdet som sekretær på et forlag og som lægesekretær i sin brors praksis. Var hjemmegående, mens børnene var små. Hun er interesseret i klassisk musik, spiller også lidt selv, holder af at læse. De sidste år, hvor hendes mand havde kræft, kalder hun »en grusom og sørgelig tid«. Selv har hun problemer med hjertet og fik et åbent mavesår for fire år siden. Turen går videre til svigerdatterens forsvarer, Ulrik Rasmussen. Han læser op af den tre måneder gamle undersøgelse, som blandt andet fastslår, at den tyskfødte kvinde er sproguddannet fra et tysk universitet, mødte bogtyvens søn på en ferie i Irland, holder af løbetræning, musik og samvær med deres vennepar. Nu tager Gunnar Homann, forsvarer for bogtyvens søn, over: Læser blandt andet op, at hans klient har fortalt, at farens alkoholproblem og humørsvingninger dominerede stemningen i hjemmet. Sønnens chef kalder ham »en dygtig skolelærer, afholdt og stabil«. Han motionerer meget, læser en del skønlitteratur. Hanne Reumert, forsvarer for familiens irskfødte ven, er sidste forsvarer i rækken. Referatet fastslår blandt andet, at hendes klient er født og opvokset i Dublin. Uddannet til at beskære og fælde træer. Har boet i Danmark i 18 år og havde et godt job, men blev fyret efter varetægtsfængslingen. Er karate- og idrætslærer. En stabil og god far for sine to børn, som han har delt forældremyndighed over. Mens forsvarerne læser op, sidder anklager Helle Just og forbereder sig. Der er kun få minutter, til hun skal i gang med sin procedure. Bag hende er der gabende tomt - de kasser med stjålne bøger, hun har fået slæbt ind hver morgen ved de andre retsmøder, er blevet slæbt hjem til Det Kongelige Bibliotek af et af tirsdagens vidner, chefsikringsrådgiver Jesper Düring Jørgensen. Anklageren har ikke længere brug for bøgerne; det eneste, hun er fokuseret på, er sin procedure, som hun indleder i sin vante konstaterende tone: »Hvordan man kan finde på at gøre det her, får vi jo nok aldrig at vide. Men man kan jo prøve at opstille en teori«. Helle Just opsummerer, at bibliotekarens alkoholproblem i 1987 førte til, at han blev degraderet fra afdelingsleder til forskningsbibliotekar. Men drikkeriet fortsatte, og da han i 1997 mødte fuld op til et møde, blev han indkaldt til en tjenstlig samtale og blev også udstyret med en skriftlig advarsel. »Det var altså samme år, der blev problemer på arbejdspladsen, at bogsalget begyndte«, konstaterer Helle Just. Det helt centrale spørgsmål er, om de anklagede vidste, at bøgerne var stjålet, og at de altså handlede med hælervarer. Så nu går det ud på at overbevise dommeren og de to domsmænd om, at bogtyvens enke udmærket vidste, hvad der foregik. Makulator og klimaanlæg Helle Just ridser op, at bibliotekarens kone sendte et brev og tre værdifulde stjålne bøger til sin veninde i Canada. Kort tid efter sender veninden bøgerne retur sammen med et brev: »Jeg vil ikke være jeres mellemmand«, læser Helle Just op fra brevet. Og tilføjer, at bibliotekarens kone efterfølgende noterede sig i sin dagbog, at »G. er stået af bogsalget«. »En ældre dame i Canada skal altså kun se tre bøger, inden hun beslutter sig for, at hun ikke skal have noget klinket«, erklærer Helle Just med adresse til enkens gentagende forklaring om, at hun aldrig mistænkte sin mand for noget som helst. Anklageren fortsætter utrætteligt. Tager fat på de 25 år gamle avisudklip om Det Store Bogtyveri, politiet fandt i enkens gemmer. Tager fat på, at enken har haft masser af muligheder for at indse, at der var noget helt, helt galt med det indbringende bogsalg. Det var simpelt hen for heldigt: »Hvis man forestiller sig, at bøgerne er skrabelodder, så har der været gevinst hver evig eneste gang«, erklærer Helle Just og lader, som om hun ikke hører den muntre klukken fra tilhørerne, der er vågnet helt og aldeles op. Anklageren sætter trumf på: »Man kan ikke blive ved med at påberåbe sig god tro, når man tramper rundt i beviser«, fastslår hun. Helle Just tager et par skridt. Kigger lidt i sit manus og kigger lidt op på dommeren. Nævner, at der blev installeret klimaanlæg i det rum, bøgerne blev opbevaret i - ganske som Det Kongelige Bibliotek gør for at sikre bøgernes stand. Så kommer anklageren med endnu et sværdslag: Enken købte sig en makulator lige efter sin mands død. »Hun har forklaret, at det var hendes mands forskningsværker, der blev makuleret. Det kan man jo synes er synd for de forskere, der kunne have fået glæde af dem. Man kan også formode, at der er blevet makuleret andre papirer«. Helle Just giver sig ikke ud i at gætte på hvilke. Det behøver hun ikke. Tilhørernes fantasi arbejder på højtryk. »Det er også mine nationalklenodier« Proceduren fortsætter ubønhørligt. Forskningsbibliotekarens kone var til stede, når bøgerne blev overleveret til sønnen, svigerdatteren og vennen, som skulle sælge værkerne via internationale auktionshuse. Hun har også fortalt, at hun ingen forstand eller indflydelse havde på familiens økonomi. Alligevel har hun givet både sine børn og familiens ven store pengegaver og har - også før sin mands død - udstedt adskillige betragtelige checks til håndværkere og andre. »Hvis man ikke stiller sig nogle spørgsmål, helt naturlige spørgsmål som: 'Gud, hvor har du de bøger fra, hvor mange er der, må jeg ikke se dem', hvis man holder sig i bevidst uvidenhed, så har man en formodning om, at noget er helt galt. Og det er strafbart«, fastslår Helle Just. Anklageren kigger op på uret. Og tager så fat på forklaringen om, at bibliotekaren skulle have bildt sin familie ind, at han havde købt bøgerne af den nu afdøde museumsinspektør Werner Jacobsen: »Vi har hørt, at han købte Werner Jacobsens bøger i forbindelse med en udstilling på Moesgaard. Men Werner Jacobsen døde i 1979, og udstillingen fandt sted i 1991«. Enkens forsvarer, Merethe Stagetorn, skriver hastigt ned. Ved hendes side sidder enken, lille, sammensunken, rødkindet. Enken kigger for første gang op på den høje, sortklædte anklager, men flytter hurtigt blikket igen. Helle Just lader hånden med manuskriptet falde ned langs siden. Og skærer det helt ud i pap: »Jeg tror ikke et øjeblik på, at hun ikke vidste noget«. Anklageren står stille et øjeblik. Sikrer sig, at den er sivet ind. Og kører så på med næste pointe: Hun husker dommeren på, at de tiltalte har brugt mange superlativer om bibliotekarens troværdighed. En troværdighed, som de fire anklagede har brugt som forklaringen på, at de aldrig troede, at bibliotekaren skulle have forsynet dem med stjålne bøger. »Men han fortæller dem jo, at han ikke er ærlig. Han beder dem om at sælge bøger, som han siger, han ikke må sælge på grund af sin stilling«. Anklageren bliver ikke færdig med sin procedure, resten tager hun fredag morgen, hvor også forsvarerne skal procedere og overbevise dommeren og de to domsmænd om, at deres klienter nok solgte bøgerne, men ikke anede, at de var stjålet. Tilhørerne siver ud af retslokalet, men en ældre kvinde med kortklippet gråt hår går i stedet hen til anklagerens bord og siger med klar stemme: »Jeg vil bare sige tak til dig. Jeg er borger i det danske samfund, og det er også mine nationalklenodier, der er blevet stjålet og sendt til udlandet«. Helle Just takker, lige så kort og præcist, som hun procederer.