Han piller lidt ved det hvide plastikkrus. Tager en lille slurk vand, når han har brug for at samle tankerne før han svarer på endnu et af anklagerens spørgsmål. »Så du spurgte altså ikke din far, hvor bøgerne kom fra, eller hvor mange han havde tilbage?«. Bogtyvens søn ser træt ud. »Altså, jeg er vokset op i et hjem med bøger fra kælder til kvist, så nej, det var ikke noget, jeg undrede mig over«. Tredje dag i retssagen om millionhæleriet af uvurderlige værker fra Det Kongelige Bibliotek er skudt i gang. Lige dele høfligt og stædigt lader anklager Helle Just spørgsmålene hagle ned over den 42-årige mand i vidneskrankens røde stol. Hun tager fat på det faktum, at familien efter bogtyvens død stuvede 772 bøger fra Det Kongelige Bibliotek væk i husets kælder. Anklageren vil vide, hvorfor familien ikke gjorde nogle som helst forsøg på at bringe bøgerne tilbage til deres rette reoler? »Vi havde tænkt os at kontakte Det Kongelige Bibliotek, men vi ville først have et overblik over bøgerne og finde ud af, hvor mange, der var« Hvorfor det?, vil Helle Just vide. »Vi ville ikke have fremmede mennesker ind og rode i min fars ting« »Og tanken om at ringe til politiet?«. »Det har måske strejfet mig. Men jeg havde ikke lyst til at anmelde min far«. Et grynt finder vej ud af næsen på en ældre kvinde nede på tilhørerrækkerne. »De spiller deres roller godt«, hvæser hun til sin tunghøre mand. Parret har for tredje dag i træk fundet vej til Københavns Byrets lokale 13 for at få alle detaljer om tyveriet fra kvindens gamle arbejdsplads, Det kongelige Bibliotek. Bekymret for eftermæle Oppe i vidneskranken handler det nu om, at familien efter bogtyvens død også fandt 35 bøger fra det lokale bibliotek i hans gemmer. Bøger, der i modsætning til nationalbibliotekets værker, blev leveret tilbage med det samme. »Interessant«, hvisler den ældre dame på tilhørerrækken. Nu kommer sønnens forsvarer på banen. Advokat Gunnar Homann ser gemytlig ud bag fuldskægget og de let tonede briller, og hans blide tonefald får da også bogtyvens søn til at slappe mere af. Forsvareren får sin klient til at fortælle om sin rådvildhed ved fundet af de stjålne bøger. Og ikke mindst om bekymringen for faderens eftermæle. I lighed med de tre andre på anklagebænken erklærer bogtyven sig uskyldig i alle anklager om hæleri. Og i lighed med de tre andre forsvarere argumenterer Gunnar Homann med, at hans klient ikke har anet, at bøgerne var stjålet. At bogtyven bildte sin familie ind, at han havde købet bøgerne af en samler. Undrede sig ikke over fortielser Den nidkære kvinde på tilhørerrækkerne lader åbenbart tankerne flagre under forsvarerens afhøring. For pludselig orienterer hun sin mand om, at hun »gerne vil vide, hvad kvindelige fængselsbetjente er for nogle mennesker«. Hvorfor, spørger hendes mand lidt overrasket. »Fordi det interesserer mig«, svarer kvinden affærdigende og koncentrerer sig atter om afhøringen. Det viser sig, at bogtyvens familie havde mange hemmeligheder for hinanden. For eksempel fik bogtyven sin søn og svigerdatter til at hjælpe sig med bogsalget. Og han fik familiens ven til at hjælpe sig. Men han sagde til sin svigerdatter, at hun ikke måtte fortælle sin mand, at vennen hjalp. Hun tav, både over for sin mand og sin ven. I vidneskranken fortæller bogtyvens søn nu, at han »undrede sig i dén grad«, da han efter sin anholdelse i november 2003 fik at vide, at hans ven i seks år havde bistået med bogsalget. Men nej, han undrede sig ikke over, at han egen kone havde fortiet det for ham i lige så lang tid. Hemmeligheder i hobetal Pause og på'en igen. Ganske vist kommer dommer Pia Petersen og hendes to domsmænd tilbage til retslokale 13 et par minutter senere end aftalt, men det gør også den ældre kvinde og hendes tunghøre mand: »Det er praktisk, at det er sådan en upræcis dommer«, konstaterer den pensionerede bibliotekar og sætter sig tungt i sin stol på tilhørerrækkerne. Det er blevet tid til afhøringen af familiens ven. Enkens forsvarer, Merethe Stagetorn, giver belevent sin plads til vennens forsvarer, Hanne Reumert, så hun har bedre udsyn til sin klient. Den 44-årige irskfødte mands accent røber ikke, at han har boet i Danmark i snart 20 år - alle læner sig frem i sæderne for at forstå, hvad det bliver sagt. Det bliver blandt andet sagt, at han fik besked på at hemmeligholde sit bogsalg for bogtyvens søn. Men han fik ikke at vide, at sønnen og hans kone også var sat i sving med at sælge ud af de danske nationalklenodier. Så også vennen fik sig en overraskelse efter anholdelserne i november, hvor det gik op for ham, at han ikke havde været den eneste boghandler. »I talte aldrig om bogsalget i de seks år, det stod på?«, undrer anklager Helle Just sig. »Nej«, lyder svaret, og nej, heller ikke på de dage, hvor hele familien og husvennen sad i bogtyvens have under kirsebærtræet og spiste frokost sammen, dage, hvor pengene var rullet ind på deres respektive konti. Det var ikke noget, der blev talt om. »Jeg ved du kan holde kæft« Noget andet, der heller ikke blev talt om, var de 20.000 kroner, bogtyvens kone forærede familiens ven, »et påskeæg«, kaldte hun gaven i det medfølgende brev, hvor hun også skrev, at »jeg ved, at du kan holde kæft, og det kan jeg også«. Helle Just vil vide, hvem det var, de to skulle holde kæft over for. Det var sønnen, forklarer vennen. Studst. Han kigger over på enken, der ryster beklagende på hovedet og slår ud med sin lille, buttede hånd. Manden kigger tilbage på Helle Just, han er mere en almindeligt irriteret på anklageren: »Det har ikke noget med bogsalget at gøre. Det er simpelthen for småligt at blive ved med at tale om det«. Nu bliver også Helle Just spids. Men et hurtigt blik op på dommeren fastslår anklageren at »alle nok ikke er enige i dén betragtning«. Når det gælder bogtyvens alkoholforbrug, er heller ikke alle enige om relevansen, i hvert fald svarer vennen uendelig kort. Jo, han drak ofte, nej, han har aldrig set ham fuld. Dét er dråben for bogtyvens tidligere kollega nede på tilhørerrækkerne: »Det er ikke sandt«, fnyser hun og sætter trumf på: »Han stank af sprit«. Direktør på tilhørerrækkerne Ingen reagerer, så hun læner sig lidt frem og gentager, at han stank af sprit. Hendes tidligere chef, direktøren for Det Kongelige Bibliotek, Erland Kolding Nielsen, nikker. Han har valgt at sætte sig på tilhørerrækkerne i dag, efter at det til de seneste to dages retsmøder er lykkes ham at sidde ved anklagerens lange bord. Han sidder og tager noter på en gul blok, side 33 er han kommet til. Han kan komme til at skrive mange sider mere. I næste uge fortsætter retsmøderne med afhøring af en lang række indkaldte vidner.