Mandag Fløj ind i ugen. Ganske vist på midtersæde, række 26, og så meget discount, at SAS havde glemt det meste af brødet til dressingen i en svedig sandwich. Men alligevel. SAS og Stockholm i stiv snestorm for 45 min. interview m. bundglad canadisk sangskriver var i det mindste noget andet end bare endnu en dag på kontoret. Selv om noget af atmosfæren på kontoret rejste med. Fulgtes med Nete. En af musikbranchens mest djærve pr-et-eller-andet. Midt i en sky betroede hun, at der er mange grunde til, at hun læser Politiken. »Især er jeg vild med ...« begyndte hun. Nåede akkurat at få fornemmelsen af upcoming ros i nakken, før hun fuldførte sætningen: »...Nynnes Dagbog«. Nå. Og her var det så, jeg bare skulle have delt begejstringen. I stedet for at fuldføre eneulykken (typisk Nynne-ord) ved at plapre ud med, at jeg altså faktisk deler kontor med den ene af de to Nynner. Som om dét giver point. »HVEM??? Naaaj! Er det RIGTIGT? Deler du kontor med Lotte THORSEN? Men ... hva' så med Henriette Lind? Hvem deler HUN kontor med?«. Nøjedes med at forklare, at Henriette er redigerende og må tage til takke med et skrivebord i sekretariatet. Plus en flyttekasse. Sprang dét med teksten på kassen over. At der engang stod 'Henriettes ting'. Indtil nogen satte en fed streg over 'ting' og skrev 'liv' i stedet for. Sikkert hende selv. Listede også uden om dét med, at når den ene Nynne ikke har noget kontor, må de jo bruge den andens. Medmindre de klarer avisføljetonen hjemme over telefonen i timerne fra børnene sover, til de også selv er pinenødt til det. Eller de udvider forfatterskabet i løbet af en uges isolation i caribisk golf-reservat m. casino og Orlando Bloom-typer on the side. Ville hellere høre, hvordan Thomas Helmig har det. I det hele taget. Men nej. »Er det ikke underholdende at dele kontor med en af Nynnerne???«. Jo. TirsdagKl. 9.30 Tilbage på pinden i kontor I 306. Her er rart. Faktisk. Inklusive plakaterne, der aldrig er blevet rullet ud og hængt op. Og Lottes tilstøvede lædersandaler med klodshæle. Årgang 1995. Aldrig brugt siden. Nu bor de her. Det er ikke alle sko forundt at nyde deres otium et sted, der sommetider minder om psykiatrisk flerbords-stue. Sætter John Cale i minianlægget. Alvorlig mand. Meget. Begynder at skrive. Kl. 10.37 Fuck! Troede ikke de kom i dag. Det gjorde de. Først skred Lotte gennem kontorstuen iført kæphøj latter, pastelfarvet finuldssjal og minimum trekvart liter café latte (Baresso, of course). Efter hende trippede Henriette. Noget mere usikker i kaffebæring. Men ikke i grin. Henriette er lille nok til at passe tøjet i børneafdelingen i Zara. Men udrustet med en latter, der kan måles på richterskalaen. »HA HA HA«, brølede hun og tumlede ned i kontorets lortebrune armstol, som nogen må have doneret os. Eller bare glemt at smide ud engang. Henriette er enebarn. Trampede hun også så hårdt i gulvet som lille? Kl. 11.14 Gik lige en tur i kantinen. Og på biblioteket. Og i banken. I håb om at Nynnes eventuelle fremtid med en eller anden hypertolerant børnelæge var nogenlunde afklaret, da jeg kom tilbage. Henriette og Lotte var kun nået til midtvejsforhandlingerne. Det er dem, der er de slemme. I Nynnes liv. Og i det virkelige. Tog mine koboltblå Sennheizers på. Men uden problemer trængte Nynnerne gennem hovedtelefonerne. Og John Cale. Kommer der ikke snart noget nyt Metallica? Kl. 12.58 Skal Nynne nu i Ikea igen? Hun mangler da ikke vattæpper!!! Nå. Det er jo hende, der er den normale. Kl. 13.30 Hold kæft, hvor de morer sig. Fordi Nynne synes, hun ligner Zlatko Buric, når hun er træt. Og fordi hun er glad for, hun IKKE har pastasalat i tupperwarebeholder med på arbejde. Hvor sjovt er det? Når man føler sig som inspirationskilde til begge dele? Kl. 13.40 Må hellere holde op med at være så bitter. Placerer ligesom tilfældigt soundtracket til 'Love Actually' på Lottes bord. For at vise at jeg også kan være sød. Og moderne. Man kan godt nok ikke høre Hugh Grant på lydsporet. Men Henriette og Lotte ser ud, som om han er der lidt alligevel. Kl. 15.45 Uldsjalet fejer ud ad døren for at hente to børn to steder. Med Henriette i hælene. Kan man skrive en John Cale-anmeldelse på et kvarter? OnsdagKl. 11.15 Skriver båndudskrift af interview m. afghansk eksilforfatter. Med den ene halvdel af hovedet. Den anden halvdel overhører Nynne få chok af at se Husum-mor i nattøj. Hvad er der egentlig galt med Husum? Og mænd m. tynde ben? Og Naser Khader? O.k. Kan godt selv komme i tanke om nogle ting. Og Khader bliver sikkert smigret. I modsætning til Hans Drachman. Han blev så såret, da Nynne formulerede foragt for mænd, der køber frugt i kantinen. Kl. 13.40 Spoler båndet tilbage. Kan overhovedet ikke høre hvad den forfatter siger. Og det er ikke fordi, hun havde burka på. Kan kun høre infamt jublende kvindekvidder. Lise Rønnebæk er liiige kommet et smut forbi m. nye Nynne-illustrationer. Og med lyst til at udveksle iagttagelser af alt muligt andet. De lyder som et Ricki Lake-show. Hvor man glæder sig til reklameblokken. Kl. 13.55 Hvorfor er der nogle, som synes, at ting og tanker først er virkelige, når de er sagt højt? Kl. 14.00 Drømmer Nynne nu om at flytte i Kartoffelrækkerne??? Troede det var noget, Lotte gerne ville. Var det ikke i 70'erne, det var smart at flytte i Rækkerne? Må hellere lade være med at blande mig. Skal jo også skrive mit eget. På et tidspunkt. Men Bjørg vil elske at bo et sted med have. Selv i Husum. Kl. 14.03 For pokker da også! Bjørg er fiktion. Kl. 14.04 Så gør det vel ikke så meget, at hendes mor er neurotisk shopaholic? Og at hendes far foretrækker at passe karrieren frem for ungen? FredagKl. 12.00 Må hellere holde frokostpause nu. Mens Lotte og Henriette løber Nynne-kapitlet igennem igen. Og er anspændt uenige om en konkret formulering. Skal der. Eller skal der ikke. Stå 'fuck' i en eller anden sætning? Det er spørgsmålet. Hvor svært kan det egentlig være at svare? Måske skulle jeg fortælle dem dét. At jeg havde en fyr i røret, som var harmdirrende forarget over, hvor meget plads avisen har brugt uge efter uge på 'Nynnes Dagbog'. Når næsten halvdelen af teksten består af udråbstegn, ukvemsord og SMS-agtige forkortelser. Når det meste af resten er linjeskift. Og når selve indholdet er en overfladisk oplevelse. Altså i sammenligning med for eksempel referaterne af kampene, der afgør den aktuelle stilling i Superligaen. Der er bare dét ved det, at der kun er en måde, han kan have tilegnet sig et så dybtgående kendskab til Nynne på. Han læser det.