Har De nogensinde spillet fodbold? Sikkert ikke, eftersom det som regel er kvinder, der læser bøger. Men så badminton, måske? Eller håndbold? Hvis De har, vil De huske fornemmelsen af at møde op til kamp. Den hårde træning ligger bagude. Det lange seje træk har sørget for konditionen. Detaljerne er indøvet. Finterne. De overraskende træk. Banen ligger der i perfekt stand, og man strutter af sejrsvilje og kampgejst. Og så kommer meldingen i sidste øjeblik. Modstanderen er udeblevet. Sur røv, som børnene siger derhjemme. Sådan må forfatteren Rolf Dorset have haft det i denne uge. Hans kontroversielle bog 'Paradisbarnet - en bog om H.C. Andersens herkomst' blev udgivet, og når man har skrevet en bog, ønsker man selvfølgelig at høre, hvad læserne, kritikerne, anmelderne mener. Men hvor var anmeldelserne? Ja, undskyld, de var der da. Nogle af dem. Kristeligt Dagblad, Fyens Stiftstidende (naturligvis) og Jyllands-Posten. Ellers larmende tavshed. Syv sagde nej Nej, det er rigtigt, bogen har heller ikke været anmeldt i Politiken. Det bliver den, stol på det. Men det ser ud til at være svært at få anmeldere til at tage stilling til en bog, der hævder, at H.C. Andersen var kongesøn og slet ikke søn af en fattig skomager fra Odense. Politikens bogredaktion måtte otte anmeldere igennem, før én bed på. Den første var i familie med forfatteren og takkede nej. Fair nok. Nummer to fik aldrig rigtig forklaret, hvorfor han ikke kunne. Tredje forsøg havde for travlt. Fjerde mand mente, efter at have gjort forstudier, at der nok måtte en historiker til. Femte mand, historikeren, havde for travlt med egne projekter. Sjette mand, ny historiker, men det var ligesom ikke rigtig hans tidsperiode. Syvende mand, ny historiker, nej, han var faktisk alt, alt for tæt på forfatteren professionelt. Ottende mand, ja tak! Og hvad han mener, kan De læse i næste uge. Samme besværligheder har de måske haft på Weekendavisen, Information, Ekstra Bladet og Berlingske. Løser mange gåder Det kan være tilfældigheder, at det netop nu har været svært at få folk til at tage stilling til Dorsets bog, men det kan på den anden side også være, at nogen kan huske den polemik, der rullede i aviserne, da rektor Jens Jørgensen for nogle år siden udgav en anden bog, hvori også han mente at kunne påvise, at HCA skulle være kongesøn. Henrik Schovsbo fra Fyens Stiftstidende har ingen problemer med Dorsets bog. »Jeg føler mig overbevist af 'Paradisbarnet's teori om baggrunden for H.C. Andersens liv. Men det er kun den mest spektakulære del af portrættet af den store digter. Bogen bygger på tætte studier og løser mange problemer og gåder, så den kan ikke fejes af bordet, som Jens Jørgensens blev«, skriver Schovsbo. Fodnoter flytter fokus I Jyllands-Posten skriver Niels Lillelund, at han personligt finder det inderlig ligegyldigt, om HCA var uægte søn af kongen, eller om han var homo-, bi- eller aseksuel. »Værket står, det er overvældende, enestående, og den evindelige snagen i saftige fodnoter har for længst passeret grænsen for det rimelige og flyttet fokus fra det, det handler om. Jeg deler derfor ikke Rolf Dorsets slet skjulte fornærmelse i indledningen af denne bog, hvor han (næsten andersensk) opregner, hvordan han er blevet hånligt afvist af diverse fonde og deres universitære kassemestre og har måttet bekoste alting selv, om end Augustinus Fonden takkes på titelbladet. Jeg forstår godt de afvisninger - hvorfor den megen forskning i H.C. Andersens seksualitet regnes for helt anderledes fin og støtteberettiget, er en anden sag, men det er nok noget med Freud«, skriver Lillelund. JP's anmelder mener, at det i sagens natur er vanskeligt at føre sandhedsbevis for, at HCA skulle være resultatet af et møde mellem den senere Christian VIII og komtesse Elise Ahlefeldt-Laurvig. »Mit bud er, at de, der i forvejen var overbeviste, vil føle sig bekræftede og vederkvægede, mens de 'rigtige' forskere vil ryste på deres i forvejen trætte hoveder«. Uskyldens pris Doris Ottesen i Kristeligt Dagblad mener, Rolf Dorset har skrevet en spændende bog - uanset hvad man så måtte mene om kongebarnsteorien, der består i, at Ahlefeldt-familien sørgede for at få det uægte barn, HCA, placeret hos skomagerfamilien, mens det var kongefamilien, der understøttede ham frem til studentereksamen. »Rolf Dorset er således overbevist om, at den afgørende faktor i H.C. Andersens liv - bestemmende for såvel hans grænseløse, livslange forfængelighed som han alderdoms bitterhed og ensomhedsfølelse - slet intet har med hans herkomst at gøre, men derimod skal forstås dels som et resultat af, at det som lille dreng var blevet spået ham, at Odense by engang skulle blive illumineret for hans skyld, og dels som den uhyre 'uskyldens' pris, han måtte betale for at bevare det barnlige, enfoldigt troende 'paradisbarn' for sin digtning - uden at kunne bevare det for sig selv«, skriver Doris Ottesen. Ros til Ekman Hvis anmelderne i ugens løb var tøvende, når det gjaldt 'Paradisbarnet', var de til gengæld helt fremme i skoene, da Kerstin Ekmans romantrilogi blev afsluttet med 'Skrabelodder', og da Kirsten Hammann tilsyneladende fik arbejdet sig ud af en skrivekrise med bogen 'Fra smørhullet'. Ekmans 1.500 sider lange projekt har anmelderne absolut ingen problemer med at tage stilling til, selv om også den svenske forfatters tre bøger vrimler med uægte børn. Spørgsmålet er, om der i noget andet romanprojekt har været så mange børn, der ikke har kendt deres ophav? Mai Misfeldt uddeler seks stjerner af seks mulige i Berlingske Tidende og taler hermed nærmest for hele anmelderkorpset fra Information til Politiken, JP og Kristeligt Dagblad. Børsen kan dog kun få sig selv til at give fem ud af seks mulige. Uundværlig Hammann Det er også i det leje, Weekendavisens Lars Bukdahl befinder sig i bedømmelsen af Hammanns bog om den fraskilte kunstner Mette, hvis styrtende kedelige liv beskrives detaljeret i dagbogsform. Ifølge Bukdahl er 'Fra smørhullet' ikke bare de sidste femten års bedste samtidsroman, den er de sidste femten års »eneste forbandede samtidsroman og komplet uundværlig«. De øvrige anmeldere svinger sig knap så højt op. De er mere på linje med John Chr. Jørgensen i Ekstra Bladet, der i bogen ser »et drilsk portræt af en farveløs maler, et intelligent studium i bevidstløs normalitet, en flot stiløvelse i feminin popkunst. Kirsten Hammann er ved at arbejde sig op af hullet efter en mere end fem år lang skrivekrise«.