Russiske litteraturforskere er vrede på deres kollega fra Berlin Michael Maar. Grunden til deres irritation er, at han har genopdaget 'Lolita', en glemt tysk novelle fra 1916 af Heinz von Lichberg, og sammenlignet den med den fire årtier yngre verdenskendte roman 'Lolita' af den eksilrussiske forfatter Vladimir Nabokov. I sin grundige analyse, offentliggjort sidste uge i Frankfurter Allgemeine Zeitung, påpeger Maar talrige paralleller mellem de to værker, der begge skildrer en ældre mands besættelse af barnenymfen Lolita. Men han hævder ikke, at Nabokovs værk er et plagiat. Han spørger blot: Hvad vidste Nabokov? Russerne reagerer ikke desto mindre ret ophidset på »det sensationelle fund«, som dagbladet Isvestija skriver. »Så snart vi hørte nyheden, konsulterede vi den med førende specialister i tysk litteratur. De har aldrig hørt om romanen eller dens forfatter, og det siger en del. Desuden kunne Nabokov ikke læse tysk litteratur på originalsproget ... han kunne hverdagstysk, men læste aldrig noget på tysk«. »Derfor er det tvivlsomt, at han kunne have læst romanen ... heller ingen Nabokovforskere kender navnet på denne tyske forfatter ... der kan forekomme sammenfald, selv om forfattere ikke har kendt hinanden og ikke har læst hinandens værker«, siger Tatjana Ponomarova, direktør for Nabokovmuseet i Sankt Petersborg, til Isvestija. Ikke en roman Damen har åbenbart ikke gjort sig umage med at læse Michael Maars analyse, for han skriver tydeligt, at von Lichbergs Lolita ikke er en roman, men en kort sag på 18 sider, som udkom i hans samling af fortællinger 'Die verfluchte Giaconda'. Og Maar påstår heller ikke, at von Lichberg er en skikkelse, germanister plejer at kende. Tværtimod skriver han, at den tyske forfatter, der var 25 år, da hans Lolita udkom, har efterladt »så godt som ingen spor i litteraturarkiver«. En anden russisk ekspert, Vadim Stark, som er direktør for Nabokovfonden, er delvist uenig med Ponomarova: »Nabokov kunne godt tysk, selv om han ikke kunne lide at indrømme det«, oplyser Stark til Isvestija. »Så længe jeg ikke har læst denne tekst, kan jeg ikke sige, om Nabokov kendte romanen og forfatteren ... Det hele er problematisk og tvivlsomt. Prototyper Selv hvis der er en forbindelse mellem teksterne, er der ikke nødvendigvis tale om et plagiat. Der kan simpelt hen eksistere fælles motiver - såvel Pusjkin som Dersjavin (russiske digtere fra 1700-tallet - red.) talte tit om, at det er et helt normalt fænomen. Litteraturen kan ikke eksistere og udvikle sig uden prototypetekster, uden kilder«, siger Stark. Og Isvestija tilføjer, at Vladimir Nabokov fik ideen til sin Lolita ved årsskiftet 1939-1940, og at han i forordet til den amerikanske udgave i 1958 skrev, at inspirationen var kommet af en avisartikel om en abe, som havde lavet en tegning af sit eget bur. Nabokov afsluttede romanen i 1954. Den udkom første gang 1955 i Paris, 39 år efter den tyske Lolita. Tatjana Ponomarova gør opmærksom på, at navnet von Lichberg ikke findes i nogen dokumenter om Nabokov og heller ikke i hans korrespondance.