En vild, samfundskritisk historie om den maniske og psykopatiske finne Matti, der gør op med sin mandsrolle, får Nordisk Råds Litteraturpris. Historien om Matti er skrevet af den 46-årige finske forfatter Kari Hotakainen, som for længst har nået et stort publikum med sin roman 'Löpgravsvägen'. Bogen er i Finland solgt i over 100.000 eksemplarer, og den har også været en stor succes hos de finske litteraturkritikere. »I forhold til danske romaner er Hotakainens bog særegen ved, at den både er sjov og kritisk. I Danmark er en bog ofte kun en af delene«, siger Marianne Ping Huang, der har været formand for den nordiske bedømmelseskomité. Det andet danske medlem af komiteen, forfatteren Peter Laugesen, mener, at en af styrkerne ved Kari Hotakainens roman er, at den beskæftiger sig med et velfærdssamfund, hvor alle værdier synes at være i opløsning. »Det er en roman med en komik, der er tung og underdrejet, som vi kender det fra Kaurismäkis film«, siger Peter Laugesen. Historien i romanen, hvis svenske titel betyder skyttegravsvejen, er nogenlunde følgende: Manden Matti hidser sig en dag op derhjemme, mens han er ved at se en ishockeylandskamp på tv mod arvefjenderne fra Sverige. Stik imod sin vanlige roller som blød mand stikker han sin kone en på hovedet. Konen skrider med datteren, hvorefter Matti går i gang med at vinde hende tilbage. »Han ved, at hendes højeste ønske er at få et lille hus, og hovedpersonen starter sin maniske jagt på at skaffe hende huset, og det kan jo kun ende galt«, siger Marianne Ping Huang. Sproggeni Bedømmelseskomitéen betoner Kari Hotakainens evne til at beskrive Mattis maniske søgen, så man får et indblik i, hvad der foregår inde i denne finne, som flere anmeldere betegner som lettere psykopatisk i deres i øvrigt rosende anmeldelser. De finske medlemmer af den nordiske bedømmelseskomité tøver da heller ikke med at betegne Kari Hotakainen som noget af et sproggeni, der til fulde udnytter sin baggrund som lyriker i sit prosaforfatterskab. Hotakainen debuterede som lyriker i 1982 og skrev fire digtsamlinger, før han romandebuterede med den lille, absurde bog 'Buster Keaton' i 1991. I øvrigt en roman, som er udkommet på flere sprog, heriblandt tysk. Bogen er ikke oversat til dansk, men det bliver den netop prisbelønnede roman om Matti, og den får titlen 'Hjemmefronten', når Gyldendal udsender den til maj. De danske bud på en nordisk prisvinder har i år været Vibeke Grønfeldts roman 'Det nye' og Peter Nielsens digtsamling 'Livet foreslår', men ingen af dem var udnævnt til store forhåndsfavoritter. Det var derimod finske Lars Sunds roman 'Eriks bog' og norske Roy Jacobsens roman 'Frost'. De færreste havde Kari Hotakainen som første bud på en prisvinder. Her i avisen har Hotakainens stjerne ikke stået særlig højt. I sin anmeldelse af romanen skrev Bettina Heltberg: »Kari Hotakainen kan skrive. Jeg tror dog ikke, det er her, Nordisk Råd skal lægge pengene, men hvad ved man?«. Opløst manderolle Bedømmelseskomitéen har imidlertid netop valgt at lægge æren og de 350.000 kroner hos Kari Hotakainen, der får prisen for sin »samfundskritiske, strukturelt bevidste roman, der skildrer opløsningen af det nordiske velfærdssamfund og ironiserer over sin samtid, ikke mindst den traditionelle manderolle«, som det hedder i prismotiveringen. Og hvad sagde så Hotakainen til at blive ringet op af priskomiteen i går? Tja, ifølge de finske medlemmer havde han først svært ved at tro, det var rigtigt. Bagefter mente han nok, at han følte sig lidt svimmel. Ikke siden 1985 har en finsk roman fået Nordisk Råds Litteraturpris. Det skete, da Antti Tuuri fik prisen for 'En dag i Österbotten'. I 1998 fik finlandssvenske Tua Forsström prisen for digtsamlingen 'Efter at have tilbragt en nat blandt heste'. Danmark fik senest Nordisk Råds Litteraturpris i 2000, da digteren Henrik Nordbrandt var årets prismodtager.
Lyt til artiklen
Læs videre for 1 kr.
Du er godt i gang – få adgang til hele artiklen, alt på politiken.dk og dagens e-avis i en måned for kun 1 kr. Ingen binding.
Bliv abonnent nuAllerede abonnent? Log ind
Mest læste
-
De skal fremstå som rockstjerner, men virker bare som selvfede blærerøve
-
Den russiske sejrsdag fejret i København: »Det skal stoppes, ikke fejres«
-
’Den danske kvinde’ er et helt ekstremt samtidsportræt
-
»Der er jo ikke blåt flertal med Moderaterne længere«
-
USA har gang i et stort, militært eksperiment i Arktis
-
VU-formand retter skarp kritik af Venstre
1
2
3
4
5
6
Indholdet fortsætter efter annoncen
Annonce
tema
Indholdet fortsætter efter annoncen
Annonce
Leder af Christian Jensen
Debatindlæg af Jørgen Ramskov
Debatindlæg af Timothy Garton Ash
tema






