Da John le Carrés roman 'Absolutte venner' udkom i Danmark i november sidste år, var det til stort bifald og rosende anmeldelser. I B.T. proklamerede Mette Strømfeldt, at her var »en født klassiker«, intet mindre end »et tragisk værk af episke dimensioner«, og i Fyens Stiftstidende sluttede man sig til hendes begejstring og mente, at med sin sidste roman havde le Carré bedrevet »endnu en thriller i verdensklasse«. En enkelt kritisk røst - Peter Kirkegaards i Information - satte spørgsmålstegn ved bogens åbenlyst antiamerikanske budskab og spurgte, om en forfatters politiske indignation nu også var »æstetisk frugtbar«, men resten af den danske anmelderflok gav Politikens Bo Tao Michaëlis ret i, at »le Carrés personlige og indædte engagement skygger aldrig for, at han stadigvæk er en stormester i plottets kunst«. Briterne enige At John le Carré stadig er en stormester i fortællingens kunst var de britiske kritikere også enige om, da 'Absolute Friends' udkom i England for to uger siden. The Independents Roy Hattersley roste den gamle forfatter for hans uovertrufne evne til at male sine litterære hovedpersoner med en bred palet, der underminerer det sort-hvide politiske landskab, de indgår i, og det er hans litterære univers' »moralske flertydighed« og »etiske ambivalens«, der gør forfatterskabet til andet og mere end en samling spionhistorier - det er »litteratur af den højeste orden«. Det er en orden, le Carrés bøger har indgået i siden udgivelsen i 1963 af gennembrudsromanen 'Spionen der kom ind fra kulden', der var med til at formulere en ny genre, den litterære spionroman, hvis hovedperson var af en mere realistisk, mindre James Bond-agtig støbning end de hemmelige agenter, den litterære verden hidtil havde produceret. Spiontemaet er blot et springbræt, le Carré bruger for at »afsøge et andet og mere interessant område - den menneskelige natur«, forklarede Hattersley. Avisleder i romanform Men de amerikanske anmeldere har været mere lunkne i deres modtagelse af 'Absolute Friends', og i en anmeldelse i The Seattle Times mente avisens redaktør Mary Ann Gwinn, at le Carré her benytter spiondramaet som springbræt for noget andet, nemlig for fremføringen af sin egen politiske overbevisning. Det komplekse verdensbillede og den nuancerede personskildring, der ellers udmærker le Carrés spionromaner blandt andre thrillere, er skudt til side i 'Absolute Friends', for at le Carré kan køre sin tank af meninger i stilling og affyre salver mod amerikanisering, globalisering og 'forebyggende' krigsførelse, klager hun. I dette nye litterære univers er intet tvetydigt: Bush og hans allierede er 'de onde', og krigen i Irak er et »mesterligt smedet komplot, lanceret i antiterrorismens navn, men med olieinteresser, magtbegærlighed og religion som sin grund«. Selv om Mary Ann Gwinn ikke giver meget for bogens litterære præstationer, mener hun dog alligevel, at den har noget på sig, fordi den måske viser os, hvor vi er på vej hen på et verdenspolitisk plan - på samme måde som le Carré i sine tidligere koldkrigsromaner foregreb kommunismens smuldren og endelige opløsning, før Berlinmuren faktisk faldt i 1989. Forsimlet og dogmatisk Men The New York Times' hovedanmelder, The Big Apples ypperste smagsdommer, Michiko Kakutani, gør sig imidlertid ikke den slags spekulationer. For hende handler det om litteratur, og det er ikke et prædikat, hun vil sætte på John le Carrés monster af en spionthriller, der både vil være dannelsesroman, actionthriller og - værst af alt - 'budskabsroman', der hamrer det fast med syvtommersøm: at amerikansk imperialisme udgør vore dages allerstørste trussel mod verdensordenen. Med den politiske dagsorden på programmet bliver 'Absolute Friends' lige så forsimplet og dogmatisk, som le Carrés tidligere bøger var sofistikerede og skeptiske, skriver Kakutani, der dermed peger på, at le Carré her sidst i sit forfatterskab ironisk nok ender med at benytte den samme sort-hvide udlægning af tingenes orden, som han kritiserer Bushadministrationen for at bruge så flittigt. At 'Absolute Friends' ikke lykkes, skyldes derfor ikke, at John le Carré har postkoldkrigskvaler, som det så ofte er blevet anført, mener Kakutani, men »det er i stedet et tegn på, at han har valgt at opgive sine kunstneriske evner og i stedet give en bralrende og klodset avisleder af en roman, hvis personer bliver brugt som undselige dukker i hænderne på en bugtaler«. Litteraturen og sandheden Samme dag som Kakutanis anmeldelse spredte iskrystaller på forsiden af The New York Times' 2. sektion, bragte avisen et interview med forfatteren, hvor le Carré forsvarede sig mod sine amerikanske kritikere. 'Absolute Friends' er ikke et brud med, men snarere en naturlig forlængelse af det øvrige forfatterskab, mente forfatteren, der fra første færd har villet undersøge og fremstille magtens usynlige korridorer for sine læsere. Han mener yderligere, at den politiske situation i dag med sin skarpe polarisering ikke er meget anderledes, end den var under den kolde krig, hvilket er fortvivlende. »Men det sjove er«, indskyder han til sidst, »at med de mange løgne, vi bliver fodret med hver dag [om Irakkrigen], kunne man godt argumentere for, at det efterhånden kun er i litteraturen, man kan fortælle sandheden«. Hvis det er tilfældet, og hvis vi virkelig bevæger os hen imod en ny kold krig, tyder det på, at 'Absolute Friends' ikke bliver afslutningen på et langt forfatterskab, men derimod begyndelsen på et nyt.