0
Læs nu

Du har ingen artikler på din læseliste

Hvis du ser en artikel, du gerne vil læse lidt senere, kan du klikke på dette ikon
Så bliver artiklen føjet til din læseliste, som du altid kan finde her, så du kan læse videre hvor du vil og når du vil.

Næste:
Næste:
Artiklen er føjet til din læseliste Du har ulæste artikler på din læseliste

Tintin og homogarderoben

Bøger
Læs artiklen senere Gemt (klik for at fjerne) Læst
FOR ABONNENTER

Der er ikke oplæsning af denne artikel, så den oplæses derfor med maskinstemme. Kontakt os gerne på automatiskoplaesning@pol.dk, hvis du hører ord, hvis udtale kan forbedres. Du kan også hjælpe ved at udfylde spørgeskemaet herunder, hvor vi spørger, hvordan du har oplevet den automatiske oplæsning.

Spørgeskema om automatisk oplæsning

Hvem er M.? Spørgsmålet er haglet ned over deres klummebestyrer efter, at hans alter ego i kultursektionen sidste lørdag afslørede, at Tintin på sine ældre dage endelig havde fået sig en seksualitet. Og ikke nok med det. Som det fremgik af det sensationelle interview med 75-års fødselaren er hans sengekammerat en 'ham'.

Læserreaktionerne (714 mail i alt) kan groft opdeles i tre grupper. I den ene har vi de forulempede tintinologer, der mener Deres bibliopat har misbrugt sit fortrolige forhold til Tintin. At han har forbrudt sig mod privatlivets fred. Tintinologerne hævder hårdnakket, at Tintins storhed består i, at han er hævet over driftslivets banaliteter. For dem er Tintin som bekendt ikke en populærkulturel figur, men omdrejningspunktet i de 24 'syn' som profeten Hergé har ladet materialisere i form af 23 album.

I den anden gruppe befinder sig de læsere, der bifalder, at Tintin har haft held til at inddæmme nyt land. Man fornemmer her en tvangfri, frisindet og uforbeholden tilgang, der glæder sig over, at den sporty belgier gør, hvad han har lyst til - og taler om det, hvis det er det, han har brug for.

I den tredje kategori har vi fagfolkene. Individer, der kombinerer en professionel viden om homoerotiske praksisformer med en dybfølt kærlighed til Tintinfiguren og et så stort kendskab til litteraturen, at de kan bidrage til at udvide kendskabet til Tintin i dennes rolle som motor for civilisatorisk udvikling. De bidrager, som den gamle kapitallogiker og nuværende metafysiker ved Aarhus Universitet Hans-Jørgen Schanz ville have formuleret det, 'til kritikken af Tintinologiens omfangslogiske status', hvis De forstår.


Fra denne kategori kommer vor helt, formanden for Sex og Samfund, læge Christian Graugaard, der via biblio fil e-post glæder sig over, at det lykkedes at »få Tintin til at oute sig selv!« (springe ud af skabet, red.).

»Mon han gør det som en retrospekt kommentar til striden mellem Søren Vinterberg og Henning Bech? Du husker vel, at SV i sin tid efterlyste 'kvinder' i Tintins verden, hvilket fik sociolog Bech til at fare i blækhuset og skrive nyklassikeren 'Når Mænd Mødes' (1988), som senere - i engelsk version - dannede grundlag for både doktorgrad og international berømmelse. Jo, sådan kan det gå, når maskuliniteter mødes, når små belgiske mænd sætter dagsordner«, skriver Graugaard.

Efter at have læst dette måtte Deres huleboer naturligvis straks kontakte både kollega og tintinolog Vinterberg samt omtalte Henning Beck. Sidstnævnte gensvarer via mail, at han i 'Når Mænd Mødes' (s. 294-297) har skrevet om Tintin og ikke har noget nyt at sige, »bortset fra at jeg måske skulle pinde ud, at Tintin - i en nutidig dansk sammenhæng - virker ret gammeldags belgisk også i sit homosyn«.

Deres bibliopat kan godt huske Bechs Tintinytringer, mon ikke. I kapitlet 'Heteroseksualisering' omtaler Bech Tintin som »mere eller mindre naragtig og kedsommelig«. Hans hovedærinde er dog en kritik af Vinterbergs ønske om en »tokønnetgørelse« af Tintin og af »heteroseksualiseringen af alle forhold i den moderne verden«.


Således oplyst springer vi til e-mail fra Vinterberg, der gør opmærksom på »at Tintins oplysninger til dig endeligt dementerer de løse rygter, der blev bragt til torvs af den amerikanske forfatter og litteraturprofessor Frederic Tuten, som i romanen 'Tintin i den ny verden' (Fremad 1994) hævdede, at vor mand omsider fik ild på cigaren i den gamle inkaruinby Machu Picchu flere tusind Andesmeter over havets overflade. Nemlig dén ild, der udgår fra Clavdia Chauchat, den varme miss som er herr Peeperkorns ledsager både her og i forlægget 'Trolddomsbjerget' af Thomas Mann«.

Vinterberry fortsætter: »Hvis ikke Tintin er udtrykkeligt biseksuel, kan dine oplysninger også jorde alle gisninger om en romance i 'Alfabetkunsten' mellem Tintin og den søde, bebrillede Martine Vandezande, der er sekretær for den myrdede galleriejer Fourcart (se f.eks. s. 13). Det driftsliv er noget stads - man forstår godt, Tintin forlængede sin pubertet næsten lige så langt som 68-generationen gjorde!«.

Idet vi siger tak for litterære anbefalinger og indspark (Tutens bog anmeldte Bibliopaten faktisk i sin tid i Det Fri Aktuelt) til både Bech og Vinterdag, giver vi ordet til endnu en mail fra seksualforsker Graugaard, der anskuer »Tintin som verdens måske første 'posthomoseksuelle', altså en person, som høfligt frasiger sig den tyngende kulturelle homogarderobe og i stedet vælger at iscenesætte sin glæde ved andre mænd på anden, mere uforudsigelig og kreativ vis. Der er naturligvis også andre fortolkningsmuligheder: Tintin som frustreret 'skabsbøsse', Tintin som aseksuel eller Tintin som forvalter af et spektakulært dobbeltliv: kønsløs rapporter om dagen, sydende queer om natten. Sidstnævnte var da om ikke andet en interessant tese - spørg eventuelt i Casablanca, i Lima og i Sydhavet, måske husker de ham endnu?«

Det gør de helt sikkert. Da ikke mindst den lille inkadreng og frugthandler Zorrino, som Tintin redder fra et par brutale machos. Zorrino bliver mindst lige så nær ven med Tintin, som Tchang fra Tibet gør det.


Vor læser Marie Pedersen, der »er forfærdelig nysgerrig«, kan ikke lade være at spekulere på, hvem M. mon er? Hun spørger om »Tintin med det liberale sind har fundet sig en ledsager i noget så eksotisk som en sigøjner? - Mateo fra 'Det gådefulde juvetyveri'?«. Også Maharajaen af Rawhajpoutalah. (M. for 'maharajah'), nævner hun.

Kære Marie og alle andre: Bibliopaten har udtrykkeligt lovet Tintin ikke at afsløre M's identitet og derved bliver det. Det her er jo ikke Se og Hør.

Quiz T: Hvad hedder kineseren, som inspirerede Hergé til figuren Tchang?

Quiz: TT: Han var uægte barn af en parisisk luder, blev forældreløs, inden han var et år, barndommen og ungdommen var kriminel. Hans liv som tyv, prostitueret og fremmedlegionær fandt senere vej ind i hans verdensberømte homoseksuelle forfatterskab. Hvad hedder han?



Quizløsninger!
Hvilken centraleuropæisk forfatter, der var født i Wien og endte med at begå selvmord sammen med sin kone, havde en af verdens største samlinger af autografer, var det ene af sidste uges quizspørgsmål. I det andet efterlyste vi en nyere dansk roman, hvori sætningen »Ræk mig lige bjørnefedtet«, indgår.

Kære Bibliopat
1) Sjapquiz: Man skal hele tiden lære noget nyt. Den eftersøgte forfatter kan ikke være andre end Stefan Zweig - dobbeltselvmordet i Brasilien i 1942. Men jeg anede ikke, at forfatteren til 'Die Welt von gestern' samlede på autografer! 2) Vinterquiz:

Jeg kom straks til at tænke på Bertoluccis 'Sidste tango i Paris', hvor det var smør, det handlede om. Men siden det nu er bjørnefedt, må det jo være Rifbjergs 'Johansen og Nansen', som jeg ikke har læst (endnu), men læst en del om, ikke mindst på grund af Store Klaus' for mange nordmænd blasfemiske skildring af en nationalhelts soveposeadfærd i den iskolde arktiske vinter.
Mvh Finn Holten Hansen


Alle taler om vejret
Kære Bibliopat
Hvis en vinternat en rejsende rækker ud efter bjørnefedtet, risikerer han at få enden på komedie - i hvert fald hvis man skal tro Klaus Rifbjerg. Derimod fremgår det ikke hos Stefan Zweig, om han også havde sikret sig Nansens autograf. Den russisklæsende togrejsende i Bibliopatens kupé kunne naturligvis have lunet sig i snevejret med de indledende ord: »Det var i juli, i den varmeste tid« - det er jo ingen forbrydelse - og det ville da, situationen taget i betragtning, være en straf at vælge en anden indledning af samme forfatter: »Det var en morgen tidlig i slutningen af november, ved tøvejr« - ja, det gør vel kun idioten.
Stor hilsen Wenzel de Neergaard


Gedeost og bjørnefedt
Hvis der er noget, nordmænd ikke tåler, så er det, når de taber i håndbold (til danskere eller alle andre), og når nordmænd optræder som andet end karske skiløbere, skiskydere eller skøjteløbere. Sunde, raske og norske med gedeost og nistepakke og skivoks. Derfor var det ikke velset, at der var brug for bjørnefedt i Klaus Rifbjergs roman om Johansen og Nansen - og deres skiture i det grønlandske. Der var ikke noget godt i fjernsynet - de kedede sig - og hvad skulle de gøre ... Nordmænd ville have drukket hjemmebrændt og så være gået omkuld ... men Rifbjerg lader Johansen forlede Nansen til mere dristige aktiviteter på indlandsisen. Men autografsamleren ... han har aldrig bedt om min autograf.
Med venlig hilsen Bodil Christensen


Se ud ad vinduet, Bodil
Kære Bibliopat
Altså, problemet er jo ikke at finde ud af, at forfatteren må være Stefan Zweig. (Jeg vidste ikke, han havde begået selvmord!). Fandt for resten på 'fjernlageret' 'Sternstunden der Menschheit' (S. Fischer Verlag, 1962). Udmærket anledning til at opfriske det tyske. Nå, det svære er at gennemskue, hvorfor det er 'sjapquiz'? (Se ud ad vinduet, red.). Konklusionen er, indtil anden forklaring dukker op på lørdag, at Zweig er god at have med i tasken, hvis man lader sig befordre offentligt ved vintertide? For resten, selv om jeg egentlig ikke kender Tintin særlig godt, morede jeg mig meget over illustrationerne i Kultur i lørdags.
Mvh Lis Knuhtsen, Kalundborg

Prøv Politiken i 30 dage for kun 1 kr.

Få adgang til hele Politikens digitale univers, og læs artikler, lyt til podcasts og løs krydsord.

Prøv Politiken nu

Annonce