0
Læs nu

Du har ingen artikler på din læseliste

Hvis du ser en artikel, du gerne vil læse lidt senere, kan du klikke på dette ikon
Så bliver artiklen føjet til din læseliste, som du altid kan finde her, så du kan læse videre hvor du vil og når du vil.

Næste:
Næste:
Artiklen er føjet til din læseliste Du har ulæste artikler på din læseliste

Jeg sner

Bøger
Læs artiklen senere Gemt (klik for at fjerne) Læst
FOR ABONNENTER

Der er ikke oplæsning af denne artikel, så den oplæses derfor med maskinstemme. Kontakt os gerne på automatiskoplaesning@pol.dk, hvis du hører ord, hvis udtale kan forbedres. Du kan også hjælpe ved at udfylde spørgeskemaet herunder, hvor vi spørger, hvordan du har oplevet den automatiske oplæsning.

Spørgeskema om automatisk oplæsning

To ord, en meget kort sætning, ikke meget og så alligevel. 'Jeg sner' er titlen på en roman om tiden efter fløjlsrevolutionen af tjekken Pavel Kohout, og Deres Bibliopat sad i toget mod København og læste i den.

Toget var vel halvanden time forsinket på grund af den sne, der altid tager DSB og Banestyrelsen på sengen, men skidt pyt. Når man har en tyk centraleuropæisk bog at guffe løs af, er tid ikke noget problem. Det skulle da lige være på grund af kulden. »Jeg fryser«, tænkte Deres udsendte, mens han ventede på perronen.

I toget var der plads ved siden af en ældre, ret kraftig kvinde, der løste krydsogtværs. Bibliopaten satte sig ved siden af. Overfor sad to andre rejsende. Den ene læste. »Jeg sover«, kunne der have stået på et skilt over den anden.

På den næste station væltede det ind med pelsforede passagerer. I løbet af kort tid sad der tre personer på hvert sæde i kupeen, hvor der normalt kun sidder to. Deres Bibliopat gav plads for en kvinde omkring de 28 i en skotskternet nederdel.

Egentlig var der ikke plads til hende på grund af krydsordsløserens korpulence, men man er vel en gentleman, og 'Jeg sner' handler også om kærlighed, så værsgo at tage plads. For at alle skulle kunne være der, og fordi Deres bp er ret bredskuldret, lænede han sig frem med romanen og en lille notesbog placeret på knæene.

Den sidst ankomne kvinde lænede sig ubevidst tilbage og erobrede yderligere nogle centimeter, så den læsende nu var nødt til at sidde foroverbøjet. Til gengæld kunne han lade sin skrivende højre arm gå ind i luftrummet foran nederdelskvinden. Give and take.


Rundt omkring i kupeen kunne man iagttage lignende situationer. I et forsinket tog med for få pladser tvinges folk til at stå eller sidde tæt. Særlig sådan en bidende kold dag opstår der en længe savnet fællesskabsfølelse, som faktisk gør læsning overflødig. Bibliopaten fik det som en af de ti læsere, der optræder sidst i Italo Calvinos roman 'Hvis en vinternat en rejsende'.

De befinder sig alle på et bibliotek, hvor de hver især sidder og læser. På biblioteket befinder sig også romanens hovedperson, Læseren. Han har forgæves forsøgt at låne ti bøger, som han længes efter at læse færdig. Han har nemlig kun kunnet komme til at læse brudstykker af dem i diverse forkert ombrudte bøger. De ti bøger er ikke udlånt, men af de mest utrolige årsager er det alligevel ikke muligt for Læseren at komme til at låne dem.

Så er det, en af de ti (andre) læsere, hvis blik Læseren har fanget, pludselig siger, at han i virkeligheden aldrig læser andet end begyndelsen af en bog. De første sætninger sætter så meget i gang, at det er nok for ham. Hans sind tager straks på rejse. Han forestiller sig alt muligt. Hvorfor læse bøger til ende, når begyndelsen på dem kan afstedkomme så meget?

I den tætpakkede kupe havde Bibliopaten det på samme måde. For en sjælden gangs skyld var der lige så mange mennesker i toget fra forstaden ind mod byen, nogen af dem oven i købet i snak med hinanden, at man i et glimt fornemmede, hvordan det var, dengang europæere fra nord ikke havde så store urørlighedszoner.

En tyksak i pels kommer ind i kupeen, mens hun tramper sjap af støvlerne. Bibliopaten kigger for femtusinde gange på nogle villatage mellem Lyngby og Hellerup. 'Jeg tøsner', kunne Kohouts bog aldrig have heddet. Ville Bibliopaten nogensinde få læst mere end første kapitel? Skulle han hellere læse Kohouts berømmede 'Dansetime'? Kohout var dengang i diktaturdagene medforfatter til 'Charta '77' og endte efter at have fået skriveforbud af kommunisterne med at blive udvist af Tjekkoslovakiet. Han slog sig ned i Wien.

I syv-otte år har sætningen 'Jeg sner' stået på ryggen af en bog på reolen lige til venstre for fjernsynet hjemme i Bibliopatens stue. Hver eneste dag har den poetiske påmindelse meddelt sit fantastiske postulat. Dér i toget kommer Læseren i tanke om det, Calvino i 'Vinternat' så smukt skriver om forholdet mellem første og tredje person:

»Jeg har læst i en bog, at man kan udtrykke tankens objektivitet ved at bruge verbet tænke upersonligt i tredje person; i stedet for at sige »jeg tænker«, skal man sige »det tænker«, ligesom man siger »det regner«. Der er tænkning i universet, det er det, vi hver gang må konstatere. Vil jeg nogensinde kunne sige: »i dag skriver det«, sådan som jeg siger »i dag regner det«, »i dag blæser det«? (...) Og verbet læse? Vil man kunne sige: »i dag læser det, som man siger »i dag regner det«? (...) Universet udtrykker sig så længe nogen kan sige: »jeg læser, altså skriver det««.

Kvinden i nederdelen, som man derfor roligt kunne kalde Læserinden, tager en bog frem. Hun har den i et net og undskylder den uro, hendes bevægelser afstedkommer. »Bare læs«, kommer man til at sige. Hun nikker og siger: »Jeg læser«. Fem minutter senere kører toget ud af tunnellen. Udenfor er snefnuggene afløst af regndis. Læserindens bog var russisk, men man vil aldrig finde ud af, om det var den, der indledes med ordene: »Det var i juli, i den varmeste tid«.

Hvis en rejsende en vinterdag skal få noget som helst fra hånden, skal han snart se at nå frem til sit kontor. Jeg blæser, altså fryser det. Jeg skriver, altså læser det - og hov, nu sner det også.

Sjapquiz: Hvilken centraleuropæisk forfatter, der var født i Wien og endte med at begå selvmord sammen med sin kone, havde en af verdens største samlinger af autografer?

Vinterquiz: »Ræk mig lige bjørnefedtet«. Fra hvilken nyere dansk roman, som foregår i kulden?



Quizløsning!
Hvem var ifølge Homer en vis og besindig mand, der havde lagt døden i lænker? En mand, der ifølge filosoffen, som døde i 1960, trods alt var lykkelig, spurgte vi i sidste uge?

Kære bibliopat
Svaret på den 'slidsomme quiz' er Sisyfos, der med møje og besvær måtte rulle en sten op ad en bjergside, hvorefter den rullede ned igen, og han måtte starte forfra. Dette såkaldte Sisyfosarbejde er behandlet af Albert Camus i 'Le Mythe de Sisyphe'.
Venlig hilsen Alice Frederiksen, Humlebæk


Stenen og lykken
Kære Bibliopat
Svaret er: Sisyfos. Det skal tilføjes, at ikke blot Camus, men også Günther Grass betragter ham som en lykkelig mand. For Camus er han et eksempel på den, der har overvundet absurditeten, for Grass består det lykkelige i, at stenen ikke er blevet lagt på plads; det ville nemlig være ensbetydende med, at mennesket havde mistet sin frihed - også til politisk handling.
Godt nytår Henning Galmar


Inge Eriksens kronik
Kære bibliopat,
Siger man ikke, at alt kommer til den, der kan vente? Som f.eks. når man kan få svaret på lørdagens quiz leveret ved ikke slidsomt at kaste sig på nettet eller i reolerne om lørdagen, men blot kan vente, til Inge Eriksens gode kronik dukker op i søndagsavisen og siger Sisyfos, med citat og det hele. Hvorefter jeg så har spekuleret på, om den eneste og nærmere begrundelse for at skifte fra bornholmske villaer til de mere slidsomme sysler virkelig skulle være en forhåndsviden om, hvad der kommer til at stå i kronikkerne. For ingen kalder vel deres villa for Villa Sisyfos? Jeg genså 'O, Brother' i juledagene og mindes ikke derfra særlige referencer til Sisyfos, men forklaringen følger vel ved blot at vente til lørdag ... Og så ikke mindst godt nytår, tak for en del gode og lejlighedsvis frustrerende bogjagter i det gamle.
mvh Albert Welinder


Polynesisk erotica
Kære bibliopat!
At huset hed Haus Elsa (jf. tidligere klumme om bornholmske husnavne, red.), vidste jeg ikke. Jeg har aldrig set det, og alligevel ramte dets historie ind i min erindrings vildnis. I sommeren 1947 blev jeg af min storebror, maleren Knud Nielsen, inviteret med til Bornholm. Han skulle besøge fastboende kunstnervenner i Tejn, en billedhugger og hans væverhustru. Ingen havde ret meget dengang og især ikke kunstnere. Men at de enkle måltider var festlige, skyldtes ikke mindst parrets og de tilstrømmende kollegers ildfulde underholdning. Mine 17-årige ører stod på stilke over den særdeles bramfri tale. Vi var jo næppe kommet ud af victoriatiden. Hør bare: Som et nødvendigt tilskud til det magre udkomme gjorde husets frue rent hos naboen, friherre von Garvens. En dag faldt det hende i rengøringsvanvid ind at åbne en kiste, og indholdet af denne var af så frapperende karakter, at hun først gik i chok, dernæst kastede spand og klud for at ile hjem til ægtemagen, heldigvis tæt ved, for at han kunne gøre sin skyldighed. - Indholdet af kisten var polynesisk erotica. De er begge kendte og højt estimerede kunstnere, lever endnu, så vidt jeg ved, og når jeg støder på deres navne, jeg tænke på ovenstående søde historie.
Med venlig hilsen
Birthe Holch Gentofte

Prøv Politiken i 30 dage for kun 1 kr.

Få adgang til Politikens digitale univers, og læs artikler, lyt til podcasts og løs krydsord.

Prøv Politiken nu