To ord, en meget kort sætning, ikke meget og så alligevel. 'Jeg sner' er titlen på en roman om tiden efter fløjlsrevolutionen af tjekken Pavel Kohout, og Deres Bibliopat sad i toget mod København og læste i den. Toget var vel halvanden time forsinket på grund af den sne, der altid tager DSB og Banestyrelsen på sengen, men skidt pyt. Når man har en tyk centraleuropæisk bog at guffe løs af, er tid ikke noget problem. Det skulle da lige være på grund af kulden. »Jeg fryser«, tænkte Deres udsendte, mens han ventede på perronen. I toget var der plads ved siden af en ældre, ret kraftig kvinde, der løste krydsogtværs. Bibliopaten satte sig ved siden af. Overfor sad to andre rejsende. Den ene læste. »Jeg sover«, kunne der have stået på et skilt over den anden. På den næste station væltede det ind med pelsforede passagerer. I løbet af kort tid sad der tre personer på hvert sæde i kupeen, hvor der normalt kun sidder to. Deres Bibliopat gav plads for en kvinde omkring de 28 i en skotskternet nederdel. Egentlig var der ikke plads til hende på grund af krydsordsløserens korpulence, men man er vel en gentleman, og 'Jeg sner' handler også om kærlighed, så værsgo at tage plads. For at alle skulle kunne være der, og fordi Deres bp er ret bredskuldret, lænede han sig frem med romanen og en lille notesbog placeret på knæene. Den sidst ankomne kvinde lænede sig ubevidst tilbage og erobrede yderligere nogle centimeter, så den læsende nu var nødt til at sidde foroverbøjet. Til gengæld kunne han lade sin skrivende højre arm gå ind i luftrummet foran nederdelskvinden. Give and take.