Jeg forsøger at forstå, jeg forsøger at formidle, og jeg stræber hele tiden efter at forbedre mig. Det er mit livsprojekt. Jeg håber, du en dag finder dit!

Sådan skrev i går Politikens og en stribe andre nordiske mediers legendariske Bagdad-korrespondent Åsne Seierstad, henvendt til en dansk anmelder af 'Hundrede og én dag', bogen om den norske journalists indtryk og rapporter fra Irakkrigens hedeste dage. Men hun skrev det i Weekendavisen, for anmelderen hedder Jesper Vind Jensen, og hans anmeldelse stod i det norskejede ugeblad allerede 12. december. Nå ja: 'allerede'? Da var bogen allerede anmeldt flere andre steder, bl.a. af Marcus Rubin her i Politiken 25. november: Er »det den personlige, håndholdte fortælling om krigen, man er på udkig efter ... leverer Åsne Seierstad varen«, skrev han, men også følgende profetiske bemærkning: »For enhver, der er bare marginalt interesseret i medier, herunder deres troværdighed, er bogen fascinerende og urovækkende læsning«. Just troværdighed drejer det sig om, når Åsne Seierstad spidst ønsker for Vind, at han en dag må finde sig sit eget livsprojekt - et andet end at beklikke hendes journalistiske faglighed. Det var, hvad han gjorde 12. december og siden har fastholdt i deres efterfølgende, principielt interessante ordveksling. Journalistik eller litteratur Ved at sammenholde Åsne Seierstads oprindelige reportager til Politiken, mens krigen stod på, med bogens version af de samme begivenheder og møder med mennesker, konstaterede Vind i sin anmeldelse, at »der er en lang række uoverensstemmelser mellem artikler og bogen, som viser, at den norske journalist har lavet om på citater og har ændret på de navne, hun citerer«. Kun i nogle tilfælde kan de ændringer skyldes sikkerhedshensyn m.m. i kampens hede, mener Vind. Han minder om, at titelpersonen i Seierstads forrige bog, 'Boghandleren i Kabul', har rejst tvivl om bogens sandhedsværdi, og han citerer den svenske forfatter og journalist Jan Guillous kritik af samme bog som et eksempel på 'new novelism' - »en form for litteratur, der ligner journalistik, fordi læseren får indtryk af, at forfatteren ikke digter det mindste«. Hertil føjer Vind insinuerende, at »enkelte af de journalister Weekendavisen har talt med, og som var i Bagdad med Åsne Seierstad« undrer sig over, hvor hun fik sine mange historier om menneskelige skæbner fra, ofte refereret til anonyme kilder. Hvordan hun »fik snakket med mennesker, ingen af de andre havde set«? Alt i alt »ligner det et systematisk forsøg på at ændre det journalistiske grundmateriale, så reportagebogen kommer til at virke mere dramatisk, mere litterær. Og så er det ikke længere journalistik, men litteratur«, lød Vinds afsluttende salut. Oversættelser Det ville Åsne Seierstad selvfølgelig ikke have siddende på sig. Hun kritiserer Vind for selv at bruge anonyme kilder (»enkelte af de journalister WA har snakket med«) men påpeger også, at mange eksempler på afvigelser fra dansk avis- til bogtekst skyldes forskellige oversættere af hendes norske originaltekst. Eller hun har i bogen valgt en anden og måske bedre udtalelse fra samme kilde, som hun i skyndingen til avisen citerede varierende. Men hun erkender, at hun i bogen ved erindringsforskydning har tillagt en amerikansk kollega et synspunkt, som hun oprindelig - korrekt - citerede en irakisk intellektuel for i avisartiklen. »Kære Jensen, jeg erkender min fejl, denne ene fejl i en bog på 300 sider. Dine fejl i en artikel på et par tusind anslag skal også være dig tilgivet«, sluttede den angrebne forfatter i Weekendavisen 19. december sit forsvar under rubrikken 'Lidt for ivrig'. Men så let lader Vind Jensen sig ikke pacificere. 'Lidt for kreativt' hed hans gensvar i ugebladet lillejuleaften, for »erindringsforskydningen« i bogen kaster et utroværdigt slør over hele den scene, den nu optræder i. Og han hævder, at hun »fortsætter med at bringe ting frem, der strider mod virkeligheden«, når hun om det irakiske informationsministeriums (aldrig skal vi glemme den mand, sv) styrede presseture »var en pligt og at de ikke resulterede i en eneste artikel fra min hånd«. Jo, noterer Vind, 5. februar sidste år stod en sådan Seierstad-artikel fra Mosul i Politiken. Flueknepperi Men hvor troværdigt fremtræder Vind og Weekendavisen selv med dén formulering, når Seierstad nu faktisk i sit indlæg oprindelig havde skrevet: »Disse turene var et pliktløb og resulterte knapt i en artikkel fra min hånd«? På norsk er der forskel på 'knapt' og 'ikke en eneste', og det er der formodentlig også på dansk, noterer hun. Måske vil hun for fremtiden altid anføre det udtrykkeligt, hvis hun anonymiserer sin kilde af sikkerheds- eller andre gode grunde - »om ikke for andet, så for at tilfredsstille denne verdens Vind Jensen'er«, som hun formulerer det. Med de ord - og med sit ønske for modpartens fremtidige livsprojekt - lagde Åsne Seierstad i gårsdagens udgave af Weekendavisen ikke skjul på, at hun fandt debatten om hendes kildebrug udtømt. Endda så grundigt, at en del af diskussionen må henregnes under disciplinen flueknepperi, uden at hun dog selv bruger ordet. Men det skal nu ikke forhindre os andre i at skærpe blikket for, hvornår og hvor gonzojournalistikken, også kaldt new journalism, bliver til new novelism. Eller med andre ord: Hvornår vores dansk- eller norskejede dagblade rettelig fortjener omdøbning til navnet på den lokale sprøjte, Anders And i sin tid læste: Dagens Digt hed avisen for Andeby og Omegn.