Haves: kapitel. Ønskes: kapital. Sådan parafraserede forfatteren Klaus Rifbjerg i går ATS-rubrikkens snurrige leksikonlogik, da han tiltrådte som adjungeret professor på Handelshøjskolen i København. Kortere og mere præcist kunne han næsten heller ikke opsummere emnet for sin tiltrædelsesforelæsning, hvor han ville tale om 'Forfatterne, talentet og pengene', og jo længere Rifbjerg kom ind i sin timelange forelæsning, stod det klart, at forfatterne - om de kan lide det eller ej - altid vil have pengene som et vigtigt omdrejningspunkt i deres kunstneriske virke. Om de så har for få eller for mange af dem, som den nyudnævnte professor slog fast med citater fra verdenslitteraturens Hall of Fame, eksempelvis Oscar Wilde: »Som ung tror man, at penge er det vigtigste i verden, og nu er man blevet gammel og ved, det er rigtigt«, sagde Rifbjerg, som om få dage runder de 72. Varemærke gennem årtier Ikke at man kunne se det på ham i går - måske lige undtaget det korte øjeblik, knæene så ud til at være på vej mod talerstolen - for det var en meget veloplagt forfatter, der henvendte sig til et stopfyldt auditorium 033 på Frederiksberg. Her indtog han talerstolen med den selvfølgelighed, der kommer af at have været landets litterære førerhund gennem årtier. Jo, friskheden i udtrykket var der fortsat, og en af Handelshøjskolens begrundelser for at tilknytte Rifbjerg var da også, at han står som en af de store mestre i det danske sprog. En mand, der - som det blev sagt af indstillingsudvalget - vibrerer af originale indfald. En mand, der selv har været et varemærke - et brand - gennem årtier. Ordentlige vilkår Rifbjergs forelæsning var én lang anbefaling af ordentlige vilkår for kunstnerne, heriblandt forfatterne, selv om han også klart lod skinne igennem, at han selv havde sit på det tørre. »Jeg er jo mit eget livs direktør. Jeg kan optræde gratis ... hvis det passer mig«, som han selv udtrykte det med henvisning til jobbet som adjungeret professor, der ikke giver ham en klink, men nok bringer ham ære (hvad han bestemt ikke underkender). Men han har sit på det tørre efter langt over 100 bøger, hvoraf flere blev udgivet, dengang romanoplag kunne være både fem- og sekscifrede. Det var da heller ikke den rifbjergske forfatterøkonomi, han talte om, da han retorisk spurgte, hvordan det ser ud for forfatterne i dag. »Er det sådan, at de sidder på det kolde kvistværelse og skriver ved en tælleprås. I sivsko? Nej, må man sige, men med modifikationer. Kunstfonden er en slags økonomisk sikkerhedsnet under kunstnerne, men det er langt fra slaraffenlandslignende tilstande. Indimellem har man talt om kunstnerløn, men ingen har haft modet til at indføre den«, sagde Rifbjerg, som i dagens anledning havde lagt de store provokationer fra sig. Han nåede dog at få afleveret en kritik af regeringens grønthøstermetoder på kulturområdet, som han kaldte taktisk uklog, fordi det i stedet for begejstring skabte udbredt surhed blandt kunstnerne. Talstærkt fremmøde Undervejs fik han dog også gjort klart, at pengene er et uopslideligt emne. Han gennemgik, hvordan Kierkegaard konstant var besat af penge, selv om Søren og hans brødre hver arvede så mange penge (125.341 rigsdaler, 2 mark og 8 skilling), at de kunne leve 'om ikke i sus, så i dus', og Rifbjerg påpegede det paradoksale, at mens de fleste forfattere begræd deres pekuniære lavvande, så drømte forfattere som Sophus Claussen og Henry James om at bryde ud af netop de favorable vilkår, som tilfældet ellers havde skænket dem. Rifbjerg fik bragende bifald efter sin forelæsning, men ved fremtidige forelæsninger må han formentlig nøjes med et knap så talstærkt fremmøde af litteraturprofessorer, forlagsfolk og presse, herunder tv. Den hyperproduktive forfatter har tidligere været adjungeret professor ved Lærerhøjskolen, hvor han blev brugt som debattør og taler ved seminarer og konferencer, og han forventer, at det bliver en lignende rolle, Handelshøjskolen har tiltænkt ham. »Jeg er jo ikke akademiker, men som forfatter kan jeg måske se på tingene fra en anden vinkel«, sagde Rifbjerg efter sin forelæsning.