Når nu Politikens læsere allerede fra Thomas Bredsdorffs store anmeldelse på forsiden af torsdagens Kultursektion véd, at ugens bog er litteraturkritikeren Jens Andersens meget lange tobindsbiografi om eventyrdigteren 'Andersen', og at den udgør »en ny måde at fortælle et digterliv på« og dertil er et »overvældende og helt utrolig vellykket« værk. ... ja, så kan man vel for overraskelsens skyld om lørdagen tillade sig straks at springe til anmelderregistrets modsatte ende: Hos vores forretningspartner Jyllands-Posten. Der kritiseres samme værk nemlig som en »obduktionsrapport« uden indre »nødvendighed«, men snarere udsprunget af forlagets forretningssans. Hvad omslaget præsenterer som det »autoritative« værk om Andersens liv og digtning, kritiseres i Jyllands-Posten for at rejse »flere problemer, end det løser«. Og ikke mindst for at »udmale Andersens seksualitet i de grelleste farver ... Hvorfor skal forfatteren«, ligesom i de nyeste biografier om Kierkegaard og Stangerup, »ustandselig have grabberne ned i bukserne på sit offer?«, spørger Johs. H. Christensen og tilføjer: »Det er ikke særlig appetitligt at være vidne til«. Mon Taarbækpræsten - hvad Jyllands-Postens film- og boganmelder jo er i sin fritid - her er lige lovlig sart? Informations Torben Brostrøm, der aldrig selv har været vild med befamlerbiografien som genre, ser i hvert fald ganske anderledes på det: Han anerkender den »omfattende redegørelse« for »Andersens erotiske impulsliv med de talrige forelskelser i folk af begge køn« som et stedvis ligefrem »festligt og tragikomisk panorama«. Artistisk elegance Jens Andersens analyser »ligner hele vejen igennem den endelige præcisering af disse intimiteter, der af nyfigenhed gerne trænger sig i forgrunden, men her sættes i relief til helheden, netop helheden, som er det stadige ideal for skriveren«, siger Brostrøm og fremhæver, på linje med Bredsdorff, den »kompositoriske finesse«, at biografisten gemmer sin usminkede skildring af digterens ivrigt besmykkede eller fortiede barndomsvilkår »til kapitlet om digterens egne erindringer for at vise, hvad der egentlig gemte sig«. »Jens Andersen skriver sig op imod enhver forhåndsskepsis over for det fortærskede emne, også ved sin upyntede, egen velpointerede stil, der proportionerer hans beundring for geniet i en udforskning af det menneskelige«, skriver Brostrøm, også helt på tværs af Christensen, der vist kun modvilligt anerkender, at Jens Andersen »skriver godt, sådan da, for der forekommer besynderlige formuleringer. Men sproget glider gelinde, undertiden elegant indtil det artistiske«. At kalde forfatteren »myreflittig« mener Christensen tilsyneladende som en ros, på linje med alle de øvrige anmeldere, der f.eks. kan udtrykke det, som Niels Barfoed gør: »Alt hvad Jens Andersen har skrevet er grundigt udforsket ... han springer ikke over, hvor gærdet er lavest, og når alligevel altid over på den anden side. Det er til gengæld forskelligt, hvor yndefuldt han springer - især når han gør sig rigtig umage«, noterer Barfoed i sin dog altovervejende positive anmeldelse i Weekendavisen. Heller ikke han kan nære sig for at rette stil, men »bogen stråler - og ikke kun gennem eksempler - af sans for digterens gemyt og uimodståelige dobbeltudtryk af naivitet og subtil ironi«. Alt i alt er det ifølge Barfoed en »ny fængslende og mættet skildring«, ja, »en prægtig præstation«. En fanfare af en bogDet mener også Niels Birger Wamberg, som Berlingske Tidende har bedt anmelde biografien - hvis forfatter jo er bladets egen kritiker og indtil for nylig kulturredaktør på stedet. 'Andersen' er blevet »en fanfare af en bog, gennemkalkuleret og spontan på samme tid«. Ikke mindst inddragelsen af og guldgraveriet i Andersenværker, der sjældent læses nu om dage, er »fremragende gjort og befriet for både tungetaleri og fyldekalk. Jens Andersen ny-oplever i stedet for at genopleve og bevarer sin skrivegejst og sin fornøjelse hele vejen igennem«, skriver Wamberg, der selv har udgivet adskillige bøger om Andersen, den ældre, og som er taknemmelig for, at den yngre Andersen ikke har fantasifulde sensationer på programmet: »Digteren udnævnes f.eks. ikke til at være illegitim søn af Thorvaldsen, og det hævdes heller ikke, at han lå i med fru Heiberg. Fornyelsen i håndteringen af den uhåndterlige viser sig i lidenskaben og i analysernes anskuelighed og originalitet«, så helheden bliver »en fortælling, der binder opmærksomheden og løsner fantasien«. Eventyrlig stilhed Jens Andersens valgte balance mellem H.C.s liv og værk er anmelderne ikke uden videre enige i. Thomas Bredsdorff finder f.eks., at »det kniber lidt med proportionerne mellem de forskellige værker«, når man må døje med »dårlige skuespil og kedelige romaner, før man når til de - egentlig ret hurtigt ekspederede - eventyr«. Ja, eventyrene »berøres kun pr. association«, indrømmer Barfoed også, »men - ejendommeligt nok - det er ingen mangel«, fordi vi nu selv kan gå til de allerede så velkendte tekster og tolkninger med en masse nyt stof om personens liv i baghovedet. Hvilket akkurat er Brostrøms bekymring: »En risiko er, at alt det nu hænger tyngende ved, når man med barnligt opladt sind atter nærmer sig eventyrbøgerne, som er anledning til det hele«. Om netop dén balance skriver John Chr. Jørgensen i Ekstra Bladet, at hvad den ene Andersens behandling af den andens ydre liv, rejser og kærlighedsmøder angår, »fungerer biografien fortræffeligt. Men når han nærmer sig de geniale eventyr, slår hans sprog om i retoriske bravader om digteren, der »befriede barnet fra århundreders indespærring i voksenkunsten« osv. Det er karakteristisk, at der er en snes sidehenvisninger til rejsebogen 'Skyggebilleder' og ikke en eneste til eventyret 'Skyggen'«, skriver Jørgensen, der heller ikke har meget tilovers for forsøg på at »modernisere digterens gudstro ved at kalde den pluralistisk og globaliseret« eller opdatere den gamle ved at lade ham »foregribe kvindekampen, psykoanalysen, surrealismen og gud ved hvad«. Gud behøver nu ikke inddrages, præsten er nok, for også Johs. H. Christensen beklager sig i Jyllands-Posten over, at »Jens Andersen overbyder sig selv« ved at lade digteren foregribe både »Freud og surrealisten André Breton! Hvorfor ikke Carl-Henning Pedersen og J.K. Rowling?«. Christensen og Jørgensen er altså de hårdeste kritikere af 'Andersen'. Alligevel anerkender den første, at opgaven er »løst så godt, som det vel kan lade sig gøre«, mens den anden er mere rundhåndet: I den ny biografi skal man ganske vist ikke søge indsigt i hans »eventyrverden og dens subtile ironi. Men hvis man vil læse en grundigt efterforsket og entusiastisk fortalt historie om eventyrdigterens farverige færd gennem livet, er 'Andersen' lige sagen«. Og så er man måske alligevel ikke så fjernt fra det resultat, Wamberg i Berlingeren opsummerer sådan: »H.C. Andersen en detail og en gros. H.C. Andersen kigget ud, men ikke forrådt«.