0
Læs nu

Du har ingen artikler på din læseliste

Hvis du ser en artikel, du gerne vil læse lidt senere, kan du klikke på dette ikon
Så bliver artiklen føjet til din læseliste, som du altid kan finde her, så du kan læse videre hvor du vil og når du vil.

Næste:
Næste:
Artiklen er føjet til din læseliste Du har ulæste artikler på din læseliste

Fodboldens vindblæste lysning (1)

Bøger
Læs artiklen senere Gemt (klik for at fjerne) Læst
FOR ABONNENTER

Der er ikke oplæsning af denne artikel, så den oplæses derfor med maskinstemme. Kontakt os gerne på automatiskoplaesning@pol.dk, hvis du hører ord, hvis udtale kan forbedres. Du kan også hjælpe ved at udfylde spørgeskemaet herunder, hvor vi spørger, hvordan du har oplevet den automatiske oplæsning.

Spørgeskema om automatisk oplæsning

Det er Champions League tid igen, og mange fodboldentusiaster mobbes på det groveste, når de aften efter aften henslæber tilværelsen på sofaen foran fjernsynet. Skældsordene fyger gennem stuerne, ikke sjældent rummer ringeagtsytringerne en implicit anklage om, at fodbold står i et modsætningsforhold til mere intelligente gøremål - læsning for eksempel.

For dog ligesom at kunne svare igen har vi her i buret udviklet en længere svada, som vi affyrer (mod vor frue) med samme intensitet, som kaptajn Haddock skælder ud på diverse halunker og bovlamme bladanblandere. I stedet for at prise kunsten på skærmen og gøre opmærksom på, at vi i virkeligheden er i gang med at indoktrinere vore børn til at elske fysisk aktivitet, opregner vi helt i vor diagnoses ånd en række af de store forfattere, som gennem tiden har dyrket det kære spil eller skrevet indfølt om det.

Svadaen lægger ud med at konstatere, at Albert Camus, manden der skrev 'Sisyfos-myten', engang slog fast, at han havde lært mere om moral blandt mennesker på fodboldstadionet end på universitet. Den noterer sig, at Vladimir Nabokov aldrig glemte sin tid som målmand på Cambridge-universitetets hold, som han kaldte en »vindblæst lysning i en fortumlet periode«, selv om han beklagede, at fodboldstilen i England ikke bidrog til »udviklingen af en målmands excentriske kunst«.

Den genfortæller hovedpointerne i Jean Paul Sartres berømte (og komplet uforståelige) essay om 'Fodboldholdet som gruppe', ligesom den genkalder sig Eduardo Galeanos kulturhistoriske betragtninger om 'kuglen', hvis historie kan føres tilbage til kineserne for fem tusinde år siden, til romerne, ja selv til Shakespeare, som både omtalte kongesporten i sin komedie 'Tvillingerne' og i 'Kong Lear'.


Vor frådende ordflom fremhæver, at både Leonardo da Vinci og Michelangelo elskede fodboldspillet, den dvæler en stund ved Hans-Jørgen Nielsens og Per Olov Enquists hyldestkvad til henholdsvis arbejderklubben Fremad Amager og de to små kæmper Allan Simonsen og Diego Maradona. I et ophidset stemmeleje slutter den med at spørge, om Salman Rushdie måske synes at have taget skade rent intellektuelt af at være fanatisk tilhænger af Tottenham Hotspurs?!

Hvis ikke det hjælper, og husets myndige frue sandt at sige udviser tegn på immunitet, er der ikke andet at gøre end mut at blive liggende, indtil den psykiske mobning bliver så slem, at man endelig parerer ordre og går ned i kælderen og hænger de trøjer, shorts og strømper op, som vor bedre halvleg, undskyld halvdel, netop har vasket, så der er frisk kluns til næste omgang træning eller kamp for familiens boldekvilibrister, hvortil vi ubeskedent vil henregne os selv - på en god dag.

Når nu så mange forfattere har skrevet så smukt om grønsværens artisterier - ikke at forglemme alle de mål, som litteraturens bedste penne har henholdsvis scoret og reddet på alverdens udebaner - kan man godt undre sig over, at så forholdsvis få fodboldspillere har gidet skrive verdenslitteratur. Bevares, vi har da både læst Karl Aage Præsts klassiker 'På rejse med landsholdet', som står i vort sommerhusbibliotek, og Roy Keanes barske selvbiografi, men det ændrer ikke ved det pauvre indtryk af den professionelle fodboldverdens bidrag til den skrevne sprogkunst.


På den anden side afslører vor research, at de kære drenge måske netop er blevet fodartister, fordi det med poesi og lange kvad i heksameterform ikke er deres stærkeste side. Læs blot følgende liste (som bør holdes absolut hemmelig for fodboldkritiske fruer):

»Det gør ikke noget, at vi taber hver kamp, så længe vi vinder ligaen« (Mark Viduka).

»Vi tabte, fordi vi ikke vandt« (Ronaldo).

»Jeg ville gerne have spillet for en italiensk klub som Barcelona« (Mark Draper).

»Jeg sendte en fax til klubben i begyndelsen af ugen og bad om at blive solgt, men lad mig erklære, at jeg ikke ønsker at forlade Leicester« (Stan Collymore).

»Jeg er så lykkelig, som jeg kan blive. Men jeg har været lykkeligere« (Ugo Ehiogu).

»Jeg fik et smæld i den venstre ankel, men noget sagde mig, at det var den højre« (Lee Hendrie).

»En ting, jeg ikke kan beskyldes for, er, at jeg altid har gjort mit bedste« (Alan Shearer).

»Jeg fandt mig aldrig til rette i Italien. Det var som at bo i et fremmed land« (Ian Rush).

»Tyskland er et meget vanskeligt hold at spille imod. I dag havde de 11 landsholdsspillere på banen« (Steve Lomas).

»Jeg plejer at tage den højre støvle på først. Og derefter selvfølgelig den højre strømpe« (Barry Venison).

»Mine forældre har altid været der for mig. Helt siden jeg var syv år« (David Beckham).

»Hvis fodbold ikke fandtes, ville vi alle være frustrerede fodboldspillere« (Mick Lyons).

»Jeg har fem mål op til Arsenals scoringsrekord. Ikke at jeg tæller« (Ian Wright).

»For at spille på det hollandske landshold skal man være hollandsk« (Ruud Gullit).

»Mesterskabet er guleroden for enden af mesterskabet« (Tony Cottee).

»Det var i fortiden. Vi er i fremtiden nu« (David Beckham).

United-quiz: Hvilket fodboldspørgsmål var det, Karl Marx ikke kunne svare på i Monty Pythons berømte kommunistquiz?

Pelé-quiz: Hvilket to ord i dagens klumme er nappet fra en kendt fodboldsang?



Quizløsning!
Hvem er litteraturens mest berømte Molly, spurgte vi i sidste uges quiz.

Kære Bibliopat.
Litteraturens mest berømte Molly er gift med mr. Leopold Bloom i James Joyces fantastiske 'Ulysses'. Når man har læst denne bog nogle gange, kender man Molly vældig godt. Hun er en sensuel kvinde, som kommer fra Gibraltar(medbringende en seng med messingringe), hun bedrager sin ægtemand, læser halvdårlig litteratur, bruger orangeblomstvand, synger ved offentlige koncerter, vil gerne have fløde i teen osv. Poldy, som hun kalder sin ægtemand, varter hende trofast op og tænker på hende dagen lang. Om natten sover de i samme seng, han med sine fødder på hendes hovedpude, ja sagde jeg ja jeg vil. Ja.
Med venlig hilsen Grethe Brandt


Mollys utroskab
Hej Bibliopat.
Tak for din gode beretning, hvor du efter (en tårevædet!) afsked med din Penelope drager ud på din helt private odyssé over det sjællandske Ægæerhav og helt til Slagelse-egnen. Rejsen burde vel i grunden have været foretaget 16 juni på 99-års dagen for den handling - eller hvad man nu skal kalde det - der foregår i James Joyces 'Ulysses'. Mogens Boisen var en formidabel oversætter, der ofte formåede at få en udenlandsk forfatters tanker og ideer bedre formuleret på dansk, end forfatteren selv var i stand til på sit eget modersmål. Boisen oversatte i 1949 'Ulysses', og det er med garanti ikke hans skyld, at det endnu ikke er lykkedes for mig at komme bogen igennem in extenso. Jeg erindrer dog, at Leopold Bloom - antihelten - efter sin omflakken i Dublins gader - kommer hjem til sin Molly, som han giver mad på sengen; den Molly, der i modsætning til Ulysses'/Odysseus' trofaste hustru Penelope, har været sin mand utro i løbet af dagen, og som, inden hun den nat falder i søvn, funderer over første gang, hun var i seng med en mand, hvad enten det nu var ægtefællen Leopold eller en anden!
Venlig hilsen Egon Kjær, Ballerup


Kun et enkelt postkort
Kære Bibliopat.
Det bør vel være Molly fra 'Ulysses' av James Joyce. Hun er Leopold Blooms hustru og heter egentlig Marion Tweedy, men kalles Molly. Hun er sin mann temmelig utro, og på slutten av den lange romanen bruker hun 60 sider på å sovne inn, i det hun tenker på den første kjærlighetsaffæren sin ja ja Ja.
Som norsklærer i den videregående skolen i Norge har jeg med jevne mellomrom snakket om og lest fra romanen. Og for å lage litt oppstuss av det hele har jeg bedt elevene sende meg et postkort, når de i moden alder har lest 'Ulysses'. Etter å ha vært lærer i 25 år har jeg til nå fått ett postkort!!!
Med vennlig hilsen Eyvind Aas, Trondheim, Norge


Pynchon-hjælp søges!
Hej Bibliopat.
Jeg har brug for lidt hjælp i en svær stund. Jeg har nu for tredje gang forsøgt at kæmpe mig igennem de første 100 sider af Pynchons 'Mason and Dixon'. Uden held! Det kom så vidt i går, at jeg måtte hen til vinduet og råbe min egen utilstrækkelighed ud i den Frederiksbergske eftermiddag. Svaret kom til mig i form af et langstrakt dyyyt fra en Taxamotor-Mercedes, og jeg lagde murstenen tilbage på toppen af bunken. I ren fortvivlelse måtte jeg kaste mig over et let fordøjeligt Conan Doyle-mysterium for at berolige nerverne. Hjælp mig, jeg vil så gerne! Jeg ved, jeg vil elske den! Hvorfor er der ingen støttegrupper for sådanne lidelser!!
Med venlig hilsen Morten Tinning

Prøv Politiken i 30 dage for kun 1 kr.

Få adgang til hele Politikens digitale univers, og læs artikler, lyt til podcasts og løs krydsord.