Det er Champions League tid igen, og mange fodboldentusiaster mobbes på det groveste, når de aften efter aften henslæber tilværelsen på sofaen foran fjernsynet. Skældsordene fyger gennem stuerne, ikke sjældent rummer ringeagtsytringerne en implicit anklage om, at fodbold står i et modsætningsforhold til mere intelligente gøremål - læsning for eksempel. For dog ligesom at kunne svare igen har vi her i buret udviklet en længere svada, som vi affyrer (mod vor frue) med samme intensitet, som kaptajn Haddock skælder ud på diverse halunker og bovlamme bladanblandere. I stedet for at prise kunsten på skærmen og gøre opmærksom på, at vi i virkeligheden er i gang med at indoktrinere vore børn til at elske fysisk aktivitet, opregner vi helt i vor diagnoses ånd en række af de store forfattere, som gennem tiden har dyrket det kære spil eller skrevet indfølt om det. Svadaen lægger ud med at konstatere, at Albert Camus, manden der skrev 'Sisyfos-myten', engang slog fast, at han havde lært mere om moral blandt mennesker på fodboldstadionet end på universitet. Den noterer sig, at Vladimir Nabokov aldrig glemte sin tid som målmand på Cambridge-universitetets hold, som han kaldte en »vindblæst lysning i en fortumlet periode«, selv om han beklagede, at fodboldstilen i England ikke bidrog til »udviklingen af en målmands excentriske kunst«. Den genfortæller hovedpointerne i Jean Paul Sartres berømte (og komplet uforståelige) essay om 'Fodboldholdet som gruppe', ligesom den genkalder sig Eduardo Galeanos kulturhistoriske betragtninger om 'kuglen', hvis historie kan føres tilbage til kineserne for fem tusinde år siden, til romerne, ja selv til Shakespeare, som både omtalte kongesporten i sin komedie 'Tvillingerne' og i 'Kong Lear'.