YDMYGELSE
For 25 år siden ... skrev Vita Andersen et af de bitreste stykker kvindelitteratur, der var udkommet længe: »På en måde er det 'Tryghedsnarkomaner' skrevet om og bygget ud til prosa. Den handler om den samme pige, man gjorde fortræd, den samme voksne kvinde, som ikke kan finde ud af barndommens labyrint og kompenserer og kompenserer for den tryghed og kærlighed, der engang manglede så fatalt. Der er fortræd, der aldrig overstås, undtagen når den bliver til digtning«. Bettina Heltberg om Vita Andersen: Hold kæft og vær smuk. Gyldendal 1978. MARERIDT
For 10 år siden ... lå katastrofen på lur i Grete Roulunds gyser om en psykiater, der udsætter sine patienter for smertefuld behandling: »I romanens grandiost skrevne og meget lange slutklimaks får vi en slags forklaring. Og vi får et orgie af blod og krig og rædsler, hvor gud bestemt ikke griber ind, hvor folk er andre og dog de samme og dømt til at gentage det samme. Vi møder under hypnosen i en hypnotiserende prosa blodige barberblade og blodige nonner og en lille dreng, der elsker en soldat så højt, at han tager skade af det. (...) Det hele er velskrevet, begavet og indviklet. Og båret af en forbløffende mangel på det, man kalder for god smag«. Bent Mohn om Grete Roulund: Dr. Zarkowkis Eksperiment. Chr. Erichsen 1993 DRENGERØVE
For 5 år siden ... cruisede Benn Q. Holm rundt blandt smuldrede Københavnerdrømme i en kalejdoskopisk storbyroman: »Først og fremmest er vi til fodbold med FCK, ude mod Hvidovre og Silkeborg og hjemme i Parken til pokalfinale og Europa Cup-kampe. Det er et miljø, hvor mænd er mænd, eller snarere drenge med hvide halstørklæder og vulgære slagsange, hvor man ønsker sig en søn, for at han kan blive medlem af De Unge Løver, og hvor det værste der kan indtræffe er, at man bliver skilt fra hans mor. Ikke for hendes skyld, men fordi en kommende papfar måske er tilhænger af konkurrenterne fra Bundby. Yack!«. Susanne Bjertrup om Benn Q. Holm: Hafnia Punk. Rosinante 1998 SKILSMISSE
For 1 år siden ... skrev Jens Christian Grøndahl en roman om at flytte fokus fra navlen til næsten: »Den normalfreudianske vej ud af en trekvartvejskrise som Irenes er, i romaner i hvert fald, at man lærer at leve med sorgen, fordi man er blevet klogere af at have gloet på sig selv og har indset sin egen andel i det skete. Det kaldes at 'modnes'. Grøndahl vælger en anden løsning. I en halsbrækkende konstruktion med en del eventyrtræk giver han sin Irene en slags håb, ikke så meget ved at lade hende komme til rette med sin egen fortid som ved at sætte hendes smerte i forhold til De Store Smerter ude i verden, fra jødernes til bosniernes«. Thomas Bredsdorff om Jens Christian Grøndahl: Et andet lys. Gyldendal 2002