Jeg kan godt lide ham. Du skal ikke prøve på at forstå ham, for så bliver du sindssyg. Så jeg lader være med at prøve. Muhammad Alis øjne er fokuserede. Han er tændt. Han har lige sendt en smældende højre direkte ind i ansigtet på Sonny Liston. Svedperlerne springer fra Listons hoved som fra en fontæne. Man kan næsten lugte sveden fra de to mænd. Listons veltrænede krop er ved at give efter for Alis slangehug af en højre. Det er en ung Ali. Slank, helt uden fedt på overkroppen. Hver muskel træder frem, skarpt. Og her - i dette øjeblik mod Liston - tager Ali et afgørende skridt mod at blive den største. The Greatest of All Time. Kampen mod Sonny Liston ligger tilbage i 1960'erne. Øjeblikket er fastholdt på et billede, som lige nu måler cirka fire gange seks meter, og billedet bliver vist lige ved siden af en kæmpestor boksering. Sorte reb rundt om ringen indrammer endnu et billede fra Alis karriere. Det er taget fra et kamera oppe under loftet i kamparenaen. Billedet fylder hele gulvet i bokseringen. Det viser Ali i det ene hjørne med armene hævet over hovedet. Vinderattituden. I det modsatte hjørne en anden bokser med armene over hovedet. Men han ligger ned. Forbindelsen mellem hans hjerne og hans krop er blevet afbrudt. Han er slået ud. Har mistet kontrollen over sin krop efter en byge af slag fra Ali. Er det Liston? Frazier? Foreman? Det er lige meget. For det er ikke manden på gulvet, billedet fortæller om. Det fortæller om Ali, bokseren på vej mod neutralt hjørne efter endnu en gang at have cementeret sin position som 'The Greatest'. 'The Rumble in the Jungle' Billederne af Ali er der ikke noget usædvanligt i. Bortset fra størrelsen, altså. Det usædvanlige er, at billederne og bokseringen præsenteres på verdens vigtigste bogmesse, men mindre kan næsten heller ikke gøre det, når det tyske forlag Taschen lancerer sit kæmpeværk om Ali, 'G.O.A.T.', Greatest of All Time. 800 sider. Formatet er 50 gange 50 centimeter. Fedt, glittet papir. Vægt cirka 34 kilo. Pris fra 22.000 kroner og opefter. Oplag 10.000. Nummererede og signerede. Det har kostet 10 millioner euro at producere bogen, som indeholder 3.000 fotografier fra Alis karriere. Det er nogenlunde samme pris, som Zaires præsident Mobuto i 1974 betalte for at bringe sit land på alverdens forsider ved at købe sig ind på 'The Rumble in the Jungle', titelkampen i sværvægtsboksning mellem Muhammad Ali og George Foreman. Den legendariske boksekamp blev siden fastholdt af filminstruktøren Leon Gast i den oscarbelønnede dokumentarfilm 'When We Were Kings', og det er denne film, som har inspireret forlæggeren Benedikt Taschen til at sætte den monumentale bog om Ali i produktion. Kæmpeværket er et trækplaster på den store bogmesse i Frankfurt. Bogen bliver præsenteret af Taschen torsdag middag, men allerede fra midt på formiddagen stiller de første interesserede sig op foran den store boksering. »Hvem er det, der kommer i dag?«, spørger en hollænder, der står i tredje række fra de sorte tove om den tomme boksering. »Ali selv, tror jeg«, lyder svaret fra hans sidemand. Hollænderen vælger at blive stående. Et glimt af 'The Greatest' Det samme gør alle de andre, og flere kommer hele tiden til. Flere hundrede tilskuere står rundt om ringen, længe før klokken bliver 12. I et lokale ved siden af sidder hundredvis af pressefolk klar til at overvære Taschenholdet lancere den bog, som ifølge Der Spiegel er et monument på papir. Men det er ikke kun det trykte monument, der har lokket folk til i et antal, der er større, end dengang portugiseren Jose Saramago mødte pressen på messen efter at have modtaget Nobelprisen i Litteratur. De er alle kommet for at få et glimt af 'The Greatest'. Hvis han da kommer. Ingen vil gå glip af det, og derfor lader de sig slæbe igennem Taschens salgstaler, hvor alle involverede fortæller, hvor helt fantastisk det har været for dem at kunne være med i projektet. Den 81-årige Ali-træner Angelo Dundee fortæller, hvordan ingen sportsjournalist talte til ham i fire år, fordi Muhammad Ali hele tiden holdt pressen i ånde med sin underholdende, skrydende stil, hvor han dels fortalte alle, at han var den største, smukkeste og hurtigste bokser nogensinde, dels fortalte, hvornår og i hvilken omgang han ville gøre det af med sin næste stakkels modstander. »Ali var den første bokser, der talte til journalisterne«, siger Dundee. Neil Leifer, der har leveret fotos af Ali til 200 magasinforsider, fortæller, hvordan han ofte løb tør for film, fordi den berømte bokser hele tiden fandt på nye ideer til, hvordan han kunne blive fotograferet. »Ali elskede kameraet«, fortæller Leifer. Leon Gast fortæller, hvordan Ali i perioder nærmest instruerede dokumentarfilmen fra Zaire, og hvordan han som hovedperson altid var tilgængelig for instruktørens kamerahold. »En dokumentarfilms succes afhænger fuldstændig af den grad af tilgængelighed, du har hos hovedpersonen. Der var tidspunkter, hvor det nærmest var Ali selv, der instruerede filmen«, siger Leon Gast. Som en snegl I dag instruerer Ali ikke noget som helst. Men han kommer. En time inde i pressekonferencen dukker han op. Ind fra højre kommer han sammen med sin hustru gennem 16 år, Lonnie Ali. Det er ikke noget, der sker pludseligt, for intet i Alis liv sker i dag fra det ene øjeblik til det andet. Alt går langsomt. 'The Greatest' bevæger sig som en snegl, og hans ansigtsudtryk er nogenlunde lige så levende. Med små skridt entrer han scenen, hvor han bliver sat ved siden af Lonnie Ali. På afstand ligner han en mand, der er blind og må føres, selv om han ser alt omkring sig. Men han har mistet kontrollen over sin krop. Rystelserne fra sygdommen Parkinson pulserer gennem hans krop, uden at han kan gøre noget ved det. Måske er det slagene fra de hårde kampe mod Joe Frazier, der har skadet ham. Eller tævene, han modtog i Zaire, da han lod Foreman slå sig segnefærdig, mens han selv lod sig fange i tovene, indtil han pludselig eksploderede og slog Foreman ud i ottende omgang. Eller var det ikke kun kæben, der tog skade, da Ken Norton brækkede den i en kamp? Ingen kan vel sige det, men at Ali har mistet kontrollen over sin krop, er klart for enhver. Og alle kan også se, at Ali - i modsætning til sin modstander på den store gulvplakat i bokseringen i Frankfurt - ikke får kontrol over kroppen igen, selv om kamplederen tæller til otte eller ti - eller ti tusinde for den sags skyld. Men publikum er bedøvende ligeglad. Og måske er Ali også. I hvert fald sagde han til New York Times i 1988, at han jo langtfra var alene om at have Parkinsons syge. Og at han ikke ville have valgt boksningen fra, hvis han havde vidst, hvad det førte med sig. »Det var det værd«, sagde han til avisen. Levende legende I dag står Ali som en legende, en menneskelig, sygdomsramt legende, for de fremmødte i Frankfurt, og i modsætning til stjerner som James Dean og Marilyn Monroe behøver han ikke være død for at opnå denne status af legende. Selv om alle kan se, at den gamle verdensmester er fyldt 61 og er skrøbeligheden selv, har publikum samtidig med den barske virkelighed også erindringsbillederne af ham. Som den unge Cassius Clay, før han bliver muslim. Som bokseren, der uanfægtet råber ud til kameraet, at han er »the champion of the world« - ikke en gang, men fem eller ti gange i træk, uanset hvad tv-reporteren ved siden af i øvrigt spørger ham om. Som sportsmanden, der tre gange er i stand til at vinde verdensmesterskabet i sværvægt ved at være en snu, elegant, modig og intelligent bokser, der svæver som en sommerfugl og stikker som en bi. Alle rejser sig, og Muhammad Ali får et stående bifald. Ikke fordi han i dag har gjort noget eller sagt noget, for det har han ikke. Ikke et ord faktisk. Men fordi han er kommet. For alt det, han har gjort eller ikke gjort. Fordi han sagde nej til at gå ind i hæren, selv om det kostede ham millioner af kroner og et mistet verdensmesterskab. »Jeg har ikke noget udestående med de der vietconger«, som han sagde, da de ville gøre ham til soldat. Kylede OL-medalje i floden Eller måske skyldes bifaldet, at han har været sig selv hele vejen igennem en utrolig karriere. At han reagerede instinktivt, da han fejlagtigt troede, at han hjemme i USA's sydstater kunne gå ind på en restaurant for hvide og få serveret som alle andre, fordi han havde sin guldmedalje fra OL i Rom i 1960 om halsen. Men nej, 'niggeren', som personalet kaldte ham, kunne ikke få sin bestilling, hvorefter han gik ud og kylede sin medalje direkte i den nærmeste flod. Eller måske skyldes bifaldet de mange oplevelser, han har givet folk som Benedikt Taschen og alle mulige andre boksegale mennesker, der i 1970'erne stod op klokken tre eller fire om morgenen for at følge en direkte transmission på tysk tv fra Madison Square Garden, hvor Ali mødte Frazier. I positur Alle har deres helt egen grund til at føle noget for den kæmpestore mand, der sidder oppe på scenen ved siden af Benedikt Taschen og Lonnie Ali, og efterhånden som bifaldet lægger sig, står det klart, at ingen anden person ville kunne trække så stor opmærksomhed på en bogmesse, hvor berømtheder er en del af dagligdagen, men hvor der bliver stadig længere mellem de store personligheder. Hvis nogen overhovedet kan få en investering i en bog på 70-75 millioner kroner til at gå hjem, er det Muhammad Ali, og direktør Pedro Lisboa fra Taschen smiler da også let overbærende, da han bliver spurgt, hvem der egentlig skal købe den bog? »Velbeslåede mennesker. Vi har allerede mødt stor interesse for den, så den skal nok blive udsolgt, ligesom vi fik solgt vores store bog om fotografen Helmuth Newton«, siger Pedro Lisboa. Ali siger ingenting. Han stiller sig - langsomt - op i positur som en bokser. Indimellem kan man se, at hans nyanlagte overskæg bevæger sig en smule, som om han smiler, fordi han mener, han ligner 'Dark Gable', som han for sjov har kaldt sig over for Lonnie Ali. Men for det meste er ansigtet udtryksløst. Også da han til alles jubel bliver ført op i den store boksering. Langsomt går han rundt langs rebene. Stiller sig indimellem op og lader sig fotografere af tv-hold eller rækker sin arm frem til dem, der ivrigt forsøger at få lov til at trykke ham i hånden. Også selv om hånden, der har sendt folk som Joe Frazier og George Foreman i gulvet, nu er slap. Ali i ringen Men han er derinde. Et sted i den store skal af en krop kæmper den gamle Ali for at komme ud. Et kort øjeblik løfter han sin arm og peger ud på os, der står på den anden side af rebene. Han peger, lader, som om han udfordrer til kamp. Løfter derefter det øverste reb for - som i gamle dage - at dukke ned under og smutte igennem. Ud på den anden side. Men sekundet efter lader han rebet falde og går videre. Inde i ringen. Som er han også spærret inde dér. Han går videre for at lade et nyt kamera få et sidste billede af Ali i ringen. Langsomt. Uden et ord. Det er slut med at flyve som en sommerfugl og stikke som en bi.