Selvfølgelig er Rifbjergs enorme terningekast, 'Alea', på en måde ugens bog, men enhver véd jo, hvordan en Grøn Tuborg ser ud, som reklamen lød - så her er i stedet et billede af det modsatte af en kulturradikal ronkedor: En yngre kvinde med en debutroman om blandt andet kulturradikalismens fødsel, udsat for den danske litteraturkritiks ikke kun blide førstebehandling. Man har lov at håbe for Jette A(nne) Kaarsbøl - læg mærke til navnet, det er tilsyneladende kommet for at blive - at hun tilfældigvis har det som jeg på ét punkt: At Politiken er den avis hun læser først om morgenen. For her kunne hun til morgenkaffen allerede i underrubrikken se, at hendes roman »tilgodeser både litteraturens grovædere og de kræsne sprogsmagere«. Smagsdommerløgene var Marie Tetzlaffs, og i den omfangsrige kærligheds- og sædeskildring, der springer mellem 1870'erne og 1930'erne, blev hun først og fremmest fastholdt af »små, glædelige sproglige overraskelser, klicheer der afsnubbes, før de folder sig ud, og beskrivelser der tager en lidt anden drejning, end man ventede. Der er liv i sproget«, skrev hun, men også i handlingen: »lidt spænding, lidt skadefryd, lidt af den sikre forventnings glæde, lidt rørthed over gedigen tragedie og snagen i andres kiksede sexliv«, noterer hun uden nærmere konkretisering. Men uden tvivl om kvaliteten: »Forfatteren behersker det store format, et myldrende persongalleri og sin egen moderne forfatterrolle, som hun endda har frækhed og overskud til (sine steder næsten risikabelt) at minde om«. Noget af en skæbne Denne forfatterrolle (og det ér det øjensynlig - ikke bare en 'fortællerrolle') er de øvrige anmeldere enige om også at fokusere på; men unægtelig med andre konklusioner. I Jyllands-Posten finder Erik Svendsen romanen »problematisk«, selv om han tager hatten af for, at den på en gang tillader sig at være »umoderne, udstyret som den er med en meget forklarende fortæller, aktuel blandt andet fordi dens problemstillinger hænger sammen med kulturradikalismens fødsel, og småeksperimenterende fordi dens hovedperson er en stivstikker, hvis ikke ligefrem usympatisk«. Frederikke hedder hun, og selv om hun gør oprør mod livsforskrækket spidsborgerlighed, går hun åbenbart siden i frø som offer for den spirende kulturradikalismes utilstrækkelige frigørelse, nærmere bestemt facadeægteskabet med en homoseksuel mand. »Noget af en skæbne«, indrømmer Svendsen, men mere end »antyder, at det ikke er en drøm at læse 'Den lukkede bog'. Jeg synes, dens æstetiske valg er problemet ... Denne gammeldags docerende fortæller fungerer ikke. Historien bliver styret, ja, nærmest overstyret. Alt for klar og for lang i spyttet. Meget af en periode lines op, mange figurer passerer revy. Men der er alt for meget foredrag og for lidt fortælling«. Thorups grundmønster Bo Kampmann Walthers forbehold over for Kaarsbøls »kasse af en bog« er et lidt andet i Kristeligt Dagblad: »at der ofte flyder en J.P. Jacobsen, Herman Bang eller Georg Brandes i hendes pen. Det er både godt og knap så godt«. Ved afsmitning fra både Kierkegaard og det moderne gennembruds »store gamle, hvide mænd« og deres stil kommer skildringen til at dufte »af sætstykke og simuleret kunstnersammenkomst«. Han håber på, at Kaarsbøl næste gang vil slække på sine egne tøjler, »for hesten selv - romanskrivningen - dén er i fuld galop«. Dét bekræftes - men kun delvis - i Information, hvor Erik Skyum-Nielsen også får mere moderne associationer: »Har man læst Kirsten Thorups mammutroman 'Himmel og helvede' (1982) eller samme forfatters hudløst pivåbne dokument 'Bonsai' (2000), genkender man hurtigt det psykologiske grundmønster i den mastodont-roman på 535 sider«, som således har »et kraftfuldt stof« og dertil »sikker stofbeherskelse, stor bredde i det sproglige register og originale fortælletekniske greb«. Pudsigt er det også, synes han, at møde Lykke-Per og hans Jakobe i romanens københavnske saloner, så vi har fået »en mere end lovende debut af en ambitiøs forfatter med holdninger til kærlighed og frihed«, anerkender Skyum - på den ene side. For han tilføjer så: »Men vi har også fået en besynderlig litterær nostalgi i form af en roman, der er skrevet som om modernistisk fortællekunst kun var en uvedkommende parentes. I hvert fald føles det sært i dag at læse en bog, hvor Herman Bang optræder som agerende figur, men hvor stemmen der sætter ham i scene opfører sig, som om litteraturen aldrig har været ude for de dybe rystelser, Bang og andre påførte den i håb om at lære folk at føle med deres eget hjerte, se med egne øjne«, sukker han, efter at have anholdt fire regulære fodfejl i selvsamme stemmes sprogbrug. Alvadende fortæller Af Marie Tezlaffs læserkategorier tilhører Skyum vel snarere de »kræsne sprogsmagere« end »grovæderne«, hvorimod i hvert fald resultaterne af Lars Bukdahls litterære fordøjelsesprocesser godt kan være noget grovkornede, når de lander på Weekendavisens sider. Han besværer sig skumrasende over dette »klods af en alvidende« - ja, ligefrem »alvadende« - fortæller, der ustandselig blander »sig i handlingen - og blander handlingen op - med historiske, essayistiske, aforistiske, panoramiske, forudskikkende kommentarer, der i bedste fald er overflødige og i værste fald uudholdeligt kokette og pastichiøse«. Når han »på trods af al principiel debutant-tolerance nægter at holde mig tilbage« med kritikken af den slags indskud (men andetsteds i samme organ f.eks. skamroser Rifbjerg for formelt set tilsvarende kapricer) er forklaringen netop: »Nej, hun er ikke Dickens, i den grad og absolut og totalt ikke«, og det har hun netop selv dristet sig til at tilstå i et af indskuddene i romanen. Hun skriver derimod »håbløst antikveret« og »har desværre bare ikke det fjerneste begreb om den artistiske og spilfærdige maskepi, som er drivkraften i de store romanforfatteres store alvidende fortællinger«. Så Bukdahl havde foretrukket værket reduceret til en tredjedel og dermed til »en ganske hæderlig, småpsykologisk og småmelodramatisk historisk roman«. Som dog næppe ville have fået Kristeligt Dagblads anmelder til at tale om »535 siders tætskreven Brandes for fulde hammer«; eller Politikens til at anerkende debutromanens bekræftelse af, at »kærligheden om ikke sejrer så dog findes«, som »en ikke ringe bedrift af en stor og moderne roman«.