Hvor tit har man mulighed for at irritere eller måske ligefrem fornærme en nobelpristager i litteratur? Og hvis man har haft held til det, hvordan tackler man da sit liv bagefter? Problematikken dukker op i undertegnede boghulebestyrers baghoved en gang om året, når nobelkomiteen endnu en gang har uddelt sin prestigiøse pris. Resten af året ligger den begravet under et lag af fortrængninger, men så en dag udgår nyheden fra akademiet om Szymborska, den polske digter, om tyske Günther Grass eller som i år sydafrikanske Coetzee, der fik prisen for en uges tid siden (idet Philip Roth jo tilsyneladende bare ikke må få den!), hvorefter den dårlige energi straks stiger op fra sin grotte i hjernedybet og manifesterer sig helt fremme under pandebenet. Hvad taler manden om, tænker vor læser nu. Han taler om Josef Brodsky. Den store russiske digter, der fik Nobelprisen i 1987. Brodsky, som vi mødte - og fornærmede - i Göteborg for små ti år siden.