Dette er en bohemisk zone. Et befriet område. Om bøger. Og læsning. Og alt det indimellem. Såsom rockwool (isolerer dårligere end bøger), mohikanere (dem er der få af), tidsrejser (kommer engang), kaminild (indbildt og virkelig), mulighedssans (også erotisk), vardeberetninger, den postulerede eksistens af nazistiske ufoer samt tilværelsens væsentlige spørgsmål i øvrigt. Hvormed både er sagt en hel masse. Og ikke ret meget. Men dog så meget, at det kan lade sig gøre for den enlige beboer her i sanatoriet for en stund at tage spændetrøjen af og give sig i kast med at forsvare en tendens, som adskillige læsere har bemærket. Tendensens navn er 'arktisk slagside', og den skal angiveligt bestå i, at litteratur og forfattere, der har huseret omkring firsindstyvende nordlige breddegrad, favoriseres på det groveste her i etablissementet. Til det må vi iskoldt sige: Vi er helt uforstående! Af de mere end 150 epistler vi efterhånden har sat i verden, handler formentlig kun en tiendedel om Grønlands- eller Nordpolsrelaterede forhold, og jo da kun fordi nogle heroiske danske opdagelsesrejsende, hvis navne vi demonstrativt skal undlade at nævne her, både rejste gennem hidtil uopdaget land og bagefter skrev om det. Hvad er der galt i det?