0
Læs nu

Du har ingen artikler på din læseliste

Hvis du ser en artikel, du gerne vil læse lidt senere, kan du klikke på dette ikon
Så bliver artiklen føjet til din læseliste, som du altid kan finde her, så du kan læse videre hvor du vil og når du vil.

Næste:
Næste:
Artiklen er føjet til din læseliste Du har ulæste artikler på din læseliste

Stranden var oversået med døde pingviner

Bøger
Læs artiklen senere Gemt (klik for at fjerne) Læst
FOR ABONNENTER

Der er ikke oplæsning af denne artikel, så den oplæses derfor med maskinstemme. Kontakt os gerne på automatiskoplaesning@pol.dk, hvis du hører ord, hvis udtale kan forbedres. Du kan også hjælpe ved at udfylde spørgeskemaet herunder, hvor vi spørger, hvordan du har oplevet den automatiske oplæsning.

Spørgeskema om automatisk oplæsning

Dette er en bohemisk zone. Et befriet område. Om bøger. Og læsning. Og alt det indimellem.

Såsom rockwool (isolerer dårligere end bøger), mohikanere (dem er der få af), tidsrejser (kommer engang), kaminild (indbildt og virkelig), mulighedssans (også erotisk), vardeberetninger, den postulerede eksistens af nazistiske ufoer samt tilværelsens væsentlige spørgsmål i øvrigt.

Hvormed både er sagt en hel masse. Og ikke ret meget. Men dog så meget, at det kan lade sig gøre for den enlige beboer her i sanatoriet for en stund at tage spændetrøjen af og give sig i kast med at forsvare en tendens, som adskillige læsere har bemærket.

Tendensens navn er 'arktisk slagside', og den skal angiveligt bestå i, at litteratur og forfattere, der har huseret omkring firsindstyvende nordlige breddegrad, favoriseres på det groveste her i etablissementet.

Til det må vi iskoldt sige: Vi er helt uforstående! Af de mere end 150 epistler vi efterhånden har sat i verden, handler formentlig kun en tiendedel om Grønlands- eller Nordpolsrelaterede forhold, og jo da kun fordi nogle heroiske danske opdagelsesrejsende, hvis navne vi demonstrativt skal undlade at nævne her, både rejste gennem hidtil uopdaget land og bagefter skrev om det. Hvad er der galt i det?


Nuvel, vi må videre, og for at demonstrere vor spændvidde forlader vi straks både det arktiske område og den nordlige halvkugle som helhed. Vi skal nemlig sydpå.

Til Antarktis.

Næsten.

Vi venter lige med Shackleton, Scott og Amundsen, for først skal vi til Patagonien, der jo dog er temmelig langt dernedead, og det skal vi selvfølgelig på grund af sidste uges quizspørgsmål, som 40 mænd og 14 kvinder gættede svaret på.

Navnet på den nu aids-døde forfatter, der rejste til Patagonien, er engelske Bruce Chatwin, der endegyldigt stillede vandrestøvlerne i 1989 efter at have sat nye standarder for moderne rejselitteratur. Carsten Jensen, Thomas Boberg og alle de andre skrivende globetrottere har fødderne solidt plantet på ryggen af Chatwin, hvis moderne nomadisme har inspireret utallige til selv at fylde rygsækken med tomme notesbøger og tage af sted.

»I min bedstemors spisestue var der et skab med glaslåger, og i skabet lå der et stykke skind. Det var kun et lille stykke, men tykt og læderagtigt, med tjavser af groft rødligt hår. Det var fæstnet til et kort med en rusten nål. På kortet var der skrevet noget med falmet blæk, men jeg var for ung til at læse dengang. Hvad er det? Et stykke af en brontosaur«.

Sådan starter Chatwins mesterlige 'I Patagonien', som vi ikke kan anbefale varmt nok. Med barnets fortryllelse over en stoflig genstand og mormoderens oplysning om, at brontosauren skam i sin tid levede i Patagonien. En kort fortælling, men en stærk fortryllelse.


Mange år efter rejser den nu voksne mand sig en dag fra sin stol på kontoret. På skrivebordet efterlader han blot en lap papir til kollegerne: »Er taget til Patagonien«. Sedlen er omdiskuteret, men af sted tog han, og det skal manden, Chatwin, have tak for. Hans beretning er vidende, underholdende og vidunderligt skrevet. Han besøger øjensynligt hver eneste lille flække i det store, golde land og kender hver eneste anekdote og historiske beretning om dets sene kolonisation.

Blandt undertegnedes favoritepisoder er Chatwins møde med en jødisk familie, der driver et hotel og mangler selv de mest elementære begreber om profit. Om morgenen har den rejsende en vældig diskussion om regningen:

»Hvor meget kostede værelset?«. Ikke noget. Hvis De ikke havde sovet i det, var der ingen andre, der ville. »Hvor meget kostede middagen?«. Ikke noget. Hvordan skulle vi vide, at De kom? Vi lavede mad til os selv. »Hvor meget kostede vinen?«. Vi giver altid vin til gæster. »Hvad med matéen?«. Der er ingen, der betaler for maté. »Men hvad kan jeg så betale for? Der er kun brød og kaffe tilbage«. Jeg kan ikke tage imod betaling for brød, men café au lait er en gringo-drik, og den kommer De til at betale for.


Brontosauren viser sig at være en glyptodont. Mange patagoniere viser sig at være tyske udvandrere. Blandt de rejsende, der har plantet fortællinger i ødemarkens muld, viser sig at være så forskellige skikkelser som Darwin, John Davis (der opdagede, at Amerika er en ø) og Butch Cassidy and The Sundance Kid. Hertil kommer alle de bevidst ensomt boende skikkelser Chatwin møder, ikke at forglemme alt det han får ud af vinden, forsteningerne og pingvinerne.

Her i avisen skrev vor gode kollega John Njor i en boganmeldelse for nylig advarende om rejsemålet Patagonien. Chatwin var af en anden mening. Sikkert fordi han faldt i gryden med mormors trylledrik allerede som barn.

Quiz 1: »Før holdt de sig skjult skrev anonyme breve kom med anonyme tilråb anonyme opringninger foretog anonyme overfald nu tør de kaste maskerne nu har de navne og ansigter gode danske navne knyttede danske ansigter nu har de opdaget hinanden gennem læserbreve gennem meningsmålinger gennem radio og fjernsyn de kan mærke de blir flere og flere hævder allerede at være de fleste endnu er de ikke organiseret endnu marcherer de ikke i takt men partiet står parat med åbne arme og lukkede grænser ...«. Fra hvilket dansk digt?

Quiz 2: Hvem har, viser det sig, også skrevet teksten til sangen 'Imagine'?



Lauge Koch er manden
Hvilken skrivende polarforsker blev frosset ud af det gode selskab, fordi han udtalte sig negativt om Knud Rasmussen efter dennes død, spurgte vi i sidste uges quiz.

Kære Bibliopat
Jeg sidder med Politikens Kronik fra 22. december 1933 (takket være min fars utrættelige saksen i Politiken gennem mange år). Den handler om Knud Rasmussen. Han var død dagen før, kun 54 år gammel, men allerede i levende live en myte, kendt og elsket af alle danskere for sine eventyrlige ekspeditioner og sin indsats ved retssagen ved Den Internationale Domstol i Haag mellem Norge og Danmark om retten til Østgrønland, som Danmark vandt kort tid før hans død. At han desuden besad festens gave lagde bare endnu et par alen til hans berømmelse i Grønland og Danmark.
Kronikens forfatter var selv med på Knud Rasmussens anden Thuleekspedition nord om Grønland, hvor deltagerne kørte hjem til Thule over indlandsisen med sultedøden i hælene. To deltagere døde, og forfatteren blev selv mærket for livet af oplevelsen: »Når jeg tænker tilbage på den tid, kan jeg kun sige, at jeg rejste ud som en dreng og kom hjem som en mand«. Lauge Koch, for ham er det, kom hjem som en mand og ledede i de følgende år adskillige ekspeditioner til Nordgrønland.
Kroniken, som rettelig er en nekrolog, er naturligvis overvejende positiv, men med nedladende og negative passager. Lauge Koch stiller sig kritisk til Knud Rasmussens ekspeditionsteknik, hans videnskabelige og litterære arbejder og hans naive holdning til sine æresdoktorater. Det gjorde man ikke ustraffet dagen efter hans død. Lauge Koch blev for en tid sat uden for det gode selskab - som han vist i øvrigt ikke brød sig meget om i forvejen, men havde brug for som støtte til sine ekspeditioner.
Med venlig hilsen Karsten Vestergaard Skørping



Bruce Chatwin 1
Hvilken aids-død forfatter forlod en dag sin skrivemaskine og rejste til Patagonien?, lød sidste uges andet quizspørgsmål.

Kære Bibliopat
Den aids-døde forfatter er naturligvis Bruce Chatwin, som jeg første gang tilfældigt stiftede bekendtskab med for små ti år siden ved at læse først en omtale af 'Drømmespor' og efterfølgende hele bogen om det australske aboriginfolks skabelsesmyter, de såkaldte drømmespor eller sanglinjer. Hans vej til at blive forfatter gik bl.a. over Sotheby's (først som medhjælper siden direktør) og The Sunday Times, som han pludselig forlod en dag for at tage til Patagonien. Bruce Chatwin døde som 49-årig i 1989 og forsøgte til det sidste at skjule sin aids ved at finde på alle mulige mærkelige forklaringer på sine utallige hospitalsbesøg.
Med venlig hilsen Mette Lund Østerbro, Kbh.



Chatwin 2
Hej Bibliopat
Det drejer sig om Bruce Chatwin (1940-89), som i 1977 udgav bogen: 'In Patagonia'. Han sendte 2. november 1974 et telegram til Sunday Times (han arbejdede som freelancejournalist), som lød: »Gone to Patagonia for 4 months«. Han fik arbejde som 19-årig hos auktionsfirmaet Sotheby's, hvor han arbejdede i seks år og derfor rejste rundt i verden og fik smag for både kunst og fremmede kulturer. Han døde desværre alt for ung af aids; han var bøsse, men var til sin død gift med Elisabeth, som accepterede hans måde at leve/rejse på. Han fik udgivet seks bøger, men er blevet mere anerkendt efter sin død, bl.a. gennem biografier.
Venlig hilsen Annette Lynge Kbh. Ø



Bogbinder Bertelsen
Kære Bibliopat
Billedet i dagens avis (af maler Aage Bertelsens dagligstue, red.) ser godt ud, jeg kan skimte min mor som ung på et billede på dragkisten. Vedrørende bogbind: Vidste du, at Aage Bertelsen lavede papiret til sine bogbind selv, hvorefter han lod den dengang navnkundige Anker Kyster indbinde bøgerne? Bl.a. førsteudgaverne af Johannes V. Jensen, som han byttede sig til fra forfatteren med et maleri. Disse bind pynter nu i min reol.
Venlig hilsen Boye Bertelsen, Esbjerg