Harry Potter mod Voldemort. Helten mod Mørkets Herre. Hvid mod sort. Det gode mod det onde. Fortællingen om Harry Potter er et vaskeægte eventyr. Men det er samtidig også noget helt andet. Det er ikke tilfældigt, at de syv planlagte bind fra J.K. Rowlings hånd spænder over hovedpersonens formative år. Harry Potter er nemlig ikke kun et eventyr fuld af magi. Der begynder at vise sig tegningen til en dannelseshistorie, i stigende grad opfyldt af livets alvor efterhånden som Harry bliver ældre. Det kan være rart at blive reddet af magi, når lokummet brænder, og det gør det - heldigvis for læseren - tit for Harry Potter. Men det hjælper i det lange løb ikke meget, hvis ikke man er i stand til at foretage de rigtige valg og vokse med opgaven. Det gode og det onde er indlejret i livet som valgmuligheder. Da Harry Potter ankommer til Hogwarts, tilbyder Fordelingshatten ham valget mellem kollegierne Gryffindor og Slytherin. På Gryffindor kommer de modige, de handlekraftige, de solidariske. På Slytherin kommer de handlekraftige, der tillige er hensynsløse og selviske. Fordelingshatten genkender Harry Potters potentiale for begge dele. Han har et valg. Han vælger Gryffindor. Klassisk dannelseshistorie Rammen er magisk på Hogwarts, men fortællingen om Harry Potter er også en klassisk dannelsesroman. I begyndelsen er han et ubeskrevet blad. Ikke engang den sande historie om sin herkomst kender han. Han kender ikke meget til sin far og mor. Han kender ikke sig selv og sine evner. Men gennem barske og sjove begivenheder lærer han sig selv og livet at kende. Han lærer venskabets betydning. Han lærer, at det ikke altid er let at skelne mellem det gode og det onde og ikke at skue hunden på hårene. At det ikke er let at vide, hvem man er. At et menneske ikke kun er noget, man er, men også er noget, man bliver. Eller kan miste. I modsætning til det klassiske eventyr er konflikten mellem det gode og det onde i høj grad en konflikt, der angår heltens sjæl. Voldemort prøvede at slå Harry ihjel, da Harry var lille. Dengang fik Harry sit lynar i panden, og Voldemort mistede sin kraft. For hver bog står det mere klart, hvor tæt knyttede de er til hinandens skæbne. På en måde kan man sige, de er to sider af samme sag. De har samme ingredienser i deres tryllestav, som er troldmændenes svar på dna-fingeraftrykket. De er halvblods, og deres opvækst har bemærkelsesværdige paralleller. Det er på en måde som Hogwarts, der er en bastion mod ondskaben, men rummer modsætningerne i sig. Det ædle Gryffindor og det træske Slytherin ligger i indædt kappestrid, men det er en pointe, at der i konstruktionen Hogwarts ikke blot er plads til Slytherins negative kræfter; de er slet og ret nødvendige for universets dynamik. Deriblandt selvfølgelig underholdningsværdien. Middelmådigheden For underholdningsværdi er der ikke meget tilbage af i det trøsteløse, stivnede parcelhuskvarter, hvor Harry Potter er vokset op som forældre- og venneløs. Ligustervænget er den velnærede middelklasse som et fantasiforladthedens mareridt. Helt anderledes er det i den magiske verden, hvor en socialt bevidst og opfindsom middel- og arbejderklasses idealer endnu ikke har sejret ad helvede til. Når Harry Potter er så populær over hele verden, skyldes det selvfølgelig fest, spænding, magi og den hyggelige engelske atmosfære. Men det skyldes også det politiske og menneskelige budskab, der er i stand til at vinde genklang overalt i verden, hvor en fremspirende og uddannet middelklasse kæmper for at få sin retmæssige del i det gamle klassesamfunds nedarvede privilegier. Det er en genistreg af J.K. Rowling, at hun har ladet det gamle engelske klassesamfund leve videre i den magiske verden. På Hogwarts er kampen mellem adelens nedarvede privilegier og middelklassens tilkæmpede positioner stadig i fuld sving. Proletariatet - alferne - holdes som trælle og tyende. På Ligustervænget er middelklassens sejr forsumpet til mugglersk middelmådighed og selvtilstrækkelighed, men på Hogwarts gælder kampen stadig de fundamentale menneskerettigheder for »mudderblodspjok« og husalfer. Her er truslen om social apartheid konstant. Men du bør ifølge Rowling vurderes og belønnes ud fra din individuelle præstation og ikke på din højrøvede stamtavle. Din opadstigen i samfundet skal være baseret på flid, intelligens og mod. På din evne til at tilegne dig viden konstruktivt. På din udvikling som menneske. Din evne til at fungere som socialt væsen. For det er ikke mindst Harrys talent for at være sine venners ven i nøden, der bliver belønnet af den hvide troldmand, rektor Dumbledore. Harry Potter er som Astrid Lindgrens helte et 'århundredets barn' - en socialdemokratisk drøm om lige muligheder for alle, i en verden hvor fantasi, frihed og solidaritet skal bestemme snarere end det modsatte. Det er så at sige hér, dannelsesromanens lille plot i plottet ligger. 'Harry Potter' handler i så høj grad om venskabet mellem Harry, Hermione og Ron, at man kan se de tre figurer som tre forskellige aspekter af hovedpersonen. Helten Harry er ham, vi drømmer om at være, men den kun alt for menneskelige Ron og den pligtopfyldende Hermione er nok dem, de fleste af os ligner mest. I et univers, hvor meget er tidløst, er det Harry, Ron og Hermione, der fra år til år kan begynde at udvikle sig. Forfatterens genistreg J.K. Rowling har opdaget, at dannelsesromanen og playstation-spillet har en vigtig ting tilfælles. I livet tilegner man sig færdigheder og indsigt. Men ikke mindst når man står og skal springe fra barn til ung og videre til livet som voksen, kan det kan være pokkers svært at vide, hvor langt man er nået. Overmod og ydmygelser veksler i livlig forvirring. Anderledes med computer- og playstation og rollespil. Når man er blevet så og så dygtig til spillet og har skrabet tilstrækkeligt mange point sammen, får man adgang til et nyt level. Rowling har begået en genistreg ved at lave livet på Hogwarts om til et spil. Quidditch er yndlingsspillet på Hogwarts. Det bliver fulgt med samme iver, som drenge over hele verden følger heltene fra Manchester United og Real Madrid. Men Quidditch er kun et spil i spillet. Både som individ og som medlem af sin gruppe - sit kollegium - er enhver elev på Hogwarts døgnet rundt med i en kamp om plus og minuspoint. Livets uoverskuelighed er på Hogwarts blevet til en fortælling om et spændende spil, hvor man dyster og finder de ledetråde, der kan være med til at knække tilværelsens mange koder. Hogwarts er fantasiens verden. Man får ikke adgang via et kosteskab, et spejl eller et kaninhul, men via den ikke-eksisterende perron 9 3/4 på King's Cross. På Hogwarts kan en forældreløs brilleabe blive troldmandsverdenens prins, dagens mand i skysovs og bedre end Beckham. Sådan er det i et eventyr. Og den del af eventyret er intakt. Ministeriet for Magi vogter nidkært grænsen mellem den lidt for ofte lidt for grødfarvede og triste virkelighed på den ene side og fantasiens usynlige reservat på den anden. For den sande Minister for Magi - J.K. Rowling - ved bedre end de fleste, at hvis grænsen bliver overskredet for tit, er det ikke virkeligheden, men børnenes fantasi, der bliver mindre virkelig.