Timingen var perfekt. Harry Potter fem er stadig kun på trapperne og har dermed ikke stjålet rampelyset, krigen i Irak er for medierne ved at være triviel, og hvis man ser bort fra bomberne i Israel og omegn, sker der ikke det store i verden. Helt efter planen fik Hillary Clintons selvbiografi 'Living History' da også al den opmærksomhed, som både forfatteren og forlaget - der med et forskud på godt 60 millioner kroner har en vis kommerciel interesse - kunne drømme om. Aviserne i USA var i dagene op til udgivelsen spækket med reportager, Hillary var gæst hos talkshowdronningen Barbara Walters, og selv her i lille Danmark var den tidligere præsidentfrues bog big news. Og selvfølgelig var det ikke Hillarys store politiske tanker eller analyser pressen gik efter, det, der fængede, var skandalerne, mere specifikt Bill Clintons udenomsægteskabelige eskapader. Hvad havde den forsmåede hustru at sige om dem? Ikke ret meget viste det sig, og netop manglen på personlige detaljer og åbenhjertighed er da også noget af det, som de amerikanske anmeldere i ugens løb har hæftet sig ved. Som Dante Chinni udtrykker det i Christian Science Monitor, indeholder bogen »ingen virkelige afsløringer omkring hendes tid i Det Hvide Hus, og meget lidt af de tætte, personlige indrømmelser, nogle havde håbet på«. Folk, der køber bogen for at høre mere om Monica Lewinsky og hendes forhold til cigarer og Bill Clinton, vil derfor efter Chinnis mening blive skuffet. »Monica gør først sin entre på de sidste hundrede sider, og de bedste bidder af denne del er allerede blevet afsløret i pressen«, skriver han. Affære med Gennifer Flowers Det samme gælder de tidligere skandaler, for eksempel Gennifer Flowers, der i 1992 påstod, at hun igennem 12 år havde haft et amourøst forhold til Bill Clinton. Og det siger Hillary blot, at Bill »fortalte mig, at det ikke var sandt«. Et svar, hvis betydning, Bob Minzesheimer, anmelderen fra USA Today, brutalt bemærker, i høj grad kommer an på, hvad Bill mente med 'det'. Men det er ikke et emne, som Hillary vælger af dvæle yderligere ved. Men hvis der ikke er saftige detaljer, hvad har den tidligere præsidentfrue og nuværende juniorsenator fra New York så egentlig fyldt bogens knap 600 sider med? Grundlæggende tre ting. En del diskussion af politiske emner, en del rejseberetninger fra tiden i Det Hvide Hus og de interessante mennesker, hun mødte, og endelig en del desværre ikke så afslørende minder om det personlige drama. Et miks, der efter de flestes mening ikke skaber nogen synderlig spændende eller læseværdig bog. I Los Angeles Times konkluderer Tim Rutten således, at »Hillary Clinton ikke er nogen Ulysses S. Grant«, og at hendes selvbiografi ligger langt under standarden sat af borgerkrigsgeneralen, der efter sin præsidenttid overraskede alle ved at skrive den hidtil bedste selvbiografi af en amerikansk præsident. Modsat Grant er et af problemerne med Hillarys bog ifølge Bob Minzesheimer netop, at der ikke er nogen overraskelser. »Sproget er klart, men ofte fladt, som en politisk tale«, skriver han og bemærker, at substansen for det meste er »politisk forudsigelig«. Som talt ud af munden på New York Times-anmelderen Michiko Kakutani, ifølge hvem bogen »overordnet set har smagen af en fortærsket politisk tale, med den nøje kalkulerede mængde morsomme anekdoter beregnet til de mange talkshows«. Kontorsladder Hertil kommer Hillarys store ego. I New York Times beklager Kakutani hendes »tendens til at tale om sig selv som en symbolsk skikkelse«, og i Christian Science Monitor savner Dante Chinni bare en anelse ironisk distance. »Der er ikke meget ironi på siderne, ikke megen evne til at lave sjov af sig selv. For meget afstand kan naturligvis være en forbandelse, men lidt selvironi giver altså mulighed for at lære noget af tilværelsen, uden at det behøver være så kedeligt«, skriver han. Men trods al kritikken er anmelderne enige om, at bogen nok skal finde et publikum, nærmere bestemt de politisk interesserede amerikanere fra begge sider af det politiske spektrum. »Liberale vil elske, hvad hun skriver om sine modstandere og deres destruktive og personfjendtlige politik, og konservative vil hvæse hånligt ad hendes påstand om ikke at kende til sin mands forhold til Monica Lewinsky før til allersidst«, skriver Bob Minzesheimer fra USA Today, en vurdering, der går igen i alle anmeldelserne. For os andre dødelige falder vurderingen mere blandet. De fleste anmeldere mener ikke, det er umagen værd, men ifølge Boston Herald er det hele et spørgsmål om forventninger. »Så længe man betragter selvbiografier som værende i forfatternes egen interesse og læser denne med et gran salt, er der masser af materiale til en god gang kontorsladder«, skriver avisens anmelder Rosemary Herbert. Og mon ikke det i virkeligheden også er, hvad flertallet af de 200.000 mennesker, der købte bogen den første dag, satser på?