»Du er dum. Du har overhovedet ikke fattet, hvad manden mente«. »Nej, det er dig, der er dum. Du læser for hurtigt og kommer ord i munden på mig«. »Vrøvl, du prøver bare at hytte dig eget skind, så man glemmer, at I engang var uvenner«. Sådan har beskyldningerne i let forenklet og populariseret form, det sidste par uger føjet gennem spalterne i Weekendavisen mellem Bo Bjørnvig og Hans Hertel. Anledningen til de knubbede ord og skingre stemmer er 'Tværtimod!', den massive samling af den afdøde forfatter Henrik Stangerups tekster, essays og artikler, som Hans Hertel i samarbejde med sønnen Jacob Stangerup har redigeret, og som udkom sidste uge. Debatten mellem de to litterære brushoveder vender vi tilbage til. Et rask skænderi var jo bestemt heller ikke noget, Stangerup veg tilbage for, men når det gælder kvaliteten af bogen, er anmelderne rørende enige: Den er høj, meget høj, og bestemt ikke blevet mindre i de fem år der er gået, siden Stangerup døde. I Information har Erik Skyum-Nielsen »i en uges tid gået og smagt på Henrik Stangerup«, og selv om det er »noget af en apotekersending«, er den »fyldt med nyttige mineraler, hvis virkninger vil holde længe«. Det forstår man, for den Stangerup, Skyum-Nielsen møder i teksterne, er »hurtig, vittig og præcis«, og ud af »bogens sider lyser en overrumplende vitalitet«. Lidt meget bliver det godt nok undervejs for Skyum-Nielsen, der »vanskeligt kan døje Stangerups hang til forfjamsket fimren fra emne til emne og ikke sjældent væmmes ved de genkommende figurer, hvori han 'mytograferer' sig selv«. Men det overordnede indtryk er imponerende. »Nu opdager man, at man savner ham. Og nu forstår man bedre, hvor nødvendig han var, også dengang der ikke så sjældent blev peget fingre ad ham«, skriver Skyum-Nielsen og nævner som illustrativt eksempel en familie, hvor den eneste bog, sønnike gerne måtte ødelægge, var Stangerups roman 'Manden der ville være skyldig'. Tiden gav ham ret Begejstret er også Berlingskes Mads Kastrup, der i Stangerup finder en »meningsmusketér, der ser det som sin opgave at forhindre, at tronen falder i de forkerte hænder«. Et hårdt job, men som Kastrup skriver, var Stangerup »ikke bange af sig. Eller også kunne han bare ikke lade være. Eller måske mente han ikke, han havde et valg«. Og så havde gamle Stangerup - som desværre ikke blev så gammel endda - faktisk ret i det meste. »Man kan konstatere, at tiden har givet Stangerup ret i meget. Ikke mindst i hans idelige angreb på rigtige meninger og kulturparnassets forestillinger om den rette kunstneriske og revolutionære ånd«, skriver Kastrup. Pointen om, at tiden har været med Stangerup, var også temaet i Søren Vinterbergs anmeldelse her i avisen. Stangerups instinkter var sunde, og det, lige så meget som hans logiske analyser, er ifølge Vinterberg »det, der gør denne skønne essaysamlings holdninger så holdbare, hans visioner så rent ud profetiske«. Endelig har det efter Vinterbergs mening også hjulpet, at Stangerup er død. »Afslutningen af det personlige liv giver forfatterskabet en chance for at blive læst mere uhildet«, skriver Vinterberg og er ikke i tvivl om, at det bliver Henrik Stangerups fordel. »Ganske vist var han morsom, original og generøs, men også en »knarvorn knortekæp i mange polemikker« og dertil »forfængelig« og »fandens stædig«; han var ligefrem »ulideligt egocentrisk og dæmonbesat«, »selv hans familie og nærmeste venner blev ofte overtromlet af hans kolossale ego« - lød det ved hans død 4. juli 1998. Endda i mindeordene fra hans nærmeste venner!«. Hertel som overdommer Weekendavisens Bo Bjørnvig er enig og konstaterer, at »kanoniseringens tid er inde for Henrik Stangerup«. Ganske ligesom tidligere Nils Ufer, »som de fleste ønskede hen, hvor peberet gror« og journalisten Rolf Geckler, »der kritiserede sine Christiansborgkolleger for indspisthed og i dén grad fik på puklen«, er alt nu tilgivet Stangerup og kun hyldesten tilbage. Eller rettere lidt mere er der efter Bjørnvigs mening tilbage, for netop fordi Stangerup fik så meget ret, vil hans gamle modstandere »gerne op på hans vogn« og »slette deres egne spor«, for slet ikke at tale om at hente Stangerup op af graven, »udstyret med våben fra det kulturradikale arsenal for at blive sendt til fronten som en anden fjernstyret zombie«. Anderledes er det med Hans Hertel, der ifølge Bjørnvig har valgt en anden strategi, nemlig at »sætte tingene på plads som en slags overdommer, så han efter endt revselse kan erklære Stangerup salonfähig«. En glimrende strategi, problemet er bare, at Bjørnvig mener, at Hertel ikke helt har forstået Stangerups tanker. »Den pointe, som Hertel mener, Stangerup aldrig fangede - at man måtte skelne mellem marxismen som drøm og som praksis - at den pointe netop var, hvad Stangerup om noget gjorde op med«, skriver Bjørnvig i sin anmeldelse. Det er for stærkt til Hertel, der ugen efter rasende kalder det en »fat joke«, at han efter »i 42 år at have diskuteret op ad stolper og ned ad vægge med min gamle ven, at have fungeret som hans litterære eksekutor siden 1997 og at have endevendt alle hans artikler til dette telefonbogtykke bind«, nu »bliver belært om, at jeg ikke har fanget hovedpointen«. »Er det sjusk og slendrian, fordi Bo Bjørnvig er så forhippet på at anmelde bogen tre dage før udgivelsen? Er det historisk uvidenhed? Eller er det endnu et af de demagogiske forsøg i denne regeringstid på at hælde alt til venstre for midten i én stor flaske med giftetiketten 'Kommunisme' for at kunne miskreditere enhver samfundskritik fra venstre?«. Men måske er der alligevel en forsoning på vej. I sit svar samme uge giver Bjørnvig godt nok ikke Hertel ret, men understreger dog, at »Hans Hertel er ikke kun en intellektuel vindbøjtel, han er blandt andet en dygtig forsker og en fremragende formidler«. Det samme gælder Henrik Stangerup.