Den palæstinensiske leder, Yasser Arafat, var dybt bevæget, da præsident Bill Clinton ringede til ham en sidste gang, inden præsidenten skulle overlade Det Hvide Hus til sin efterfølger i de første dage af 2001. »De er en stor mand«, lød det salvelsesfuldt og smigrende fra Arafat, som Clinton havde mødt ved flere forgæves forhandlinger om fred i Mellemøsten. Svaret kom omgående fra Clinton. »Gu' er jeg ej. Jeg er en utrolig fiasko, og det er Deres skyld«. Den ellers så muntre præsident var bitter, for Arafat havde kort tid før skudt det seneste amerikanske forsøg på at skabe fred i Mellemøsten ned. Bill Clinton havde brugt mange kræfter på at skabe fred mellem israelere og palæstinensere, og han var ved at nå vejs ende og dermed gå over i historien som en stor amerikansk præsident. Indsatsen i Mellemøsten slog fejl, og Clinton frygtede historiens dom. Men han havde andre og mere positive resultater bag sig, og i dag er det sikkert, at Bill Clinton både ude og hjemme vil blive husket som en af de gode, amerikanske præsidenter. Men spørgsmålet er, hvor højt han når i det historiske hierarki af tidligere ledere i Det Hvide Hus. Det spørgsmål har også aktuel betydning, for navnet Clinton dækker over mere end eks-præsidenten Bill. Fra starten af karrieren har hans kone, Hillary Rodham Clinton, fulgt ham i politiske og personlige op- og nedture, og nu er det hendes tur til at sætte dagsordenen. Det gør hun i dag som senator for staten New York og mulig demokratisk præsidentkandidat i 2008. Derfor er præsidentens eftermæle vigtigt, for varemærket Clinton bliver en vigtig del af Hillarys valgkamp, hvis hun stiller op, mener politiske iagttagere i USA som Ronald Brownstein fra Los Angeles Times. Han taler om en 'Clinton-renæssance' i USA, for mens han skabte masser af nye arbejdspladser, står hans efterfølger for voksende arbejdsløshed og stigende økonomiske problemer, og Brownstein minder om, at Clinton med valgsejren i 1992 genrejste det demokratiske parti, der var gået fra nederlag til nederlag i årene forud. Med andre ord er navnet Clinton synonymt med vinder, og han vil blive brugt i den kommende valgkamp. Men Clinton-parret har blikket rettet mod valget i 2008, og derfor bliver historien om årene i Det Hvide Hus nu systematisk bygget op. Første skridt er udgivelsen af en bog om Clinton af en tidligere medarbejder, journalisten og forfatteren Sidney Blumenthal, der hylder sin tidligere chef i Det Hvide Hus i en bog på over 800 sider. Ronald Brownstein peger på, at Clinton-beundreren Blumenthals bog kun er første skridt i en nøje gennemtænkt medieplan. Næste måned udkommer Hillary Clintons erindringer fra årene i Det Hvide Hus, og næste år kommer Bill Clintons egne memoirer. Clinton-navnet vil ikke forsvinde i 2004, selv om en Clinton ikke stiller op til præsidentvalget, og grunden vil være lagt for en ny kampagne. Det store spørgsmål er så, om Clintons historie så er noget at være stolt af, og om den nye bog kaster nyt lys over de otte Clinton-år i Det Hvide Hus. Hvad med Monica? For en del af pressen har lakmusprøven været: hvor tæt kommer Blumenthal skandalen, altså historien om præsidentens forhold til den frodige elev i Det Hvide Hus, Monica Lewinsky? Sidney Blumenthal når trods et tæt venskab med Clinton og sit arbejde som rådgiver for præsidenten ikke ind bag overfladen. Vi får for eksempel ikke at vide, hvorfor præsidenten løj om forholdet til Monica Lewinsky, selv om præsidenten i en samtale med Blumenthal nærmest fremstiller sit forhold til Monica som en voksen, ansvarlig person, der hjælper en ubefæstet og meget søgende sjæl. Sexaffæren var nærmest et teknisk uheld. Men Blumenthal giver flere fascinerende skildringer af livet i Det Hvide Hus i de vanvittige uger i januar og februar 1998, hvor hele nationen holdt vejret efter anklager mod Clinton for at have tvunget Monica Lewinsky til at lyve om deres forhold. Bag anklagerne stod Kenneth Starr, den religiøse og stærkt konservative undersøgelsesdommer af en påstået korruptionssag mod Clinton-parret, som gik tilbage til Clintons tid som guvernør i Arkansas. Men Starr havde en hemmelig dagsorden, lyder et af de gennemgående temaer i Blumenthals bog: Han ville sammen med en gruppe nykonservative kræfter i USA vælte den siddende præsident, som stod for alt, hvad de hadede. Clinton var en repræsentant for 1968-generationen: liberal, frigjort, tilhænger af sociale reformer og reel lighed mellem racerne, og Blumenthals portræt af Hillary Clinton i disse afgørende dage er imponerende. »Det her handler om et slag. Se på de folk, der er med, de har deltaget i andre ting. Det er den store historie for den, der er villig til at gå efter den og skrive den og forklare den. Det er historien om en gigantisk, højreorienteret sammensværgelse«, lød det fra Hillary Clinton til Blumenthal få timer før, hun gik på tv for at give sin version af sagen. Den linje fastholdt hun trods ægtemandens senere indrømmelse af affæren med Lewinsky. Flere anmeldere har bemærket portrættet af Hillary Clinton som en benhård politiker og analytiker, der selv i de værste personlige storme var i stand til at holde hovedet koldt, når hun var politisk på. Der var rent faktisk tale om en politisk sammensværgelse, som flere anmeldere af Blumenthals bog også påpeger, og rigsretssagen mod præsidenten blev afværget. Men sagen lammede ham politisk, og den bliver sværere at vaske af eftermælet end den berømte sædplet, han efterlod på Monica Lewinskys kjole. »Jeg kaster lige op« Trods skandalen holdt medarbejderne fast. Men det var hårde tider. Den dag, nyheden om Clintons påståede forsøg på at få Monica Lewinsky til at holde tæt om deres seksuelle forhold brød ud, kunne selv den hårdt prøvede stabschef Erskine Bowles ikke klare mere. Efter et møde med staben i Det Hvide Hus så lederen af staben på gruppen af advokater og rådgivere omkring sig, rejste sig og sagde: »Jeg tror, jeg skal ud at kaste op«. Men han og det store flertal af medarbejdere blev i Det Hvide Hus. De var ligesom Clinton-parret selv overbevist om, at sagen også var en politisk kampagne mod præsidenten og de værdier, han repræsenterede politisk og holdningsmæssigt. De syntes også, han var en dygtig præsident - og så kunne de lide ham. Hvor Det Hvide Hus i dag er domineret af gamle, dybt konservative mænd, var stilen en anden under Clinton. De fleste var i fyrrerne og vant til præsidentens uformelle arbejdsstil, hvor beslutninger ofte blev taget over timelange møder i sene aften- og nattetimer med store bakker af pizzaer på bordet. Præsidentens arbejdskapacitet var enorm, og den entusiastiske politiker, der takket være høj begavelse og masser af legater havde taget rejsen fra et fattigt hjem i Arkansas til stjerneuniversiteter som Oxford og Georgetown i Washington, var og er en fascinerende blanding af en raffineret intellektuel i nærmest europæisk stil, som elsker endeløse diskussioner og en glad, amerikansk dreng, som fylder sig med spændingsfilm og junkfood. Han var også en inspirerende chef, som altid selv gik foran. »Han gennemskrev selv hver tale, havde kommentarer til hvert udkast, som lå på hans skrivebord, og sendte dagligt dusinvis af avisartikler og tidsskrifter, han havde læst, videre til sine medarbejdere med kommentarer i margenen og masser af understregninger«, skriver Blumenthal fuld af beundring. Clinton skabte ikke fred i Mellemøsten. Men hans indsats i Europa og specielt på Balkan og i Kosova blev afgørende. Blumenthal fortæller i et fascinerende kapitel om, hvordan præsidenten involverede sig - og USA - mere og mere frem til beslutningen om gå i krig mod den serbiske diktator, Slobodan Milosovic, og dermed hindre en gentagelse af tragedierne få år tidligere i Bosnien. Kapitlet er interessant i lyset af den netop afsluttede krig i Irak. Det viser, hvordan Clinton langsomt og tålmodigt overvandt de europæiske allieredes modvilje mod en militær aktion mod Serbien. Det var langt fra nemt, og Clinton skulle også overbevise skeptikere på hjemmefronten. En af de største modstandere af et militært engagement var generalstabschef, Colin Powell, der nu er amerikansk udenrigsminister. Han og en gruppe ledende officerer frygtede amerikansk deltagelse i en landkrig på Balkan, og de havde allierede i Det Hvide Hus. Blumenthal beretter, hvordan Clinton i et tilfælde af uopmærksomhed lader sin sikkerhedspolitiske rådgiver, Sandy Berger, binde præsidenten ved i en af hans taler at udelukke muligheden af, at amerikanske tropper skulle kæmpe på landjorden. Det lammede præsidentens manøvremuligheder i lang tid, men operationen i Kosova lykkedes, og på det udenrigspolitiske område står Clinton som en succesrig præsident. Han stod bag udvidelsen og reformer af NATO, og forholdet til Rusland og især socialdemokratiske europæiske ledere var godt. Indenrigspolitisk var resultaterne mere blandede, indrømmer Blumenthal. Men Clinton var manden, der stod i spidsen for otte års ekstraordinær økonomisk fremgang i USA, og de nyeste meningsmålinger viser, at amerikanerne langtfra har glemt denne side af Clinton-årene på trods af terrorismen, der har overskygget alle andre politiske temaer i USA i de seneste år. Fjenden Men også den nåede Bill Clinton at tage fat på. Blumenthal beretter, hvordan Bill Clinton i en tale i august 1996 karakteriserede terrorismen som »vores generations vigtigste fjende«, og han gennemførte umiddelbart efter den første antiterrorlovgivning i USA. Efter angrebene på amerikanske ambassader i Østafrika 7. august 1998 beordrede han et missilangreb på Osama bin Ladens lejre i Afghanistan og Sudan to uger efter, og kampen mod terrorismen blev intensiveret. Disse dele af bogen er også vigtige for eftermælet. De viser Clinton som en præsident, der forudså og reagerede på terrorismen, der ellers er efterfølgerens vigtigste sag. Blumenthal fortæller, hvordan præsidenten i en tale til den amerikanske kystvagt 20. maj 2000 afslørede, hvordan al-Qaeda-netværket havde forberedt en serie attentater i USA 31. december 1999. CIA havde forhindret dem, men inden præsidenten gik videre med detaljerne, faldt følgende profetiske sætning: »Og nu vil jeg fortælle jer en historie som - desværre - ikke vil blive det sidste eksempel, I kommer til at stå overfor«. Clinton kommer ikke selv til at stå i spidsen for kampen mod terror. For han kan ikke selv søge genvalg, og det irriterer ham, at præsident Bush næppe får en stærk, demokratisk modkandidat næste år, for Hillary Clinton vil vente til 2008. Men selvtilliden fejler ikke noget. »Jeg ærgrer mig over, jeg ikke kan stille op mod George W. Bush. Jeg ville have banket røven ud af bukserne på ham«.