0
Læs nu

Du har ingen artikler på din læseliste

Hvis du ser en artikel, du gerne vil læse lidt senere, kan du klikke på dette ikon
Så bliver artiklen føjet til din læseliste, som du altid kan finde her, så du kan læse videre hvor du vil og når du vil.

Næste:
Næste:
Artiklen er føjet til din læseliste Du har ulæste artikler på din læseliste

Jo, Meg, Amy og Beth

Amerikaneren Louisa M. Alcott skrev om det familieliv, alle gerne vil have.

Der er ikke oplæsning af denne artikel, så den oplæses derfor med maskinstemme. Kontakt os gerne på automatiskoplaesning@pol.dk, hvis du hører ord, hvis udtale kan forbedres. Du kan også hjælpe ved at udfylde spørgeskemaet herunder, hvor vi spørger, hvordan du har oplevet den automatiske oplæsning.

Spørgeskema om automatisk oplæsning
Bøger
Læs artiklen senere Gemt (klik for at fjerne) Læst
FOR ABONNENTER
Bøger
Læs artiklen senere Gemt (klik for at fjerne) Læst
FOR ABONNENTER

Louisa M. Alcott, forfatteren til romanen 'Pigebørn', har en status i USA næsten på linje med Frihedsgudinden. I alle tilfælde er Louisa M. Alcotts liv og forfatterskab blevet behandlet med en om- og ildhu, som næsten overgår H.C. Andersens. Det fremgår af en søgning på nettet: Det myldrer frem med tusindvis af henvisninger til hende og hendes 'Pigebørn'.

Man kan selvfølgelig forundres over denne voldsomme interesse, men den kan faktisk godt forklares. For det første er det en bog med litterære kvaliteter, især i persontegningen, selv om litterær kvalitet aldrig har været nogen sikker garanti for berømmelse.

For det andet fortæller den om et familieliv, alle familier gerne ville kunne præstere med en stor indbyrdes omsorg. For det tredje giver den et billede af en næsten ædel indstilling til tilværelsen og til Næsten, idet familien tænker mere på soldaterne i felten end på dens egne fornøjelser og behageligheder. Romanen udspilles nemlig under den amerikanske borgerkrig, og vi er på Nordstaternes side, dvs. på den 'gode' side.


Louisa M. Alcotts roman har en række selvbiografiske træk, idet bogen i høj grad handler om hendes egen familie. Hendes far var filosof og pædagog med en række progressive ideer. Han stiftede en række skoler, som alle gik ned, og så plantede han æbleplantager omkring familiens forskellige huse, fordi han anså æbler for at være den bedste og sundeste kost, man kunne få. Så familien blev beordret til at spise æbler.

Alcott var gode venner med bl.a. forfatteren Ralph Waldo Emerson, og hjemmet var et åbent og frit hjem, hvor mange forskellige mennesker færdedes. Til gengæld var der ikke mange penge i systemet, så Louisa måtte tidligt bidrage til familiens underhold, og det gjorde hun, som er figuren Jos alter ego, ved at skrive til aviser og ugeblade.

Da borgerkrigen mellem Nord- og Sydstaterne brød ud, deltog hun som sygeplejerske i krigen, men kun kort, for hun fik tyfus, var dødssyg og blev behandlet med et kviksølvpræparat, som ødelagde hendes helbred.

På grundlag af de breve, hun havde skrevet hjem, udsendte hun i 1863 'Hospital Sketches', der beretter - lettere forskønnet - om det barske liv på et lazaret. Hun skrev andre ting og fik så opfordring fra en forlægger til at skrive en bog for unge piger, og på to en halv måned skrev hun 'Pigebørn' ('Little Women'), som blev en succes. Hun lavede senere flere romaner om familien, men ingen af de senere slog 'Pigebørn'.

'Pigebørn' var lidt svær at læse, syntes denne læser, fordi den i en vis grad er bygget op omkring John Bunyans 'En pilgrims vandring' ('Pilgrims Progress') fra 1600-tallets slutning.

Så da Meg kommer til 'Forfængelighedens marked', som der står i en af kapiteloverskrifterne, var pigelæseren lidt fortabt og endnu mere, da Amy slæbes gennem 'Ydmygelsens dal'. For hvad betød det? I senere danske udgaver er disse kapiteloverskrifter erstattet med neutrale talangivelser.


Louisa M. Alcott blev overordentlig berømt i sin samtid og blev indvalgt i forskellige komiteer og udvalg, bl.a. sad hun i den komite, der bandlyste Mark Twains bog 'Huckleberry Finn' fra Library of Congress. Hun udtalte i den anledning, at »... hvis mr. Clemens (Mark Twains rigtige navn) ikke kan finde på noget andet at fortælle vore unge drenge og piger, må han hellere holde inde«.

Hendes udsagn om Mark Twain har gennem årene trukket ned i hendes karakterbog, og man spørger sig selv, om hun inderst inde faktisk var snæversynet. Men det ville være synd at lade dette faux pas skygge over hendes andre kvaliteter. For hun kunne noget, som var ret usædvanligt på denne tid. Hun kunne få sine fire pigeskikkelser Meg, Jo, Beth og Amy til at leve. Det syntes denne børnelæser, for hun så dem for sig, også selv om de rammer, de levede i, var vidt forskellige fra danske forhold.

Herhjemme fandtes ingen Laurie med en rig bedstefar, her fandtes ingen sur tante March, som skulle serviceres, ingen skole, hvor læreren slog eleverne over fingrene med en lineal, ingen fine baller på linje med dem, Jo og Meg inviteres til, og alligevel greb bogen læseren, så hun næsten kunne den udenad. Og hun læste også fortsættelserne, men vendte alligevel altid tilbage til 'Pigebørn', måske fordi den er bedre skrevet og renere i tonen end de øvrige.

På nettet inviteres man på besøg i Orchard House, familiens hus på den tid Louisa med feberagtig iver sad og skrev på 'Pigebørn'. Man kan beundre Louisas arbejdsværelse, gå rundt i familiens dagligstue og køkken og på denne måde få en lille fornemmelse - falsk naturligvis - af, at man har været der selv.