0
Læs nu

Du har ingen artikler på din læseliste

Hvis du ser en artikel, du gerne vil læse lidt senere, kan du klikke på dette ikon
Så bliver artiklen føjet til din læseliste, som du altid kan finde her, så du kan læse videre hvor du vil og når du vil.

Næste:
Næste:
Artiklen er føjet til din læseliste Du har ulæste artikler på din læseliste

Inshallah!

Bøger
Læs artiklen senere Gemt (klik for at fjerne) Læst
FOR ABONNENTER

Der er ikke oplæsning af denne artikel, så den oplæses derfor med maskinstemme. Kontakt os gerne på automatiskoplaesning@pol.dk, hvis du hører ord, hvis udtale kan forbedres. Du kan også hjælpe ved at udfylde spørgeskemaet herunder, hvor vi spørger, hvordan du har oplevet den automatiske oplæsning.

Spørgeskema om automatisk oplæsning

Man læser for at befolke sin ensomhed, som Harold Bloom har sagt det, så dér sidder man. Med en bog mellem hænderne i toget på vej ind mod byen blandt folk, der ikke taler med hinanden, men taler i mobiltelefon, skimmer gratisaviser, eller bare sidder. Som man selv gør det.

Man tager bogen op igen, læser et par linjer, man allerede har læst, men handlingen fænger ikke rigtig, krudtet er vådt, som det hedder med en gammel krigsmetafor.

Faktisk ville man føle sig mere ensom inde i bogen, der handler om intriger i den danske centraladministration, end udenfor, så dér bliver man. På sædet i et tog, mens de sædvanlige villaer og de sædvanlige zinkinddækninger og skorstene, der trænger til at blive repareret, suser forbi.

Forstadsgraffiti, en nypudset orange villa med en grim rød kvist; baghaverne i Hellerup med deres skumle skure, faldefærdige tepavilloner, og småhuse, som under normale omstændigheder, ville falde i øjnene som perfekte boghuler.


Man læser for at »udvide sit selv«, for at blive et bedre menneske, hævder omtalte Bloom også, og det har den navnkundige og provokerende litteraturprofessor, kritiker og forfatter sandsynligvis ret i.

Men for Deres bibliopat er læsningens kombination af selvdannelse og lykkelig eskapisme, som det fremgår, blevet underligt ligegyldig. Det har helt sikkert noget at gøre med den tykke sorte røg, som siver ud fra alle tv-kanalerne i disse dage.

Deres pendlende bogæder er ikke i tvivl om, at hans manglende appetit er en del af det store nederlag, som forfatterskabt fiktion ifølge Don DeLillo har lidt.

I et interview her i avisen få dage før »chok og frygt« gennemrystede Bagdad (eller McDad, som amerikanerne kalder byen), konstaterede den amerikanske forfatter, at nutidens terrorister har erobret det territorium, som forfatterne tidligere boltrede sig på. Fordi deres spektakulære flykapringer og bilbomber fylder verden med en uvirkelighed, som har større indflydelse på moderne mennesker end, den uvirkelighed forfattere kan diske op med.


Ak ja - og fandengaleme nej! Netop som Deres pendler stod på kulkælderens nederste trappetrin, fik han menneskepost fra Pietrasanta, og det var nok!

Anfægtet af krigshandlingerne i Irak sender MPH som modgift til sortsynet et Agatha Christie-citat fra 1944. Som vi tidligere har omtalt, deltog den engelske krimidronning før Anden Verdenskrig i arkæologiske udgravninger i Syrien, nær grænsen til Irak, sammen med sin mand, arkæologen, Max Mallowan.

I epilogen til bogen 'Come Tell Me How You Live', skriver hun: »For I love that gentle fertile country and its simple people, who know how to laugh and how to enjoy life; who are idle and gay, and who have dignity, good manners, and a great sense of humour, and to whom death is not terrible. Inshallah, I shall go there again, and the things that I love shall not have perished from this earth«.

Christies bemærkning har noget trøstende eviggyldigt over sig. Det 5.000 år gamle kulturland, som fostrede civilisationens første skriftsprog langs Eufrat og Tigris' frugtbare jorde, vil rejse sig igen. Uden dobbeltgængerdespoter og fangelejre, tjæret røg og - fiktionsagtigt overbevisende - bombardementer.

Tak til MPH for at minde om det. I mellemtiden, må vi forkælede pendlere fra smørhullet, der ikke bliver bombet med andet end tv-billeder, tage os sammen. Også i den grad. Bogen man læser i S-toget er en del af menneskehedens kollektive selvdannelse. Vi læser også på vegne af dem, der er forhindret i at læse.

(PS: Tredje afsnit i vor føljeton om 'Den store papirkrig' kommer næste uge!).

Quiz 12a: Hvem udtalte disse ord ved Nürnberg processerne i 1946?:

»Naturally the common people don't want war; neither in Russia, nor in England, nor in America, nor in Germany. That is understood. But after all, it is the leaders of the country who determine policy, and it is always a simple matter to drag the people along, whether it is a democracy, or a fascist dictatorship, or a parliament, or a communist dictatorship. Voice or no voice the people can always be brought to the bidding of the leaders.

That is easy. All you have to do is to tell them they are being attacked, and denounce the pacifists for lack of patriotism and exposing the country to danger. It works the same in any country«.

Quiz 12b: »Der var mange badehuse i Bagdad, der var godt bygget, og mange af dem var malet med tjære, hvilket gav indtryk af, at de var lavet af sort marmor. Tjæren kom fra kilder mellem Kufa og Basra«. Citatet stammer fra en islamisk opdagelsesrejsende som besøgte Bagdad i år 1327; hvad hedder vedkommende?



George Orwell og krigen
Essayet 'Civilbombninger', hvis ophavsmand efterlystes i quiz 11a, kan læses i bogen 'I hvalfiskens bug og andre essays', Gyldendal 1984.

Kære Bibliopat
Netop hjemkommet fra Rom, hvor der var rigtig mange fredsflag, ser jeg, at du henviser til et pacifistisk essay fra 1944. Det er et af de essays, George Orwell skrev som klummer i sin egenskab af litterær redaktør for tidsskriftet Tribune.
Med venlig hilsen
Daniel Radtleff
Hørve

Sinuhe Ægypteren
Den antikke statue af en skriver med griffel og bogrulle, der efterlystes i quiz 11b, er et yndet turistmål og kan ifølge vore læsere beses både på Louvre og i Kairo.

Hej Bibliopat
Min beskedne viden om det gamle Egypten stammer stort set fra læsningen af Mika Waltaris velskrevne roman, 'Sinuhe Æypteren', samt fra en orlovstur til Kairo og Luxors seværdigheder, da jeg i begyndelse af tresserne gjorde tjeneste ved FN-hovedkvarteret i Gaza. Jeg har siden haft stor lyst til at se landet og dets talrige kulturminder igen sammen med min kone, men gensynet blev først realiseret i februar i år i anledning af en rund fødselsdag i familien. Den nævnte statue har indlagte øjne og hedder 'Skriveren'. Den er fra det 5. dynastis tid og kommer fra en grav i Sakkaraområdet og kan - hvis ellers turisttilstrømningen tillader det - beses i det egyptiske museum i Kairo, sal nr. 42.
Venligst
Egon Kjær
Ballerup

Moby's Dick
Kære Bibliopat
Dine quizzer og kimærer fører mig mærkelig steder hen. Se selv: 'Bundfald' af Asger Snask. 'Moby's Dick' af Longfellow (i samarbejde med Stanislav Lem). 'Sidste stik' af Akira Harakiri (ufuldendt). 'Øllet blev hans skæbne' af Adam Oehlslæver (sat i musik af VC Jørgensen). 'Fisken, de kaldte Leyla' af Eric Claptorsk. Hvilken dansk forfatter skrev 'En verdensomsejling under bordet'? Monstro det var Werner Juhl?
Mange hilsner
Jan Willert
Lyngby

Den danske novelle
Kære Bibliopat!
Jeg blev en lille smule skuffet over dit svar på spørgsmål 8a om det bedste, der litterært skete i 1965. Min umiddelbare tanke var: 'Den danske novelle', men jeg fik ikke skrevet til dig. Men 1965 blev i Politiken udråbt til et usædvanligt novelleår i dansk litteratur.
Det år udkom bl.a. Knud Holst: 'Asfaltballet', Hans Hansen: 'Lyd', Gynther Hansen: 'Forvandling', Cecil Bødker: 'Tilstanden Harley', Christian Kampmann: 'Ly' og Benny Andersen: 'Puderne'.
Politiken var så begejstret, at man inviterede en række forfattere, gamle som unge, til at skrive en novelle til en serie, der blev bragt i Søndags-Politiken fra september til december. Et udvalg blev trykt i Politikens nytårsbog 1966: 'Den danske novelle/65'.
Johan Borgen skrev en kronik, der blev bragt 2. januar 1966. Han skriver blandt andet: »1965 ble et riktig novelleår i dansk litteratur. Alle alderstrinn er representert, fra Karl Bjarnhof til Dorrit Willumsen«. Lidt længere henne skriver han: »Hvordan vil de som kommer efter vurdere novelleåret 65? Tro meg - de vil si det var et fabelagtig år, i bredden, i intensitet, i rendyrkning av novellens edle kunst«.
Så uanset dit svar: Jens Munk og 'Troldmanden', synes jeg ikke vi må glemme novelleåret 1965.
Venlig hilsen
Jørgen Broch
Esbjerg V

Prøv Politiken i 30 dage for kun 1 kr.

Få adgang til hele Politikens digitale univers, og læs artikler, lyt til podcasts og løs krydsord.

Prøv Politiken nu

Annonce