Er De lykkelig, spurgte Bettina Heltberg i gårsdagens avis, et spørgsmål, der jo kan bringe tvivleren frem i enhver. For er man nu virkelig lykkelig, eller bare nogenlunde tilfreds? Har forstædernes bedøvelse, som Virginia Woolf taler så nedsættende om i 'The Hours', ramt en, eller har man simpelthen ramt tilværelsens store guldåre? Hvem ved, det er let at komme i tvivl. Som drengen Steen siger i en af Bill Watersons striber, er han jo sådan set godt tilfreds, men omvendt ikke ekstatisk, og er det nu godt nok? Og deri ligger jo just problemet, for lykken er netop en finurlig, udefinerbar størrelse. Derfor er det, som Weekendavisens Lars Bukdahl meget rigtigt konstaterer, et meget »ambitiøst og udfordrende eksperiment«, som Christina Hesselholdt har taget fat om i sin nye roman 'Du, mit du'. Målet er ganske enkelt, og det vil sige næsten umuligt, at realisere mottoet fra André Gides roman 'Den umoralske' om, hvordan en beretning om lykken egentlig vil tage sig ud. Midlet er for Hesselholdt en flagrende historie om en vild sommers kærlighed, med masser af grænseoverskridende ekshibitionistiske handlinger, tyrefægtninger og krudtrøg, men det er helt tydeligt i scenerne mere end handlingen, at forsøget på at indkredse lykken skal findes. Og det går efter Bukdahls vurdering mere end godt. Hesselholdt er ude, »hvor hun ikke burde kunne bunde«, men det går alligevel, for »hun stepper hen over vandet, gør hun, på de spidseste hæle«. Når det går, er det ifølge Bukdahl netop, fordi Hesselholdt ikke skriver poesi, men derimod »goddamn prosa, kroget/knastet fortællende og fabulerende og beskrivende og digresserende, med en absolut skæv og idiosynkratisk og frigjort omhu, lige langt fra en mat funktionalist som Hanne-Vibeke Holst, en skinger ekspressionist som Ib Michael og en fimset centralprosaist som Jens Christian Grøndahl, for nu bare at nævne danerlandets bedst sælgende«. Bogen er med andre ord »temmelig pragtfuld«, også fordi »Christina Hesselholdt er kommet i besiddelse af den allervæsentligste prosaiske nådegave af dem alle, nemlig HUMOR!«. Fransk eller spansk film Yderst tilfreds er også Ekstra-Bladets John Chr. Jørgensen, der kalder bogen en »original kærligheds-thriller«, som »har fornyet Christina Hesselholdts egenartede forfatterskab«. Det er som at se en »amoralsk fransk film fra eksistentialismens dage omsat til nudansk sprogkunst«. Filmanalogierne optager også Jørgensens kollega Erik Svendsen på Jyllands-Posten, blot er han søgt lidt længere sydpå. Nærmere bestemt til Spaniens Pedro Almodovar, som han »med nogle mellemregninger og forbehold« mener, bogen er en prosaversion af. »Det afgørende er fællestrækket: denne fascination af de store følelser, kærligheden til døden skiller og drømmen om den store, evige sammensmeltning. Kødet, der brænder sammen. Passionerne, der ses her og der og alle vegne. Trangen til at involvere omverdenen i det erotisk pirrende spil«. Og en vellykket version. »Læserne kan glæde sig«, skriver Svendsen, også selv om han personligt synes bedre om 'Hovedstolen'. Slanger i paradis er der naturligvis også, og både Berlingske og Information er mere forbeholdne. Erik Skyum-Nielsen er splittet. På den ene side kalder han det en »besættende tekst« og gribes af, hvor »følsomt, rytmisk, præcist og klangfuldt« Hesselholdt skriver, på den anden side skuffes han af, at bogen trods alt forbliver tavs om kærlighedens betydning. Skuffet er også Berlingskes Nils Gunder Hansen, der trods respekt for Hesselholdts »poetiske perler« og hendes »frække, bizarre humor« finder, at kedsomheden sniger sig ind i takt med, at »skønheden ruller tungt ind over os igen, og historien bliver ikke fulgt ordentligt til dørs«. Islam er mange ting Nu er lykke naturligvis - trods alt - ikke alt, et af tidens andre store temaer er religion, særligt islam, og i det lys kan man undre sig over, hvor lidt opmærksomhed medierne ofrede på debatbogen 'Islam i bevægelse', der også udkom i den forgangne uge. Bogen er redigeret af fire af de mere kendte unge danske muslimer, Mona Sheikh, Fatih Alev, Babar Baig og Noman Malik, og ifølge de sølle to aviser (og radioens P1), der gad anmelde den, er budskabet også interessant. Ganske vist består størstedelen af bogen af ikkemuslimers vurderinger af islam, men i det afsluttende kapitel træder forfatterne selv i karakter med en hård kritik af den danske sekularisme. Ifølge Weekendavisens Arne Hardis mener forfatterne således, at »vores sekularisering er 'dogmatisk', 'absolut', 'en trosbekendelse' - ja, kort sagt 'prædiker hammer-religiøse værdier'«. Og det er efter Hardis bedste vurdering noget vrøvl. »Påstanden er efter min bedste mening grundlæggende forkert«, skriver han, »i Danmark har der ikke udviklet sig en religiøs tro på, at sekularisering er godt. Der er truffet et principielt politisk valg, et valg, der kan anfægtes og omstødes efter det demokratiske systems regler«. Det samme mener Politikens Adam Holm, der efter at have konstateret, at forfatternes ønske om at vise, at muslimer er mange ting, er »såre sympatisk«, og at »den våbensvingende svovlprædikant Osama bin Laden, afsjælet eller ej, ikke er repræsentativ for verdens ca. 1,2 milliarder muslimer«, tager skarpt afstand fra betragtningerne om det danske samfund. »Det er en farlig vej, de fire redaktører betræder - en vej, som peger i retning af et religiøst felttog forklædt som en postmodernistisk relativisme, der uden synderlig skelen til historiske erfaringer og traditioner giver frit slag til at mene, at det ene kan være lige så godt som det andet«, skriver Holm, der derfor glæder sig over redaktørernes pointe, om at alle muslimer ikke er ens. Det var nok ikke lige det, de mente.